Midt i Østersøen ligger Gotland, en af Sveriges historiske perler med smukke middelalderkirker, imponerende klippeformationer og sandstrande samt et tilsyneladende uudtømmeligt potentiale for fund af sølvskatte fra vikingetiden. Gotland er svenskernes helt store ferieø.
Øen har dog kun været svensk siden 1645, dengang Danmark efter nederlaget i Torstensson-fejden afstod den ved freden i Brömsebro. Men hvordan hænger det nu sammen?, spørger turisterne, når de ser Christian 4.s navnetræk på altertavlerne i kirkerne. Hvordan kunne danskerne indtage Gotland, der ligger så langt fra det øvrige Danmark?
Hvis vi først retter blikket mod den ældre middelalder, ser vi, at øen i sin tid hverken var dansk eller svensk, men en selvstændig bonderepublik. Siden fik Gotland en løs tilknytning til Sverige, som i 1280’erne blev formaliseret gennem aftaler. I bund og grund beholdt området og hansestaden Visby dog sit gamle selvstyre, og beskatningen var langt lavere end inde på det svenske fastland. Sådan så situationen også ud, da den danske konge Valdemar Atterdag i sommeren 1361 pludselig invaderede Gotland.
Det er faktisk ganske berettiget at spørge, hvorfor han dog gjorde det. Gotlands økonomiske værdi var begrænset (skatterne var så lave), og øens beliggenhed havde på netop det tidspunkt heller ingen større strategisk betydning.
»I det Herrens år 1361 indtog kong Valdemar af Danmark Gotland og Visby, hvor han dræbte omkring 1.800 bønder i et slag dagen før den hellige Jakobs dag. Efter at have modtaget en vældig skat af byen og landet vendte han hjem sammen med sine folk«
Krønike fra Visbys franciskanerkloster
Baggrunden skal findes i Valdemar Atterdags genopbygning af det danske kongerige. Efter at Danmark havde været uden konge i otte år, begyndte Valdemar i 1340’erne langsomt, men sikkert at underlægge sig det ene område efter det andet. Sværest for ham var det at generobre Skåne og Blekinge, som i 1332 var blevet solgt til den svenske kong Magnus Eriksson. Først i 1360, hvor det svenske monarki befandt sig i en dyb krise, lykkedes det Valdemar at generhverve disse landsdele. Som et næste skridt skulle han så sikre det vundne. For at forhindre svenskerne i at vende tilbage begyndte Valdemar at skaffe sig territorielle stødpuder og udposter, som kunne lægge hindringer i vejen for svenske fremstød.
I DEN SAMMENHÆNG blev Kalmar en helt central by i Sveriges værn mod sydøst. Hvis Magnus Eriksson ville generobre Skåne-området, skulle Kalmar fungere som kongelig base. Problemet med byen var, at den var så godt befæstet og svær at indtage, og at dens slot kunne modstå en langvarig og dyr belejring. I så fald ville det altså være klogere af danskerne at gå til angreb på Øland, den aflange ø lige ud for Kalmar. Hvis Øland blev besat, ville det østlige Danmark være sikret.
Men hvad skulle man så gøre, hvis det viste sig, at det ikke var nogen sag at erobre Øland? Det ville være dumt at opløse en hær af lejesoldater og en møjsommeligt samlet flåde, hvis der stadig var flere måneder tilbage af sæsonen for felttog. Skulle man trods alt satse på at belejre Kalmar eller gå efter et lettere mål? Senere danske konger, der førte krig mod Sverige – for eksempel kong Hans og Christian 2. og Christian 4. – ville givetvis have fulgt erobringen af Øland op med en belejring af Kalmar, der jo lå lige på den anden side af strædet. Men det valgte Valdemar Atterdag ikke at gøre. Han valgte i stedet Gotland. Hvorfor?
Udgravninger af massegravene fra slaget ved Visby i 1905 viste omfanget af myrderierne.
Det mest sandsynlige svar finder man nok i en undersøgelse af kongens handlingsmønster. Hvis vi analyserer Valdemar Atterdags gøren og laden i 1340’erne og 1350’erne, og også senere hen, kan vi ikke undgå at bemærke en forhærdet opportunisme, en særlig evne til at tilpasse sig politiske og militære udsving.
Valdemar Atterdag var realpolitiker. Han greb de chancer, der bød sig. Og det er hans angreb på Gotland et mønstereksempel på.
Hans plan for krigen rummede altså to dele: først et angreb på Øland og siden et på Gotland. Øland var vigtigst. Lykkedes det Valdemar at få kontrol over den, ville flåden efterfølgende kunne sætte kursen mod Gotland, der som mål i krigen var betydeligt mindre interessant, men unægtelig havde den fordel at være forholdsvis let at erobre.
Magnus Eriksson, som meget vel kunne tænkes at ville gå i krig for Øland og død og pine var tvunget til at kæmpe for Kalmar, ville næppe give sig til at forsvare Gotland. Øen var således det letteste og billigste bytte for den danske flåde i Østersøen. Hvorfor så ikke tage den? De andre potentielle angrebsmål var militært vanskeligere og økonomisk mere risikable.
OG DERFOR GIK DET, SOM DET GIK. Øland blev erobret overraskende hurtigt, sandsynligvis fordi angrebet kom bag på svenskerne. Derefter satte den danske flåde – 50 fartøjer med 2.500 soldater og mellem 150 og 200 heste – kursen mod Gotland.
Landgangen fandt sandsynligvis sted 22. juli ud på eftermiddagen. Ifølge Hans Nielssøn Strelow, der var præst i 1600-tallet og den vigtigste krønikeskiver i Gotlands historie, forsøgte en lokal folkemængde at yde den danske hær modstand, men uden held. 23. juli iværksattes felttoget, der gik tværs over øen i retning af Visby.
Gotlænderne besluttede sig for at forsøge at gøre modstand ved broen over Sudertingsåen i Mästerby. Nordøst for broen, ved Fjäle Mose, lå et tingsted, et oplagt samlingssted for bevæbnede gotlændere. Hvis indbyggerne på det sydlige og mellemste Gotland har skyndt sig, kan der højst have været mellem 1.500 og 2.000 mænd forsamlet ved Fjäle Mose.
På Historiska Museet i Stockholm findes en særudstilling 'Massakern vid muren – slaget om Gotland 1361'.
Ifølge Strelow blev der udkæmpet to slag på stedet. Det første, da Valdemars hær nåede frem, og det andet dagen efter. Resultatet var, at gotlænderne blev besejret. Mændene blev dræbt, taget til fange eller flygtede. Den seneste arkæologiske forskning har givet mange oplysninger, fordi man har fundet hundreder af rester af metalgenstande – typiske slagmarksfund – på det sted, hvor den gotlandske hær blev nedkæmpet. Bønderne forsøgte formodentlig at ødelægge broen og tvinge Valdemars soldater til at rykke frem gennem mosen, men taktikken slog fejl på grund af sommertørken, der gjorde soldaternes fremrykning nemmere. Under alle omstændigheder viser slagmarksarkæologien, at gotlænderne blev besejret, og at adskillige af dem blev hugget ihjel under flugten.
EFTER SEJREN fulgte en dags hvile. 26. juli marcherede invasionshæren videre i god orden, og hen mod aften nåede den frem til sognene uden for Visby. Dagen efter kom den i kamp med endnu en bondehær, der havde samlet sig ved ringmuren i et desperat forsøg på at redde deres frihed.
Vi savner skriftlige beskrivelser af slaget, men hvis Valdemar gjorde, som han plejede, delte han hæren op i to grupper, en mindre afdeling, der bevægede sig vestpå til byporten ved havet, og en hovedstyrke, der fortsatte nordpå, sandsynligvis ved at tage en omvej øst om bønderne. Hvis den hypotese er rigtig, har hovedstyrken nok gjort hold i nærheden af ringmurens østre mur og taget opstilling forud for slaget.
Senest på dette tidspunkt må det have stået klart for gotlænderne, at de befandt sig i en håbløs situation: De var nødt til at kæmpe i åbent terræn. De havde ingen steder at flygte hen, medmindre indbyggerne i Visby åbnede deres porte, men det gjorde de ikke. Gotlænderne var desuden i undertal over for den angribende hær, og de var dårligere bevæbnet. Alt tydede på, at der ville blive tale om en massakre.
Det blev det også. Alle, såvel drenge og gamle mænd som kampduelige ynglinge, blev hugget ned. Kampene var sandsynligvis mest intensive i voldgravene, hvor hestene ikke kunne komme ned, men resultatet var givet på forhånd. Det lykkedes mindre grupper at flygte fra slagmarken og søge tilflugt på gårde i nærheden, men her blev de lette ofre for de ryttere, der jagtede dem. Da sejren var en kendsgerning, gik soldater rundt på slagmarken og slog sårede fjender ihjel med pikhammere.
På et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved fremstår Valdemar Atterdag ganske from, men den danske konge havde mange liv på samvittigheden.
Derefter kom turen til selve Visby. I den latinske krønike, der siden blev skrevet i Visbys franciskanerkloster, læser vi følgende:
»I det Herrens år 1361 indtog kong Valdemar af Danmark Gotland og Visby, hvor han dræbte omkring 1.800 bønder i et slag dagen før den hellige Jakobs dag. Efter at have modtaget en vældig skat af byen og landet vendte han hjem sammen med sine folk«.
Franciskanerne i Visby huskede altså, at Valdemar havde modtaget en »vældig skat« af byen og landet. Mere specifikt beskrev de det ikke. I de sagn, der bredte sig i senmiddelalderen og 1500-tallet, er der flere detaljer. Der gik rygter om, at Valdemar havde tvunget indbyggerne i Visby til at betale med guld og sølv, hvis de ville undgå, at byen blev forvandlet til en askehob.
Brandskatten omtales udførligt hos Strelow, der fortæller, at indbyggerne skulle fylde tre ølkar med sølv. Karrene blev stillet op på torvet, hvorefter byens borgere opfyldte kongens krav og til gengæld fik lov til at beholde deres gamle rettigheder. Strelow tilføjer, at den griske Valdemar ikke lod sig nøje med det, men også plyndrede kirkerne og klostrene for værdier.
MEN ER DET SANDT? Nej, siger nutidens forskere. Det, vi kan slutte os til, er, at Valdemar og borgerne i Visby blev enige om en kapitulation, og at danskerne rykkede ind i byen. Vi har flere skriftlige kilder – en sjællandsk krønike, en krønike fra Lübeck og Visby-franciskanernes egen årbog – der bekræfter, at indbyggerne i Visby ikke gjorde modstand. Det eneste, disse kilder nævner om overdragelse af ejendele, er, at indbyggerne i Visby forærede Valdemar guld, sølv, pelsværk og andre værdigenstande, hvilket ikke er så overraskende, da Valdemar var en kongelig gæst, som man skulle være høflig mod. Ingen brandskat nævnes. Vi ved også, at Valdemar 29. juli 1361 lod skrive et privilegiebrev til Visbys borgere. Brevet er generøst og fastslår, at livet i byen skal fortsætte som hidtil. Der står ingenting om plyndringer eller brandskat. Det eneste, Visby-boerne skulle gøre, var at undlade at sætte sig op imod den danske krones overhøjhed.
Historien om brandskatten var sandsynligvis Visby-boernes efterkommeres forsøg på at forskønne fortiden. Først på Strelows tid, altså i 1600-tallet, var historien blevet endeligt fastlagt. Sandheden – at borgerne i byen forhandlede med fjenden og lod bønderne kæmpe alene – var ikke noget, man ønskede at have med i den historiske erindring, hvis det kunne undgås. Og fupnummeret lykkedes: Fortællingen om brandbeskatningen af Visby er en svensk klassiker og betragtes nu som almen viden. Hændelsen er foreviget på et af landets mest kendte malerier, Carl Gustaf Hellqvists ’Valdemar Atterdag brandbeskatter Visby’, som blev malet i 1882 og befinder sig på Nationalmuseet i Stockholm.
Efter aftalen i Visby kastede Valdemars soldater sig ud i nogle ugers plyndring af de erobrede landsbyer. I kirken i Fide blev der malet en sætning, som den dag i dag minder om rædslerne: »Edes succense gens ceca dolens ruit ense« (Husene er stukket i brand, et lidende folk nedhugget).
I 1990’erne fandt landsarkivar Tryggve Siltberg en fortsættelse af teksten i et håndskrevet dokument fra middelalderen fra biblioteket på Vadstena Kloster: »Emulus ecce canis, capitur Gudlandia Danis« (Se, en hund går hærgende frem med sværd, og Gotland erobres af en dansker).
Da plyndringen 28. august var afsluttet, sejlede Valdemar og hans folk til Danmark.
Korset uden for Visbys bymur har i århundreder mindet begivenhederne i 1361.
BRANDBESKATNING AF VISBY ER ALTSÅ et påfund. Men det er slaget uden for ringmuren ikke. Der findes uhyggeligt omfattende beviser for katastrofen i form af massegrave, som de faldne kastedes i. De faldne blev begravet på Solberga Nonneklosters jorder på et sted, der i dag hedder Korsengen, idet man nogle årtier efter slaget rejste et mindekors, som står der endnu. I begyndelsen af 1900-tallet foretog man store udgravninger, som tiltrak global opmærksomhed. Journalister fra hele verden strømmede til Visby, og den tyske kejser Wilhelm 2. aflagde personligt et besøg.
Man fandt i alt 1.185 skeletter. Her skal man huske, at kun tre af fire kendte massegrave er blevet undersøgt, og mindst én yderligere grav blev desværre ødelagt, inden den nåede at blive undersøgt. Middelalderens oplysninger om, at 1.800 gotlandske bønder faldt i slaget, er altså formodentlig korrekte. Dertil skal man lægge alle dem, som faldt ved Fjäle Mose. Hvis vi går ud fra, at den samlede gotlandske hær kan have bestået af mellem 4.250 og 5.000 mand, betyder det, at mellem halvdelen og to tredjedele af Gotlands mandlige befolkning døde i krigen i 1361.
Intet tyder dog på, at Valdemar Atterdag forventede at kunne beholde Gotland. Hvis svenskerne havde ønsket det, ville de formodentlig let kunne have tilbageerobret øen. På Øland blev det danske herredømme ikke langvarigt, idet svenskerne prioriterede øen og hurtigt generobrede den.
Men Gotland havde lav prioritet. Først i august 1362 begyndte Valdemar at omtale sig selv som ’Gothorumque rex’ (goternes konge). Til sin egen forundring – må vi formode – var han blevet hersker over endnu et land og folk, da fjenden ikke havde ressourcer til at slå tilbage. Gotland var blevet taget fra den svenske konge, og øen blev først svensk igen i 1645. Men de danske monarker beholdt titlen ’de goters’ helt frem til Frederik 9.s død i 1972.
Oversættelse: Jacob Giese og Tonny Pedersen
