Den evangeliske teolog Francis Schaeffer var i 1970’erne blevet lidt af et navn. Sammen med sin hustru, Edith Shaeffer, havde han i 1955 grundlagt det evangelisk-kristne fællesskab L’Abri (’ly’ på fransk) i De Schweiziske Alper og var med tiden så småt blevet en offentligt kendt person, som visse religiøse grupper lyttede til.
Derfor blev han opfordret til med udgangspunkt i sit kritiske syn på tidens mange omvæltninger at producere en film om Vestens kulturelle storhed og forfald.
Han satte sin søn, Frank Schaeffer, til at instruere sin kristne kulturhistoriske film, ’How We Should Then Live’ fra 1977, et illustreret religiøst foredrag på 4,5 timer, som endte med at blive delt op i 10 episoder.
I en af de sidste episoder siger Francis Schaeffer, at »med højesteretsdommen bliver det ufødte barn ikke set som et menneske«, mens en underliggende lyd af et menneskes hjerteslag bliver fulgt af barnegråd.
Her refererer han til Roe v. Wade-kendelsen, der i 1973 gav alle amerikanske kvinder ret til abort. Vendingen er et tidligt udsagn i en af den amerikanske kulturkamps bitreste diskussioner, der har sat sit præg på offentligheden i årtier. Frank Schaeffer argumenterede i ’How We Should Then Live’ for, at fri abort var et eksempel på et samfund, der havde forladt kristendommen som grundlag og erstattet den med en sekulær nyttetænkning og hedonisme. Og at det i sidste ende vil føre til samfundets sammenbrud.
Inden filmserien udkom i 1977, havde de kristne evangelister på ingen måde været optaget af spørgsmålet om abort. Den blev af evangelisterne, hovedsageligt protestanter og anglikanere, set som en katolsk værdisag. Alligevel endte de to sidste episoder af ’How We Should Then Live’ med at handle om Roe v. Wade-dommen.
Dermed fandt modstanden mod retten til fri abort vej til et nyt publikum – serien gjorde Francis Schaeffer til en prominent stemme i evangeliske miljøer – men det gik hen over hovedet på det øvrige samfund.
»Elitemedierne på kysterne«, som sønnen Frank Schaeffer siger i BBC-podcasten ’Things Fell Apart’, gik ikke op i, hvad evangelisterne mente, eller hvad de stemte.
Efter at filmene var udkommet i 1977, satte far og søn sig for at lave endnu en film – denne gang alene dedikeret til vildfarelserne ved fri abort. Og da den udkom to år senere, havde de endnu mere held med deres foretagende.
KONFLIKTEN OM abortspørgsmålet er på ny intensiveret i USA, efter at den amerikanske højesteret 24. juni i år omstødte Roe v. Wade-kendelsen, hvilket betyder, at amerikanske kvinder har mistet deres forfatningssikrede ret til abort.
Dommen var forventet, efter at mediet Politico i maj 2022 udgav et knap 100 sider langt dokument fra højesteretten, der højst usædvanligt var blevet lækket. Dokumentet viste interne drøftelser om den nu afsluttede retssag i delstaten Mississippi.
USA har siden 1973 haft en temmelig liberal lovgivning på området, hvor kvinder kan få foretaget abort frem til omkring uge 24 af graviditeten. Dog bliver langt de fleste af alle aborter i USA gennemført inden for graviditetens første 12 uger.
Da Mississippi i 2018 indførte en lov, der forbyder de fleste abortoperationer efter de første 15 uger – i Danmark er grænsen 12 uger – fik det straks Mississippis eneste tilbageværende abortklinik, Jackson Women’s Health Organization, til at sagsøge Thomas E. Dobbs fra delstatens sundhedsdepartement. Højesteretssagen omtales derfor som Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization.
Domstole på lokalt og delstatsniveau havde hidtil ikke afvist, at Mississippis nye lov var forfatningsstridig. Sagen nåede så til landets øverste domstol i december 2021.
I løbet af næsten 50 år har USA’s højesteret behandlet mere end 20 sager om abortspørgsmålet, hvilket ikke før nu har givet anledning til, at den forfatningssikrede ret til abort blev fjernet.
HØJESTERETSDOMMEN FØRTE senere i 1970’erne til konflikter på tværs af USA, en national bevægelse af religiøse antiabortaktivister blev aktiveret, og samtidig satte det gang i en akademisk debat om de juridiske argumenter.
Ruth Bader Ginsburg, der i 1993 blev udpeget til højesteretsdommer af præsident Bill Clinton, var allerede dengang kritisk over for argumenterne bag Roe v. Wade-kendelsen i 1973, da hun arbejdede for den liberale organisation American Civil Liberties Union. Selv om hun var stærk fortaler for retten til abort, mente hun, at kendelsen fra 1973 var for svag.
Hun mente, at en mere trinvis tilgang til legalisering af abort havde været bedre end den landsdækkende dom fra 1973, der gjorde adskillige antiabortlove på delstatsniveau ugyldige med det samme.
I stedet argumenterede hun for, at en afgørelse, der beskyttede abortrettigheder, ville have været mere holdbar, hvis den havde fokuseret på ligestilling mellem kønnene snarere end på retten til privatliv, som var det, højesteretsdommerne havde lagt vægt på i Roe v. Wade-dommen.
Som advokat arbejdede Ruth Bader Ginsburg i begyndelsen af 1970’erne med en anden sag, som hun siden mente ville have egnet sig bedre som indgangsvinkel til indførelse af varige abortrettigheder.
Ginsburgs sag, Struck v. Secretary of Defense (forsvarsministeriet, red.), handlede om Susan Struck, som var kaptajn i det amerikanske flyvevåben og blev gravid, mens hun tjente i Vietnam. Her fik hun valget mellem at få en abort på basens interimistiske hospital og forlade flyvevåbnet.
Struck ønskede ikke en abort, men ville bruge de feriedage, hun havde sparet op, til at føde og bortadoptere barnet, fordi abort ikke var i overensstemmelse med hendes katolske tro. Men de gældende bestemmelser i flyvevåbnet lød, at var man gravid, måtte man ud. Medmindre man altså fik en abort. Den praksis overtrådte princippet om lige rettigheder uanset køn, da en mand aldrig ville blive beordret ud af tjeneste, fordi han skulle være far.
Det fik Struck til at sagsøge flyvevåbnet. Hovedvægten lå altså her på kvinders ligestilling med mænd, som i lige så høj grad havde ansvar for undfangelsen, men også på to andre vigtige principper nedfældet i forfatningen: retten til selv at vælge sin fremtid og lykke og retten til sin personlige religiøse overbevisning.
Men advokaterne Linda Coffee og Sarah Weddington kom Ginsburg i forkøbet med sagen om Roev. Wade.
OFTE FORBINDES ROE v. Wade-kendelsen med den politiske splittelse i USA mellem demokrater og republikanere. Men de ideologiske kampe begyndte ifølge den anerkendte amerikanske retshistoriker Mary Ziegler først efter 1973 og stødte sammen med andre hændelser, der ikke som sådan havde at gøre med højesterets beslutning. Faktisk søgte aktivister på begge fløje i begyndelsen 1970’erne konsensus mellem retten til at bestemme over egen krop og fosterrettigheder.
Såvel konservative som liberale stemmer mente (af vidt forskellige årsager), at kvinder skulle have ret til velfærdsgoder under graviditeten, barsel efter fødslen og støtte til at forsørge et barn, især hvis de var enlige mødre. Prominente abortmodstandere som Marjory Mecklenburg mente eksempelvis, at kvinder, der valgte abort, var sårbare og fortjente statsstøtte, men den form for velfærdstænkning var ikke populær i USA i slut-70’erne, hvor også neoliberalismen begyndte at vinde frem.
Samtidig skærpede demokraterne og republikanerne i løbet af 1970’erne deres partistrategier, mens også en ny kristen højrebevægelse vandt frem. En af årsagerne til den begyndende konservative-kristne medvind var ifølge historikere 1960’ernes ungdomsoprør, som kaldte på modreaktion.
Alt det var tilsammen med til at underminere fløjenes mulighed for at finde fælles fodslag.
Da den republikanske kandidat Ronald Reagan i 1980 blev valgt til præsident, fik det religiøse højre og de kristne evangelister, hvad de ønskede: en konservativ præsident, der lagde vægt på traditionelle familieværdier, og som – i hvert fald udadtil – var udpræget abortmodstander.
Men holdningerne til abort var ikke altid så skarpt opdelt. Demokraten Jimmy Carter, der blev valgt til præsident i 1976, var også modstander af abort og udpegede en katolsk ditto som sin sundhedsminister. Siden Reagans regeringstid i 1980’erne synes holdningerne på hver sin side dog at være låst fast.
EFTER UDGIVELSEN af deres anden antiabortfilm, ’Whatever Happened to the Human Race?’, i 1979 tog Francis og Frank Schaeffer en ny metode i brug for at udbrede budskabet. De lejede sig ind på store stadioner på tværs af USA for optræde med deres evangeliske ’shows’.
I begyndelsen kunne de dog have nøjedes med mindre, for de store arenaer var temmelig tomme, men da tabloidavisen New York Post skrev om Schaeffers bizarre dokumentarfilm, fulgte andre medier trop. Feministiske organisationer kom op af stolene og begyndte nu at demonstrere uden for disse ’shows’. Når først feministerne var på pletten, mødte flere evangelisk-kristne op og støttede Francis og Frank Schaeffer – i begyndelsen ikke så meget på grund af abortspørgsmålet, men fordi de så feministerne som fjender af deres kristne familieværdier.
Konflikten fik lokale nyheder til at dække de evangeliske shows.
På begge sider var man efterhånden rasende. En kulturkrig var begyndt.
Francis Schaeffer var nu blevet en markant abortmodstander og skrev blandt andet i sin ekstreme bog ’A Christian Manifesto’ udgivet i 1981, at »abort i sig selv ville være værd at bruge meget af vores liv på at kæmpe imod, fordi det er drab på menneskeliv, men det er kun et symptom på totalen«.
Pludselig skulle kvinder forholde sig til vrede demonstranter uden for gynækologiske klinikker, selv når de blot kom for at få foretaget en ultralydsscanning. Abortklinikker blev bombet. Da gynækologen (som qua sin profession også udførte aborter) David Gunn i 1993 blev skudt og dræbt uden for en abortklinik i Florida af en ekstremistisk abortmodstander, var han ikke den sidste.
Francis Schaeffers søn, Frank, er i dag 70 år og liberal demokrat og har i adskillige år været fortaler for abort og kvinders rettigheder.
Som han for nylig har sagt til den amerikanske tv-station CNN: »Jeg ser tilbage på min ungdom måske på samme måde som mennesker, der har været i krig, eller som hvis man i 1930’erne havde været medlem af fascistiske grupperinger. Jeg føler den samme form for anger«.
