Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Dronning Emma fundet i engelsk skeletbunke
Lyt til artiklen: Dronning Emma fundet i engelsk skeletbunke
Forskerne er ikke fuldstændig sikre, og det videnskabelige arbejde er stadig i gang. Men givet er det, at en række prominent placerede knogler i Winchester Cathedral i England stammer fra en kvinde, som levede i 1000-tallet og var af kongelig byrd.
Det får videnskabsfolk fra universitetet i Bristol til at vove pelsen og melde, at de med stor sandsynlighed har fundet resterne af ingen ringere end Emma af Normandiet (ca. 985-1052), dronning til to konger, den ene Knud den Store (ca. 995-1035), og mor til to engelske konger. En af dem var Hardeknud (1020-1042), der også var konge af Danmark.
De to dansk-engelske kongers jordiske rester befinder sig ligeledes i middelalderkatedralen.
Analysen er foretaget i forbindelse med konservering af seks kister fra Winchester, som ligger nær Southampton på den engelske sydkyst. De indeholder et virvar af knogler af konger og biskopper og med sandsynlighed altså også af en enkelt dronning.
Kisterne skal ifølge optegnelserne ligeså indeholde Knud den Stores knogler, men forskerne har endnu ikke kunnet identificere ham i den fornemme skeletbunke.
Konger blev blandet med biskopper, og biskopper med konger
Emma af Normandiet var omdrejningspunktet for engelsk magtpolitik i den første halvdel af 1000-tallet, hvor skandinaviske og angelsaksiske kongekandidater sloges om tronen inden normanneren Vilhelm Erobrerens (ca. 1028-1087) succesrige invasion i 1066.
Gennem en effektiv ægteskabspolitik var hun medvirkende til at skabe stabilitet i et uroplaget England og fik placeret sig selv og sine børn i magtens centrum – en plads, de bibeholdt i mere end et halvt århundrede. Det var ikke så lidt af en bedrift i en tid, hvor det ikke var kutyme, at en konge fik lov at regere i fred, og hvor konkurrerende kongsemner af fyrsteslægt i ét væk myrdede og bekrigede hinanden.
Emma var ikke blot henholdsvis mor og kone til to danske konger. Før ægteskabet med danskeren var hun ligeledes gift med en konge, Æthelred den Rådvilde (ca. 966-1016), og deres søn Edward Bekenderen (1004-1066) var fra 1042 konge af England.
Det menes, at Emma i 1002 som teenager kom til England fra Normandiet for at ægte den ca. 20 år ældre kong Æthelredi en ægteskabelig alliance mellem England og hertugdømmet Normandiet på den anden side af kanalen. På daværende tidspunkt havde enkemanden Æthelred allerede en stor børneflok, men Emma og han fik i løbet af få år to sønner og en datter.
Kongeparrets regeringstid var dog plaget af uro og talrige angreb fra den danske konge Svend Tveskæg (ca. 960-1014), som i 1013 erobrede hele England og lod sig hylde som ny konge. Emma måtte sammen med mand og børn gå i eksil i Normandiet.
Svend Tveskæg holdt dog ikke længe. Blot fem uger efter magtovertagelsen døde han pludseligt, og Emma og Æthelred kunne i 1014 vende tilbage til England og tronen.
Det betød dog ikke, at den danske plage var ovre, og blot et år efter fulgte en ny invasion. Denne gang blev tropperne anført af Svend Tveskægs søn Knud, der også havde fulgt sin far på togterne op til 1013. Det er denne Knud, der siden fik tilnavnet ’den Store’, men på dette tidspunkt var han ikke meget andet end en opportunistisk kongesøn, der endnu ikke havde gjort sig fortjent til sit navn.
Det skulle dog ændre sig, og her kom Emma til at spille en stor rolle.
Edmund Jernside (tv.) og Knud den Store tørnede sammen i slaget ved Assandun. Den danske hær trak sig sejrrigt ud af kampen. Det nøjagtige åsted for slaget er aldrig blevet fastslået. Illustration fra 1200-tallet.
Kort inde i Knuds krigskampagne i England blev Emma enke.
Æthelred den Rådvilde udåndede i London i foråret 1016, og da havde Edmund Jernside (ca. 990-1016), den ældste søn af Æthelreds første ægteskab, allerede påtaget sig kampen mod invasionshæren på vegne af sin skrantende far.
Det gik ikke godt.
Først blev Edmund Jernsides hær slået af Knuds i slaget ved Assandun i 1016, og kort efter døde han selv. Dødsårsagen er ukendt, men kilderne spekulerer i både snigmord og et muligt sår fra kampene.
Vejen var nu banet for Knud den Stores bestigelse af tronen som konge af hele England. Men ét er at erobre et land, noget andet er at bevare magten på egne hænder. Og her var Emma af Normandiet en kernefigur, som kunne sikre Knud stabilitet. Som mor til legitime kongsemner og med opbakning fra sin hertugfamilie i Normandiet udgjorde hun en afgørende brik i spillet om magten.
I dette spil viste Emma og Knud sig som kyniske magtpolitikere med veludviklet sans for de dynastiske alliancer, der var afgørende i middelalderens Europa.
Under de talrige danske togter og invasioner havde de to været fjender, men blot lidt over et år efter Æthelred den Rådvildes død forenede de deres politiske kapital i et ægteskab. Det var en forsikring mod oprør fra Emmas og Æthelreds ophav, og på den anden side sikrede Emma sig sin plads på tronen – og hun kunne bane vejen for sine børn.
Ganske vist var Knud omtrent et år før blevet gift med en kvinde af angelsaksisk ophav, men hun blev sandsynligvis sendt til Norge, da giftermålet med Emma kom på tale. Det viser, at det kyniske spil, der fandt sted i forbindelse med Knud den Stores magtovertagelse i England, ikke levnede plads til sentimentale følelser. En konge kunne sagtens ægte en ny dronning, hvis det var en fordel i det komplicerede dynastiske spil mellem magtfulde fyrstefamilier, hvor blodets bånd var lig politisk magt.
Ifølge optegnelserne skulle de seks kister i Winchester Cathedral indeholde de jordiske rester af 15 personer. Det viser sig nu, at hele 23 personers knogler er blevet rodet sammen her i løbet af kirkens historie.
Ægteskabet virkede. Knuds og Emmas regeringstid blev relativt stabil, og med tiden voksede deres herredømme.
Da Knuds bror kong Harald 2. af Danmark døde i 1018, sikrede Knud og Emma sig magten over det danske rige, og siden kunne de føje Norge og dele af Sverige til.
Med tiden blev også Skotland og Wales vasallande – det vil sige lande med egne fyrster, der havde sværget Knud deres troskab.
Efterhånden havde parret opbygget det nordsøimperium, som har gjort Knud den Store til en af de mest prominente skikkelser i den danske kongerække. Kronen på værket tilføjedes ved pavens kroning af den hellige romerske kejser i Rom i påsken 1027. Her blev Knud æret som den tredjevigtigste i den europæiske rangfølge efter pave og kejser.
Intet varer dog evigt, og Knud den Store døde i 1035. Nu kunne Emma af Normandiet til gengæld høste frugten af sine ægteskabelige investeringer og sikre sit afkom magten.
Først måtte hun ganske vist se den engelske trone blive overtaget af Harald Harefod (1016-1040), en søn af Knud den Stores første ægteskab. Emmas søn Hardeknud måtte i første omgang nøjes med at blive konge i Danmark. Men da Harald døde fem år senere, blev Hardeknud også konge af England.
Han holdt dog ikke længe. Hardeknud døde pludseligt i 1042 efter blot to års regeringstid, men da stod endnu en søn af Emma klar til at overtage, denne gang var det et barn af hendes første ægteskab med Æthelred den Rådvilde, Edward Bekenderen, der stod på spring. Han var konge af England i næsten et kvart århundrede.
De danske kongers tid i England var forbi, men det var stadig et af Emmas børn, der sad på tronen. Emma havde overlevet både Æthelred, Knud den Store og Hardeknud, og nu sad Edward på magten. Emma formåede dermed med få afbrydelser at sørge for, at tronen i mere end seks årtier var optaget af hendes nærmeste.
I hvert fald indtil den barnløse Edward Bekenderens død i 1066 og hendes normanniske slægtning Vilhelm Erobrerens magtovertagelse senere samme år – men da havde Emma også været død i mere end 10 år.
Nu er Emmas jordiske rester så muligvis blevet fundet i Winchester.
Arbejdet med at få rede på knoglerne i de seks kister er stadig i gang. Forskerne har samlet omkring 1.300 knogler og har opdaget, at kisterne ikke som antaget indeholdt resterne af 15, men af hele 23 personer. Samtidig har man lokaliseret resterne af to drenge på 10-15 år, som er døde mellem midten af 1000-tallet og slutningen af 1100-tallet. Deres identitet kendes ikke og indikeres ikke af kirkens opgørelser, men deres royale slægtskab anses for sikkert.
Forskerne bag undersøgelserne lover flere opdagelser i den kommende tid. Måske er vi så heldige også at få adgang til ny viden om Knud den Store.
