Kanonerne tordnede over den dybfrosne ø Damanskij midt i Ussurij-floden, på grænsen mellem Kina og Sovjetunionen. I 1969 var forholdet mellem de to lande, der ellers begge var kommunistiske, langt under frysepunktet. Samtidig med skudvekslingen over floden Ussurij truede begge lande hinanden med atomkrig på hemmelige møder, hvor hver side erklærede, at modparten forrådte den verdenskommunistiske sag.
Grænsestriden mellem Rusland og Kina er en af den kolde krigs mindre kendte affærer, på trods af at den var udslagsgivende for den globale magtbalance, der endte med Sovjetunionens kollaps i 1991.
I dag, 54 år senere, ser situationen noget anderledes ud. Sovjetunionens arvtager, Rusland, indgår nemlig i et nært strategisk samarbejde med Kina, der af de to landes ledere, Vladimir Putin og Xi Jinping, bliver betegnet som et partnerskab »uden grænser«.
Det går op og ned i showbiz – og det har det også altid gjort i forholdet mellem Rusland og Kina.
I DISSE ÅR bevæger Kina og Rusland sig tættere på hinanden. Der tales endda om en decideret alliance mellem de to lande, i fælles bestræbelse på at gøre verden mere sikker for autoritære regimer.
Tiden synes at have læget det betændte forhold, der herskede under den kolde krig, men der er stadig malurt i bægret. Specielt det sidste år har budt på markante ændringer i det sino-russiske forhold, og nu trænger spørgsmålet sig på: Er der alligevel er grænser for det grænseløse partnerskab?
Over flere hundrede år kan forholdet bedst betegnes som bølgende mellem perioder af forbitrede stridigheder til samarbejde med indbyrdes respekt og beundring.
For også tidligere tegnede der sig et had-kærligheds-forhold mellem de to store lande i Asien. Qing-dynastiet (1644-1912) og det tsarrussiske imperium havde forsøgt at udvikle faste relationer for ikke at destabilisere grænseregionerne mellem sig, der var en af de længste landegrænser i verden. I 1600-tallet fandt flere væbnede konflikter sted mellem kinesiske og tsarrussiske tropper, der gjorde grænselandet usikkert, under overgangen fra Ming-dynastiet (1368-1644) til det manchudominerede Qing i 1644.
Nogle få vigtige faktorer har historisk set dannet rammen for forholdet mellem Kina og Rusland, nemlig 1) den lange indenlandske grænse, der begyndte at volde problemer allerede i 16-1700-tallet, 2) gensidige forsøg på at anvende modparten til at fremme egne politiske mål og 3) et indbyrdes storebror-lillebror-forhold, der aldrig synes at få en ende.
Freden mellem de to aftog, mens Kina under flere af de sene Qing-kejsere blev svagere og kom under belejring af udenlandske, fortrinsvis vestlige, magter. Kina måtte afstå territorier og give koncessioner til Vestmagterne og Japan, hvilket nåede et crescendo under Den Anden Opiumskrig i 1858-60, hvor Tsarrusland scorede en kæmpe sejr med indlemmelsen af både det ydre Manchuriet og Vladivostok i det russiske imperium.
Tabet af disse territorier er fortsat stof, som kinesiske ultranationalister syder og bobler over i mørke afkroge af det kinesiske internet.
»Ingen var mand nok til at rejse sig og gøre modstand«
Xi Jinping om Mikhail Gorbatjov
Russerne var også en del af den styrke, som kineserne kalder ottenationsalliancen. Udtrykket refererer til de nationer, der indtog Beijing og kvaste Bokseropstanden i 1900. Pr-mæssigt er det ikke superheldigt at tilhøre denne dubiøse ’klub’, hvis man forsøger at indynde sig diplomatisk hos Kina.
Ottenationsalliancen er nemlig stadig pensum i kinesiske skoler og klinger af alt, der har med kolonialisme og undertrykkende magter at gøre under de såkaldte hundrede års ydmygelse fra Den Første Opiumskrig mod Storbritannien i 1839 til Maos kommunistiske sejr over Chiang Kai-shek (1887-1975) i 1949.
EFTER NEDTUREN I 1800-TALLET så kinesiske intellektuelle alligevel mod Rusland for at hente inspiration til genrejsningen af deres land, specielt efter Oktoberrevolutionen i 1917. Her opstod Fjerde Maj-bevægelsen som en protest mod Versailles-traktaten i 1919, hvor selveste Shandong-provinsen, der huser Confucius’ hjemstavn, blev foræret bort til Japan.
Dette indvarslede en æra, hvor nye ideer skyllede ind over Kina, ikke mindst fra vest og fra Rusland. Unge radikale kinesiske tænkere blev inspireret og grundlagde i 1921 i et tehus i Shanghai det kinesiske kommunistiske parti efter sovjetisk forbillede.
Sovjetunionen, under ledelse af Vladimir Lenin (1870-1924), begyndte støt at gøre sin indflydelse gældende i Mongoliet, der havde erklæret sig selvstændigt fra Qing-dynastiet i 1912. I begyndelsen af 1920’erne var landet de facto en sovjetisk lydstat, sat uden for kinesisk interessesfære.
Både de kinesiske kommunister og det nationalistiske Kina, anført af generalissimo Chiang Kai-shek, havde territorialkrav på hele Mongoliet. Kommunisterne under Mao Zedong (1893-1976) lod først disse krav falde, da Mao i 1949 mødte Josef Stalin i Moskva.
Pot og pande: Sovjetunionen og det kommunistiske Kina var i begyndelsen nære allierede. Her er Mao Zedong (tv.) til 70-års fødselsdag hos Josef Stalin i 1949.
For dele af det nationalistiske parti, der nu sidder på Taiwan, er disse krav aldrig bortfaldet.
Op gennem første halvdel af 1900-tallet var kineserne underdogs, der sendte partikadrer (bl.a. Xi Jinpings far) til Sovjetunionen for at få inspiration til at opbygge et statsapparat hjemme i Beijing. Den kinesiske stat kører den dag i dag stadig på dette sovjetiske hardware.
Xis far, Xi Zhongxun, var fra august til september 1959 udsendt til Sovjetunionen for at lære af Den Sovjetiske Storebror om udvikling af sværindustri. Dette blev hans første og sidste besøg i Sovjetunionen, før forholdet igen sandede til i indbyrdes mistro og had.
EFTER ÅRTIER, hvor Sovjetunionen klart var storebror og lederen af datidens kommunistiske regimer, blev Khrusjtjovs tale i 1956, hvor han fordømte Stalin, starten på en lang konflikt med Kina.
Nikita Khrusjtjov kritiserede det intense og brutale enmandsdiktatur, som Stalin havde opbygget, og begyndte i stedet at plædere for reformer af det sovjetiske samfund.
Dette anså Mao for at være en direkte trussel mod hans lederskab, der i mange henseender var modelleret med Josef Stalin som forbillede.
Gradvist kappedes båndene mellem Kina og Sovjet, før kinesisk propaganda under Kulturrevolutionen helt åbent sendte sønderlemmende svadaer mod den sovjetiske revisionisme.
Dette førte i sidste ende til de direkte kamphandlinger mellem kinesiske og sovjetiske styrker ved Ussurij-floden i 1969.
På dette tidspunkt under den kolde krig var USA ikke længere Kinas fjende nummer 1 – den plads var overgået til Sovjet. Og der var intet værre end at blive anklaget for at være en kinesisk Khrusjtjov, en forræder mod kommunismen.
I Kina medførte bruddet med Sovjet også opbygningen af kæmpemæssige tunnelforsvarsværker, kaldet Den Tredje Front, der åd store dele af Mao-tidens bnp, i to årtier fra 1960’erne til 80’erne. Flere af disse er i dag åbnet for offentligheden, bl.a. et dekommissioneret uranberigelsesværk, konstrueret i 12 kilometer dybe gangsystemer mejslet ud i bjergenes dyb under Chongqing, der ligger i det centrale Kina, som skribenten selv har besøgt i 2020.
Først flere årtier senere blev forholdet mellem Kina og Sovjet atter normaliseret.
Hund og kat: Det ser hyggeligt ud, men Nikita Khrusjtjovs (th.) ønske om at reformere Sovjetunionen huede ikke formand Mao, og de to kommunistiske giganter kom efterhånden på kollisionskurs.
Det skete i 1989 med mødet mellem Mikhail Gorbatjov (1931-2022) og Deng Xiaoping (1904-1997). Gorbatjovs kortege kørte endda forbi studenterprotesterne, der fandt sted på Den Himmelske Freds Plads i de dage. De protesterende blev efterfølgende brutalt fjernet, da kinesiske kampvogne 4. juni rykkede ind på pladsen.
Normaliseringen kom med et omfattende krav fra Deng: at Sovjetunionen forlod Afghanistan, da de kinesiske ledere var nervøse for, at russernes tilstedeværelse kunne destabilisere Kinas ydre grænse. Mens Sovjet sang på sidste vers, udnyttede Kina, der var i gang med et økonomisk mirakel, situationen og fik fjernet en stor forhindring for yderligere og tættere samarbejde.
De udestående grænsespørgsmål mellem Kina og Rusland fra 1860 blev officielt afgjort i den kinesisk-sovjetiske grænseaftale i 1991. Efterfølgende underskrev Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation i 2001 en venskabsaftale, hvor Kina afstod sine territorialkrav på det ydre Manchuriet.
Derefter var vejen banet for fremtidigt samarbejde.
Storebror-lillebror-fejden er dog samtidig fortsat op til i dag, hvor kinesisk økonomisk formåen har gjort Beijing til den stærke part. Alligevel er Xi hjemsøgt af Sovjetunionens fald, og hans mareridtsscenario er, at en lignende skæbne skal overgå det kinesiske kommunistiske parti, hvilket er en af de primære bevæggrunde og en måde, hvorpå han legitimerer det stærkt autoritære sving, som Kina tager i disse år:
»Ingen var mand nok til at rejse sig og gøre modstand«, sagde Xi Jinping i en lækket tale fra 2012, med slet skjult hentydning til Gorbatjov et al.
SOVJETUNIONENS SAMMENBRUD sendte tunge chokbølger gennem det kinesiske lederskab, der stadig mærkes i dag. Det er fortsat et traume for det politiske system, der endda anvendes som en allegori for at tale om egne problemer holdt ud i strakt arm: massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, såvel som om svaghederne ved det centraliserede autoritære styre.
Så sent som i 2013 blev en national kampagne sat i gang, hvor kinesiske partimedlemmer skulle »studere fejltagelserne« ved Sovjetunionens fald. Mange af de identificerede ’fejl’ blev efterfølgende brugt som grundlag for at indskrænke ytrings- og pressefrihed, civilsamfundet og forskningsfriheden.
2013 blev også året, hvor Xi i Kazakhstans hovedstad, Astana (i dag Nur-Sultan), erklærede Kinas silkevejsinitiativ for åbent – midt i Ruslands gamle sovjetiske baghave, hvilket var en tydelig indikator på, at magtforholdet definitivt havde ændret sig i kinesisk favør.
Under Xi Jinpings ledelse har man også forsøgt at cementere Kina som lederen af den socialistiske agenda, bl.a. ved at finansiere en 6,3 meter høj statue af Karl Marx i dennes hjemby, Trier, på 200-året for Marx’ fødselsdag.
Nu melder spørgsmålet sig så, om Kina og Rusland er ved at indgå en tæt alliance, eller om de begge blot er pragmatiske spillere
Ruslands invasion af Ukraine sidste år har åbnet for nye problematikker i forholdet til Kina. Xi og Putin har de seneste år udviklet lidt af en bromance, hvor Xi har kaldt Putin sin ’gode ven’. Netop inden invasionen mødtes de to i Beijing under de olympiske vinterlege, hvor det tætte forhold blev bekræftet.
Nu melder spørgsmålet sig så, om Kina og Rusland er ved at indgå en tæt alliance, eller om de begge blot er pragmatiske spillere, der udnytter hinanden strategisk. Hvis vi kigger på det historiske forhold, er Kina og Rusland i dag tættere på at finde kærligheden end det modsatte.
Alligevel bygger den kinesiske relation i nogen grad på en form for foragt for Rusland, som er almindelig blandt medlemmer af den kinesiske elite. Her ser man tilbage på de glorværdige dage med den sovjetiske storebror og ser ned på Rusland som et tredjeverdensland med atomvåben og styret af skurke.
Selv om sådanne holdninger kan findes i den kinesiske elite, er det en fejltagelse at tro, at den dikterer Beijings politik over for Rusland.
Synspunktet i Beijing er også, at Moskva vil komme svækket ud af denne krig, men sandheden er, at et svækket Rusland vil blive mere afhængigt af Kina, og det vil fremadrettet være et værdifuldt aktiv i Beijings søgen efter regional og global magt.
DEN KINESISKE LEDELSE VED, at dets problemer med Vesten ikke er rodfæstet i Xis bromance med Putin, men i spørgsmålet om stormagtsrivaliseringen med USA, Taiwan-spørgsmålet og det teknologiske kapløb med Vesten.
Selv hvis Xi smed Putin under bussen, ville båndene til USA ikke strukturelt forbedres, altså medmindre Kina ændrer sig fundamentalt og accepterer en amerikansk ledet verdensorden.
Og det ligger ikke just i kortene.
Nu ønsker Beijing at portrættere sig selv som en magt, der i nogen grad distancerer sig fra Moskva, fordi man atter bejler til det europæiske marked. Det tyder dog ikke på, at der er nogen reel kovending på vej i den kinesiske politik og relationerne til Rusland.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas Xi Jinping mødtes tre uger inden invasionen
Snarere ser det ud til, at Kina vil blive en endnu mægtigere storebror over for et Rusland, der er villigt til at gøre sig mere afhængigt af Kina i en langvarig konflikt med Vesten. Læg dertil, at den kinesiske økonomi er store og robust sammenlignet med den russiske, der i udstrakt grad har et smalt fokus på råstoffer og militærindustri.
Den stærke asymmetri i forholdet gør Kina til den store vinder i partnerskabet ’uden grænser’. I forholdet får Kina nemlig 1) en venlig nabo mod nord, hvilket sikrer den nordlige grænse, så militære resurser kan bruges andetsteds, 2) et venligsindet regime, der kan agere som udfordrende bølle på den internationale scene, og 3) en partner, der har store råstofresurser og moderne militær teknologi.
Det kinesiske militær forlader sig nemlig fortsat på russiske jord-til-luft-missiler og jagerfly. Militært isenkram, der er vigtigt i striden omkring Taiwan.
Kinas strategi er for så vidt konsistent – det handler om at uddybe engagementet på egne præmisser og samtidig styre omhyggeligt uden om vestlige røde linjer.
Men Xi skal træde varsomt, for ellers risikerer han, at det varme forhold, hvor Kina har overhånden, pludselig går fra kærlighed tilbage til had.
