Myndighederne var i chok, da efterretninger om et nærtforestående statskup blev præsenteret for dem. En falleret adelsmand med tårnhøje politiske ambitioner og en blakket fortid havde planer om at fængsle politikerne, sætte byen i brand, ødelægge kritisk infrastruktur og udnytte det efterfølgende kaos til at indsætte sig selv på den mest magtfulde position i staten.
Omkring sig havde han samlet en betydelig mængde erfarne soldater, højtstående politikere og radikaliserede borgere. De var angiveligt rede til at smadre det i deres øjne korrupte og illegitime samfund for at genopbygge den gamle statsform på de rygende ruiner.
Man kunne tro, at historien udspillede sig i vore dages Tyskland. Den omfattende politiaktion, der i december 2022 blotlagde Reichsbürger-bevægelsens planer om at storme Rigsdagsbygningen, kidnappe tyske politikere, ødelægge kritisk infrastruktur og udnytte det efterfølgende kaos til at indsætte Heinrich 13. Prinz Reuß som hersker i et genoprettet ’Tysk Rige’, skabte før jul store overskrifter både i og uden for Tyskland.
Det var dog ikke første gang i den vestlige historie, en falleret adelsmand stod i spidsen for en broget skare af sammensvorne soldater, politikere og borgere med planer om at omstyrte samfundet og føre statsformen tilbage til en ældre model. I december 63 f.Kr. skete det samme i Rom.
Nok er der langt fra antikkens Rom til nutidens Tyskland. Men alvoren og omfanget af de to sammensværgelser giver anledning til at kaste et nærmere blik på, hvilke faktorer der førte til det mislykkede statskup i 63 f.Kr.
Det væbnede oprør mod den romerske republik involverede en perlerække af de bedst kendte navne i Romerrigets historie, herunder den senere diktator på livstid Gaius Julius Cæsar samt advokaten og forfatteren Marcus Tullius Cicero. I denne periode af Roms historie, som senere kaldtes Republikken, valgtes hvert år to personer til konsulatet, som var det øverste embede i Romerstaten. Cicero var konsul i netop 63 f.Kr.
I 42 f.Kr. var alle de centrale aktører fra det mislykkede statskup 21 år tidligere døde. Lederen af sammensværgelsen, Lucius Sergius Catilina, var blevet dræbt i januar 62 f. Kr., mens han kæmpede blandt sine soldater mod Roms legioner. Et par årtier senere havde Cæsar myrdet og bestukket sig til enevældig magt i Rom, hvorfor han 15. marts 44 f.Kr. blev likvideret af en gruppe senatorer. Og året efter blev Cicero, sagens sidste hovedperson, halshugget som led i Cæsars adoptivsøn Octavians massemord på politiske modstandere.
Da alle de centrale aktører var døde, kunne den kontroversielle politiker Gaius Sallustius Crispus, bedre kendt som Sallust, offentliggøre sin version af, hvad der egentlig hændte i december 63 f.Kr. Da de dramatiske begivenheder udspillede sig, var Sallust i begyndelsen af 20’erne og netop ankommet til Rom fra den provinsby, hvor han var født og opvokset.
Som tilflytter fra provinsen uden tidligere senatorer i familien var Sallust ligesom Cicero en homo novus, en ’ny mand’, som skulle kæmpe sig frem i det politiske system i modsætning til sine adelige jævnaldrende, der havde lange familietraditioner for magt og indflydelse. En sådan type adelig var Catilina – og Cæsar.
Sallust havde næppe selv været direkte indblandet i skandalen, men som senere senator har han efter al sandsynlighed haft indgående kendskab til sagen. Dertil kommer, at han var nært knyttet til Cæsar, som i 49 f.Kr. tog Sallust til sig, efter at han i vanære var blevet smidt ud af senatet.
Catilina fik sin bekomst, da han med vold forsøgte at tage magten i Rom. Han faldt med sine tropper i et slag mod de romerske legionærer i Pistoria nord for Rom. Historiemaleri af Alcide Segoni fra 1871.
Heinrich 13. Prinz Reuß føres bort af politiet efter afsløringen af Reichsbürgerbevægelsens sammensværgelse mod den tyske stat.
På 20 års afstand iagttager Sallust tre årsager til Romerstatens forfald.
Den første årsag finder vi i 146 f.Kr., da Roms legioner jævnede den nordafrikanske bystat Karthago med jorden. Med udslettelsen af Karthago, ’rivalen til den romerske magt’, havde romerne fjernet deres største udenlandske fjende fra landkortet.
Men fraværet af ydre modstand blev ifølge Sallust altså den første årsag til Romerstatens forfald. Romerne blev dovne, begærlige og begyndte at bekrige hinanden i stedet.
Sallust beskriver Rom anno 63 f.Kr. som et dekadent og dovent samfund i en tilstand af absolut forfald. Romerne havde vænnet sig til at spise, før de var sultne, drikke, før de var tørstige, og sove, før de blev trætte. Generationer var vokset op i den største materielle overflod uden at skulle løfte en finger.
Nu havde mange i den yngre generation ødslet deres fædrene formuer væk »med hånden, med maven og med pikken«. Desperationen føg omkring alle gadehjørner og hvinede i samtlige samfundssprækker.
De to andre årsager til Romerstatens forfald legemliggjordes ifølge Sallust af Lucius Cornelius Sulla. Han kom fra en gammel adelig familie og blev i 88 f.Kr. valgt til konsul.
Konsulerne fik fuld kommando over de romerske legioner uden for byens grænser. Inden for byens grænser måtte de under ingen omstændigheder kommandere tropperne. I 88 f.Kr. gjorde Sulla det så alligevel.
Han var forurettet over, at et lukrativt felttog mod kong Mithridates ovre østpå var blevet givet til hans største rival, Gaius Marius, og Sulla førte derfor stik imod alle love og regler sine tropper ind i Rom og tvang sin vilje igennem.
Dermed skabte han præcedens for væbnet oprør imod de romerske myndigheder, og han blev for utilfredse adelsfolk som Catilina et eksempel til efterfølgelse. Sullas præcedens for væbnede statskup var ifølge Sallust den anden årsag til Romerstatens forfald.
I forbindelse med sit efterfølgende felttog mod kong Mithridates i Asien købte Sulla »imod forfædrenes skik« sine soldaters loyalitet ved at behandle dem alt for ødselt.
»Der fik romerne først«, skriver Sallust, »for vane at elske, drikke, beundre statuer, malerier, udsmykkede vaser, at stjæle dem privat og offentligt, at udplyndre helligdomme og at krænke alt helligt og verdsligt«.
Sullas plyndringer fortsatte, da han førte sine tropper tilbage til Italien. Plyndringerne suppleredes med massemord på Sullas modstandere og konfiskering af deres ejendomme. Alt dette bytte fik soldaterne rigelig del i.
Utallige romere var havnet i luksusfælden og havde desperat brug for penge til at opretholde deres forbrug
Et par årtier senere, da Catilina hvervede folk til sit angreb på staten, havde Sullas soldater ødslet alt deres krigsbytte væk. Men de huskede, hvordan de var blevet rige til at begynde med – og de var klar til at blive det igen.
»Som følge af rigdommen«, bemærker Sallust, »trængte luksusforbrug, grådighed og arrogance ind i ungdommen«. Det enorme overforbrug, som Sullas plyndringer i Asien havde indført i Rom, anså Sallust som den tredje årsag til Romerstatens forfald.
Det var altså et samfund martret af årtiers overdreven selvsikkerhed, overforbrug, styrtdykkende moral og blodige borgerkrige, som i efteråret 63 f.Kr. blev skrækslagent ved rygterne om et nyt væbnet kup mod staten.
Utallige romere var havnet i luksusfælden og havde desperat brug for penge til at opretholde deres forbrug. En forsmået og marginaliseret politiker som Catilina havde derfor rig mulighed for at fiske i de rørte vande. Men hvad lå bag Catilinas ambitioner?
Catilinas udfordring var på en måde den samme som Cæsars. De havde begge brugt enorme summer på at bestikke sig til indflydelsesrige embeder, som skulle bane vejen til det øverste embede i Romerstaten, konsulatet. Og når en romersk politiker havde været konsul, blev han typisk guvernør for en romersk provins. Den kunne han så passende udpine med skatter, så han kunne betale den gæld tilbage, som han havde opbygget i løbet af sin karriere.
Problemet for Catilina var bare, at han ikke blev konsul. Han stillede op som kandidat i 64 og 63 f.Kr., men blev vraget begge gange. Første gang endda til ’en fremlejer’ som bonderøven Cicero!
Catilina havde et mildest talt blakket ry for kriminalitet, seksuelle udskejelser og endda for slægtningedrab. Men hans adelige patricierslægt burde i sig selv kvalificere ham til at blive konsul.
Når han ikke kunne få magten med lovlige midler, måtte han ty til Sullas metoder. Han måtte samle en hær af utilfredse soldater, likvidere Cicero og indsætte sig selv som regent.
Det er nemt at afskrive Catilina og hans medsammensvorne som en bunke fordærvede personer uden skyggen af skrupler over at myrde sig frem til penge og magt. Sådan beskriver Sallust dem i begyndelsen af sin skildring, og sådan skildrer Cicero dem i særdeleshed i de taler, han holdt mod Catilina i senatet.
En sådan beskrivelse er sikkert fuldstændig rigtig. Men Sallust lader os imidlertid også ane, at tilslutningen til Catilinas kupplaner var særdeles omfattende, og at den strakte sig fra samfundets bund til den absolutte top.
Da Catilina året inden havde taget de første initiativer til et væbnet angreb på staten, samlede han »de mest forgældede og skamløse mennesker« til et møde. I dette møde deltog også en række etablerede politikere fra senatorstanden, hvis navne Sallust omhyggeligt oplister.
Sullas misbrug af de romerske legioner banede vej ifølge historikeren Sallust vej for Catilinas sammensværgelse mod den romerske republik.
Nogle påstod endda, skriver Sallust, at Roms rigeste mand, Marcus Crassus, også sympatiserede med sagen. Få år senere dannede Crassus det såkaldte 1. triumvirat (triumvirat betyder tremandsvælde) med Gnæus Pompejus – og Cæsar.
Cæsars rolle i Catilinas kupforsøg er omgærdet af mystik. På mange punkter lignede Cæsars og Catilinas situationer hinanden. De var begge ekstremt ambitiøse unge politikere med lange adelige familietraditioner for magt og indflydelse.
De havde begge gældsat sig helt enormt som følge af deres politiske ambitioner – og de lader begge til at have været dybt skeptiske over for den eksisterende styreform.
Sallust skriver ikke, at hans tidligere velgører var med i sammensværgelsen. Til gengæld citerer han to taler, der blev afholdt i senatet, og som handlede om, hvordan de tilfangetagne mistænkte skulle straffes.
Disse taler tilskriver Sallust »to mænd af den højeste integritet og de mest forskelligartede karaktertræk, Marcus Cato og Gaius (Julius) Cæsar«.
Cato, hvis karakter ifølge Sallust var præget af strenghed, troværdighed og principfasthed, talte for, at de tiltalte skulle straffes med døden. Dødsstraffen var i Catos optik det eneste, der kunne forhindre, at statens sikkerhed igen blev truet.
Cæsar, hvis karakter ifølge Sallust var præget af gavmildhed, blidhed og barmhjertighed, talte for, at de tiltalte skulle straffes med varetægt. Dødsstraffen var i Cæsars optik for mild en straf, da den fjernede de tiltaltes pinsler.
Senatet og konsulerne foretrak Catos forslag og straffede de tiltalte med døden. Med tiden fik Cæsar dog det sidste ord.
Han formåede ikke helt at omforme den romerske republik til det kejserdømme, som i de følgende århundreder skulle dominere Romerriget.
Men ved sin likvidering 15. marts 44 f.Kr. efterlod han et testamente, som forgyldte hans unge adoptivsøn Octavian med enorme mængder penge og skaffede ham mange af Cæsars soldaters loyalitet.
Hvad Catilina og Cæsar ikke formåede, gennemtvang adoptivsønnen i årene, der kom, på den blodigst tænkelige måde. Lad os håbe, at parallellerne til vore dages Tyskland for længst er sluppet op.
