Nyt Asterix-album på gaden: Mellem historie og fri fantasi

Asterix har i nu 40 album jagtet vildsvin og tævet løs på romerske legionærer, der har været så uheldige at komme i vejen for de gæve gallere. I mere end 60 år har karaktererne i den populære tegneserie gennemrejst den antikke verden og dyrket og taget livtag med velkendte forestillinger om nationalkarakter, kønsroller og stereotyper.

Selv om Asterix’ oprindelige skabere, René Goscinny (1929-1977) og Albert Uderzo (1927-2020), henholdsvis tekstforfatter og tegner, ikke er her længere, udkommer der stadig nye album (ligesom der stadig udkommer en række animations- og spillefilm, som her skal forbigås i stilhed). I oktober 2023 udkom ’Den Hvide Iris’, som kaster et satirisk blik på mindfulness og positiv tænkning, som i albummet bliver en ny filosofisk trend, der udspringer af Rom anno 50 f.Kr. og breder sig til imperiets mange provinser – blandt andet Gallien.

Det greb går igen i hele serien. Aktuelle tendenser er siden Asterix’ fødsel i 1959 blevet taget under behandling, selv om de enkelte albums handling finder sted for mere end 2.000 år siden. Og det er ikke blot satire over skiftende tiders mere eller mindre flyvske trends, der tages fat på. Serien er et rum, hvor de franske traumer efter Anden Verdenskrig kunne luftes, ligesom spidse kommentarer til det politiske kaos i efterkrigens Frankrig finder vej til seriens spalter.

Oprindeligt var det Goscinny og Uderzos plan at lave en tegneserie om Det Vilde Vesten, men efterkrigstidens Frankrig bar præg af antiamerikanske holdninger, der skyldtes det prestigetab, Frankrig generelt havde lidt under krigen. Mange fandt i efterkrigstiden, at amerikanerne ikke viste franskmændene den respekt, de havde krav på.

Foto: Musée Crozatier

René Goscinny og Albert Uderzo skabte derfor en tegneserie, der kredsede om fransk kultur og kulturarv. De valgte gallerne, da der i den franske befolkning var stor interesse for dem, og fordi de endnu var omgærdet af så megen mystik, at der var plads til at lade fantasien få frit løb. Samtidig var det oplagt at kaste sig over den tid, hvor Romerriget slugte Gallien, fordi den kunne sammenlignes med tiden under Anden Verdenskrig, da Nazityskland besatte Frankrig.

Asterix-universet er på en gang fastfrosset omkring 50 f.Kr. og samtidig én lang reference til hele den antikke verden, og det enkelte albums handling er ofte en parodi på virkelige historiske begivenheder. Seriens popularitet har været så stor, at den har dannet fundament for manges viden om antikkens verden, men som denne artikel vil vise, forholdt Goscinny og Uderzo sig ganske frit til både gallere og romere, og seriens elementer stemmer ikke altid overens med oldtidens tidslinje.

GOSCINNY OG UDERZOS vigtigste historiske kilde var Cæsars ’Gallerkrigen’, som beskriver hans erobring af Gallien i perioden fra 58 til 51 f.Kr., men de tog i lige så høj grad udgangspunkt i den franske historiker Jerome Carcopinos meget populære værk fra 1939, ’Dagligliv i antikkens Rom’, som indeholder farverige beskrivelser af f.eks. hverdagslivet i det overbefolkede Rom, som må have været en rig kilde til inspiration for Asterix-seriens skildringer af livet i Romerriget.

Alle historierne tager som nævnt udgangspunkt i år 50 f.Kr., hvor Cæsar netop har afsluttet erobringen af Gallien efter en række blodige felttog. Undervejs havde romerne brutalt slået en række oprør ned, men Slaget ved Alesia i 52 f.Kr., hvor gallerhøvdingen Vercingetorix til sidst erkendte nederlaget og lagde sine våben for Cæsars fødder, blev det sidste.

Fortællingen om Vercingetorix fylder en del i serien. Asterix’ klædedragt er f.eks. inspireret af den 7 meter høje statue af gallerhøvdingen, som rejser sig i landskabet i Alise-Sainte-Reine i Côte-d’Or i det centrale Frankrig, hvor man mener, at Slaget ved Alesia fandt sted (den romerske legionsørn på kortet på side 3 i samtlige Asterix-album er i øvrigt plantet netop der).

Monumentet over Vercingetorix blev skabt af billedhuggeren Almé Millet i 1865 på initiativ af den franske kejser Napoleon 3. (1808-1870), og kunstnerens skildring af gallerhøvdingens klædedragt er blevet en skønsom blanding af fremstillingen på ældre malerier kombineret med folkedragter. Det er dem, som er udgangspunktet for Asterix’ tøj, mens hans bevingede hjelm er inspireret af Gauloises’ cigaretpakker, der var tegnet af grafikeren Marcel Jacno i 1925.

Vercingetorix’ skjold anvendes i alle albummene til at bære høvding Majestix, som fik fingrene i skjoldet efter at have deltaget i Slaget ved Alesia, men ingen af de skjolde, man har fundet, ville kunne bære en mand af Majestix’ statur. Dog fortæller den romerske forfatter Tacitus i sit værk ’Historien’ om en høvding, der lod sig bære på et skjold. Majestix’ skjold må være lavet af stål, ellers giver det ikke mening, at det bliver pudset. Ligeledes bliver det enkelte gange slået ud af facon, men bliver tilsyneladende altid rettet ud igen. Det er ganske usædvanligt, da skjolde som regel var af træ.

SKJOLDET ER IKKE DET ENESTE, der ikke nødvendigvis stemmer overens med det, vi faktisk ved om Romerriget på Cæsars tid.

Asterix’ faste følgesvend er den tykke, godmodige og lettere enfoldige bautastenshugger Obelix. Nogle vil måske kende de rækker af bautasten, der står ved Carnac i Bretagne, men de er fra tiden omkring 3000 f.Kr., og dermed er Obelix’ profession noget ahistorisk.

En druide som Miraculix er også en figur, der må herske megen usikkerhed om. Der er forestillinger om, at druider i keltisk tid afholdt ritualer i foromtalte Carnac og ved engelske Stonehenge. I tegneserien drager Miraculix da også ud for at mødes med andre druider i Nyskoven, men om den form for aktivitet faktisk har fundet sted, er ikke sikkert. Dog omtaler Cæsar galliske druider i sit værk om gallerkrigen og beskriver blandt andet, at en druide ikke bare tog sig af åndelige anliggender, men også fungerede som dommer i retssager og i det hele taget havde enormt høj status i samfundet.

Endelig er der den velordnede gallerby, som ligger gemt bag en beskyttende palisaderække. Der kendes ikke nogen keltisk by, der kunne tjene som inspiration, og inspirationen må være den klassiske franske provinsby med hyggelige huse, smedjer og fiskeforretninger.

Der findes altså et væld af anakronismer i Asterix.

ROMERNE FYLDER NATURLIGVIS meget og tjener som billede på lidt af hvert. Imperiets bureaukrati kunne eksempelvis bruges til at kritisere 1960’ernes og 1970’ernes offentlige administration i Frankrig med sine magtbegærlige præfekter og uendelige møder.

De romerske soldater kunne også tjene som parodi på den italienske hærs evne til at løbe sin vej under verdenskrigene, men det er i lige så høj grad den franske hær, som udstilles. Som bekendt kollapsede den under den tyske invasion i maj 1940, og den almindelige latterliggørelse af selvhøjtidelige officerer ligner en hilsen til general de Gaulle, der i seriens ti første leveår endnu var præsident.

Over tid bliver selveste Julius Cæsar ligefrem en karikatur på Charles de Gaulle og tegnes konsekvent som et hoved højere end de andre romere. Han ses typisk i militæruniform, går med lange skridt, står rank med stiv ryg, fremstår arrogant, streng, fjern og meget militaristisk.

Sammenligningen mellem de Gaulle og Julius Cæsar var kontroversiel. Cæsar var om nogen skyld i den romerske republiks fald, blev før sin død diktator på livstid og banede vej for kejsertiden, mens de Gaulle fremstod som den stærke mand, der trådte til, da den fjerde franske republik segnede efter oprørskrigen i Algeriet. Han var herefter fra 1959 og ti år frem præsident i den nyoprettede femte republik, hvis forfatning gav præsidenten omfattende magtbeføjelser.

VIRKELIGHEDENS ROMERSKE LEGIONÆRER har imidlertid ikke fortjent det eftermæle, som Asterix-serien har givet dem, og de var på Cæsars tid verdens bedste soldater: De var de bedst udrustede, bedst trænede og mest disciplinerede.

Alle legionærer var bevæbnet med et kort stiksværd samt to kastespyd, som fungerede som fjernvåben. Men i Asterix ligner spyddene ikke kastespyd, men lanser, og det er også sådan, de anvendes, med undtagelse af i albummet ’Asterix i trøjen’, hvor Obelix, der har ladet sig indrullere i den romerske hær, øver sig i spydkast og ved et uheld rammer kokken.

Heller ikke legionærernes uniformer er, som de fremstår i Asterix-serien, historisk korrekte. Den form for lamelbrynje, der ses her, stammer faktisk fra det 1. århundrede e.Kr. og er første gang afbildet på Trajansøjlen i Rom, som siden har markeret romernes militære sejre i Dakien i vor tids Rumænien. Den blev rejst i 113 e.Kr.

På Cæsars tid var ringbrynjen fortsat standard, men den var tidskrævende at tage på og vanskelig at vedligeholde. Den senere lamelbrynje var langt mere praktisk, hvilket bliver demonstreret i ’Asterix i trøjen’, hvor Asterix og Obelix let ifører sig den, vel at mærke efter at de har valgt den rette størrelse. Og den blev ikke snøret på ryggen, men foran på brystet.

Men under alle omstændigheder er der ingen fund, der indikerer, at en sådan brynje fandtes på Cæsars tid.

Legionæren skulle under march bære på sin personlig udrustning såsom kappe, hakke, spade eller økse og en kurv, forplejning til minimum tre dage plus det løse. En samlet vægt på over 40 kilo.

Asterix og Obelix syntes at tage let på det i ’Asterix i trøjen’, hvor de uden problemer tilbagelægger en lang march i middagsheden. Men virkelighedens legionærer skulle typisk dag efter dag bære den tunge udrustning på dagsmarcher på 25 kilometer. Så lange dagsmarcher krævede solidt fodtøj. Legionæren havde på fødderne sandaler, som de ofte bliver slået ud af af Asterix. Men det var sandaler af en kvalitet som moderne soldaterstøvler, der var snøret ind til foden, anklen og dele af underbenet.

I ’ASTERIX I TRØJEN’ indgår Asterix og Obelix i »1. legion, 3. kohorte, 2. manipel, 1. centurie«.

Legionen var den overordnede militære enhed på lidt over 5.000 mand og kan sammenlignes med vor tids brigade. Kohorten var den taktisk kæmpende enhed, og der var 10 kohorter pr. legion.

Hver kohorte var så opdelt i 6 centurier, som hver bestod af 80 mand, hvilket omtrent svarer til et kompagni. Egentlig betyder centuria 100, men efterhånden blev antallet af mænd altså reduceret til 80.

Centurien bestod så af 10 grupper a 8 mand, en kontubernal, der delte et telt og fælles udrustning, der blev båret af et æsel.

Manipelen bestod af 2 centurier, men var på Cæsars tid erstattet af kohorten.

Vi møder i alle albummene den lokale centurion, leder af en centurie. De får ikke det bedste skudsmål, hvilket deres navne ikke lader tvivl om, for eksempel centurion Dumsomenmur i den danske udgave af albummet ’Byplanlæggeren’. Centurionernes rang svarede til en kaptajns, og de var hærens rygrad og skulle kunne læse, skrive og regne for at kunne administrere enhedens forplejning, udrustning, vagt, løn og krigsbytte.

Det har krævet folk med noget større evner til at lede og administrere en centurie end de hidsige tåber, læseren støder på blandt de romerske centurioner.

ENHVER ASTERIX-LÆSER VED, at alle album afsluttes med et stort gilde, der med enkelte undtagelser foregår i gallernes hyggelige landsby. Alle er samlet om et ringformet bord, der er fyldt med stegte vildsvin og rigeligt at drikke (dog ikke musikanten Trubadurix, der næsten hver gang er bundet og ofte også har bind for munden, så han ikke risikerer at ødelægge den gode stemning med sin sang). En sådan festbanket kendes fra den antikke forfatter Athenaeus, men modsat hans beskrivelse er alle lige fornemt bænket i Asterix’ landsby, og Goscinny og Uderzo har altså igen givet oldtidens Gallien et demokratisk og ligeværdigt præg, som ikke kan have haft meget med virkeligheden at gøre.

Hvad kan man bruge sådan en iagttagelse til? Tja, læs Asterix med glæde, men hold dig ikke tilbage med at læse den nyeste forskningsformidling om fortiden. F.eks. i Politiken Historie.

Thyge C. Bro er Mag.art. i klassisk arkæologi og underviser på Københavns Folkeuniversitet.

• Kopiér link