En nat i det tidlige 12. århundrede lå den franske filosof Peter Abelard i sin seng og sov, da døren blev flået op. Ind kom en gruppe vrede mænd, anført af kannikken og adelsmanden Fulbert, som havde bestukket Abelards tjener til ikke at slå alarm. Han var rasende, fordi Abelard i årevis havde haft en lidenskabelig affære med Fulberts niece Heloise af Argenteuil.
Kort forinden havde Fulbert tvunget de elskende til at gifte sig for at beskytte Heloises ære. Heloise var selv heftig modstander af det ægteskab, ikke fordi hun ikke elskede Abelard, men fordi hun foragtede ægteskabet som institution. Desuden vidste hun, at det ville skade Abelards karriere som filosof – man kunne ikke nå til tops i kirkens hierarki, medmindre man levede i cølibat.
Fulbert var derfor gået med til et kompromis: De to ville gifte sig, og han skulle til gengæld holde giftermålet hemmeligt. Den del af aftalen holdt han dog ikke, for han begyndte straks at fortælle om sin nieces ægteskab med den berømte filosof. Heloise skyndte sig at gå i skjul som nonne, hvilket Fulbert tolkede som et forsøg på at opløse ægteskabet.
Så den nat sneg Fulbert og hans familie sig ind i Abelards værelse og udførte deres bizarre, brutale hævn. Som Abelard senere beskrev det, »skar de den kropsdel af, med hvilken jeg havde begået den brøde, de beklagede sig over«. Kastreret, udskammet og adskilt fra sin elskede flygtede Abelard til klostret ved Saint-Denis, mens Heloise blev nonne i sin barndomsby, Argenteuil.
Er vi her vidne til en ærbar filosofisk diskussion? Eller snarere til et stævnemøde? Abelard og Heloise overraskes i hvert fald af Heloises ærekære værge, Fulbert, der bestemt ikke er i tvivl. Den berømte scene ses her gengivet på et kobberstik af Gavriil Skorodumov fra 1778.
Vi kender denne historie fra Abelards egen beskrivelse i ’Historia Calamitatum’, ’Historien om mine ulykker’, hvori han beretter om de mange ulykker, han måtte gå igennem i sit liv.
Foruden kastreringen var hans karriere plaget af konstante konflikter med andre filosoffer og gejstlige – ofte ansporet af Abelards egen intellektuelle arrogance. Hans livsfortælling er fuld af morderiske munke, sejre over filosofiske rivaler og disses ydmygende hævn. Nogle år efter affæren med Heloise blev han endda anklaget for kætteri og tvunget til at brænde sin egen teologiske traktat.
Men resultatet af Abelards klagesang var en gave til eftertiden. Da Heloise fik teksten i hænderne, skrev hun et brev til sin mand, og han svarede hende. Syv af deres breve har overlevet, og de giver os et rørende indblik i en relation, der emmer af intellekt og lidenskab.
Ud fra Heloises breve at dømme, som er skrevet mange år efter affæren, er det tydeligt, at hun ikke endnu har fundet afklaring med tabet af sin elskede eller sit liv som nonne, om end hun i mellemtiden er steget i graderne og blevet abbedisse. Hun udtrykker sympati for Abelards mange lidelser, men skælder ham også ud for hans tavshed over for hende.
Hendes smerte over bruddet lyser tydeligt igennem hendes elegante og lærde prosa. Især i sine to første breve åbner hun for muligheden for, at de to adskilte ægtefæller kan opnå om ikke en genforening, så dog i det mindste en følelsesmæssig afklaring og gensidig trøst. Men det skete aldrig.
Abelard hævder, at han bevidst satte sig for at forføre den berømte Heloise, men i brevene insisterer Heloise på, at tiltrækningen – og dermed forførelsen – var gensidig
Efter Heloises strøm af oprigtighed er Abelards svar hård læsning. Han opfordrer Heloise til at glemme deres syndige fortid og insisterer på, at deres relation ikke var drevet af kærlighed, men af fysisk begær. I stedet bør hun fokusere på sit arbejde som abbedisse og på sin hengivenhed over for Kristus, som er den eneste kilde til sand kærlighed.
Efter de to første udvekslinger ændrer Heloise strategi. Det er tydeligt for hende, at hun ikke kan opnå den forløsning og anerkendelse, hun har brug for, fra den ældre, deprimerede, kastrerede Abelard. Så i det femte brev slår hun samtalen over i et emne, hun ved vil interessere ham: nonneordenens oprindelse og rette ledelse.
De sidste to breve er Abelards lange svar på Heloises teologiske og praktiske spørgsmål. En sidste udveksling imellem dem bærer navnet ’Problemata Heloissae’, ’Heloises problemer’, og består af 42 spørgsmål fra Heloise til Abelard om besværlige trosspørgsmål samt hans udlægning af deres rette tolkning.
Heloise var i midten af 20’erne, da hun mødte Abelard, og hun var allerede berømt over hele Frankrig for sin imponerende lærdom og sit intellekt. Hun var en af blot en håndfuld kvinder i middelalderen, som foruden latin kunne læse græsk og hebraisk, og i sine breve fletter hun konstant citater ind fra både klassiske forfattere og kristne kilder.
Abelard var i midt-30’erne og en af sin tids vigtigste filosoffer – han huskes i dag som middelalderens bedste logiker. Allerede i starten af 20’erne havde han i en offentlig debat ydmyget sin læremester, William af Champeaux, og oprettede sin egen skole, som videbegærlige studerende strømmede til. Han havde etableret et ry som en polemiker med et skarpt sind og en lige så skarp tunge foruden en overdådig sans for egen vigtighed.
I denne illustration fra den berømte 'Roseroman' fra midten af 1200-tallet ses Abelard og Heloise diskutere med hinanden. Men drejer diskussionen sig om filosofi eller om deres kærlighedsforhold?
I ’Historien om mine ulykker’ hævder Abelard, at han bevidst satte sig for at forføre den berømte Heloise, men i brevene går Heloise i rette med ham og insisterer på, at tiltrækningen – og dermed forførelsen – var gensidig. Abelard har måske villet skåne hendes ry ved at skildre sig selv som en overlagt casanova, der alene måtte bære ansvaret for udåden og senere tage den fulde straf derfor.
Uanset hvad formåede Abelard at få Heloise i lære som privatstuderende, og de kunne dermed indlede affæren for næsen af hendes værge, Fulbert. Abelard gjorde kun et ringe forsøg på at skjule, hvad der foregik. Han skrev ligefrem kærlighedssange om sin elskede, som ifølge hans beretning stadig blev sunget i Paris årtier senere. Senere skrev han også hymner til opførelse i Heloises kloster samt et digt til den søn, de fik sammen, Peter Astralabius.
Men Heloise var mere end en uskyldig studine, der lod sig forføre af den kendte tænker. Hendes indflydelse på hans filosofi, især hans moralfilosofi, er nu alment anerkendt blandt historikere. Men hvad gik den filosofi ud på?
Abelard havde tre centrale bidrag til filosofihistorien. Den første var som pioner inden for den bevægelse, der fik betegnelsen skolastik. Skolastikken var et forsøg på at bruge logiske værktøjer hentet fra Aristoteles – det, man dengang kaldte dialektik – til at udrede de filosofiske komplikationer, som opstår, hvis man tænker den kristne tro grundigt igennem: Hvordan kan Gud være både tre og én? Hvordan kan Jesus være både guddommelig og menneskelig? Og så videre.
Men Heloise var mere end en uskyldig studine, der lod sig forføre af den kendte tænker. Hendes indflydelse på hans filosofi, især hans moralfilosofi, er nu alment anerkendt blandt historikere
Abelard skrev et værk ved navn ’Sic et non’, ’Ja og nej’, som er et katalog af modsatrettede meninger hos de kristne kirkefædre – altså teologiske tvivlsspørgsmål, som måtte afgøres ved logisk analyse. Det værk blev i århundreder brugt som udgangspunkt for skolastiske diskussioner.
Et vigtigt stridsemne blandt skolastikerne var fejden mellem realister og nominalister, og her gjorde Abelard sit andet store bidrag gældende, her i rollen som logiker. Noget forsimplet kan striden beskrives, som følger: Der findes mange skildpadder i verden, og vi kan alle enes om, at alle skildpadder har noget til fælles – en særlig skildpaddehed. Men er den skildpaddehed en virkelig ting, der findes uafhængigt af de enkelte skildpadder? Det ville realisterne mene: at kategorier, som de kaldte universaler, er virkelige (realis).
Abelard grundlagde den modsatte position, nominalismen, ifølge hvilken kategorier som skildpaddehed ikke er andet end navne (nomina) og begreber, som findes i vores sprog og intellekt, men ikke har nogen egentlig eksistens. Der findes kun individuelle skildpadder; abstraktionen ’skildpadde’ er ikke en virkelig ting.
Det fokus på mentale konstruktioner går igen i Abelards tredje hovedbidrag, som angår spørgsmålet om, hvornår man er etisk ansvarlig for en handling – et spørgsmål, man må antage gik ham særligt på efter affæren med Heloise. I værket ’Etica’, ’Etik’, også kendt som ’Scito te ipsum’, ’Kend dig selv’, fremlægger han den teori, at man ikke kan holdes ansvarlig for en handling, man ikke havde kognitiv kontrol over. Man har eksempelvis ikke ansvar for en handling, man foretog ved et uheld, under pres eller i et anfald af galskab.
En langt senere tid opførte et fornemt gravmæle til de to elskende på Père Lachaise-kirkegården i Paris, hvor mange andre berømtheder hviler.
Det nok mest spændende ved Abelards moralfilosofi er, at den er baseret på en grundig psykologisk analyse. For Abelard er vores handlinger formet ikke bare af enkle beslutninger, men af en sindrig sammensmeltning af kognition, begær, vilje og samtykke. I etikkens navn åbner Abelard altså menneskesindets kølerhjelm og finder der et overraskende komplekst maskineri.
Det fokus på intention i etikken udviklede Abelard i samtale med Heloise. I sine breve lægger hun vægt på, at verden uden for ens eget sind er kaotisk og ukontrollerbar, så man kun kan være ansvarlig for sine indre motiver – en grundtanke, hun uddyber med inspiration fra stoisk filosofi.
Eksempelvis skriver hun om Abelards kastration, at hun i den sag er både fuldt ansvarlig og fuldt uskyldig: ansvarlig, fordi hendes handlinger var en af årsagerne dertil; uskyldig, fordi hun udførte de handlinger af kærlighed og uden slette intentioner. Af deres udveksling i ’Heloises problemer’ ses det tydeligt, at Heloise havde en dyb forståelse for skolastisk filosofi og bl.a. kunne pege på de mest genstridige punkter i tidens tænkning.
Hun var tydeligvis også en kløgtig leder, for efter hendes udskamning i affæren steg hun gradvis op gennem klosterlivets hierarki. Hun blev en berømt abbedisse og endte sit liv som prælat, hvilket svarede til titlen som biskop. Foruden hendes breve til Abelard er hendes korrespondance med teologen Peter den Ærværdige også bevaret.
Heloises modstand over for tidens kvindeidealer er tydeligst i hendes had til ægteskabet, som hun så som en undertrykkende institution. Hun erklærer trodsigt, at hun hellere ville kaldes sexarbejder end hustru, for sexarbejde er baseret på en ærlig udveksling – kærlighed for kontanter – mens ægteskab i hendes øjne er et hyklerisk maskespil, hvor kvindens trældom smykkes med løfter om hengivenhed.
Den bevidst provokerende omvending af middelalderens højeste og laveste kvindeidealer, hustru og prostitueret, er et glimrende eksempel på, hvad vi i dag ville kalde ideologikritik: at udfordre vante antagelser ved at vise, at man også kan anskue tingene på den diametralt modsatte måde. Det er derfor ingen overraskelse, at Heloise har sikret sig et rigt efterliv i feministisk populærkultur.
Abelard med et brev fra Heloise? Stik af John Raphael Smith, 1777.
Kulminationen på Abelards mange fejder var en ordstrid med den magtfulde abbed Bernard af Clairvaux, som i 1141, blot et år før Abelards død, fik ham ekskommunikeret fra den kristne kirke. Takket være Heloise og Peter den Ærværdige blev han posthumt renset for anklagerne, men det var et dramatisk endeligt på et dramatisk liv.
Allerede i det følgende århundrede blev historien om det filosofiske kærlighedspar optaget i litteraturen. Heloise og Abelard dukker f.eks. op i Jean de Meungs ’Roseromanen’ fra 1275 og i Chaucers ’Canterbury-fortællingerne’ fra omkring år 1400; og Petrarca ejede et manuskript af deres brevveksling. Deres breve er tydeligvis skrevet med et større publikum for øje; de vidste, at brevene ville finde vej til andre læsere, og komponerede dem derefter.
Over de følgende århundreder antog deres historie stadig mere legendariske proportioner, og i 1817 blev et storslået gravmæle til dem bygget på Père-Lachaise-kirkegården i Paris. Hvorvidt deres knogler rent faktisk er at finde der, er en omdiskuteret sag, men tusindvis af turister besøger årligt dette monument for en middelalderlig kærlighedsaffære.
Abelard og Heloise var tvetydige kontroversielle figurer i deres samtid, og de var selv skarpsindede iagttagere af alle forviklinger, der ligger gemt i vores følelser og forstand. Abelard var en gudsbenådet logiker, men også plaget af storhedsvanvid og depression; Heloise udfordrede alle tidens antagelser om, hvad kvinder bør være, men vi kender kun hendes liv gennem glimt og gætteri.
Én ting er sikkert: Vi er stadig ikke færdige med at forstå disse komplekse karakterer.
