For 100 år siden blev en eksotisk indisk prædikant et tilløbsstykke i Danmark – men var han i virkeligheden en fupmager?

Et uskarpt fotografi af børn og voksne foran et stenhus – det var Sundar Singhs sidste hilsen til danskerne.

I maj 1922 ryddede den blide mand i den safranfarvede dragt avisernes forsider, satte menneskemasser i bevægelse og forbrødrede kortvarigt Indre Mission og grundtvigianerne. Og i pressen og blandt teologer talte man pludselig om mirakler og guddommelige manifestationer.

Syv år senere lå Sundar Singh formentlig død under sneen et sted i Himalaya, og dermed sluttede en livsbane, der både krydsede de religiøse og de koloniale rammer og ikke mindst det, vi normalt forstår som sandt eller falsk.

Fotografiet, der i dag ligger i det danske rigsarkiv, er måske er det tætteste, vi kommer på sandheden om manden, der en overgang var håbet for titusinder af kristne i en kaotisk moderne verden.

Sundar Singh blev født i 1889 i en sikhfamilie i et Nordindien, der var så religiøst blandet, at det kan være svært at forstå for en dansker. Som barn tog hans forældre ham med til hindulærde, men han blev også sendt i kristen missionsskole – den bedste fremtidssikring i kolonitidens Indien.

Da han var 14 år gammel, indtraf den begivenhed, der skulle føre Singh ind på hans livsbane som religiøs forkynder. Hans elskede mor døde, og fuld af sorg vendte han sin vrede mod skolens og det britiske kolonistyres tro. Side for side brændte han et eksemplar af den kristne bibel og besluttede sig for at begå selvmord. Men så fik han en åbenbaring. Jesus viste sig for ham, og i en lysstråle sagde han de samme ord, som han havde sagt til Paulus: »Hvorfor forfølger du mig?«.

Dermed var Singhs skæbne beseglet. Han blev døbt på sin 16-års fødselsdag. Godt nok var det ikke helt sjældent, at indere af forskellige religioner konverterede og nærmede sig vestlig kultur. I datidens kolonier stak en del nye kristne ud med deres europæiske tøj, og kirkerne blev bygget som kopier af, hvad der fandtes i missionærernes hjemlande.

Men Singh tog ikke jakkesæt på. Til sine nye trosfællers forbløffelse gjorde han det, som indere med åndelige visioner havde gjort i århundreder. Iført safranfarvede gevandter begav han sig ud på de indiske veje for at prædike om Gud og sandheden. Han blev ’sadhu’ – en omvandrende hellig mand.

Selv om han var blevet kristen, holdt han fast i et indisk verdensbillede og praktiserede meditation, askese og tilbagetrækning fra verden. I dag er den slags ganske mainstream selv blandt danske folkekirkekristne, men i 1900-tallets første årtier var det ikke just hverdagskost i de protestantiske kirker.

Singh var ikke den første, der krydsede de grænser, men ingen andre havde gjort det med samme gennemslagskraft.

For at forstå Singhs appel er man nødt til at forstå de missionærer, der tog imod ham og banede vejen for hans berømmelse. Siden den kristne mission i Indien for alvor tog fart med den engelske missionær William Careys ankomst til den danske besiddelse Serampore i 1800, var subkontinentet blevet oversået med missionsstationer, missionsskoler og missionskirker. De blev støttet af flere hundrede tusinde kristne i Europa og Nordamerika, som havde de største forhåbninger til netop Indiens omvendelse. Inderne var jo kendt som verdens nok mest religiøse folk, og herhjemme spåede selveste Grundtvig f.eks., at den næste store kristne menighed, den endelige, ville opstå ved »Ganges bredder«.

Men der kom nu ikke meget ud af det. Omkring år 1900 var blot 2-3 procent af inderne døbt, og der stoppede det – det er nogenlunde samme andel i dag. Kunne det være, spekulerede mange missionærer, at man ikke havde været i stand til at formulere en kristendom, der passede til inderne?

Og her dukkede Sundar Singh så op. Kristen protestant, men også fuldt indisk: klædt som en klassisk asket og med et sprog og en erfaringsverden, der svarede til de landsbyer og valfartssteder, han nåede frem til. Og så var han sympatisk og tilsyneladende uden personlige ambitioner.

Hos Sundar Singh blev historien om Indien, kristendommen og missionen blev på en måde genfortalt. Også en facon, som måtte skurre i en tid, hvor den moderne sekulære verden vandt frem, og bibelhistorien blev kritiseret selv på de teologiske fakulteter.

F.eks. fortalte Singh, at han på Kailash-bjerget – der, hvor Shiva ellers efter mange hinduers mening har sit sæde – mødte en århundreder gammel eneboer. Og denne ’maharishi’ fortalte Singh om den hemmelige Sannyasi-mission, et broderskab af kristne asketer, som i det skjulte igennem lange tider havde arbejdet for at udbrede kristendommen i Indien. Ingen andre kunne berette om denne mission, men Singh mødte dem på sine rejser, svimlende 24.000 skulle der befinde sig på de indiske veje og i kirker, som udefra lignede hindutempler.

Uanset om den enkelte missionær rent faktisk troede på lige den historie, virkede Sundar Singhs projekt som et ægte bud på en bredt appellerende indisk kristendom. Hans popularitet voksede da også blandt andre kristne indere, men måske var han forblevet et indisk fænomen, hvis den europæiske orden var forblevet den samme. Men den brød sammen.

»Efter at Europa længe har sendt Missionærer ud, som om vi her havde Patent paa alt det rigtige i Religion og Kultur, har særlig Verdenskrigen faaet mange til at skamme sig paa vor Kulturs Vegne og derfor søge nye Impulser i det fremmede, f. Eks. ved at faa fremragende Indere paa Foredragsrejse her«.

Sådan skrev grundtvigianeren R. Ankjær, og foruden at fremhæve Sundar Singh pegede han på Singhs landsmand forfatteren Rabindranath Tagore, der begejstrede københavnerne i 1921. Første Verdenskrig havde ikke bare været et sammenbrud for datidens politiske system. Den sparkede til de religiøse og kulturelle piller, som hele samfundet hvilede på. Den højtbesungne patriotisme havde ledt til krigen, kristne folk havde myrdet hinanden hæmningsløst, og den teknologiske revolution, der skulle sikre fremskridtet, havde bare gjordt volden endnu mere omfattende.

Måske skulle sandheden hentes helt uden for Europa? Selv i konservative kristne miljøer søgte man efter et modsvar til den materialisme og sekularisering, der kendetegnede begyndelsen af de brølende 20’ere.

Her passede Sundar Singh perfekt ind. Blandt missionsstøtter havde han længe været et populært navn, kendt fra datidens populære missionstidsskrifter, og nu blev der lagt an til at krydse en af de største koloniale grænser. Singh skulle missionere i Europa.

I 1920 organiserede engelsktalende missionærer en turné gennem Storbritannien, USA og Australien. I 1922 var målet Europa: fra Jerusalem til Schweiz, Tyskland, Sverige samt Danmark.

Og her blev han et tilløbsstykke.

29. maj var Singh på Liselund Højskole ved Slagelse, undervejs fra København på vej til Fyn og Jylland. Rejsen er dokumenteret i arrangørernes arkiver – det indremissionsk dominerede Danske Missionsselskab (DMS) og den grundtvigske Port Novo Mission, der sensationelt havde begravet stridsøksen for sammen at byde Sundar Singh velkommen.

»Længe før Mødets Begyndelse gik Strømmen ustandselig gennem Slotsalléen mod Liselund – Gaaende, Kørende, Cyklende i en Uendelighed. […] Men stadig kom der flere til, og de sidste maatte nøjes med Pladser langt borte fra Talerstolen. Folks Opmærksomhed var forøvrigt stor. Plankeværker, Frugttræer, Hustage, Tagvinduer – alt blev taget i Brug, naar der bare var Udsigt til, at man fra sit Stade kunde faa noget at se og høre«.

Det var næsten for meget.

»Men vær venlig at huske, at jeg er et stille menneske og ikke bryder mig om at tale for meget, så De må ikke arrangere mere end ét møde om dagen«, bad sadhuen på forhånd i et brev til danskerne. Det respekterede arrangørerne, men organiserede til gengæld nogle tætpakkede rejsedage, der skulle nå omkring de grundtvigske og indremissionske højborge.

26. maj 1922 ankom Singh til København, hvor han blev i tre dage og talte et nyt sted hver aften. Derefter gik turen til Liselund, 30. maj talte han på Nyborg Strand og dagen efter i Odense. 1. juni var Singh i Aarhus, 2. juni var han i Herning, og han sluttede danmarksturneen af i Tinglev lige ved den tyske grænse.

Ligesom i udlandet begejstrede Sundar Singh med sit budskab om kristent fællesskab og alle menneskers mulighed for at nå og mærke Gud. I den brede offentlighed var det imidlertid de overnaturlige mirakler og hans eksotiske skikkelse, der trak overskrifter – og det var også det, der kom til at afgøre hans skæbne.

Foreløbig var det kun positiv reklame. Med forbløffende lidt distance beskrev de danske aviser, hvordan Singh engang havde søgt tilflugt i en hule for vrede landsbyboere, men at de var blevet skræmt væk af en skare herlige væsner fra den åndelige verden. Og om dengang han var blevet kastet ned i en brønd fyldt med lig, men reddet af en person, som Singh mere end antydede var Jesus selv. Eller dengang han blev syet ind i et yakokseskind med nåle og lagt til at dø.

Lige så overraskende er det faktisk, at nogle af tidens mest fremtrædende teologer bakkede op om visionerne på en tid, hvor Bibelens mirakelhistorier ellers blev kritiseret på universiteterne.

»[M]eget i Sundar Singhs Historie lyder som et indisk Æventyr«, indrømmede den kendte præst Carl Skovgaard-Petersen, men understregede: »og saa er det dog Virkelighed, ja den højeste Virkelighed«.

Efter afrejsen sendte Singh så det foto, der i dag 100 år senere ligger i en arkivæske på Rigsarkivet i København. Det forestiller »Vores skole […] den første kristne skole i Tibet«, skrev han stolt til danskerne. Han havde som den eneste kristne missionær opnået resultater i Tibet, der var stort set lukket for fremmede og især for missionærer. Og det var netop denne skole, der skulle nyde godt af overskuddet fra billetsalg til og indsamlinger ved møderne.

Faktisk var Tibet det vigtigste mål for Singhs mange missionsrejser. Typisk var han væk i månedsvis, og flere gange lød rygterne, at Singh var blevet myrdet. Før han igen en dag stod frisk og levende med beretninger om tilfangetagelse, omvendelse og mirakuløse vidnesbyrd fra det land, som havde en enorm dragning for den tids missionærer – netop fordi det var umuligt at få adgang til.

Overraskende få havde sat spørgsmålstegn ved Singhs historier. Men kritikken kom i kølvandet på rejserne og mange præsters opbakning om det mystiske. Den schweiziske teolog og psykoanalytiker Oskar Pfister sparkede døren ind ved at betegne Singhs overnaturlige oplevelser og rejserne til Tibet som hallucinationer.

I løbet af kort tid lød den dominerende tolkning af sadhuen således: Singh var enten syg eller en bedrager. Lidet hjalp det, at prominente støtter som Sveriges ærkebiskop Nathan Söderblom og den senere biskop i Oslo Eivind Berggrav forsvarede Singh. Og hovedpersonen selv trak sig tilbage fra offentligheden.

Foto: Ukendt/Danmissions arkiv

I ’The Riddle of Sadhu Sundar Singh’ (2004) – ’gåden Sadhu Sundar Singh’ – argumenterer religionsforskeren Eric J. Sharpe for, at historierne, som Singh fortalte, skal ses som en del af den religiøse helhed i hans budskab. Det er åndelige oplevelser, der er lige så personlige og uden for evidens som den tro, han formidlede.

»Fordi han var ekstatiker og visionær, var forholdene i Sundar Singhs kristne univers ikke begrænset til de angivelser, man får gennem sanserne, eller til afstande på et kort«.

Det havde i et vist omfang været anerkendt i Indien. Men i 1920’ernes Danmark gik det ikke an. Ved slutningen af årtiet var konsensus, at mandens historier var opspind, og det samme var hans mission i Tibet. Og det gik ud over det egentlige religiøse budskab. I Danmark var der i 1929 udkommet ca. 80.000 eksemplarer af hans prædikener og af bøgerne om ham. Derefter holdt udgivelserne stort set op.

I april 1929 tog Singh endnu en gang afsked med sine venner og vendte skridtene mod Himalaya, denne gang alene i mere end én betydning. Han var en af de første af sin slags og skulle selv håndtere verdensberømmelse og enorme forventninger til en rolle som brobygger, som ingen før havde defineret. Og lige så alene tabte han sporet.

Nogen tid efter opstod der som sædvanlig rygter om, at han var død, denne gang holdt de bare ikke op.

Sundar Singh forsvandt. Men næppe i det Tibet, han fortalte om – med Eric J. Sharpes ord var det om Tibet mere en metafor for det guddommelige, en beskrivelse af ekstasen og »ikke noget kendt sted på Jordens overflade«. I dag er der nemlig ikke mange, der tror, at Singh nogensinde kom til Tibet.

Men skolen fandtes faktisk. English School at Gyantse havde en håndfuld elever og var den første skole efter vestligt mønster i Tibet, og et halvt år inden besøget i Danmark var en af Singhs venner blevet leder. Singh sendte faktisk penge og tøj af sted. Så der var jo nok at være tilfreds med, selv om skolen måske ikke var erklæret kristen– men hvorfor tage æren for den alene og omtale den i samme sætning som de fiktive rejser til Tibet?

Skyldtes det, at han var presset i sin jagt på succes?

Allerede i samtiden var der kraftige antydninger af, at Singh selv havde startet de rygter, som plejede at florere om hans død – nogle gange endda med falske telegrammer. Måske var Singh et menneske, der blev ført af sted af sine omgivelser og af sin egen selvfremstilling og endte, hvor der ikke var nogen vej tilbage.

Døde han i virkeligheden i forsøget på endelig at leve op til de store forventninger? Opfandt Singh (igen) sin egen død for én gang for alle at slippe for rollen som et legemliggjort forbillede for hele kristenheden? Eller kom Singh virkelig til Tibet, som han og hans tilhængere insisterede på?

I Rigsarkivet ligger fotoet som et vidnesbyrd – hvis ikke om sandheden, så om en opbrudstid og om et menneske, der krydsede grænser, både de fysiske og de mentale.

• Kopiér link