Retsopgøret på Nationalmuseet: Dansk arkæolog kom til at betale en høj pris for sine autoritære sværmerier

Om morgenen 8. februar 1946 blev der indledt en usædvanlig sag på Nationalmuseet i København. Centrum for det hele var den 41-årige Mogens Bellmann Mackeprang, kongeligt udpeget museumsinspektør, en fremgangsrig arkæolog med talrige internationale videnskabelige artikler bag sig.

Nu sad den anerkendte akademiker på anklagebænken i retsopgørets såkaldte Tjenestemandsdomstol.

Hans brøde var hans engagement i tyskvenlige foretagender under besættelsen. I årene 1940-43 havde han siddet i bestyrelsen for en nationalsocialistisk diskussionsklub, National Studenter Aktion, og det var da heller ikke Mackeprangs akademiske aktiviteter, der var grund til anklagerne.

Den officielle tiltale var af politisk art og talte om en »uværdig national Holdning under Besættelsen«.

Mackeprangs mangeårige kolleger på Nationalmuseet vidnede nu mod ham og beskrev ham som en mand, der stod »kold Luft omkring«. De kaldte ham »tyskorienteret« og medgav, at de længe havde næret mistanke til ham.

På et tidspunkt under seancen kunne Mackeprang ikke længere holde til presset og gik til modangreb. Ifølge mindst én avisreportage pegede den vanærede arkæolog vredt på en unavngiven tilhører og udbrød:

»Hvorfor befinder jeg mig her, naar han stadig kan sidde dér?«.

Skønt Mackeprang utvivlsomt havde gjort sig skyldig i at lufte proautoritære synspunkter, var der en grad af sandhed i hans forbitrede udbrud. Der var blandt tilhørerne i salen og endda blandt vidnerne flere medlemmer af National Studenter Aktion, hvis forbindelser til pronazistiske danske organisationer havde været både mere langvarige og mere belastende.

Men det var alligevel Mackeprang, der stod for skud, og det var hans rolle som statslig og kongeligt udpeget embedsmand, der gjorde hans fremfærd under besættelsen så kritisabel. På trods af at han ikke havde været medlem af noget parti og kun havde bidraget med tre artikler i den pronazistiske forenings månedsblad, var Mogens B. Mackeprang blevet National Studenter Aktions ansigt udadtil.

Det kom til at koste ham dyrt.

Foto: Aftenbladet/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Mackeprang var ikke uskyldig, men en række af hans kolleger kunne lige så godt have taget plads på anklagebænken. I 1930’erne og 1940’erne deltog ansatte ved Nationalmuseet i tyske kongresser, takkede nazistisk orienterede forskere i deres artikler, citerede dem i deres noter, skrev venlige breve til dem og sendte dem fotografier af museumsgenstande.

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­Danske historikere og arkæologer havde en lang tradition for akademisk samarbejde med deres tyske kolleger. I det nazistiske regimes tidlige år stod danske videnskabsfolk derfor i et dilemma og kæmpede med at finde den rette holdning til den tyske videnskabelige verden. Skulle de udelukke forskere fra et helt land eller se fuldstændig bort fra deres kontroversielle politiske tilhørsforhold?

EFTERSOM NAZISMEN i sine tidlige stadier ikke udgjorde nogen direkte trussel mod danske interesser, ønskede langt de fleste at fortsætte det faglige samarbejde mellem de to akademiske miljøer og undlod at udtale sig offentligt om forandringerne i Tysklands politiske klima. Videnskabelige medarbejdere ved Nationalmuseet forsøgte at opretholde samarbejdet med visse kolleger og samtidig lægge afstand til andre, men ofte var det umuligt at fastslå, hvor grænsen mellem legitim forskning og pseudovidenskabelige racestudier gik.

Nazisters forsøg på kontakt med Nationalmuseet oplevedes allerede i 1935, hvor de begyndte at sende helt banale forespørgsler om aftryk, afstøbninger og fotografier af særlige genstande, der kunne skaffes gennem museets omfattende netværk.

I februar modtog den forhistoriske afdeling på Nationalmuseet eksempelvis et særpræget brev fra Berlin. Afsenderen var en hollandsktysk amatørforsker ved navn Herman Wirth, der nærede en så intens interesse for den germanske fortid, at han daterede brevet efter den gamle tyske kalender. Derfor daterede det excentriske SS-medlem brevet til 19. Hornung i stedet for 19. februar.

Trods det tilsyneladende harmløse emne – en forespørgsel om billeder af genstande – var der ikke noget som helst banalt over Wirths forsøg på at etablere formelle bånd mellem tyske forskere med nazistiske tilhørsforhold og deres kolleger i nord. Men bemærkelsesværdigt nok indvilligede Nationalmuseet hurtigt og sendte dem det ønskede materiale mod en mindre betaling.

I løbet af få måneder begyndte tyske pseudoforskere som Wirth at stemple deres korrespondance ’Haster’ og sende den personligt til lederen af Nationalmuseets forhistoriske afdeling, Johannes Brøndsted. Og snart blev tilnærmelserne mere direkte.

Brøndsteds første væsentlige møde med nazistisk arkæologi fandt sted i begyndelsen af maj 1936 foranlediget af en standardinvitation til en international videnskabelig konference. Temaet var ’Haus und Hof der Germanen’, og konferencen skulle finde sted samme sommer i Lübeck.

Skønt der ved første øjekast ikke var noget særligt ved invitationen, afslørede brevhovedet konferencens forbindelse med Nordische Gesellschaft og Reichsbund für Deutsche Vorgeschichte – organisationer, der var under direkte kontrol af den nazistiske ideolog Alfred Rosenberg, et af de første medlemmer af Hitlers parti.

Målet for de kontroversielle arrangører var at fremme »tættere Kontakt og Samarbejde mellem Arkæologer og Folklorister fra Lande med germanske Sprog og Kultur«, og før Johannes Brøndsted overhovedet havde takket ja til invitationen, blev han tildelt et specifikt emne: »De germanske Folks Hus og Hjem fra Bronzealderen til Vikingetiden blandt de nordgermanske Folk i Danmark«.

Trods ’Haus und Hof’-konferencens tydelige bånd til nazistiske organisationer sagde Brøndsted ja til invitationen og til arrangørernes særlige ønsker.

’Haus und Hof’ begyndte 2. juli med en hovedtale, der etablerede en klart racepolitisk optik, gennem hvilken alle følgende indlæg skulle ses. Da den oprindelige præsident for konferencen ikke mødte frem, blev Johannes Brøndsted i al hast bedt om at overtage hvervet. Da Brøndsted ikke ønskede at »afslaa at hjælpe i en noget prekær Situation«, som han senere forklarede en tysk kollega, sagde han ja.

BESLUTNINGEN FØRTE TIL et interview i Völkischer Beobachter – nazistpartiets officielle dagblad – hvor den danske arkæolog blev citeret for at takke arrangørerne af konferencen og opfordre til yderligere videnskabeligt samarbejde mellem de to lande. Brøndsteds optræden på siderne i Völkischer Beobachter var så alarmerende, at han fik breve fra tyske kolleger, der advarede ham om artiklens eksistens og udtrykte tvivl om dens autenticitet.

Brøndsteds diplomatiske svar på disse bekymringer var et eksempel på den danske strategi om at bevare en selvdefineret følelse af neutralitet. Brøndsted omtalte de voldsomme uenigheder mellem konkurrerende forskere med nazistisk tilhørsforhold som et personligt anliggende (»persönliche Angelegenheit«) og distancerede på den måde sig selv fra interne tyske spørgsmål. Han forklarede sin tilstedeværelse ved ’Haus und Hof’-konferencen som en opfyldelse af forpligtelsen til at popularisere Danmarks forhistoriske arkæologi. Store museer, sagde han, havde en forpligtelse til at gøre deres forskning mere attraktiv og tilgængelig for publikum.

Det var den slags tilsyneladende harmløs international udveksling af forskningsmateriale og akademiske tanker, der kendetegnede den tidlige opfattelse af den nazistiske arkæologi i Danmark. Til gengæld etablerede den militære besættelse i april 1940 et eksplicit magthierarki mellem danske videnskabsfolk og deres tyske kolleger.

Efter begivenhederne 9. april 1940 udtrykte de færreste danske museumsfolk interesse for den nationalsocialistiske ideologi. Ikke desto mindre så en mindre gruppe ansatte den hurtige tyske militære invasion som et tegn på, at demokratiet var blevet ineffektivt, og at der skulle forandring til. Med rod i en overbevisning om, at det moderne danske demokrati bar skylden for landets aktuelle situation, gik denne lille gruppe intellektuelle i gang med at skaffe landsdækkende støtte til de nationalsocialistiske ideer. Flere af disse proautoritære intellektuelle sluttede sig til National Studenter Aktion – en organisation, der havde fokus på universitetsstuderende.

Foto: Landbond der Dietsche Trekvogels

I september 1940 begyndte studenterorganisationen ligefrem at udgive sit eget månedsblad, Akademisk Aktion. Med sin blanding af nationalsocialistisk ideologi, danske indenrigspolitiske emner og akademiske diskussioner appellerede bladet til en bestemt gruppe veluddannede proautoritære og tyskvenlige personer i de større byer.

Museumsinspektør Mogens B. Mackeprang sluttede sig til Akademisk Aktions redaktion i september 1940. Som det eneste medlem af redaktionen med en arkæologisk baggrund fik han til opgave at fremsætte de kulturelle og historiske argumenter for den nationalsocialistiske ideologi.

Mackeprang debuterede i november i Akademisk Aktion med en artikel med titlen ’Hvad er Danskhed?’ og tog læserne med på en patriotisk tidsrejse med direkte henvisninger til forhistoriske krigergrave, H.C. Andersens eventyr og selveste N.F.S. Grundtvig.

Artiklen idealiserede fortiden, så den understregede landets håbløse aktuelle situation. Meget af teksten var metodisk og historisk funderede argumenter, men løsningen var radikal: Den krævede »Afskaffelsen af det nuværende parlamentariske, klassebestemte Styre«.

Efter dette heftige udfald mod den danske parlamentarisme havde Mackeprang kun to yderligere bidrag til bladet. ’Systemskifte’ – en kort note på 17 linjer – der stort set var en gentagelse af Mackeprangs antidemokratiske holdning som udtrykt i den tidligere artikel, og endelig i 1942 en note uden titel, hvor han sammenlignede den aktuelle krig mellem Nazityskland og Sovjetunionen med Slaget på De Katalauniske Marker i 451, hvor romere og visigoter besejrede hunnerne.

Mackeprang forlod redaktionen for Akademisk Aktion i februar 1943. I den officielle meddelelse hed det, at han ville prioritere sit arbejde på Nationalmuseet. Under sagen mod ham tre år senere afslørede han dog, at hans beslutning om at forlade National Studenter Aktion skyldtes utilfredshed med organisationens retning og det stadig mere yderliggående indhold i bladets artikler.

Trods en lejlighedsvis opportunistisk adfærd før og under besættelsen forsvarede velanskrevne forskere på Nationalmuseet som Johannes Brøndsted de danske demokratiske værdier igennem alle de fem års besættelse. Efter krigen blev denne afgørende forskel på Mackeprang og hans kolleger det eneste, der fik nogen betydning.

Brøndsted gik ind i besættelsestiden som en samvittighedsfuld ansat på en statslig institution og som velanskrevet i videnskabelige kredse. Få år senere var han på vej til at blive en fremtrædende intellektuel, der var kendt og respekteret både blandt sine kolleger og i den brede befolkning. I 1947 redigerede og offentliggjorde Brøndsted ’De fem lange Aar’ – en ualmindelig ambitiøs beretning i tre bind på i alt 1.500 sider om Danmark under krigen. Samme år holdt han et timelangt foredrag i Danmarks Radio med titlen ’Hvad skete der 9. April?’, som blev overordentlig vel modtaget.

I SIDSTE ENDE var Johannes Brøndsteds bidrag til den folkelige debat i de første år efter krigen med til at forme den kollektive danske fortælling om krigen, og i 1951 opnåede han endda at blive direktør for Nationalmuseet.

For Mogens Mackeprang var situationen langt mere alvorlig. Hans museumskarriere overlevede ikke den meget omtalte tjenestemandssag i februar 1946. Han blev fjernet fra sin stilling som museumsinspektør og frataget retten til tjenestemandspension på grund af sin relativt unge alder. Den ambitiøse arkæolog fik aldrig igen en høj stilling i forskningsverdenen.

Det afholdt dog ikke Mackeprang fra at beskæftige sig med sit felt. Kort tid efter sin dom indledte han sine doktorstudier efter at være blevet tilknyttet Aarhus Universitets nyoprettede Institut for Forhistorisk Arkæologi. Efter at have foretaget et grundigt forskningsarbejde på Nationalmuseet afsluttede han i 1952 sin doktorafhandling med titlen ’De nordiske Guldbrakteater’.

Mange af Mackeprangs tidligere kolleger overværede forsvaret af doktorafhandlingen. Nogle få museumsinspektører havde været vejledere på projektet, og Johannes Brøndsted var medlem af bedømmelsesudvalget.

Da Mackeprang ikke længere var genstand for hele landets opmærksomhed, begyndte de ansatte på Nationalmuseet generelt at behandle ham på nogenlunde samme måde, som de under Det Tredje Rige havde behandlet tyske forskere med nazistiske kontakter. Så længe deres aktiviteter ikke havde offentlighedens bevågenhed, var de danske historikere langt mere tilbøjelige til at træffe opportunistiske og sommetider sågar hykleriske beslutninger.

Foruden for de tre indlæg i Akademisk Aktion blev Mackeprang dømt for at have holdt arkæologiske foredrag for tyskere, for at have haft kontakt med organisationer med nazistiske forbindelser og for at have deltaget i arrangementer, der var betalt af disse organisationer – alt sammen noget, som adskillige museumschefer havde været involveret i i 1930’erne.

De tvivlsomme beslutninger og aktiviteter i førkrigsårene interesserede dog ikke den danske stat, der koncentrerede sig om at retsforfølge involverede i nogle få fremtrædende tilfælde af kollaboration under krigen.

I det hele taget blev det daglige arbejde på Nationalmuseet kun i ringe grad påvirket af retsopgøret. I 1957 var chefer på Nationalmuseet endda med til at sikre, at den tyske arkæolog Karl Kersten modtog Dannebrogordenen, selv om Kersten havde en fortid som medlem af både Hitlers nazistparti og SS.

Ifølge museumsdirektør Therkel Mathiassens officielle vurdering af Kersten »havde han den takt ikke at komme på museet i uniform, mens alle forhandlinger foregik på hans hotel, hvilket jeg var meget taknemmelig for«.

Den tyske arkæolog modtog i sidste ende Dannebrogordenen som anerkendelse af sit bidrag til evakueringen af museumsgenstande. Hans danske kolleger erklærede, at han har »gjort os store Tjenester under Krigen«.

I modsætning til sine overordnede på museet havde Mogens Bellmann Mackeprang – i hvert fald midlertidigt – mistet tilliden til det danske demokrati, og det gjorde autoritarisme og nationalsocialismen stadig mere indbydende for ham. Hans ultimative fejl bestod dog i at skrive disse tanker ned. Mackeprang var blevet overbevist om, at det demokratiske politiske system ikke længere fungerede.

I 1940 virkede denne tanke ikke så fatal, som den gjorde fem år senere.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen, Jakob Haff og Mette Skodborg

• Kopiér link