Skal vi til at smøre madpakker i stedet for varme hveder aftenen før store bededag?
SVM-regeringens forslag om at sløjfe store bededag er blevet dansk politiks varmeste emne. Men kender du egentlig historien bag den store dag? Her er tre nedslag i en over 300 år lang historie.
Store bededag blev en superhelligdag
Danmark blev formelt protestantisk i 1536, og kort efter Reformationen sløjfede man en lang række katolske helligdage til ære for romerkirkens mange helgener. Til gengæld indførte man flere bede- og bodsdage, hvor det gjaldt om at folde hænderne og bede i et forsøg på at formilde Guds vrede i overensstemmelse med den strenge protestantisme, man praktiserede dengang.
De var netop de dage, man i den tidlige enevælde valgte at samle i én superhelligdag, eller, som det lød i forordningen af 1686: »en Extraordinarie Bede-Dag«.
I denne forordningen gjorde Christian 5. det vitterligt, at der skulle indføres en 'Extraordinarie Bede-Dag'. 'Kong Christian 5.s Forordninger og andre Aabne Breve'/danmarkshistorien.dk
Store bededag begyndte allerede dagen før kl. 18, hvor handel, spil, arbejde og udskænkning af alkoholiske drikke skulle ophøre. Det er også derfor, vi har tradition for at spise forbagte hveder. De kunne varmes derhjemme – for så havde bageren nemlig mulighed for at holde fri.
Kunne 1600-tallets danskere så hygge sig med en dejlig fridag uden pligter? Helt bestemt. Såfremt man mente, at gudstjenester var lig med afslapning. Dagen bød nemlig både på morgengudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang. Og ædruelighed var ifølge forordningen en selvfølge, så heller ikke den fridagsfornøjelse kunne man hygge sig med. Det var jo vigtigt, at folk fuldt ud kunne dedikere dagen »sig til Herren deris Gud af gandske Siæl og Hierte.«
Dengang var helligdage ikke på samme måde som i dag et kærkomment pusterum i en travl hverdag. Det var en dag fyldt med religiøse pligter, og der vankede bøder, hvis man f.eks. forsøgte at snige sig uden om de kirkelige handlinger. Årvågne kirketjenere sikrede i øvrigt, at medlemmer i menigheden ikke tog sig en lur under kirkehandlingen.
I begyndelsen handlede Store bededag ikke om at holde fri, men om at gå i kirke, folde hænderne og bede i et forsøg på at formilde Guds vrede. Her har maleren Carl Wentorf foreviget en gudstjeneste på Amager (1891–1892). SMK
Nej, det var ikke Struensee, der indførte store bededag
Det nævnes ofte, at manden bag store bededag var Johann Friedrich Struensee, der i Christian VII’s mentale fravær sammen med dronning Caroline Mathilde sad på regeringsmagten fra maj 1770 til deres fald i januar 1772. Og godt nok gik duoen i deres korte tid på magtens tinde reformamok, men da havde store bededag altså mere end 100 år på bagen. Til gengæld afskaffede de en række andre helligdage.
Der havde allerede inden livlægen og dronningens kup været gang i et større kommissionsarbejde, og i en helligdagsreform, som blev gennemført i oktober 1770, røg en række helligdage, som tidligere havde klaret frisag.
I København og i andre danske byer blev det efterhånden en tradition at promenere på voldene på aftenen inden store bededag. 'På Københavns Vold aftenen før Store Bededag', malet af Andreas Herman Hunæus, 1862. SMK
Det drejede sig blandt andet om allehelgensdag (1. november), 3. juledag, 3. påskedag og en række andre helligdage som kyndelmisse (2. februar) og mortensdag (11. november). Og de blev ikke som i 1686 kompenseret i form af en superhelligdag som store bededag.
Men det har måske i virkeligheden været meget rart for kongens menige undersåt, der nu ikke skulle tilbringe flere dage med lange gudstjenester, bøn og askese langt fra den daglige dont. Til gengæld er det i den aktuelle debat om store bededag værd at bemærke, at man i argumenterne for helligdagsreformen understregede, at tiden var bedre brugt på »Arbeide og nyttig Gierning«. Statens økonomi var i knæ, ikke mindst fordi man i 1760’erne havde opretholdt et højt militært beredskab på grund af bl.a. Den Preussiske Syvårskrig, og produktiviteten skulle øges.
Fagbevægelsen stak en kæp i hjulet på Thorning-regeringens planer
Bølgerne gik højt, da Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisk ledede regering i 2012 luftede ideen om at afskaffe store bededag i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Som i dag var det hensynet til økonomien og arbejdsudbuddet, der skulle veje tungere end store bededag.
Dele af fagbevægelsen var imødekommende over for ideen, men eksempelvis var daværende FOA-formand Dennis Kristensen lodret imod.
»Vi vil ikke være med til at svinge pisken over hverken helligdagene, feriedagene eller frokostpauserne. Vi vil være med til at vifte med gulerødderne«, sagde han dengang til Politiken.
Trepartsforhandlinger i Statsministeriet. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde ikke heldet med sig, da de ville sløjfe store bededag.
En meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 bakkede ham op. 60 procent af de adspurgte anså dengang tanken om at afskaffe store bededag for enten ’dårlig’ eller ’meget dårlig’.
Helligdagen blev da også reddet, da trepartsforhandlingerne brød sammen i juni 2012. Den nye Thorning-regering led her et af sine første store nederlag, og det stod klart, at socialdemokraterne ikke uden videre kunne regne med fagbevægelsens opbakning. Det var da også nyt, at en regering anført af en socialdemokrat ville have danskerne til at arbejde mere i stedet for mindre.
Nu er store bededag atter at finde på arbejdsforøgelsens alter. Og igen med en socialdemokrat i Statsministeriet.
Kilder: Danmarkshistorien.dk, lex.dk, kristendom.dk, Jens Toftgaard Jensen: ’Sekularisering af tiden?’ in: Den jyske historiker, Nr. 105 (2004).
