En konflikt i den ene ende af verden kan give anledning til dyb krise langt væk. Sådan er det i dag, hvor den af Rusland-Ukraine-konflikten afledte energikrise giver historisk høj inflation i f.eks. England ca. 2.500 km væk.
Det er der intet nyt i. Økonomier er forbundne, og tilbage i vikingetiden skabte uro i det muslimske kalifat langt fra vores breddegrader en ubalance i europæisk økonomi, der blev skæbnesvanger for England, da vikingerne kastede sig over landet.
For at forstå denne historie er det vigtigt lige at skitsere datidens magtbalance i Europa og omegn.
Efter den kaotiske folkevandringstid var det vestlige Europa langtfra verdens intellektuelle teknologiske epicenter. Det var i vid udstrækning Byzans og den muslimske verden, der førte an.
Nok var der positive takter omkring åndelig, økonomisk, administrativ og kunstnerisk udvikling ved Karl den Stores hof (tysk-romersk kejser 800-814) og under det ottonske dynasti (tysk-romersk kejserdynasti 861-1024).
Men udviklingen blev altid afbrudt af urolige perioder, og da Europa samtidig var ekstremt decentralt, og da der generelt ikke var de samme ressourcer som i Mellemøsten – end ikke i de italienske bystater – var Europa i vikingetiden ikke i besiddelse af den udviklingsmæssige førertrøje.
I starten af 700-tallet sad umayyade-dynastiet på magten i den muslimske verden. Selv om det muslimske eller arabiske imperium var en meget løs konstruktion, var det alligevel vigtigt, hvilket dynasti der regerede.
Umayyaderne havde et højtudviklet, men også komplekst møntsystem med mønter af flere slags metal. Dette dynasti mente, at arabere var andre muslimske folk overlegne, og det skabte allerede omkring 700 stor utilfredshed i andre etniske grupper i kalifatet. Abbasiderne – et folk beslægtet med perserne, og hvis oprindelige rige lå ved den centralasiatiske silkevej – indledte et oprør mod umayyaderne, og i 744 udnyttede de en arvefølgekrise i umayyade-dynastiet til at sætte deres afgørende kampagne ind.
I 750 erobrede abbasiderne Damaskus og Mesopotamien, og dermed satte de sig på magten i kalifatet. I 762 grundlagdes Bagdad som hovedstad for abbaside-imperiet, og byen blev hurtigt en af verdens rigeste og mest innovative og udviklede sig til et sted, som selv folk fra Nordeuropa orienterede sig mod.
Abbasiderne forenklede møntsystemet, så det blev udelukkende sølvbårent. Dette gjorde det langt mere internationalt implementerbart – sølvmønter af en vis standardkvalitet udgjorde en generisk værdi over store afstande, og sølvmønterne kunne let klippes op, hvis man manglede ’byttepenge’.
Vikingernes berømte togter til England blev nødvendige, da pengestrømmen fra Mellemøsten ophørte sidst i 900-tallet. Illustration fra ca. 1130.
Abbasiderne havde i deres næsten 50 år lange magtkamp mod umayyade-dynastiet haft hovedsæde i området omkring Samarkand og Tasjkent i det nuværende Usbekistan, et for arabere fjernt udkantsområde, men et center for international handel i mange år både før og efter.
Dette skulle snart vise sig at være til stor fordel for Nord- og Østeuropa. De første ca. 50 år af abbasidernes regeringstid var en relativt rolig tid og skulle vise sig at danne grobund for stor udvikling for både Europa og den muslimske verden. Hvor umayyaderne havde fokuseret på arabisk etnicitet i opbygning af magt og system, var abbasiderne anderledes kosmopolitiske. De indførte blandt andet en højtudviklet persisk statsadministration, en administration, som også Karl den Store og frankerne blev inspireret af.
Abbasiderne og frankerne indgik sågar et nært samarbejde. Der havde været gode diplomatiske forbindelser mellem frankerne og abbasiderne, siden frankerne i 732 slog umayyaderne i slaget ved Tours og bremsede den arabiske invasion af Europa. Det spanske emirat var i mellemtiden blevet delt i en abbaside-fraktion i Gerona og en umayyade-fraktion i Cordoba.
Karl den Store, der i slutningen af 700-tallet endnu var ved at opbygge sit imperium, havde strategiske interesser i Spanien og var meget interesseret i abbasidernes økonomi og statsforvaltning. Parterne havde endvidere en fælles udfordring i form af Byzans. Det Byzantinske Rige og Karl den Store havde nogle fælles territoriale interesser i Italien og Dalmatien, og senere opstod der en konflikt angående kejsertitlen.
Samtidig lå abbasiderne i krig med Byzans. Det tvang dem til at lade deres handel (læs: sølvøkonomi) gå via deres gamle kerneland i Centralasien og via Østeuropa til vikingernes land i Nordeuropa.
Sulayman al-Arabi, abbasidernes guvernør i Gerona, besøgte i 777 Karl den Store i Paderborn og medbragte gaver i form af lovning på fri passage til Jerusalem, parfume og sågar en elefant.
Karl og Sulayman havde også møder om statsforvaltning og økonomi, og herfra overgik frankerriget mere eller mindre til en lokal udgave af den muslimske sølvøkonomi.
Karl den Stores rige var vikingernes nærmeste nabo, og Paderborn ligger i dag i det nordlige Nordrhein-Westfalen, så disse verdenshistoriske politiske topmøder foregik altså i vikingernes baghave, hvilket de var fuldt bevidst om.
Da frankerne og Karl den Store i slutningen af 700-tallet udgjorde Europas toneangivende magt og kultur, havde den frankiske sølvøkonomi betydning for hele kontinentet. I England indførtes bl.a. et arabisk inspireret møntsystem og en omfattende sølvøkonomi, som senere skulle vise sig at tiltrække de danske vikingeflåder.
Med andre ord var abbasiderne helt afgørende for vikingernes sølvøkonomi: Deres enkle og effektive økonomiske system var til at forstå for folk fra Nord. Og abbasidernes handel førte desuden sølv op via de østeuropæiske floder, som vikingerne var begyndt at udforske.
Der opstod således en østlig sølvrute via Østersøen og helt ud til Det Kaspiske Hav samt en vestlig sølvrute ad Rhinen og langs kontinentets nordvestkyst til de tysk-frankiske kerneområder.
Vikingerne kunne således sørge for balance i magtforholdene: Havde sølvet kun flydt fra én retning, havde den nordiske handel været mere sårbar.
Det var naturligvis ikke kun sølv, der kom ad disse handelsveje. Der flød en stor mangfoldighed af varer, og handelsvejene skabte rige fyrste- og hovedsæder på Gotland, i Baltikum, i Rusland og Ukraine. Og som handelsmæssigt delta mellem den vestlige og østlige rute lå vikingernes vigtigste handelsbyer, Hedeby og Birka.
Abbasidernes guldalder (eller snarere sølvalder) varede indtil omkring 860. Herefter fulgte den såkaldte ’anarkistiske periode’, der varede et årti: Hoffet i Bagdad gik nærmest til i snigmord og intriger, hvor bl.a. tyrkiske og persiske fraktioner bekæmpede hinanden. Selv om stabiliteten ved hoffet i Bagdad genoprettedes, kom abbaside-riget sig aldrig helt igen.
Centraladministrationen mistede kontrollen med rigets (ydre) områder, som begyndte at agere meget egenrådigt. I første omgang påvirkede det handlen med Skandinavien positivt, da det persiske samanide-emirat i Centralasien fik etableret en økonomi, der gik mod øst og nord, og som var en trussel mod Bagdad. Men samanidernes emirat gik til sidst til i borgerkrig og trusler fra plyndrende tyrkiske nomadefolk, der dengang holdt til på de centralasiatiske og sydrussiske stepper.
Der opstod en østlig sølvrute via Østersøen og helt ud til Det Kaspiske Hav samt en vestlig sølvrute ad Rhinen og langs kontinentets nordvestkyst til de tysk-frankiske kerneområder
F.eks. begyndte de på det tidspunkt hedenske seljuktyrkere (et beredent nomadefolk, der skulle blive den arabiske verdens toneangivende magt omkring korstogstiden) først at plyndre og siden at kontrollere de områder i Centralasien, som udgjorde vikingernes østlige sølvrutes udspring.
Det påvirkede strømmen af sølv, og det blev ikke bedre, da seljukkerne i 985 konverterede til islam og begyndte at gå efter kalifatets kerneland. Læg dertil, at Bagdad lå i mere eller mindre konstant krig med Byzans, og at de egyptiske dele af kalifatet i sidste halvdel af 900-tallet også var temmelig besværlige.
Sølvstrømmen tørrede ikke helt ud, men den blev væsentligt mindre og ændrede karakter. Sølv blev nu i stigende grad genbrugt og præget om og om igen, i mere og mere lokale varianter. Og sølvgenstande af forskellig oprindelse blandedes nu i de store sølvskatte, der ellers tidligere havde været enten f.eks. arabiske eller frankiske. Sådanne skatte kender vi bl.a. fra Bornholm, hvor store sølvskatte fra starten af 1000-tallet ofte er meget ’multikulturelle’.
Udviklingen forandrede økonomien i Nord. Hvor man før havde handlet med araberne, begyndte man at skaffe sig trusselspenge fra England. Et andet bidrag til denne udvikling var, at kontakterne mellem Skandinavien, Rusland og den muslimske verden blev ringere – bl.a. fordi forløberen for de senere russiske og ukrainske riger (det såkaldte Kyivan Rus) mod slutningen af 900-tallet i tiltagende grad orienterede sig mod Byzans og blev ortodokse.
Denne kombination af udfordringer fik de arabiske sølvstrømme til at flyde andre steder hen, og i mindre omfang, end op ad de østeuropæiske floder. I de mellemliggende år, fra abbasidernes ’guldalder’ og frem til slutningen af 900-tallet, havde Vest- og Centraleuropa ændret sig markant.
Karl den Stores nye ’romerrige’ fandtes ikke mere, og det var blevet efterfulgt af en ustabil periode, hvor vikingerne havde frit spil til at stjæle og handle med sølv. Men et nyt tysk-romersk dynasti sad nu tungt på magten: ottonerne. Dette dynasti havde sin oprindelse i Harzen, hvor der var store sølvforekomster. Otto den Store havde i 962 genoprettet Karl den Stores Tysk-Romerske Rige, og både hans søn og hustru viste sig efter hans død som særdeles slagkraftige herskere. Vikingerne havde derfor dårlige erfaringer med at plyndre og erobre fra ottonerne. Harald Blåtand havde således allerede som kronprins efter et mislykket plyndringstogt måttet sværge lensed til Otto den Store.
Mordet på kalif al-Mutawakkil i 861 indledte abbasidernes nedtur, der i sidste ende fik den konsekvens, at sølvstrømmen til Skandinavien ophørte.
Senere gik et felttog i Nordtyskland så gruelig galt, at Otto 2. var endt med at indtage Hedeby – vikingernes vigtigste handelsby – og Harald Blåtand måtte ty til sine ringborge.
Haralds søn og efterfølger, Svend Tveskæg, ville en anden vej. Han ville have sølvet tilbage, men uden at lægge sig ud med den mægtige tysk-romerske kejser. Og her kom England ind i billedet.
England var ikke det samlede rige med en stærk centralmagt, som vi kender fra (senere i) middelalderen. Til gengæld havde landet en veludviklet sølvøkonomi, og samtidig havde der i 800-tallet været en stor emigration af nordboere.
Først var der tale om en kolonisering – et ’joint venture’ af mange høvdinge og individer, som ønskede sig både skat og landbrugsjord. Men omkring år 1000 blev den afløst af en statsligt orkestreret erobring under Svend Tveskæg.
Emigrationen i 800-tallet havde medført en vis skandinavisk orientering i det engelske, men fra midten af 900-tallet havde det udviklet sig til en etnisk konflikt, fordi angelsaksiske konger ville den skandinaviske magt til livs.
I det centrale England lå bl.a. Danelagen, som var en stor skandinavisk ghetto, i varierende grad under engelsk kongelig kontrol. Danelagen blev Svend Tveskægs afsæt for at få udbetalt såkaldt danegæld.
Med andre ord kunne Svend Tveskæg true England udefra med sin store vikingeflåde, mens han også kunne regne med støtte fra en befolkningsgruppe, der dermed truede England indefra. Det fik den engelske konge til at betale enorme mængder sølv i ’trusselspenge’. Hurtigt var det dog ikke nok for Svend Tveskæg, og han besluttede sig for at indtage England og selv tage kontrollen med hele den engelske sølvøkonomi.
Elefanten Abul-Abbas blev i 777 bragt som gave til karl den Store fra abbasidernes diplmatike udsending Sulayman al-Arabi. Kalkmaleri fra omkring 1125 fra San Baudelio de Berlanga i Spanien.
Problemet var blot, at vikingernes syn på økonomi var blevet gammeldags. Sølvøkonomi (og kunst i ædelmetal i øvrigt) var gået af mode, og den gamle praksis med hærgende horder, der fik ’trusselspenge’ for at holde fred, hørte fortiden til.
Middelalderens Europa – og især Det Tysk-Romerske Rige – havde nemlig formået at standardisere møntsystemerne. De levede ikke op til moderne tiders standard, men de var på et niveau, hvor det indbyrdes forhold mellem mønter, ædelmetaller, vægt etc. var blevet konsensuspræget i en grad, at f.eks. en saksisk og en italiensk handelsmand nu kunne handle ud fra en nogenlunde fælles forståelse af penges og ædelmetals værdi.
Således havde den simple arabiskinspirerede sølvøkonomi nu fundet sin afløser. Derudover var kirken begyndt at blive en endog meget stærk og sofistikeret økonomisk faktor. Endvidere havde man i 900-tallet været plaget af en række hærgende horder – ud over vikingerne slavere, magyarer m.fl. – som man betalte store summer for ikke at plyndre og skabe ufred. Men dem havde de tyske konger og kejsere fået sat skik på, og Svend Tveskægs ’trusselspenge’ fra England var altså et levn fra en udrindende tid og en praksis, som ikke længere gik på kontinentet.
Vikingetiden blev i 1800-tallets opfindelse af den defineret ud fra englandstogterne. Det var og er et nationalromantisk fatamorgana, som i høj grad har hængt sammen med et moderne blik på England som økonomisk og industriel stormagt, hvorfor erobringshistorien var forbundet med en vis historiepropagandistisk prestige.
Der er heldigvis mange historikere, museer og arkæologer, der siden har været gode til at fremhæve den økonomiske og den arabiske vinkel. Men det har endnu ikke flyttet fokus fra England og til, at vikingernes forbindelser med Centralasien, relationerne med (og mod) Det Tysk-Romerske Rige og den ring, der sluttes derimellem, er af langt større verdenshistorisk betydning end englandstogterne. Skulle man skrive vikingehistorien om uden et ’skandocentrisk’ og nationalromantisk udgangspunkt, kunne vikingehistorien i stedet handle om et område i Det Tysk-Romerske Riges udkant, som var af afgørende betydning for handlen mellem Arabien, Centralasien og Kontinentaleuropa, med alt hvad dertil hører af international storpolitik. England ville spille en mindre vigtig rolle som en afkrog i Europa, som blev prygelknabe for vikingekulturens fald.
