Den 1. august klokken 17 samles flere tusind mennesker i centrum af Warszawa. Det gør de hvert år. Mange bærer brede rød-hvide bånd på overarmen eller en T-shirt med et W og et P, der er vokset sammen. Nogle af dem medbringer (ulovlige) nødblus, som fylder luften med røg.
Der er et minuts stilhed, patriotisme i metermål og følelser uden på tøjet.
Det er ikke så mærkeligt. Det sammenvoksede PW står for ’Powstanie Warszawskie’, Warszawa-opstanden.
Historien om Warszawa-opstanden er en historie om utroligt vovemod, patriotisme og martyrier i spandevis, om snarrådighed og opfindsomhed, om sult og nød, lidelse og brutal død, om soldater forrået af mange års kampe, om uhæmmet nedslagtning af civile, om den totale ødelæggelse af en kulturelt enestående hovedstad i en stor og stolt nation, om et gigantisk forræderi. Om alt det fineste og alt det grimmeste i mennesker.
Det er oplagt filmmateriale, og der er da også lavet adskillige, fra Andrzej Wajdas ’Kanał’ (dansk: ’De 63 dage’) fra 1957 over ’Warsaw Uprising’ fra 2014, med originale kolorerede arkivfilm, til langt mere kulørte fremstillinger, komplet med kugleregn, smukke helte og heltinder og ung umulig kærlighed.
Så det er ikke bare Hollywood-materiale. Det var ekstremt blodig virkelighed. Og det skete lige her, i midten af Europa, næsten fem år inde i Anden Verdenskrig, fra klokken 17 1. august 1944.
DET VAR HER, i Polen, Anden Verdenskrig var begyndt, og begivenhederne involverede fra første måned fem af krigens vigtigste aktører: Polen, der blev invaderet af Nazityskland 1. september og af Sovjetunionen fra 17. september 1939 , samt Storbritannien og Frankrig, Polens allierede, der som konsekvens af den tyske invasion erklærede krig mod Nazityskland.
De erklærede ikke krig mod Sovjet efter 17. september. De gjorde ikke meget andet end at erklære krig (altså nogle ord på et stykke papir), før Danmark, Norge, Benelux og det nordlige Frankrig i foråret 1940 også blev invaderet. Og briterne gjorde, både i begyndelsen og mod slutningen af krigen, meget ud af at understrege, at de havde lovet at garantere Polens suverænitet, ikke at bevare landets grænser.
Storbritannien kunne med andre ord ikke love polakkerne noget, selv om de efter at have lagt land og folk til næsten seks års altødelæggende krig, til nazistiske udryddelseslejre, til sovjetiske deportationer. Og polakkernes modstand kunne heller ikke veksles til løfter. Flere hundrede tusinde polakker havde ellers kæmpet sammen med både de vestlige allierede og Sovjet mod Nazityskland, og næsten hver femte polske statsborger var blevet dræbt under krigen. Men landet kunne altså ikke regne med at genopstå med de grænser, den polske stat havde haft før krigen.
Sagen var, at Stalin gerne ville have en god luns af det østlige Polen. Det havde været aftalen med Nazityskland i Molotov-Ribbentrop-aftalen fra 23. august 1939, der gjorde Anden Verdenskrig mulig, og det kom tættere og tættere på at ligne aftalen med Storbritannien (ved premierminister Winston Churchill) og USA (ved præsident Franklin D. Roosevelt).
Briterne kaldte den foreslåede nye grænse mellem Polen og Sovjet ’Curzon-linjen’, Sovjet betegnede den med vanlig Orwellsk sans som ’fredsgrænsen’.
Det var sådan set lige meget. Polens allierede var ved at aftale, hen over hovedet på Polen, at landet skulle miste det sagnomspundne østlige område Kresy med hovedbyen Lwow (i dag den ukrainske by Lviv). Til gengæld kunne de få et stykke af det østlige Tyskland, da Tyskland, det kunne alle efterhånden se, ville tabe krigen.
Som Churchill sagde allerede på Teheran-konferencen i 1943:
»Polen kan flyttes mod vest som soldater, der tager to trin til venstre«.
Oprørssoldater fra den polske hjemmehær poserer for kameraet.
Så der røg Polens grænser. Efter krigen røg Polens suverænitet også, da det var blevet ’befriet’ af Sovjet. Den proces begyndte allerede med Jalta-aftalen i februar 1945, men det er en anden historie.
1. august 1944 stod massive allierede styrker i Normandiet efter landgangen på D-dag, andre allierede kæmpede sig vej op gennem Europas soft underbelly (som Churchill sagde), Italien, og Stalins Røde Hær var så langt inde i Polen, at Warszawa var i kikkerten.
Flere steder i Europa forberedte modstandsbevægelserne oprør mod nazisterne. Problemet var timingen. Skete det for tidligt, ville de blive nedkæmpet. Skete det for sent, ville de ikke nå det før befrielsen. Det optimale ville være to-tre dage, før tyskerne overgav sig til de allierede, så de lokale ville kunne nå at gøre en forskel.
Det var i sommeren 1944 almindeligt kendt, at de allierede ville kunne forsyne oprørere fra luften, bombe fjenden og landsætte forstærkninger med faldskærm. Hvis den polske undergrundshær Armia Krajowa (Hjemmehæren, AK), der var under kommando af den polske eksilregering i London, skulle gøre oprør mod den tyske overmagt, skulle det være nu. Før Den Røde Hær ankom og tog magten og æren. Især magten.
I ugerne op til 1. august havde der været endeløse diskussioner dels internt blandt de polske ledere, dels mellem polakkerne og deres vestlige allierede. Churchill var ikke tryg ved Stalin, men de var nu engang allierede, siden Tyskland var faldet sin tidligere samarbejdspartner i ryggen med et enormt angreb på Sovjet i sommeren 1941 under navnet Operation Barbarossa. Min fjendes fjende.
Den britiske presse var forholdsvis uinteresseret i polakkernes sag, og briterne ikke for fine til at anse polakkerne for at være en laverestående race. Roosevelt, der ikke som Storbritannien var gået i krig på grund af Polen, forsikrede godt nok i juni 1944 den polske premierminister i eksilregeringen i London, Stanislaw Mikolajczyk, om, at USA’s regering stod »solidt« bag Polen, og at Stalin derfor ikke turde tage landets frihed.
»Jeg skal sørge for, at jeres land ikke kommer såret ud af denne krig«, lød det, men Roosevelt havde alligevel større fisk at fange: krigen i Asien og oprettelsen af FN.
Planen var, at Mikolajczyk skulle tage til Moskva og forhandle med Stalin. Mikolajczyk var presset af de vestlige allierede, der ville have ham til at give Stalin alt det, han ville have: en stor luns af det polske territorium, accept af Stalins forklaring på Katyn-massakren, hvor over 20.000 polske officerer var blevet nakkeskudt (forklaringen lød, at det var nazisterne, der havde gjort det) og af en ’venligsindet’ ny polsk regering med udgangspunkt i den marionetregering, han havde fået installeret i den østpolske by Lublin.
Og Mikołajczyk var presset internt, af polakker, der kendte Stalins Gulag-lejrsystem indefra og udmærket var klar over, hvem der havde beordret de mere end 20.000 polske officerers nakkeskudt i Katyn-massakren, og derfor anså enhver indrømmelse til Stalin som dels forræderisk, dels enormt farlig.
Klokken 17 1. august 1944 blev en god del af de nazistiske nøglepunkter i byen angrebet af en flok unge mænd, mange af dem meget unge, samt en hel del kvinder, alle med rød-hvide armbind: De gik løs på varehuse, hovedpostkontor, kraftværk, togstationer og den symbolsk vigtige Umschlagsplatz, hvor flere hundrede tusinde jøder var blevet læsset på kreaturvogne og sendt til udryddelse i Treblinka.
Det lykkedes dem dog ikke at indtage Slotspladsen, lufthavnen og de vigtige broer over floden Wisła, der løber midt gennem byen.
Oprøret kom som en overraskelse, og ingen var blevet advaret. Civile på gaderne blev dræbt og andre for evigt afskåret fra deres hjem og familie. Og der var kaos i de tyske kommandocentre, fordi det var lykkedes Hjemmehæren, AK, at plante vildledende efterretninger om den forestående opstand.
Tyske soldater under kampene med de polske frihedskæmpere i 1944.
Lige fra begyndelsen tiggede og bad oprørerne den britiske regering i London om at kaste forsyninger ned med fly over byen og om at indsætte Royal Air Forces 1. Uafhængige Faldskærmsbrigade, der bestod af polakker, for at lade dem kæmpe sammen med AK om deres egen hovedstad, deres eget land (de blev til deres store fortrydelse sendt til Arnhem i stedet).
Natten mellem 4. og 5. august kastede de første RAF-bombefly forsyninger ned over byen.
LETTELSEN PÅ JORDEN VAR ENORM. Warszawa var ikke glemt (som i september 1939). Polen var del af en alliance.
Forsyningerne var dog ingenlunde tilstrækkelige, og søndag 6. august var grænsen nået. Oprørerne havde kalkuleret med at kunne holde stand i 48 timer, maksimum fem-seks dage, indtil hjælpen i form af massive allierede styrker nåede frem. De havde igen og igen appelleret om hjælp. De havde taget en del af byen, men ikke den hele, og havde altså hverken tabt eller vundet, men var dybt involveret i en opstand mod intet mindre end SS.
Det blev Heinrich Himmlers opgave at informere Adolf Hitler. Ifølge sin egen hukommelse sagde han:
»Mein Führer! Vi skal afslutte det … Warszawa vil blive likvideret, og denne by vil ophøre med at eksistere. I samme omgang vil polakkerne selv ophøre med at være et problem for vore børn og for alle, der følger efter os«.
Hans ordrer lød, at alle indbyggere skulle dræbes, der skulle ikke tages fanger, og hvert eneste hus skulle sprænges i luften og brændes.
Alle polakker. Alle bygninger.
AK havde intet andet valg end at kæmpe videre – og håbe på, at hjælpen snart nåede frem.
Da tyske forstærkninger ankom til de vestlige forstæder, tog de Himmlers ordrer bogstaveligt. Kampen mod AK blev sekundær, i flere dage var de i stedet travlt optaget af at dræbe alle polske mænd, kvinder og børn, de fik øje på. Spædbørn, nonner, hospitalspatienter, læger, invalide. Alle.
Alene 5. august blev 35.000 mænd, kvinder og børn dræbt. Langt de fleste civile.
Fremfærden måtte opgives, da den faktisk sinkede SS. Fra 6. august var det kun mænd, der skulle skydes. Tilfangetagne civile skulle sendes til en transitlejr uden for Warszawa (hvor de døde af sult og sygdom eller blev sendt videre til tvangsarbejde), og henrettelser foretages af Einsatz-kommandoerne (der var i træning, da de havde myrdet civile i Øst- og Centraleuropa i årevis). På den måde kunne angrebsenheden koncentrere sig om oprørerne.
AK havde intet luftvåben, intet tungt artilleri og kun få fuldt udstyrede enheder. De bestod af enheder på blot 50-100 mand, alle med deres egen vej eller bygning at forsvare. De samledes, skiltes og dukkede op igen.
SS ødelagde bygningerne, men folk – civile og oprørere – overlevede i kældrene, for en tid i hvert fald.
En polsk oprører med en flammekaster under Warszawa-opstanden. Hans dragt er en civil sporvognsfører-uniform.
Byen gik under jorden eller rykkede udenfor i baggårde. Kommunikation mellem de forskellige enheder foregik gennem kloakkerne og blev ofte varetaget af spejdere, der kun var store børn. Nødhospitaler, suppekøkkener og værksteder til reparation af våben opstod alle vegne, ofte bemandet af frivillige civile.
Der manglede mad, vand og medicin, men der blev alligevel ryddet murbrokker, slukket ildebrande, forbundet sår og begravet døde i parker, på pladser, i haver, under fortovene og i ruinerne. Der var politi, postvæsen og presse, radio, film, teater, kunst og litteratur.
Der var domstole – men der opstod også lynchninger. Især Volksdeutsche, folk af tysk afstamning udenfor Tyskland, og de kvinder, der havde haft forhold til tyskere, var i konstant fare.
Hvert distrikt fik sin egen borgmester, hver gade sin egen selvhjælpskomité, hver blok sin præfekt. Mange civile valgte at blive i byen. Tyskernes tilbud om opsamling i lejre var ikke tillokkende. De fleste forsøgte blot at overleve, men mange støttede oprørerne. Mange af dem var blot teenagere, men deres støtte gjorde det muligt for oprørerne at fortsætte.
Efter en uge havde oprørerne tre områder i byen: Den Gamle By, centrum og de sydlige forstæder. Om dagen smadrede tyskerne huse og barrikader, om natten genopbyggede AK barrikaderne og placerede snigskytter i ruinerne. Dermed blev der kæmpet om den samme gade, den samme bygning, flere gange, med enorme tab til følge. Når tyskerne endelig tog en gade, gennede de beboerne ned i en kælder, smed en granat derned og brændte gaden af, hus for hus.
Tyskerne rapporterede, at det her var det værste, de havde oplevet, siden Stalingrad. Men i Stalingrad var det to professionelle hære, der stod over for hinanden.
Den sidste uge i august angreb tyskerne AK’s stilling i Den Gamle By, hvor 8.000 oprørere forsvarede sig. Efter en uges bombardementer var der kun cirka 1.200 gange 600 meter bjergagtige ruiner samt 1.500 oprørere tilbage, og den svære beslutning om at trække sig ud af bydelen gennem kloakkerne blev truffet. 35.000 civile og 7.000 sårede blev efterladt. Da SS ankom, blev de efterladte sorteret som i Auschwitz.
De gamle, de syge og de sårede blev skudt straks. Resten blev sendt til Mauthausen- og Sachsenhausen-kz-lejrene.
FRA MOSKVAS SIDE var der foruroligende stille – indtil der indløb ildevarslende rapporter om, at Den Røde Hær var begyndt at arrestere AK-soldater uden for Warszawa.
I begyndelsen var Den Røde Hær undskyldt, da den blev mødt af en tysk modoffensiv øst for Wisla. Da august nærmede sig sin afslutning, og tyskerne for længst var slået, løb man tør for undskyldninger.
Det var politiske, ikke militære grunde, der holdt Den Røde Hær tilbage. Den Røde Hær kom ikke polakkerne til hjælp, fordi Stalin ønskede det sådan. Hvis Warszawa blev ødelagt, kunne den ikke bruges af tyskerne som fort i kampen mod Den Røde Hær. Hvis polakkerne og tyskerne nedkæmpede hinanden, behøvede Stalin ikke bekymre sig om nogen af dem.
Da Warszawa-oprøret var brudt ud, sendte han endda styrker fra fronten tilbage for at bekæmpe AK, godt bakket op af hans nye polske marionetregering i Lublin, der beordrede, at AK-soldater skulle arresteres, videregives til Den Røde Hær eller skydes, hvis de modsatte sig.
De polske hvid-røde armbånd skulle erstattes med kommunistiske røde. Alle med hvid-røde armbånd skulle skydes. »Længe leve marskal Stalin! Længe leve et frit socialistisk Polen!«.
Selv samme marskal Stalin førte en vent-og-se-politik: Hvor længe ville oprøret vare? Hvordan ville det påvirke hans politiske protegeer i Lublin-regeringen?
Samtidig skulle han beslutte sig for en militærstrategi: Ville han for alt i verden nå til Berlin før de vestlige allierede? Eller ville han først dreje sydpå og ’befri’ tre-fire lande, før han igen ræsede mod Berlin? Kunne han nå begge dele?
18. august meldte den sovjetiske viceudenrigsminister klart ud. Sovjet kunne naturligvis ikke forhindre det britiske og amerikanske luftvåben i at kaste våben ned til oprørerne i Warszawa, men de var »afgjort imod«, at flyene derefter landede på sovjetisk territorium, da den sovjetiske regering »hverken direkte eller indirekte ønsker at associere sig med eventyret i Warszawa«.
22. august fik NKVD, Sovjetunionens sikkerhedstjeneste, ordre til at arrestere alle de oprørere, de fik fat i. Folk, de for nylig havde kæmpet sammen med. Folk, de stadig kæmpede sammen med længere østpå.
Måske det var her, Den Kolde Krig begyndte?
Imens kunne indbyggerne i Warszawa se Den Røde Hær på den anden side af Wisla. Midt i september nåede Sovjets 143. infanteridivision frem. Også Zygmunt Berling, polak, medgrundlægger og kommandør over 1. Polske Armé i sovjetisk tjeneste, nåede frem. Fra 16. september gav han et mindre antal polakker i sin hær tilladelse til at svømme over floden for at komme deres landsmænd til hjælp.
Wisla er stor og kraftfuld, og fjenden var mægtig. Ikke mange drog af sted, færre nåede frem, og endnu færre overlevede den næste tids kampe der. Der kom ikke flere. I slutningen af september, da AK var trængt tilbage til et stadig mindre område i centrum, beordrede Berling sine mænd tilbage over floden.
Der var ingen sovjetiske fly over Warszawa i seks uger. Amerikanerne kom en enkelt gang i september, kastede deres forsyninger fra stor højde, hvorfor tre fjerdedele af de 80 tons forsyninger faldt i tyskernes hænder. Så mens Den Røde Hær stod 30 kilometer fra Warszawa, foretog det britiske RAF flyvninger fra Brindisi. Det var en 12-14-timers flyvetur på 1.300 kilometer, med en flyvehøjde på blot 45 meter over jorden i Warszawa og retur over fjendens territorium.
De blev endda skudt på af Den Røde Hær, og der var store tab: et fly for hver ton forsyninger, og mange af forsyningerne blev ødelagt, da de ramte jorden, eller de faldt i fjendens hænder.
Efter at det polske oprør var slået ned, indledte Nazityskland systematiske ødelæggelser af Warszawa. Her betragter tre skikkelser rester det byens gamle kongeslot.
Sidste uge af september havde Den Røde Hær næsten ’befriet’ Baltikum og stod på tærsklen til Østpreussen – Det Tredje Rige. Den var langt inde i Ungarn, Hitlers allierede, og nærmede sig Budapest og et festfyrværkeri af frådende voldtægter og blodrus.
Der var stadig kampe i Slovakiet, Hitlers lydstat. Rumænien og Bulgarien stod for tur. Det var nu klart, at Stalins strategi var at vente med Berlin og først tage Østeuropa.
Han sendte fly med forsyninger til Warszawa hver nat fra 13. september, men det var alt for sent.
Bydel efter bydel faldt til tyskerne. De civile sultede. Flygtninge blev mejet ned af SS. Der var ikke mere tilbage at forsvare og intet håb om hjælp. Forhandlinger om kapitulation begyndte.
Klokken 2 om morgenen 3. oktober blev kapitulationen underskrevet. AK skulle afvæbnes øjeblikkeligt, men fik tildelt kombattantstatus og dermed beskyttelse under Genève-konventionen. Barrikaderne skulle fjernes, ammunitionen destrueres, den samlede overlevende civile befolkning ud.
Det sidste skud faldt 2. oktober klokken 19. Op mod 200.000 mennesker, deraf langt hovedparten civile, var blevet dræbt. Resten af den 1 million store befolkning i hovedstaden blev sendt i lejre og til tvangsarbejde. Derefter blev byen smadret, systematisk, hus for hus, så kun 15 procent stod tilbage, da Den Røde Hær 17. januar 1945 endelig krydsede floden og ’befriede’ byen.
TILBAGE STÅR SPØRGSMÅLET: Var det klogt? Var det en god idé at indlede Warszawa-opstanden, med al den lidelse, den medførte, og de politiske implikationer, den ikke medførte? Var den minimum 150.000 civiles død og en øde hovedstad bestående af murbrokker værd?
AK gjorde det, blandt andet fordi de var urolige ved Sovjetunionens frembusen og for, hvad Stalin kunne finde på. General Władysław Anders, der samtidig ledte 100.000 polakker sammen med de vestlige allierede op gennem Italien og befriede by efter by, var skeptisk. Han havde som fange af NKVD følt Stalins politik på egen krop, da han blev deporteret til Sovjet efter invasionen i september 1939. Han vidste, at Stalin ikke ville komme polakkerne til undsætning.
Midt under oprøret havde selveste Winston Churchill besøgt Anders og fortalt ham, at Polen måtte flyttes mod vest (»You will get territories in the West much better than the Pripet Marshes«), og lovet ham, at Polen kom med til den fredskonference, hvor det ville blive afgjort:
»I vil være til stede ved konferencen. I må stole på os. Storbritannien gik ind i denne krig for at forsvare princippet om jeres uafhængighed, og jeg kan forsikre dig om, at vi aldrig vil forlade jer«.
Sådan gik det som bekendt ikke. Stalin satte sig tungt på Polen og resten af Østblokken, og Vesten lod ham gøre det. Det begyndte på Jalta-konferencen. I sommeren 1945 havde Churchill planer om at angribe Sovjet og drive Stalin baglæns ud af både Østtyskland og Polen. Planen hed Operation Utænkelig og forblev tro mod sit navn.
En hel hovedstad og dens befolkning blev brutalt udraderet; invaderet, smadret af sine fjender og forrådt af sine allierede så eftertrykkeligt, at alt har måttet genopbygges for så kort tid siden, at enkelte af oprørerne stadig var og er i live.
Warszawa-opstanden var ikke på dagsordenen til Nürnberg-processen. Efter at opstanden var blevet nedkæmpet, efter at Polen var blevet ’befriet’, efter at Anden Verdenskrig var slut, begyndte en mere end 50 år lang periode med sovjetisk inspireret censur.
Det er blandt andet det, de i Warszawa i dag forsøger at bearbejde på det stort og meget patriotisk anlagte museum for Warszawa-opstanden, på utallige pop-op-udstillinger og plakatsøjler rundtomkring i byen og med konstante indslag på stats-tv.
Og det er det, de hvert år forsøger at bearbejde 1. august klokken 17 ved den store rundkørsel i centrum, lige ved siden af Kulturpaladset.
Vibe Termansen er journalist og cand.mag. i historie og østeuropastudier. Forfatter til ’I skyggen af Rusland’, som er udkommet på Gads Forlag i 2023.
