Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lennart Larsen/Nationalmuseet
Foto: Lennart Larsen/Nationalmuseet

De første udsendinge blev afbildet som lerfigurer i Canton. Fra venstre kaptajn Michael Tønder, ledende handelsagent (supercargo) Pieter van Hurk, 2. supercargo Peter Muhle og 3. supercargo Joachim Severin Bonsach. Bemærk Tønders stok. Han havde mistet det nederste af sit ene ben i Store Nordiske Krig.

Danmark i Kina: Danske købmænd blev stenrige på kinahandel

I 1730 begyndte et stort dansk-kinesisk handelseventyr, som varede i mere end 100 år. Skibene bragte velstand og eksotiske varer til Danmark, og danskerne sværmede for kinesisk kultur.

Politiken Historie

Lyt til artiklen: Danske købmænd blev stenrige på kinahandel
Lyt til artiklen: Danske købmænd blev stenrige på kinahandel

Henter…

Han undrede sig nok, den kinesiske lods, da han kom om bord. Han havde ikke set flaget med det hvide kors på den røde baggrund før. Det anderledes sprog, dansk, lagde han nok ikke mærke til, for mange om bord talte alligevel nederlandsk sammen. Så på trods af det nye flag og det nye sprog gik det alligevel med at få lodset fregatten ’Cronprintz Christian’ op ad Perlefloden i det sydlige Kina.

Set fra København var det et ganske særligt skib, der en julidag i 1731 for første gang fik kinesisk lods om bord. Skibet var udsendt af et selskab af entreprenører med støtte fra kongen, det såkaldte Chinesiske Societet. Ved fælles hjælp havde de for første gang i danmarkshistorien udrustet et skib til at sejle direkte fra København og helt til Canton i det sydlige Kina.

Hovedformålet var ikke udforskning, ej heller fascinationen af den kinesiske kultur, som var så udbredt i både 16- og 1700-tallet. ’Cronprintz Christian’ sejlede til Kina for at tjene penge, gerne store penge, på at købe te, porcelæn, silke og mange andre varer, som der var stor efterspørgsel på i Europa.

’En kinafarer’ var en sømand, der kom hjem penge på lommen, men øslede det bort og måtte tage af sted igen

Mens man i dag kan flyve til Kina på mindre end et halvt døgn, var rejsen anderledes lang for 300 år siden. For fregatten med splitflaget agter havde rejsen taget over ni måneder, fra oktober 1730 til juli 1731. Det tremastede sejlskib var egentlig et gammelt svensk krigsskib, som den dansk-norske flåde havde erobret under Store Nordiske Krig.

Rejsen var begyndt i den sene skandinaviske efterårskulde, og skibet havde dårligt rundet Skagen, før en efterårsstorm blæste ekspeditionen hele vejen til Færøerne, hvor skader forårsaget af stormen måtte udbedres.

Først efter måneders sejlads var skibet og besætningen endelig kommet så langt mod syd, at »Soelen med sin varme Straaler at opvarme vores af Kuld og Frost hidindtil stivblevne Lemmer, og nødte os til at aflegge vores Vinter=Klæder [...]«, som skibets præst, Johan Huusmann, skrev i sin dagbog undervejs, der blev udgivet ved hjemkomsten.

Ud over enkelte dødsfald undervejs forløb rejsen derefter uden større problemer.

Men næppe en eneste navigatør i kongens riger havde nogensinde sejlet hele vejen til Kina, så for at nå sikkert frem blev ’Cronprintz Christian’ ført af nederlandske styrmænd, hyret på grund af deres erfaring fra tidligere sejladser.

Formelt var det den norske kaptajn, Michael Tønder, der var chef på skibet, men på trods af sin glorværdige erfaring som officer i flåden havde han aldrig været længere borte end Nordsøen. Så de nederlandske officerers erfaring var essentiel, og det samme gjaldt blandt købmændene, hvor det også var dyrt indkøbt knowhow, der skulle sørge for, at togtet forretningsmæssigt blev en succes.

I de første 50 år af Asiatisk Kompagnis virksomhed gik handlen med Kina kun én vej – opad

For langt de fleste af de 96 mand om bord var det en ganske anderledes verden, de ankom til. Den fugtige varme i Perleflodens delta gjorde det medbragte uldtøj ganske ubehageligt at have på, samtidig med at søfolkene må have kigget fascineret på det rige liv på flodens vande, hvor tusinder af både var hjem og arbejdsplads for børn, kvinder og mænd. Små fartøjer, sampaner, dannede ramme om familiers liv, og utallige andre fartøjer transporterede mennesker og varer, solgte fødevarer, opdrættede dyr eller tilbød kødelige fornøjelser.

Den store fregat var ankret op ved Whampoa – en ø i Perleflodens delta, ca. 20 kilometer fra den ældgamle handelsby Canton. Længere kunne de europæiske skibe ikke sejle på grund af flodens (manglende) dybde, og længere var de heller ikke tilladt at komme. Fregatterne var transportskibe, men også krigsmaskiner med rækker af kanoner klar til kamp eller beskyttelse, hvis det skulle blive nødvendigt.

Derfor havde de kinesiske myndigheder forbudt skibene at sejle længere op ad floden. Så omkring den lille ø med den høje pagode opstod der et forunderligt kosmopolitisk sted, hvor søfolk fra hele verden mødtes. I 1731, da ’Cronprintz Christian’ lå ankret op, var der i alt 17 store europæiske skibe samlet, hver med en besætning på omkring 100 mand.

For søfolkene om bord var udsigten fra skibet og øen stort set det eneste, de så til det myteomspændte Kina, der havde fascineret Europa i århundreder. Kun en lille del af besætningen, nemlig de medbragte købmænd, fik lov til at rejse den sidste bid vej op ad floden til Canton – rejsens egentlige mål. Omgivet af sine store bymure var byen utilgængelig for de langnæsede fremmede, der ikke måtte komme indenfor. I stedet kunne tilrejsende købmænd leje en bygning ved flodbredden af kinesiske købmænd, der havde eneret på handel med europæerne.

Ukendt kunstner/M/S Museet for Søfart
Foto: Ukendt kunstner/M/S Museet for Søfart

De europæiske handelsstationer uden for Canton set fra Perlefloden i 1778. Flagene er fra venstre til højre det danske, den franske flådes hvide flag, det svenske, engelske og hollandske.

For både søfolk og købmænd var ekspeditionen et lærestykke. Navigationen til Riget i Midten blev omhyggeligt noteret ned i skibets journaler og protokoller, så de hyrede nederlændinges dyrt indkøbte viden kunne blive givet videre. For købmændene var de utallige kulturforskelle den store udfordring. Sproget var markant anderledes end noget, de tidligere havde mødt, og i 1730’erne var det især portugisisk, der blev benyttet som fællessprog.

Love, regler, traditioner og almindelige omgangsformer adskilte sig også fra, hvad købmændene kendte hjemmefra, og dertil kom selve varerne, hvis kategorier skulle læres grundigt at kende.

Men på trods af alle kulturforskelle var der alligevel paralleller mellem de dansk-norske og kinesiske købmænd. Alle ville de gerne gøre fordelagtige handler, så købmandshuse og magthavere blev tilfredse, og derefter var begge parter interesseret i yderligere handel til personlig vinding. Den målsætning fik de fleste med bare et gran af handelstalent ofte opfyldt, og store formuer kunne mere eller mindre illegalt fragtes til Europa.

Efter tre måneder i Kina var det medbragte sølv blevet byttet til te, porcelæn og silke, og ’Cronprintz Christian’ satte kursen hjemad. Kort før jul i 1731 forlod skibet Perlefloden og satte kurs mod Afrikas sydspids og derefter hjemad mod nord. Da Kronborg kom om styrbord sidst i juni 1732, tordnede kanoner fra både skibet og slottets bastioner i gensidig hilsen.

Om bord glædede de overlevende besætningsmedlemmer sig over den sikre hjemkomst – at de ikke var iblandt de 11 kolleger, der fandt en grav på havet eller i Kina. Måske var det derfor, de drak sig så fulde, at besætningen måtte opgive at styre skibet det sidste stykke ind i havnen og overlade opgaven til havnearbejdere, der trak skibet ind med robåde.

Men de glædede sig også over de varer, de hver især havde medbragt fra handlende omkring Perlefloden, som de nu selv kunne sælge i den danske konges riger. Lønnen for et besætningsmedlem var ikke dårlig, men det såkaldte føringsgods, altså de kinesiske varer, kunne indbringe langt større summer. Det var nemlig ikke småting, hver enkelt havde medbragt. En kadet opgjorde i sin dagbog, at de 30 papegøjer, 50 dukker, 120 kg te og meget andet indbragte ham flere års løn.

Også andre end besætningen var glade. Så snart ’Cronprintz Christian’ var blevet observeret i Øresund, indløb der besked til købmændene, der havde støttet projektet økonomisk. For i netop de dage var de samlet for at holde stiftende generalforsamling for et nyt handelskompagni, der skulle fortsætte den potentielt indbringende handel med Asien. Aktietegningen var et godt stykke fra målet, men ved nyheden om, at den tungt lastede kinafarer var på vej ind i den kongelige residensstad, gik det pludselig meget hurtigere. Derved blev det Danske Asiatiske Kompagni stiftet, der i de kommende 100 år havde monopol på handlen med Kina.

Rigsarkivet
Foto: Rigsarkivet

Fregatten ’Cronprintz Christian’ indledte det danske handelseventyr i Kina. Her titelbladet på søkadet Hans Reimert Schumachers ’Journal holden paa Skibet Cron-Printz Christian fra Kiøbenhafn til Canton i China og til Kiøbenhafn Igien fra Ao 1730 til 1732’. Journalen findes på Rigsarkivet.

Fra begyndelsen var fortællingen om Asiatisk Kompagni fremragende. Det var rigernes mest indflydelsesrige og bedst forbundne købmænd, der stod bag, i samarbejde med adel, militær og endda universitetsfolk. Endnu vigtigere havde de bevågenhed fra kongen, der kunne se fordelene i et handelskompagni, der bragte tidens mest eftertragtede varer til København og kun København. Rigernes hovedstad skulle opbygges som et internationalt handelscentrum og trække købmænd til fra nær og fjern. Handlen, forbruget og de tilrejsende købmænd ville så skabe vækst i alle rigerne og opbyggede den økonomi, der endnu i 1700-tallets første halvdel var ganske kapitalfattig, hvad der vanskeliggjorde store projekter.

Kompagniet fik fra begyndelsen monopol på at handle overalt øst for Kap det gode Håb, men det blev i praksis Kina efterfulgt af Indien, der blev hovedmålet.

M/S Museet for Søfart
Foto: M/S Museet for Søfart

Vejning og pakning af te i 1783 hos den kinesiske købmand Chowqua til kinafareren CRONPRINSEN. Købmænd fra det Danske Asiatiske Kompagni overvåger arbejdet. Bemærk det påmalede logo fra Dansk Asiatisk kompagni, DAC.

Fascinationen af det store østlige rige med den gamle kultur var markant i Europa i 1700-tallet. Kinesiske motiver blev malet på slotte og herregårde, kinesiske tehuse stillet op i fornemme haver, og i både litteratur og politisk debat blev Kina anvendt som et modbillede på Europa.

Formålet for forfatterne var ofte at kritisere bestående forhold i Danmark-Norge, hvor censuren herskede, og hvor direkte kritik af den enevældige magt derfor ikke var tilrådelig.

Når varer nu kunne hentes direkte fra Kina, så voksede forbruget, og nu blev te plukket på buske i Guangdong-provinsen pludselig nydt på større gårde i den danske og norske provins. Med smag for te fulgte også efterspørgslen efter tidens moderigtige porcelæn at drikke den af, og pengene strømmede ind i Asiatisk Kompagnis kasse ved de store auktioner, der blev afholdt i det nye hovedsæde på Christianshavn. På store grunde tæt ved Knippelsbro etablerede kompagniet i løbet af sine første årtier både en smuk administrationsbygning, et kæmpestort pakhus, egen havn, skibsværft og dertil en lang række faciliteter til smede, tømrere, slagtere og flere andre.

Allerede kort efter ’Cronprintz Christian’s hjemkomst i 1732 begyndte værftet byggeriet af det første skib, kinafareren ’Kongen af Danmark’, og i de kommende årtier blev de største handelsskibe i den dansk-norske handelsflåde bygget her og beskæftigelse skabt til skibsbyggere, og desuden til tømmerhandlere, rebslagere, sejlmagere og mange andre.

Omtrent hvert år blev en kinafarer sendt af sted på de 18 måneders rejse til Riget i Midten, og langt de fleste ekspeditioner blev kronet med held, mens kompagniets aktier og udbyttebetaling bare steg og steg.

M/S Museet for Søfart
Foto: M/S Museet for Søfart

Udsigt fra Danes’ Island over Whampoas red og Perlefloden med europæiske fartøjer, bl.a. danske og svenske. Skibene kunne ikke gå helt op til Canton i den lavvandede flod, og ladningen bragtes videre i små flodbåde. Handelen varede ofte omkring tre måneder.

Kinafarten førte ikke kun varer og økonomisk værdi med sig. Mennesker og fascinationen af fremmede kulturer fulgte med. Med tiden kom menneskene til at gå begge veje. I slutningen af 1700-tallet havde flere kinafarere problemer med at holde på mandskabet i Kina, som både sygdom og desertering gjorde indhug på.

Derfor måtte besætningen suppleres med kinesiske søfolk. Det var ikke tilladt i Kina, så igen og igen blev de smuglet om bord på vej ud fra Perleflodens delta. I november 1783 havde de første kinesiske søfolk med succes medvirket til at bringe et af kompagniets skibe hele vejen hjem til København, og den lille gruppe søfolk blev derved de første kinesere, der besøgte det dansk-norske rige, ja måske de første i hele Skandinavien.

Opholdet i det kolde, mørke og fremmedartede land blev dog ikke langt, for få måneder senere sejlede de næsten alle retur med den næste kinafarer. Rejse havde dog ikke skræmt de erfarne kinesiske søfolk, så i det kommende årti kunne man undertiden se Qing-kejserens undersåtter med lovpligtig hårpisk drikke på københavnske værtshuse.

Rach og Eegberg, 1749/Nationalmuseet
Illustration:: Rach og Eegberg, 1749/Nationalmuseet

Den kinesiske handel blev hurtigt en succes, og blot få år efter efter den første rejse til Kina begyndte Asiatisk Kompagni opførelsen af et palæ på Christianshavn, tegnet af arkitekten Philip De Lange. I dag er bygningen en del af Udenrigsministeriet.

For mange af Asiatisk Kompagnis ansatte betød kontakten med Kina og deres kinesiske modparter en livslang fascination. Enkelte blev i Kina meget længe, som f.eks. supercargo Peter Mourier, der var ude i 15 år fra 1770. Her lærte han sig måske som den første dansker kinesisk og var senere med til at grundlægge den kinesiske filologi i Europa.

Under sit lange ophold i Canton og Macau rejste Mourier rundt i det sydøstlige Asien, lærte sig malajisk, der var et nyttigt fælles handelssprog, og begyndte at sætte pris på både kinesisk litteratur og musik. Fascinationen fulgte ham tilbage til Danmark, hvor hans righoldige bibliotek rummede markante kinesiske elementer, og hvor han højt oppe i årene var med til at organisere Etnografisk Samling på Nationalmuseet – som den dansker, der på det tidspunkt havde det nok mest indgående kendskab til kinesisk kultur.

Sandsynligvis var det også ham, der hjembragte en serie malerier, der skulle minde om de 15 år i Riget i Midten, og korrespondance med en købmandsven i Canton holdt forbindelsen i live helt til hans død i 1836.

Selv i det hjemlige sprog kom handlen med Kina til at spille en rolle. I slutningen af 1700-tallet var udtrykket ’en kinafarer’ kommet til at betyde en sømand, der kommer hjem med masser af penge og dyre varer på lommen, men på kort tid ødsler det hele bort på værtshuse og kvinder og derfor er tvunget til at tage af sted igen. Altså en figur, man gerne vil drikke med og høre fortælle historier fra det fjerne Kina, men ikke så gerne gifte sin datter bort til.

Begrebet blev yderligere slået fast i syngespillet ’Chinafarerne’, skrevet af Peter Andreas Heiberg i 1792 og opført igen og igen på Det Kongelige Teater i de efterfølgende årtier.

Selv om stykket er en let komedie, fortæller det alligevel, hvordan Kina nu også var indgået som begreb i den offentlige bevidsthed som en mere jordnær destination, der gav mulighed for rigdom og lykke, men dog ingen garanti.

I de første 50 år af Asiatisk Kompagnis virksomhed gik handlen med Kina kun én vej – opad. Men i 1780’erne kulminerede den såkaldte florissante periode, og en lang række faktorer som intern svindel, nye toldsatser på te og fredsslutninger, der åbnede markederne for flere europæiske lande, fjernede på ganske få år kompagniet fra den piedestal, det ellers havde stået på.

Pludselig var Asiatisk Kompagni en dinosaur fra den tidlige enevælde, et levn fra en tid, hvor staten forsøgte direkte at styre erhvervslivet.

Aktiekursen raslede ned, og da Danmark-Norge senere blev involveret i Napoleonskrigene – til dels på grund af kompagniets direktørers misbrug af den danske neutralitet – led selskabet endnu et alvorligt knæk.

Men på trods af at fortællingen om det gamle stolte kompagni havde ændret sig, og varerne fra Kina ikke længere stod i så høj kurs, overlevede det helt frem til 1840. Herefter var det slut, bygningerne blev solgt og kinafarten givet helt fri. På kort tid voksede en omfattende privat kinafart frem, ofte med base i Sønderjylland, og kompagniet havde derved opfyldt sit formål. I gennem årtierne havde det været med til at opbygge rigernes velstand, så private købmænd nu kunne overtage handlen langt mod øst. For efterspørgslen efter kinesiske varer var ikke forsvundet – varerne havde blot ikke den samme magiske glans som tidligere – så gode penge kunne tjenes, som også nutidige firmaer nyder godt af.

Så det gamle Danske Asiatiske Kompagni lukkede, men andre firmaer overtog senere kinafarten – i det 20. århundrede f.eks. ØK (Det Østasiatiske Kompagni) og senere A.P. Møller – Mærsk-koncernen. Derved spiller handlen med Kina stadig en vigtig økonomisk rolle for Danmark, om end profitraterne fra 1700-tallets kinahandel kan gøre mangen en nutidig reder misundelig.