De sad i fuldt ornat på tilskuerrækkerne for at markere deres modstand, da det var blevet tid til at stemme. Som en sidste appel til Vorherre holdt en af præsterne ligefrem et krucifiks frem for sig og lukkede øjnene i stille bøn.
Men lige meget hjalp det. Den dag, 24. maj 1973, vedtog et bredt politisk flertal i Folketinget loven om fri abort, og præsterne ududvandrede oprørt fra salen, da vedtagelsen var en realitet.
Der var dog også glæde på tilskuerrækkerne. En flok unge mennesker, som også havde fulgt afstemningen, var tydeligt glade og lettede over lovens vedtagelse. I 10 år havde de kæmpet for kvinders ret til at bestemme over egen krop. I 1963 havde Dansk Kvindesamfund, den pæne borgerlige kvindeorganisation, som blev stiftet helt tilbage i 1871, nemlig oprettet en ungdomskreds i et forsøg på at tiltrække yngre medlemmer.
En håndfuld personer meldte sig ind, blandt dem folk som socialrådgiveren Tine Bryld og den jurastuderende Grethe Fenger Møller, som siden blev konservativ folketingspolitiker.
Der var også mandlige medlemmer af Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, som straks slog sig op på en række mærkesager. De handlede blandt andet om, at kvinders økonomiske uafhængighed skulle sikres gennem uddannelse og lønarbejde. De unge talte også om den hjemmegående husmor som en »samfundsabnormitet«, hvilket var noget af en udmelding i en tid, hvor godt og vel halvdelen af kvinderne i Danmark gik hjemme, som det hed.
Og så ville ungdomskredsen have fri abort. Kvinder – og mænd for den sags skyld – skulle ikke bindes til hjem og ægteskab på grund af uønskede graviditeter og børn.
Præster korser sig på tilhørerpladserne, mens Folketinget vedtager loven om fri abort.
Det var ikke lige de emner, Dansk Kvindesamfund havde forestillet sig, at de unge skulle bringe på bane. En del af deres medlemmer var jo netop husmødre, og provokeret abort stred mod den gængse moral og blev kaldt fosterdrab.
Andre unge var også ude med budskaber, som gav genlyd i hele landet. Danmarks Radio havde monopol på radio og tv og var derfor så stor en magtfaktor, at en enkelt udsendelse kunne vende den offentlige mening og skabe politisk debat. I december 1963 fik en 21-årig kvinde eksempelvis øgenavnet Pessar-Ulla, efter at hun i den bedste sendetid, nærmere bestemt kl. 20.20, hvor flertallet af befolkningen sad klar med kaffe og kage til aftenunderholdningen, chokerede befolkningen.
KVINDEN HED ULLA DAHLERUP, hun var forfatter, og på tv sagde hun, at lovgivningen burde ændres, så piger under 18 år kunne få pessar uden forældrenes samtykke, og at alle unge skulle have seksualoplysning i skolen.
Dahlerup blev på én aften berømt og berygtet for at tale om unges sexliv og prævention, men hun havde ramt noget, som vakte gehør, for hun blev en efterspurgt foredragsholder, som fra landets talerstole fortalte, at der årligt blev født 6.500 børn uden for ægteskab og foretaget 17.000 illegale aborter.
Tusindvis af ægteskaber blev hvert år indgået, sagde hun, blot fordi pigen var gravid, og mange af de forhold endte med skilsmisse.
Året efter, i 1964, besluttede en gruppe studerende på Københavns Universitet at holde, hvad de kaldte en abortuge. De sagde, at siden 1955 var antallet af fødsler uden for ægteskab steget markant, og de mente, at tiden var inde til en offentlig debat om det, de kaldte abortproblemet.
De unge havde taget ordet, og de var ikke til at stoppe. Medlemstallet i ungdomskredsen steg, og den fik en formand ved navn Bjørn Selden. Han var gift, far og drev virksomheden Temptation, hvor han fabrikerede pikant undertøj. Det skabte rav i mediebilledet, at en ung mand talte om fri abort, og interessen blev ikke mindre, da ungdomskredsen i 1967 begyndte at organisere rejser til det kommunistiske Polen, hvor der var fri abort.
»Hvad har gjort ungdommen af i dag så kynisk, så brutal, at dens livssyn er parallelt med nazisystemets: Man udrydder de uønskede«
Læser i Politiken
Kvinder, som ikke kunne få en abort gennem Mødrehjælpen, kunne få oplysning om navne og adresser på klinikker i Polen. Selden fortalte pressen, at udgifterne for indgreb, rejse og ophold løb op i 500 kroner, men at ungdomskredsen ikke var rejsearrangører, de vejledte bare om abortrejserne, som var en aktion, der skulle få myndighederne til at ændre den danske lovgivning.
Daværende formand for Dansk Kvindesamfund Nathalie Lind, som var Venstre-politiker og landsretssagfører, tog kraftigt afstand fra rejserne. Det prellede af på de unge, og Bjørn Selden kaldte hende og Kvindesamfundet for en samling kagekoner.
AKTIVISMEN OG PROVOKATIONERNE virkede. De unge jublede, de ældre gøs, journalisterne elskede det hele, og de unges abortkamp fik spalteplads.
Politiken kunne fortælle, at avisen havde »modtaget et væld af indlæg i debatten om abortproblemet«.
En kvinde skrev, at i stedet for at indføre fri adgang til abort burde mænd lade sig sterilisere. En typograf mente, at de unge burde kæmpe for, at samfundet blev indrettet, så »svangerskab ikke er en katastrofe og en hindring for menneskelig social frihed«. Og en lærerinde fra Lolland tyede til både Heinrich Himmler og jødeforfølgelser og skrev:
»Hvad har gjort ungdommen af i dag så kynisk, så brutal, at dens livssyn er parallelt med nazisystemets: Man udrydder de uønskede«.
Samme år lavede DR’s radiojournalist Willy Reunert et program, hvor gifte og ugifte danskere fortalte om, hvordan de på grund af uddannelse, arbejde, sygdom eller dårlige boligforhold havde måttet få foretaget en illegal abort. Nogle havde selv udført indgrebet, andre havde fået hjælp af en ven eller betalt sig fra det hos en mere eller mindre tvivlsom læge eller kvaksalver.
Som med Dahlerups tv-optræden lyttede befolkningen med, og de kunne ikke lide at høre om de lyssky og sundhedsfarlige indgreb. På baggrund af ungdomskredsens arbejde og radioudsendelsen fremsatte SF derfor et lovforslag om fri abort. Det kunne ikke mønstre et flertal, men Folketinget nedsatte en svangerskabskommission, som skulle gøre politikerne klogere på abort. To år efter, i 1969, lå en rapport klar, men hverken verden eller abortforkæmperne havde stået stille i den mellemliggende tid.
Efter abortrejserne til Polen blev konflikten mellem ungdomskredsen og Dansk Kvindesamfund så stor, at de unge sagde farvel til kagekonerne. Året var 1968, ungdomsoprørets år, hvor unge mennesker gik på barrikaderne i Europa og USA i kamp mod autoriteter og krig og for rettigheder til undertrykte personer og grupper, deriblandt kvinder.
Bjørn Selden på Individ og Samfunds såkaldte Abortkontor i Revalsgade på Vesterbro i København i 1969. Bemærk plakaten.
I april holdt udbryderne stiftende generalforsamling for Individ og Samfund. Bjørn Selden gik til pressen og fortalte, at den nye organisation var udenomsparlamentarisk og provokatorisk. Året efter rykkede Individ og Samfund ind i lokaler på Vesterbro i København og kaldte stedet Abortkontoret.
Da havde svangerskabskommissionen afleveret sin rapport, og den konkluderede, at antallet af ansøgninger om abort havde været stigende siden 1950’erne, og at prævention, blandt andet p-piller og pessar, havde vundet indpas i befolkningen.
Det fik Individ og Samfund til at skrue op for sit arbejde. Nu henviste de ikke længere gravide kvinder til Polen, i stedet gik turen til London, hvor der ikke var fri abort, men dog en lovgivning, som gjorde det muligt mod betaling at få foretaget indgrebet.
Der var travlhed på Abortkontoret, hvor politiet var en hyppig gæst, som kom for at tjekke, at foreningen ikke brød loven, og så var der kvinderne med de uønskede graviditeter. De blev rådgivet til først at søge hjælp hos Mødrehjælpen, og hvis ikke det var vejen til en abort, så fik de oplysninger om, hvordan de kunne få foretaget en abort på en klinik i London.
Små abortkontorer skød frem i Danmark, og en nat i juni 1969 blev godt og vel 2.000 plakater hængt op rundtom i landet. Inden politiet fik fjernet plakaterne, havde mange læst budskabet:
’Søger De abort, få først vejledning hos Individ og Samfunds kontorer om Deres muligheder’.
Bjørn Seldens telefonnummer stod på plakaten, og i dagene efter ringede utallige abortsøgende kvinder og rasende abortmodstandere, som alle havde en del, de ville tale med formanden om.
DET BLEV IKKE BEDRE, da Individ og Samfund udsendte et lille orangefarvet hæfte med titlen ’Gør-det-selv-abortvejledningen’.
På første side var et fotografi, hvor læseren så lige op i kønnet på en kvinde, som lå med spredte ben i et gynækologisk leje. Opfordringen lød, at hvis Mødrehjælpen eller en udenlandsk læge ikke kunne hjælpe, så måtte kvinderne foretage abort på sig selv. Teksten beskrev hvordan, og da det var en gør-det-selv-guide, var kvinden på fotografiet – skulle man tro – placeret i sin seng derhjemme, benene var understøttet af to spisestole, og lyset på hendes køn kom fra et par arkitektlamper.
Pjecen befandt sig ligesom plakaten på kanten af lovgivningen med dens opfordring til at udføre en provokeret abort, men den gav også problemer internt i Individ og Samfund. Nok ville de gerne provokere, men en hjemmeabort var farligt og forbudt. Bag konflikten lå en større problematik, Individ og Samfund var tværpolitisk, men nu mente adskillige af medlemmerne, at det var nødvendigt med politisk, det vil sige socialistisk, aktivisme.
Det endte med, at Selden gik af som formand, dels kunne han ikke lide pjecen, og dels mente han ikke, at Individ og Samfund skulle være en socialistisk forening.
Gallup foretog i 1969 en meningsmåling, som viste, at 40 procent af befolkningen var tilhængere af fri abort, 41 procent var imod, mens resten ikke vidste, hvad de skulle mene.
Dansk Kvindesamfunds medlemmer holdt møde på Nyborg Strand, hvor et flertal nu gik ind for fri abort. Lovmæssigt var der også nye tiltag på vej. I 1969 blev billedpornoen lovlig. I 1970 kom loven om obligatorisk seksualundervisning i skolen. Og samme år vedtog et flertal af medlemmerne af Folketinget med en konservativ justitsminister i front en svangerskabslov, som gav mulighed for abort, hvis der var sociale indikationer som dårlig boligsituation, manglende uddannelse, dårlige arbejdsmæssige forhold eller mere end fire børn i familien.
Den nye lov gjorde det lettere at få en abort, men Mødrehjælpen skulle stadig give tilladelse.
Tine Bryld medvirker på P2 om ungdomskredsens abortrejser i 1967. Siden blev hun selv en berømt radiovært på programmet ’Tværs’.
Det blev af mange betragtet som uværdigt og formynderisk, ikke mindst af en ny bevægelse, som i 1970 meldte ud, at de erklærede »mandssamfundet krig« og tog afstand fra både »Dansk Kvindesamfund og Individ og Samfund, der betegnes som halvdødt bureaukrati«.
DET VAR RØDSTRØMPERNE, som hverken havde medlemslister eller generalforsamlinger, men var løst organiseret og befandt sig på venstrefløjen. De var mange, og nogle af dem kom fra Individ og Samfund. Nu blev det dem, der lavede aktioner, holdt møder og organiserede demonstrationer, hvor der blev agiteret for fri abort.
Modstanderne, som ikke mindst befandt sig i kirkelige og kristne kredse, samlede sig også. Kristeligt Folkeparti var blevet stiftet som en reaktion på pornografiens frigivelse, og partiet betragtede abort som fosterdrab og mente, at lovene om pornografi og seksualoplysning var ødelæggende for familier og samfund. Fronterne var skarpt trukket op, og de to grupper stod på hver sin side af en dyb generationskløft.
Det var derfor, de 16 præster i fuldt ornat 24. maj 1973 tog plads på Folketingets tilskuerrækker og ved siden af de unge, da loven om fri abort var til afstemning. Præsterne var nødt til at vise deres modstand og kæmpe for det ufødte barns rettigheder. På samme måde var de unge tilhængere mødt op for at tilkendegive, at det var en kvindes ret selv at bestemme over sin krop. Det blev, som de unge havde kæmpet for i 10 år: Loven blev vedtaget. 96 folketingsmedlemmer stemte for, 56 imod, 17 stemte ikke, og 11 medlemmer var fraværende.
Rødstrømperne fik i høj grad æren for den fri abort, som blev en del af historien om den venstreorienterede kvindekamps sejre, mens ungdomskredsen, Individ og Samfund og ikke mindst en mand som Bjørn Selden gik i glemmebogen.
Men et vue ud over debatten før den fri abort i 1973 viser, at en bred tværpolitisk bevægelse også var med til at give danske kvinder ret til at bestemme over deres egen krop og bringe en uønsket graviditet til ophør.
