Flere årtier før Columbus stod en kineser i spidsen for et ekspansionsforsøg, der langt overgik europæernes formåen på dette tidspunkt. Hans navn var Zheng He, en berømthed i dag, men samtidig også en af de store tragiske skikkelser i Kinas historie.
Han blev født som muslim i den sydvestlige provins Yunnan i 1371. Da han stadig var en stor dreng, blev han gjort til slave af en magtfuld kinesisk familie og blev dernæst kastreret, hvilket dengang var ren rutine. Trods hans ydmyge status var hans talenter som organisator åbenlyse, og han steg i graderne i Ming-dynastiets bureaukrati for til sidst, i en alder af godt 30, at blive en af kejserens nærmeste rådgivere.
Men hans egentlige plads i historien skyldes syv store flådeekspeditioner, som han gennemførte fra 1405 og cirka tre årtier frem. Som leder af kæmpemæssige armadaer besøgte han store dele af Sydøstasien, og han krydsede Det Indiske Ocean flere gange. Hans skibe nåede helt til Østafrikas kyst, flere årtier før vestlige opdagelsesrejsende begyndte at udforske den vestlige del af kontinentet.
Zheng He havde først og fremmest til opgave at sikre, at man i de stater, han besøgte og mødte repræsentanter for på sin vej, var indforstået med formelt at være underordnet den kinesiske kejser. Det var en udvidelse af det tributsystem, der herskede i Kinas nærområde, hvor for eksempel Korea og Japan anerkendte den kinesiske dominans. Gaveudveksling var en del af det arrangement, og derfor vendte Zheng He tilbage til Kina med fantastiske og eksotiske dyr: strudse, zebraer og giraffer.
EKSPEDITIONERNE VAR EN SUCCES, for så vidt som de bekræftede det kinesiske verdensbillede. Overalt, hvor de kinesiske flåder dukkede op med træskibe så store, at de lignede flydende fæstninger, blev de mødt med respekt og ærefrygt. De understregede, at det kinesiske rige var verdens centrum, og at kejseren beherskede alt under himlen. Ekspeditionerne betød også øget handel, men det var sekundært.
Det er efter sigende Zheng Hes eget skib, der her er afbildet, en af de største udgaver af de såkaldte 'skatteskibe', der stod ud på de store ekspeditioner og gerne skulle bringe 'gaver' med hjem til kejserhoffet. Kinesisk stik fra 1400-tallet. Public domain
Ved 1400-tallets begyndelse var der intet, der forhindrede de kinesiske ekspeditioner i at fortsætte. Zheng He og hans efterfølgere kunne være sejlet til Australien, til Nord- og Sydamerika og til Europa. Deres kæmpeflåder kunne have kastet anker ud for Italiens og Spaniens kyst, og de kunne have krævet foretræde for Europas monarker og endda for paven i Rom. Intet ville have kunnet stoppet dem, før de i Ming-dynastiets navn havde underlagt sig den ganske verden.
Og alligevel gik det hele i sig selv igen. I begyndelsen af 1430’erne beordrede Ming-dynastiets kejser et stop for alle flådeekspeditioner. De præcise motiver til befalingen er genstand for debat blandt historikerne. Måske var det et simpelt spørgsmål om penge. De dyrt udrustede flåder var begyndt at udgøre en alt for tung udgiftspost i det kejserlige budget.
Zheng He døde kort tid efter. Han må have vidst, at hans livsværk var styrtet i grus. I årtierne efter forsøgte rivaler i det kejserlige bureaukrati at skrive ham ud af den officielle historie. Han blev næsten glemt. Først en sen eftertid har placeret ham på hans retmæssige plads som en visionær rejsende i kejserens tjeneste.
»De tilbeder en gud, som de kalder Shangdi«
- Kinesisk krønikeskriver om europæerne
Men det var ikke på forhånd givet, at det måtte ende sådan. Hvad nu, hvis Ming-kejseren ikke havde sat en stopper for de kinesiske opdagelsesrejser? Ville Kina, som på det tidspunkt var Europa overlegent på de fleste teknologiske områder, have underlagt sig verden allerede i det sene 1400-tal, og ville det dermed have slået de vestlige imperialister med flere årtier? I givet fald kunne man eksempelvis forestille sig følgende alternative historie:
PÅ SIN OTTENDE STORE EKSPEDITION i 1436 sejlede Zheng He rundt om sydspidsen af Afrika og derefter opad langs kontinentets vestkyst. Han hørte rygter om et land længere nordpå beboet af mennesker med lys hud. Han identificerede det med Daqin, det kinesiske ord for Romerriget, og på en måde havde han ret, for det var Europa, han var på sporet af.
Zheng He nåede ikke frem til det europæiske kontinent inden sin død i 1444, men hans arvtagere gjorde. I 1456 sejlede den første kinesiske flåde ind i Middelhavet via Gibraltar, og i årene efter kom der flere til. Forholdet til de europæiske indfødte var langtfra hjerteligt, for de gjorde det klart, at de ikke ville anerkende den kinesiske kejsers magt.
»De tilbeder en gud, som de kalder Shangdi«, berettede en kinesisk krønikeskriver.
»Intet står over ham. Intet står ved siden af ham«.
I 1462 besluttede kineserne at sætte hårdt mod hårdt og sendte en veludrustet flåde mod de europæiske kyster med krav om betingelsesløs underkastelse. For det kristne Europa var tidspunktet ekstraordinært ubelejligt. Der var kun gået ni år siden Konstantinopels fald til de muslimske osmanner. Vatikanet, som med en vis succes havde igangsat et korstog for at standse osmannernes yderligere fremtrængen, opfordrede nu til en lignende reaktion over for kineserne, bare til søs. Det skulle senere blive kendt som Det Maritime Korstog.
I ET SØSLAG ud for Kap Trafalgar besejrede en hovedsagelig spansk flåde af mindre, men mere manøvredygtige fartøjer de store tunge kinesiske skibe. ’Miraklet ved Trafalgar’ blev det kaldt. Det var en triumf for europæerne, men krigen havde en paralyserende virkning på deres psyke. Europa følte sig belejret fra alle sider – osmannerne mod øst og kineserne mod syd – og kontinentet blev mere indadvendt.
Da den italienske søfarer Christoffer Columbus i 1492 anmodede den spanske krone om opbakning til sin idé om at finde en ny søvej »til Indien« – hvormed han egentlig mente: til Kina – stødte han derfor på en mur af afvisning.
»Det er ikke Guds vilje, at vi igen skal udfordre det frygtelige Catay«, sagde dronning Isabella, idet hun brugte den middelalderlige spanske betegnelse for Kina.
»Det er ikke Guds vilje, at vi igen skal udfordre det frygtelige Catay«
- Dronning Isabella af Spanien om det kinesiske rige
Imens havde kineserne travlt. I årene efter Zheng Hes død sendte Ming-dynastiet også ekspeditioner ud i det enorme og kun delvist udforskede Stillehav. En kinesisk flåde kastede i 1450 anker ud for en stor ø, hvor muselignende væsner »så store som tigre« hoppede rundt på to ben. To år efter nåede en anden flåde et dybfrossent kontinent langt mod syd. »Vi er i sandhed ved verdens ende«, skrev embedsmanden Li Zengfu, der var ekspeditionens leder. »Fuglene kan ikke flyve, og de har mistet deres farvepragt«.
Samtidig var kineserne optaget af tanken om at finde en rute østpå hen over Stillehavet, og i årtier forsøgte de at afkode oceanets mystiske vindmønstre, men uden held. Det var, som om himlen ikke ønskede, at de kinesiske skibe sejlede i dén retning, for de dominerende vinde blæste alle østfra. Det var først i 1480’erne, søfareren Wu Xiongli opdagede vinde længere nordpå i Stillehavet, som blæste i den ’rigtige’ retning, fra vest mod øst.
Med den opdagelse var vejen banet for kinesernes rejser hen over Stillehavet og udforskningen af et nyt kontinent. Den første ekspedition nåede i 1485 frem til det, der senere blev kendt som Mexico. Her stødte kineserne på en civilisation kendt som aztekerne, hvis stramt hierarkisk opbyggede samfund mindede dem om deres eget. Senere sejlede de ned langs det nye kontinents kyst og mødte et endnu mægtigere imperium i form af det nyligt etablerede Inkarige.
DET NYE KONTIGENT BLEV KENDT som Dongjiang, ’den østlige grænse’. Den kinesiske kejser var hovedsagelig interesseret i tributforhold, og derfor fokuserede han på de kulturer, der var tilstrækkeligt organiserede til at opretholde regelmæssige diplomatiske forbindelser. Det store område nord for Mexico så han helt bort fra, for her boede, med en krønikeskrivers ord, kun »bemalede vilde, halvt mennesker og halvt fugle«.
Vejen var banet for et kinesisk verdensherredømme. Eller var den? Det vil vi aldrig kunne vide med sikkerhed. For i 1600-tallets midte var Ming-dynastiet på vej mod et af de cykliske sammenbrud, der havde ført til enden på alle tidligere dynastier. Ming-dynastiets kollaps indebar, at kineserne i en række årtier var optaget af interne stridigheder og forlod den globale scene. Den kejserlige flåde glimrede ved sit fravær overalt fra Sydamerika til Afrika.
Den chance greb europæerne, og i første omgang etablerede de små kolonier i de områder nord for Mexico, som kineserne ikke havde haft interesse for. De fik navne som Virginia, Ny Amsterdam og La Nouvelle-Orléans. Snart blev det basis for en dyster plantageøkonomi, som krævede arbejdskraft i form af slaver, og europæerne udbredte derfor deres indflydelse til Afrika.
Den kinesiske magtsfære blev gradvis fortrængt til den sydlige og østlige del af Afrika, og da den britiske kaptajn James Cook i 1770 med sin flåde sejlede rundt om kontinentets sydspids fra Atlanterhavet ind i Det Indiske Ocean, var det bemærkelsesværdigt, at der ikke lå nogen kinesisk flåde parat til at standse ham.
Kinas svækkelse blev stillet til skue for alverden.
DET SKABTE EN FLODBØLGE af europæisk foretagsomhed. I løbet af de næste årtier faldt den ene kinesiske bastion efter den anden: Indien, Ceylon, Filippinerne, Indonesien, Australien og til sidst også Sydamerika. 1800-tallet blev europæernes århundrede, og ved år 1900 havde deres handelshuse endda etableret sig i særlige områder på selve det kinesiske kejserriges territorium: Canton i syd og Shanghai i øst.
En senere tids historikere diskuterede i det uendelige, hvorfor Kina trods sit store forspring ikke var i stand til at beholde sin plads som verdens førende magt. De pegede på flere forskellige faktorer, men næsten alle var enige om, at den statskontrollerede model for oversøisk ekspansion, som Kina favoriserede, endte med at være en alvorlig hæmsko.
Det stod især klart, når historikerne sammenlignede med den europæiske tilgang. Specielt i England og Nederlandene blev en stor del af initiativet overdraget til private entreprenører, ofte organiseret i selskaber, der med profit som motiv var i stand til at identificere nye markeder med langt større hast end det tunge kejserlige bureaukrati i Kina.
Selv om Zheng He i de første århundreder efter sin død havde heltestatus, blev han for langt senere generationer et eksempel på alt, hvad der var galt med den kinesiske måde at bygge et globalt imperium på: oppustet og kluntet, ligesom de skibe, han ledede på sine eventyrlige togter mod fjerne riger. Med andre ord en tragisk skikkelse – men også et symbol på Kinas muligheder i en global verden.
