Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henry Griffin/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Griffin/Ritzau Scanpix

Kampen om den polske tragedie

Polens ikkejødiske ofre for nazisternes forbrydelser skal have en mere fremtrædende plads på bekostning af de jødiske, mener polsk bevægelse. Også selv om det kræver en tillempning af sandheden.

Politiken Historie

Lyt til artiklen: Kampen om den polske tragedie
Lyt til artiklen: Kampen om den polske tragedie

Henter…

En søndag i oktober 2017 samledes en dedikeret skare uden for en kirke i Warszawa for at overvære afsløringen af en mindeplade med teksten:

’Til minde om de 200.000 polakker, der blev myrdet i Warszawa i den tyske dødslejr KL Warschau’.

En præst stænkede vievand på pladen, en officer lagde en krans, hvorefter alle sang nationalsangen ’End er Polen ej fortabt’.

Polen er overstrøet med den slags plader, så ceremonien, der i foråret blev beskrevet i det britiske tidsskrift London Review of Books, var ikke i sig selv bemærkelsesværdig.

Og dog. Der findes nemlig ingen beviser for, at 200.000 polakker blev myrdet i KL Warschau.

Ved en anden kirke i Warszawa hænger en tilsvarende mindeplade: ’I hyldest til de 200.000 polakker, der blev myrdet af de tyske besættere i dødslejren KL Warschau i årene 1942-44’.

Under den hænger en henvisning til ophavskvinden til den uunderbyggede påstand om de 200.000 polakker i KL Warschau: En mindre plade refererer til Maria Trzcinska (1931-2011).

Trzcinska var en polsk dommer, der i en menneskealder efterforskede Nazitysklands forbrydelser i Polen. I 2002 udgav hun en bog med titlen ’KL Warschau’, som beskrev, hvordan nazisterne under Anden Verdenskrig havde et helt netværk af anlæg, der skulle bruges til at udrydde Warszawas ikke-jødiske befolkning – sideløbende med oprettelsen af jødeghettoen i Warszawa og udryddelsen af den jødiske befolkning.

Vigtigst var en tunnel under en jernbanelinje, som ifølge Trzcinska blev omdannet til et gigantisk gaskammer, hvor 200.000 hovedsageligt ikkejødiske polakker blev dræbt.

I kirken, som bærer henvisningen til Trzcinska, holdes der månedlige mindegudstjenester for ofrene fra KL Warschau. Efter hver ceremoni går menigheden i procession hen mod den stadig eksisterende tunnel, mens de beder. Lys tændes, der bæres kors, og der bliver holdt taler.

Specielt tunnelens ventilationssystem har tiltrukket sig opmærksomhed, for det var herfra, den dræbende gas kom.

I hvert fald ifølge Trzcinska og hendes disciple (selv døde hun i 2011). Da bogen udkom, blev hendes påstande om KL Warschau afvist af IPN, Institut for National Erindring, et statsligt organ, der foretager forskning i og administration af arkiver om forbrydelser begået i Polen fra 1939 til Murens fald.

Fem år efter Trzcinskas bog, i 2007, udgav IPN-historikeren Boguslaw Kopka en bog, der anslog antallet af ofre fra lejren i Warszawa til cirka 20.000 – blot en tiendedel af Trzcinskas vurdering.

Men da havde ideerne om KL Warschau bidt sig fast. Trzcinskas tilhængere var begyndt at arrangere gudstjenester og marcher. Falske vidneudsagn blev promoveret, der cirkulerede manipulerede kort, og Wikipedia-opslag blev ændret.

Beno/Public Free Domain
Foto: Beno/Public Free Domain

Maria Trzcinska kritiserede påstande om udryddelse af ikkejødiske polakker i KL. Warschau har støtter helt ind i Polens regering.

Bevægelsens påstande er i vid udstrækning blevet tilbagevist.

På luftfotografier taget under krigen ses hestevogne og biler køre ind i og ud af tunnelen, der ifølge Trzcinska havde været lukket, mens den blev brugt som gaskammer.

Ventilationssystemet, som hun mente var blevet brugt til gassen, blev først installeret i midten af 1970’erne af et firma, der blev grundlagt efter krigen. De barakker, nazisterne havde ladet opføre til fængsel for polakker, stod der allerede før krigen. Muren, som man angivelig havde placeret polakker op ad for så at likvidere dem, blev først bygget i 1972.

Den samme manglende troværdighed gjaldt øjenvidnerne. En kvinde havde set tyskere i sorte uniformer lodse polakker af i tunnelen om natten. Men SS-soldater i Polen bar grå-grønne uniformer, ikke sorte. Til gengæld bar SS-soldater i en populær polsk tv-serie fra 1960’erne sorte uniformer.

Kasper Pernod/Ritzau Scanpix
Foto: Kasper Pernod/Ritzau Scanpix

Partiet Lov og Retfærdigheds formand, Jaroslaw Kaczynski, vil have omverdenens øjne til at rette sig mod Polens ikkejødiske ofre for nazisternes forbrydelser.

Manden bag afsløringen af Trzcinskas mangelfulde bevisførelse, en filmdokumentarist ved navn Zygmunt Walkowski, fremlagde sine beviser i begyndelsen af 2017.

Reaktionen fra Trzcinskas tilhængere udeblev ikke. Han blev beskyldt for at være forræder og løgner, kommunist og jøde, og anklaget for at sprede nazipropaganda. Den nu 82-årige Walkowski modtog i kølvandet på sine afsløringer trusler og har siden forskanset sig i sin lejlighed af frygt for overgreb.

Trods afsløringerne fortsætter den polske historie- og kulturkamp om arven efter Anden Verdenskrig. For hvem var krigens største ofre? Jøderne eller polakkerne?

Begrebet ’polocaust’ er længe blevet brugt af den del af højrefløjen, der er utilfreds med den internationale bevågenhed om ordet ’holocaust’. De mener, at jøder udnytter begrebet for at franarre polakker erstatning og for at opnå global magt og indflydelse. Nu bruges begrebet også af regeringen, der støtter planer om at bygge et polocaust-museum til minde om de ikkejødiske polakker, der blev ofre for nazisterne under krigen, ligesom regeringen bruger begrebet antipolonisme på linje med begrebet antisemitisme.

Til diskussionen knytter sig et grusomt regnestykke. 6 millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Ikke mange uden for Polen ved, at også næsten 6 millioner polakker blev dræbt. Heraf var de 3 millioner polske jøder og godt 2,5 millioner ikkejødiske polakker.

I den polske hovedstad er myten om KL Warschau med til at bringe balance i regnskabet. Op mod 200.000 ikkejødiske polakker blev dræbt under Warszawa-opstanden i august-oktober 1944, og med de påstået 200.000 dræbte i KL Warschau giver det i alt 400.000 – det svarer cirka til det antal jøder, der blev deporteret fra Warszawa-ghettoen og dræbt.

Men for at det regnestykke kan gå op, kræver det jo, at antallet af dræbte i KL Warschau var netop 200.000 og ikke de ca. 20.000, som IPN-historikeren fremførte i 2007.

Med de utallige uhyrligheder, der blev begået mod polakker under krigen, burde der ikke være grund til at overdrive.

At den yderste nationalistiske højrefløj alligevel overdriver antallet af myrdede polakker, er måske ikke så uventet, men det er ikke længere kun politiske afvigere, der tilslutter sig Trzcinska-bevægelsen.

Hos IPN, der oprindeligt havde bestilt Walkowskis undersøgelse, var man bemærkelsesværdigt tavs, da resultaterne blev offentliggjort i 2017. Årsagen var politisk. I løbet af de syv år, undersøgelsen af Trzcinskas påstande varede, var regeringsmagten nemlig skiftet og dermed også den regeringsudpegede direktør for IPN.

Konspirationsteorien om KL Warschau passer godt ind i det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdigheds generelle fortælling om Polens og polakkernes lidelser under krigen: De skal bevidst være blevet nedtonet af en ’udlændingelobby’, blandt andre jøder og tyskere. Lov og Retfærdighed overtog regeringskontorerne i 2015.

Den fremmeste bannerfører for Trzcinskas teori, Mira Modelska-Creech, har blandt andet skrevet til IPN, at liberale politikere har »brygget falske beviser sammen for at kompensere jødiske cirkler, der har investeret millioner i den såkaldte holocaust-business for at styrke den tese, at kun jøder døde i lejrene«.

Hun støttes af selveste partiformanden i Lov og Retfærdighed, Polens reelle leder, Jaroslaw Kaczynski, der lægger meget vægt på den rette nationale udlægning af historien.

Han er forundret over omverdenens manglende kendskab til polakkernes lidelser under Anden Verdenskrig. Med god grund. Går man ind i den historiske afdeling i en velassorteret boghandel i udlandet, finder man hylde efter hylde med holocaustlitteratur, men intet eller næsten intet om de ikkejødiske polakkers lidelser.

Det kan være svært at forstå, når man selv er vokset op med en fortælling om den polske nations enorme ofre og heltemodige kampe. Selv fraregnet nationalistisk patos og martyrromantik er der rigeligt at skrive bøger om.

Ukendt fotograf/Public Free Domain
Foto: Ukendt fotograf/Public Free Domain

Hvor der i Danmark dukker pilespidser, mønter og andet danefæ op af mulden, støder man i Polen på massegrave. Mens man herhjemme under krigen måtte leve med erstatningskaffe, mørklægningsgardiner og rationeringsmærker, blev Polen løbet over ende af både nazister fra vest og kommunister fra øst. Titusindvis af intellektuelle blev likvideret, så de ikke kunne stille sig i spidsen for organiseret modstand, og de invaderende hære voldtog, stjal, brændte og myrdede, tilfældigt og organiseret, fra krigens udbrud ud for Gdansk 1. september 1939 til 1944/45, da Den Røde Hær ’befriede’ Polen.

Omkring hver femte polak mistede livet, og landet blev totalt smadret. Hovedstaden blev nærmest jævnet med jorden og de få overlevende fra bombardementerne tvunget til at forlade byen.

Efter krigen blev landets grænser flyttet flere hundrede kilometer mod vest, så vinderne og taberne blandt Polens naboer kunne henholdsvis straffes og belønnes. Beboerne i de områder, der nu pludselig tilhørte et andet land, blev tvangsflyttet.

Og Polen blev ikke reelt selvstændigt, men kom til at ligge bag Jerntæppet indtil kommunismens fald i 1989.

Et billede på Polens skæbne. Frihedshelten Witold Pilecki lod sig i 1940 med vilje anholde og sende til Auschwitz, hvor han organiserede en modstandsbevægelse, inden han flygtede for at udbrede kendskabet til lejren. Senere deltog han i Warszawa-opstanden. I 1948 blev han henrettet af russerne.

Under kommunismen blev meget fortiet. Et eksempel er de godt 22.000 officerer og andre, der i 1940 blev nakkeskudt efter Stalins ordre. Man talte heller ikke om de polakker, der under krigen blev deporteret til Sibirien. Og fortællingen om de polakker, der efter krigen blev henrettet af Stalins hemmelige politi, gik også i glemmebogen. Listen kunne fortsættes.

Og foruden det manglende fokus på deres lidelser må polakkerne også høre på – til tider unuancerede – beskyldninger om deres medvirken til jødedrab eller om, at de »suger antisemitisme ind med modermælken«, som den israelske udenrigsminister, Yitzhak Shamir, sagde tidligere i år i en ophedet diskussion.

Den manglende bearbejdning af de polske traumer fra krigen har givet plads til den betydningskamp om historiske begivenheder, som regeringspartiet forsøger at udnytte til at genopbygge og konsolidere staten og nationen, med sig selv som det styrende centrum med ret til at definere udlægningen af den polske historie.

Det har gjort historien til en kampplads, og kampen er blevet intensiveret efter den nationalkonservative regerings overtagelse af magten i efteråret 2015. Den fører en indædt, altomfattende kultur- og værdikamp for at Make Poland Great Again, for nu at bruge deres politiske ven Donald Trumps ord.

Det gælder også, hvis historien indimellem skal justeres lidt for at passe til budskabet.

Som nu med KL Warschau. Eller som da direktøren for det nye stærkt anmelderroste Anden Verdenskrigs-museum i Gdansk blev fyret ved dets åbning i foråret 2017, fordi udstillingerne ikke var ’polske nok’. Eller som da regeringen med en meget omtalt såkaldt ’holocaust-lov’ sidste år gjorde det strafbart at beskylde »Polen« eller »den polske nation« for at have medvirket til Det Tredje Riges forbrydelser i Polen under krigen.

Det gjorde ’Polen’, repræsenteret ved sin eksilregering i London, heller ikke. Kritikken af loven gik også mere på, at det nu blev strafbart at omtale de polakker, der bevisligt deltog i jødeforfølgelser eller -drab. Lige så lidt regeringen bryder sig om den del af historien, lige så meget gør den for at fremme fortællingen om de polakker, der bevisligt reddede jøder under krigen.

Den polske regerings brug af historien handler ikke bare om nationens selvfølelse, men også om klingende mønt.

Lige nu arbejder et udvalg, ledet af Lov og Retfærdighed, i det polske parlament på at komme frem til det præcise beløb, det mener, Tyskland skylder Polen i krigsskadeerstatning. Det beløb bliver stort, lyder det. Omkring en 850 milliarder dollars, eller i runde tal 5.648 milliarder kr. kroner.

Det nøjagtige beløb offentliggøres 1. september i år på 80-års dagen for Nazitysklands angreb på Polen, hvor politiske ledere fra hele verden besøger Polen.

Opbakningen til kravet om tysk erstatning er stor. Ganske vist indgik Polen i 1953 en aftale om at give afkald på erstatning, men den polske regering føler sig ikke bundet af den, da den blev indgået mellem DDR og Den Polske Folkerepublik, to sovjetiske vasalstater, hvoraf den ene nu er lagt sammen med en anden stat.

Samtidig arbejder amerikanske jøder på at få tilbageleveret ejendom, der blev konfiskeret under holocaust. De krav har den polske regering – tilskyndet af nationalistiske grupper – tilbagevist. Den mener, at kravet er bevis på angreb på »sandheden om den polske historie« samt på den antipolonisme, den hævder er vidt udbredt i udlandet, og som også giver sig udslag i benægtelsen af ’polocaust’.

Et af regeringssidens hovedargumenter for, at der findes antipolonisme, er den forkerte og dybt sårende, men temmelig udbredte term ’polske dødslejre’ om, hvad der rettelig var ’nazityske dødslejre beliggende i Polen’ – Auschwitz er det mest berømte eksempel.

Selv daværende præsident Barack Obama kom i 2012 for skade at bruge udtrykket, da han posthumt dekorerede Jan Karski, en polsk helt fra Anden Verdenskrig, der smuglede vidnesbyrd om nazisternes massedrab på jøder i Polen ud til de allierede.

Siden 2008 har det polske udenrigsministerium interveneret mod udsagnet mere end 1.200 gange, og det polske justitsministerium har lanceret en engelsksproget hjemmeside, www.germandeathcampsnotpolish.com. Her kan man læse om jøder i Polen, om polakker, der reddede jøder, og om hvordan Polen er nødt til at forsvare »sandheden om vores historie og os selv«.

Siden Lov og Retfærdigheds overtagelse af regeringsmagten i 2015 er udtrykket ’polske dødslejre’ blevet hjørnestenen i en massiv kampagne mod antipolonisme.


I denne kamp om tal, penge, historiefortolkning og retten til at kalde sig det største offer kan man godt glemme, at der rent faktisk lå en lejr, Konzentrationslager Warschau, midt i det besatte Warszawa under Anden Verdenskrig, og at omkring 20.000 mennesker menes at være blevet dræbt der.

Lejren, der kom til at ligge i den jødiske ghetto, havde tidligere fungeret som polsk militærfængsel. På polsk blev den kaldt Gesiowka, Gåselejren, efter den gade, ul. Gesia, Gåsegaden, hvor den lå.

I dag er gaden opkaldt efter Mordechaj Anielewicz (1919-1943), den unge (jødiske) helt fra opstanden i Warszawas ghetto i april-maj 1943.

Denne forfatter besøgte adressen i efteråret 2018, men fandt ikke andet end en lejlighedsblok. Her var hverken en mindeplade, en sten eller andet, kun nogle skraldespande og en beboer, der gloede mistroisk. På forsiden af bygningen sås et firkantet mærke på betonvæggen. Måske havde her engang siddet en mindeplade, men i så fald sad den der ikke mere.

Efter belejringen af Warszawa i 1939 kom Gåselejren under Heinrich Himmlers overkommando og blev senere omdannet til koncentrationslejr med udryddelsesanlæg og krematorium. Da den jødiske ghetto i 1943 var tømt for beboere og ødelagt, blev Gåselejren hovedsagelig fyldt med jødiske tvangsarbejdere fra den øvrige del af Europa. De blev sat til at rydde op i ruinerne af den ødelagte ghetto.

Kort før Warszawa-opstandens udbrud 1. august 1944 blev de fleste af de overlevende fra Gåselejren overflyttet til andre lejre, kun 348 blev tilbage. Få dage inde i opstanden blev de befriet af en bataljon polakker fra undergrundshæren, der simpelthen kørte en kampvogn gennem indhegningen.

De befriede jøder sluttede sig til deres befriere, og sammen mistede de fleste livet under opstanden, der blev endeligt nedkæmpet af nazisterne 2. oktober 1944.

Da Den Røde Hær så ’befriede’ Warszawa i januar 1945, blev lejren overtaget af Stalins hemmelige politi og brugt som fængsel for medlemmer af Polens undergrundshær.

Måske er det mærkelige ikke, at polakkerne dyrker konspirationsteorier om deres egen historie. Måske er det mærkelige, at de ikke dyrker flere.