Søslag i Vestindien: Den danske kaptajn lod sig inspirere af Tordenskiold og blev belønnet med en æressabel

Den danske flådes bedst kendte søhelt er uden tvivl Peter Wessel, der i 1716 blev adlet under navnet Tordenskiold.

Hans bedrifter i Store Nordiske Krig har man i generationer mindedes i og uden for søværnet, og som denne historie vil vise, har enkelte søofficerer også forsøgt at gøre ham kunsten efter i kampen for Gud, konge og fædreland.

En række af historierne om Tordenskiold overlever ikke et møde med vor tids kildekritik, men blandt de historier, som vi ved er sande, er hans kamp mod den svenske fregat ’De Olbing Galley’ 25.-26. juli 1714.

På grund af vind og vejr kunne søslag dengang vare både timer og dage, og kampen mellem de to fregatter stod på så længe, at Peter Wessel sent om eftermiddagen den følgende dag befandt sig i den situation, at hans fregat var ved at løbe tør for krudt.

I stedet for at indstille kampen og sejle væk valgte Peter Wessel at sende en båd over til ’De Olbing Galley’ for høre, om han måtte låne noget krudt, så kampen kunne fortsætte. Skibschefen på ’De Olbing Galley’ ville dog ikke gå med til en sådan handel, og da begge skibe var svært beskadiget, enedes de to skibschefer om at stoppe kampen og sejle hver til sit.

Kampen kostede ’Løvendals Galej’ syv dræbte og enogtyve sårede, mens de svenske tab ikke kendes.

Episoden blev en del af myten om Tordenskiold og en historie, som alle raske drenge i Danmark lærte. Og som en dansk søofficer 85 år senere forsøgte at gentage.

»EN EVENTYRLIG TAPPERHED«. Med de ord beskrev søofficeren og historikeren H.G. Garde i 1835 den optræden, som chefen for den danske orlogsskonnert ’Irisine’ 2. juni 1799 havde lagt for dagen.

’Irisine’ befandt sig denne dag i Caribien, hvor det siden 1756 havde været en af den danske flådes opgaver at patruljere i farvandet omkring de tre danske øer, der udgjorde Dansk Vestindien.

Her håndhævede flåden kongens suverænitet over farvandene og ydede støtte til øens guvernør og andre lokale myndigheder. De danske skibe var normalt udsendt fra efteråret og frem til forsommeren, idet det gjaldt om at komme hjem, inden den caribiske orkansæson begyndte.

For den hvide befolkning på øerne gav det tryghed at have et orlogsskib i nærheden, hvis det store og voksende antal slaver på øerne skulle vælge at gøre oprør.

En af flådens hovedopgaver ved Dansk Vestindien var at beskytte danske handelsskibe mod overfald. Der sejlede mange skibe mellem øerne, og uden fri transport kunne handlen mellem øerne ikke overleve.

Det Caribiske Hav blev allerede i 1600-tallet kendt som et område, hvor truslen fra sørøvere var stor. Der var gode muligheder for at opbringe rigt lastede skibe på vej til eller fra Europa eller mellem de mange kolonier i området, og især de spanske guldtransporter fra kolonierne i den nordlige del af Sydamerika var eftertragtede mål for sørøvere.

Ud over de lovløse sørøvere opererede der også kapere i Det Caribiske Hav. En kaper var en slags statsautoriseret sørøver, der havde fået licens af f.eks. den engelske konge til at angribe alle skibe, der tilhørte Englands fjender. Kaperne var ofte i højere grad drevet af jagten på penge end af ideologi, og chancen for at tjene hurtige penge betød, at de nogle gange ikke var helt nøjeregnende med, om de skibe, som de opbragte, var tilladte mål.

Der var derfor en række episoder, hvor danske handelsskibe blev opbragt af de udenlandske kapere. Som oftest betød det blot en kortere forsinkelse, mens skib og last blev undersøgt og fundet i orden, men i enkelte tilfælde vurderede kaperen, at skib og last skulle sejles til en nærliggende havn, hvor en dommer skulle afgøre, om opbringningen var korrekt. Blev dommen, at det var tilfældet, betød det, at rederen mistede skib og last – og gik dommen kaperen imod, endte det ofte i årelange forhandlinger om erstatning til det danske skibs ejer.

Da de danske redere gerne ville undgå, at deres skibe blev opbragt, bad de den danske konge om, at flåden fik til opgave også at beskytte de danske handelsskibe i Vestindien. Og det var denne opgave, som ’Irisine’ var i færd med at udføre 2. juni 1799. De udenlandske kapere måtte gerne sejle igennem den danske konges farvande, men skulle fremvise deres papirer, hvis en dansk søofficer krævede det.

Da ’Irisine’ denne dag mødte den britiske kaper ’Experiment’ nær Sankt Thomas, hejste chefen for den danske skonnert, den 33-årige premierløjtnant Peter C. Lillienskiold, signal om, at ’Experiment’ skulle lægge bi og lade sig inspicere.

DEN BRITISKE KAPER var på dette tidspunkt allerede berygtet i farvandet omkring Dansk Vestindien.

1. maj 1799 var det kommet til kamp mellem den danske orlogsskonnert ’Den Aarvaagne’ og ’Experiment’ nær Sankt Croix, da ’Experiment’ havde forsøgt at erobre et dansk handelsskib trods den danske skonnerts tilstedeværelse. For at stoppe ’Experiment’ måtte den danske orlogsskonnert åbne ild med sine 12 3-punds kanoner. Pund henviser til vægten af den solide metalkugle, som kanonen affyrede, og 3 pund svarer til 1,3 kilo.

Selv om ’Experiment’ var større og med sine 18 kanoner bedre bevæbnet end ’Den Aarvaagne’, havde chefen for førstnævnte valgt at stikke af snarere end at vove en kamp med den danske skonnert. Han havde intet at vinde ved en sådan kamp. ’Den Aarvaagne’ havde efterfølgende jagtet ’Experiment’ i adskillige timer, men kaperen slap væk, uden at nogen af skibene led tab.

Da ’Irisine’ 2. juni hejste signalet om, at ’Experiment’ skulle stoppe, valgte chefen for kaperen, Parker Koppelmann, igen at hejse alle sejl og forsøge at slippe væk.

Lillienskiold og ’Irisine’ eftersatte ’Experiment’. Det danske skonnert var mindre end ’Experiment’ og havde færre kanoner og en mindre besætning, men til gengæld var den en hurtigere sejler.

Efter cirka en times forfølgelse formåede Lillienskiold derfor at tvinge ’Experiment’ til at tage kampen op, og snart udvekslede de to skibe skud på skud. En kamp til søs foregik dengang i et helt andet tempo end nutidens søkrig. Der kunne således gå halve eller hele timer imellem, at de to skibe lå så tæt på hinanden, at det gav mening at forsøge at ramme hinanden med deres relativt små kanoner.

Efter seks timers kamp havde ’Irisine’ imidlertid affyret så mange skud, at der kun var krudt til fire skud tilbage om bord.

I STEDET FOR AT OPGIVE KAMPEN og sejle hjem valgte Lillienskiold at lade sig inspirere af Tordenskiold.

Auditøren ved søetaten J.B. With beskrev i bogen ’Danske og Norske Søheltebedrifter’ fra 1819, at Lillienskiold nu »sendte […] sin Styrmand, Troholt, ombord, og lod Kaperen dette vide, samt at han var beredt til at slaaes med ham med Sablen i Haanden hvis han torde vove en Entring. Skulde han imidlertid ei driste sig hertil, bad han ham vente, indtil [Lillienskiold] paa St. Croix kunde faae hentet mere krudt, da de saa kunde begynde igjen, hvor de slap«.

Koppelmann kunne have udnyttet sin viden om ’Irisine’s mangel på krudt, men sådan kæmpede gentlemen ikke. Han valgte i stedet at følge Lillienskiolds opfordring til at afgøre sagen med sabler og pistoler.

’Experiment’ satte to både i vandet, og Koppelmann og en del af hans besætning roede over og entrede ’Irisine’.

With fortsætter sin beretning:

»Lillienskiold afslog Entringen med stort Tab for Fienden, kastede Capitain [Koppelmann] i Vandet og tvang hans Folk ved Musketild til den hurtigste Retirade. [Koppelmann] saaes nu svømmende i Vandet. Lillienskiold lod ham optage, og de engelske Matroser, som fandtes [såret] paa Dækket, forbinde«.

»Rasende forbitrede over Entringens uheldige Udfald og Capitainens Tab, styrede Englænderne ned mod Skonnerten og gav den det glatte Lag tæt ved, med Befaling, at stryge Flaget, da de ellers vilde skyde den i Sænk. Lillienskiold svarede: at han paa ingen Maade strøg sit Flag, at de vidste, han af Mangel paa krudt, ei kunde skyde igjen, og at det følgelig ingen Bravour var at skyde ham i Sænk«.

Lillienskiold opfordrede briterne til i stedet at forsøge endnu en entring – hvis de turde – og han skulle, ifølge Withs patriotiske beretning have udtalt, at »[briterne] ei skulde faae Lov at stryge det danske Flag, saalænge der var een levende dansk ombord«.

Foto: Christian Mølsted

Om det skyldtes Lillienskiolds ord, vides ikke, men briterne opgav både at skyde ’Irisine’ i sænk og at forsøge sig med endnu en entring. I stedet blev Koppelmann og hans tilfangetagne mænd udvekslet med styrmand Troholt og de danskere, der havde roet ham over til ’Experiment’, og som her var blevet briternes fanger.

Derefter sejlede ’Experiment’ væk, mens ’Irisine’ returnerede til Sankt Croix, hvor skaderne på skibet blev udbedret, og krudtlasten igen fyldt op.

KAMPEN KOSTEDE DEN DANSKE SKONNERT tre døde og ni sårede, mens ’Experiment’ ifølge Troholt, der havde fulgt kampen som briternes fange, havde fire døde og fjorten sårede.

For sin optræden – kald den modig, tapper, eventyrlig, dumdristig eller tåbelig – modtog Lillienskiold efterfølgende en æressabel af kong Christian 7.

Den håndfaste danske reaktion på ’Experiment’s operationer i dansk farvand skræmte dog ikke de udenlandske kapere væk.

1. september 1800 kom den danske orlogsskonnert ’Den Aarvaagne’ i kamp med den britiske kaper ’Dreadnought’, der forsøgte at kapre et dansk handelsskib nær Sankt Croix. Under den følgende kamp blev chefen for ’Den Aarvaagne’, premierløjtnant Hans Fædder, ramt i hovedet af en kanonkugle, hvilket kostede ham livet. Da den danske brig ’Lougen’ kort efter dukkede op for at blande sig i kampen, valgte ’Dreadnought’ at stikke af.

Kampen kostede ’Den Aarvaagne’ i alt to dræbte, mens eventuelle tab om bord på ’Dreadnought’ ikke kendes. Det var for øvrigt Fædders sidste dag som chef for ’Den Aarvaagne’. Han skulle have været afløst 2. september, men fandt altså døden dagen inden.

Senere samme dag kom ’Lougen’ ved Sankt Thomas i kamp med den britiske kaper ’Eagle’, der efter en kort kamp blev erobret af den danske brig. Om bord i ’Eagle’ mistede skibschefen og én mand livet, mens seks mand blev såret. ’Lougen’ havde ingen tab.

Sidste gang ’Experiment’ var på færde i danske farvande, var 3. marts 1801, hvor den og en anden britisk kaper, ’Arab’, kom i kamp med ’Lougen’. Efter en kamp, hvor ’Lougen’ havde én død og to sårede, og de to britiske skibe otte døde og ti sårede, valgte de to kapere at stikke af.

Lillenskiold fortsatte som chef for ’Irisine’ frem til 1800, hvor han returnerede til Danmark. Her blev han chef for flådens skonnert ’Svanen’, men på denne post havde Lillenskiold dog ikke meget held. Først mistede skonnerten i en storm i juni 1800 begge master, og da ’Svanen’ efter reparation blev sendt til Sankt Petersborg med depecher, strandede den i august ved Øsel.

’Svanen’ blev slået til vrag, men det lykkedes de treogtredive mand om bord at redde sig i land. En efterfølgende krigsret førte ikke til dom, og Lillenskiold kunne fortsætte sin karriere i flåden.

Ved Slaget på Reden 2. april 1801 havde Lillenskiold kommandoen over defensionsfregatten ’Hjælperen’, og han deltog også aktivt i forsvaret af København, da briterne i 1807 igen angreb Danmark.

Efter sin afsked fra flåden i 1815 med rang af kommandørkaptajn fungerede Lillenskiold i en årrække som overlods på Sankt Croix og som havnemester i Christiansted.

Han vendte dog siden tilbage til Danmark, hvor han i 1839 døde som 72-årig.

• Kopiér link