I alliance med fjenden: Den danske befolkning frygtede samarbejdet med tyskerne

Da en hvidbog fra Udenrigsministeriet om Danmarks sikkerhedspolitik i 1968 omtalte det første initiativ til en fælles dansk-tysk flådekommando i 1956, fremgik det, at forslaget »ikke havde ført til diskussioner af betydning«.

Det var ganske misvisende. Forhandlingerne trak ud og tog over tre år, og inden den danske regering formelt gik ind på en dansk-tysk kommando i Kiel, var der lagt andre planer. Den langsommelige proces betød, at beslutningen endte med at blive overhalet af den amerikanske general Lauris Norstad, der var øverstbefalende for Nato-styrkerne i Europa. Han gik på denne tid på afgørende vis i aktion for at opnå enighed om en fælles kommando omfattende alle tre værn, hær, søværn og flyvevåben.

Detaljerne i den konfliktfyldte proces har hidtil været stort set ukendte, men nu er den blevet skildret i et videnskabeligt værk, ’Nato and the Baltic Approaches 1949-1989’, der udkom i oktober og er skrevet af professor emeritus Peter Bogason, tidligere Roskilde Universitet (RUC).

Etableringen af Kiel-kommandoen var et delforløb af en syv-otte år lang proces, der til sidst førte til etableringen af ’Enhedskommandoen for den sydlige del af Nato’s Nordregion’ i Karup i 1961-62. Kommandoen var til sin nedlæggelse i 2004 mere mundret kendt som Baltap – Allied Forces Baltic Approaches (’de allierede styrker ved adgangsvejene til Østersøen’). Dens funktion var under krig at overtage kommandoen i Baltap’s område – Danmark og Slesvig-Holsten, den vestlige Østersø og Kattegat – fra landenes respektive militære fredstidsledelse.

Tavsheden om emnet i den halvofficielle redegørelse fra 1968 var næppe en tilfældig lapsus. Vesttyskland med det stærke Bundeswehr var for længst blevet en vigtig og respekteret Nato-partner, og derfor har man næppe set grund til at rippe op i det akavede og frustrerende indledende forløb.

Foto: USAF/Public Domain

Men i 1956 havde Forbundsrepublikken Tyskland været en uønsket, men pinligt uundværlig militær forbundsfælle.

Et efterladt notat fra marts 1956 fra Ernst Christiansen – minister uden portefølje i socialdemokraten H.C. Hansens regering – belyser problemstillingen.

Placeringen af et fælles flådehovedkvarter gav hovedbrud. Skulle det ligge i Kiel, med risiko for at befolkningen ville opfatte det som en indlemmelse af det danske søværn i Bundesmarine? Omvendt tilsagde »hensynet til danske følelser med oprindelse i besættelsestiden«, at tyske officerer ikke ved f.eks. en placering i Aarhus optrådte mere i uniform i Danmark end højst nødvendigt, fremgår det af notatet, som i 1990’erne blev fundet af historikeren Poul Villaume.

BLOT TO ET HALVT ÅT FØR Christiansen nedfældede sine overvejelser, blev de fire sidste tyske fanger efter pres fra den vesttyske regering benådet og løsladt. Den ene var Otto Bovensiepen, den tidligere chef for det tyske sikkerhedspoliti; to af de andre var hovedmændene i mordet på digterpræsten Kaj Munk.

En forespørgselsdebat om benådningspraksis blev rejst i Folketinget i januar 1954.

Næst for tur til prøveløsladelse stod 31 danske håndlangere for tysk politi, der afsonede livstidsdomme efter at være blevet dømt til døden under retsopgøret og derefter benådet. Man måtte se i øjnene, at de allerværste Gestapo-mordere og torturbødler ville blive lukket ud i samfundet igen.

Længe før åbningstid havde en lang kø samlet sig på folketingstrappen. Ekstra politi blev i hast indkaldt for at forebygge uro. Tilhørerpladser fyldt til bristepunktet slog stemningen an for en lang følelsesladet debat.

En skriftlig protest blev ved mødets start afleveret til Folketingets formand af formanden for Foreningen af danske Gestapofanger – dengang en stemme med moralsk autoritet i offentligheden.

Debatten fik den virkning, at myndighederne foreløbig lod spørgsmålet ligge. Først to år senere blev den første af de tidligere dødsdømte løsladt.

På baggrund af sådanne stemninger vakte Vesttysklands optagelse i 1955 i sig selv udbredt modstand. Ernst Christiansen skrev, at selv om det måske ikke var sagligt forsvarligt at forsøge at »vinde tid«, burde beslutningen om en fælles kommando og etableringen af den ikke ske, før det var »absolut nødvendigt«.

Ordene er en præcis beskrivelse af, hvad der kom til at ske frem mod Baltap’s oprettelse fem et halvt år senere. Og selv om der i hele året 1956 var stor aktivitet, blev intet meddelt udadtil.

Foto: Jacob Maarbjerg/Ritzau Scanpix

Først da en fortrolig tale i København af en britisk admiral i november 1956 blev lækket til pressen, orienterede H.C. Hansen og forsvarsminister Poul Hansen den øvrige regering om et ønske fra Nato’s militære overkommando i Paris om en allieret flådestab for Østersøen.

Det var den daværende øverstbefalende for Nato-styrkerne i Europa, general Alfred Gruenther, der tilbage i januar 1956 havde foreslået en fælles flådekommando. Derefter havde der løbende været forhandlingskontakt, og Vesttyskland var straks parat til at danne en kommando for alle tre værn.

Alt strandede. Den danske regering udskød videre stillingtagen under henvisning til først Suez-krisen i efteråret 1956, derefter til, at folketingsvalget i maj 1957 først skulle overstås.

På mødet i november godkendte regeringen dog, at der kunne oprettes en forberedende planlægningsgruppe i Holtenau ved Kiel. Holtenau-gruppen, der trådte sammen i oktober 1957, bestod af otte officerer fra Danmark, Vesttyskland og Storbritannien med en britisk admiral som chef.

ENDNU MERE UNÆVNELIGT var det, at et militært samarbejde med Tyskland var begyndt allerede i 1949. Højtstående officerer fra Anden Verdenskrigs Kriegsmarine – først og fremmest viceadmiral Hellmuth Heye – var trådt i forbindelse med den danske søværnsledelse.

Kontakten var formidlet af officerer fra Marinestabens Efterretningssektion, der deltog i forberedelserne til det, der blev til Forsvarets Efterretningstjeneste.

Heye, der nu var i USA’s tjeneste, havde i krigens sidste år været chef for et af marinens såkaldte Kleinkampf-Verbände i Eckernförde og Rendsburg. Det omfattede bl.a. miniubåde og dykkerenheder. Tiden med miniubådene havde givet ham specifik erfaring med krigsførelse i danske farvande.

Netop de danske stræder var strategisk vigtige. Her var den sovjetiske Østersø-flåde nødt til at passere for at komme ud i Atlanterhavet, så det var også her, Nato havde muligheden for at holde ’proppen i flasken’ – eller i det mindste forsinke sovjetflådens udbrud.

På viceadmiral Heyes råd lagde det danske søværn sig fast på en doktrin, som man fastholdt Den kolde Krig igennem. En stor minelægningskapacitet var nødvendig for at kunne spærre for gennemsejling og hertil kapacitet til at forsvare udlagte minefelter med overfladeskibe, ubåde og kystartilleri.

Rådighed over et betydeligt antal mindre skibe skulle prioriteres højere end større enheder, fordi det er vanskeligt for store skibe at operere i de indre danske farvande. Hurtigtgående motortorpedobåde skulle være til rådighed til gennemførelse af hit-and-run-aktioner mod f.eks. en fjendtlig invasionsstyrke,

DANMARKS SIKKERHEDSSITUATION var alvorlig. Forsvaret havde i 1945 måttet begynde på næsten bar bund på grund af den tyske besættelsesmagts beslaglæggelse af søværnets skibe og hærens våbenlagre.

Man havde stort set kun hjemmeværnet at sætte ind i tilfælde af invasion. De fleste danske hærstyrker af nogen videre kampværdi befandt sig i Oldenburg-området i Nordtyskland i form af den danske Tysklandsbrigade på ca. 4.000 mand, der året før var blevet udsendt som et bidrag til de britiske besættelsesstyrker.

Medlemskabet af Nato i april 1949 gav ikke den ventede garanti. I dybeste fortrolighed orienterede USA’s præsident, Harry Truman, alliancepartnernes regeringer om, at stillingen i Vesteuropa var katastrofal.

De allierede militærchefer regnede med, at Vesttyskland i en krig ville blive løbet over ende, og at den første linje, man ville have en chance for at forsvare, gik ved Rhinen og Maas i det vestligste Tyskland. Dermed ville indfaldsvejen til Jylland over Slesvig-Holsten ligge åben.

I maj 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland udråbt. Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft, lederne af Venstre og Konservative samt de ledende officerer var fælles om holdningen til den nye stat.

Hedtoft talte offentligt om faren ved at lade Vesttyskland henligge som et militært tomrum. En betænkning fra februar 1951 fra et rigsdagsudvalg, som de tre nævnte partier støttede, gik en forsigtig runde omkring det varme emne:

»(Det er) naturligt, at der i et land som Danmark (…) gør sig stærke betænkeligheder gældende ved, at Tyskland på ny bevæbnes«, hed det.

»Udvalgets flertal er imidlertid af den opfattelse, at disse betænkeligheder må vige for hensynet til nødvendigheden af at udnytte enhver mulighed for at styrke Vesteuropas forsvar og dermed Danmarks forsvar«.

NATO’S REGIONSINDDELING VAR OGSÅ KONTROVERSIEL. Danmark og Slesvig-Holsten var i 1952 blevet placeret under Nato’s Nordkommando sammen med Norge. Den øverstbefalende for Nato-styrkerne i Europa foretrak dog af militære grunde at have hele grænsen mod østblokken ned gennem Tyskland under samme kommando. Og den tyske regering ønskede ikke at have landets territorium opdelt mellem to Nato-kommandoer.

En idé om at overflytte Slesvig-Holsten til kommandoen over Nato’s styrker i Tyskland og Beneluxlandene, den såkaldte centralregion, stødte imidlertid på kategorisk modstand fra Danmark og Norge. Ud over det nordiske fællesskab spillede kontante militære forhold ind. Der er ingen naturlig hindring ved den dansk-tyske grænse, der gør egnen egnet til forsvarskamp, og Danmark havde brug for Kielerkanalen som en naturlig forsvarslinje med mulighed for at falde tilbage til Ejderen. Derefter bød først Limfjorden på den næste egnede forsvarslinje. Det planlagte forsvar af de danske stræder kunne desuden kun blive effektivt, hvis Danmark, Slesvig-Holsten og den vestlige Østersø blev behandlet som en militærgeografisk helhed.

Også for Norge var et stærkt forsvar af Danmark og Slesvig-Holsten vigtigt. Det ville sikre landet mod en sovjetisk invasion sydfra, så man kunne koncentrere sig om den højest prioriterede Nato-opgave i Nordeuropa: forsvaret af Nordnorge.

I mellemtiden havde spørgsmålet om tysk genbevæbning udviklet sig. I oktober 1950 indbød forbundskansler Konrad Adenauer ca. en snes tidligere topofficerer fra Hitler-tidens Wehrmacht til en konference om et fremtidigt tysk forsvar på Himmerod-klostret i Rhinlandet.

Den endte med et memorandum, der blev grundlaget for det tyske væbnede bidrag til Vesteuropas forsvar. I maj 1955 blev Vesttyskland optaget i Nato, og samme år blev Bundeswehr oprettet.

MED ÉT havde Danmark udsigt til at få løst sit mest presserende sikkerhedsproblem.

Foto: Bundesarchiv_

I 1949 var den danske brigade blevet flyttet fra Oldenburg til Itzehoe i Holsten og omdøbt til Det danske Kommando i Tyskland. Samtidig blev den skåret ned fra 4.000 til 1.400 mand og var fra 1953 den eneste hærstyrke i Slesvig-Holsten overhovedet, så opmarchområdet til Jyllands sydgrænse var i realiteten ubeskyttet.

Danmark var i gang med en oprustning, og Forsvarets andel af bruttonationalproduktet (bnp) nåede i 1953 op på 3,2 pct. Et amerikansk hjælpeprogram i form af storstilede donationer af våben og andet militært materiel understøttede opbygningen. Men Forsvaret levede hverken op til Nato’s styrke- eller kvalitetsmål, og midt i 1950’erne blev forsvarsbudgettet igen reduceret.

I Slesvig-Holsten blev løsningen, at Forbundsværnet etablerede 6. Panzergrenadier-Division med hovedkvarter i Neumünster. I 1958 blev den danske styrke trukket hjem.

Trods det store behov for hjælp blev Danmark en allieret med forbehold. Det skete især under indflydelse fra Det Radikale Venstre med de pacifistiske traditioner, der var parlamentarisk grundlag for eller regeringspartner med Socialdemokratiet.

I oktober 1953 afslog regeringen at lade allierede krigsfly stationere fast i Danmark i fredstid eller modtage udenlandske troppeforstærkninger. I stedet tilbød USA at levere flere fly end oprindelig aftalt til flyvevåbnet, der var blevet oprettet i 1950. Danske piloter blev uddannet i USA.

EN DECIDERET DOBBELTKURS blev ført med hensyn til atomvåben. Man afviste at modtage nukleare våben – noget, der i januar 1958 af H.C. Hansen blev formaliseret til at gælde »under de nuværende forhold«.

Den anden side af mønten var, at Forsvaret forberedte sig på atomkrig og deltog i Nato-øvelser, der indebar brug af nukleare våben. Man modtog i 1957 til luftforsvar Nike-raketafdelinger, der var ganske uøkonomiske, hvis der ikke blev anvendt nuklear ammunition.

Et brev fra forsvarsminister Rasmus Hansen i februar 1955 til den britiske general Robert Mansergh, chefen for Nato’s Nordkommando, viser den diskretion, spørgsmålet blev behandlet med. Brevet var et høfligt afslag på en invitation til at overvære øvelsen.

»Brugen af atomvåben synes mig at være en logisk konsekvens af sidste års beslutning i Nato-rådet om at inkludere en sådan brug i militær planlægning, og jeg har intet at bemærke hertil«, skrev Hansen.

»Brugen af nye våben på øvelser med troppestyrker kan fremkalde psykologiske reaktioner i befolkningen. (…) Derfor (…) (skal man) være meget varsom med, hvilken type af information man lader tilgå pressen om brug af atomvåben. Min forsvarschef vil deltage i øvelsen og holde mig informeret om resultatet«.

Rasmus Hansen tilkendegav altså sin opbakning til fremgangsmåden, men var omhyggelig med at undgå at eksponere sig personligt i atomspørgsmålet.

DEN BESLUTNING i Nato’s ministerråd, som Hansen nævnte, blev udformet i november 1954 under navnet MC 48.

»I tilfælde af en aggression vil Nato-styrker være i stand til at iværksætte øjeblikkelige forsvars- og gengældelsesoperationer indbefattet brug af atomvåben«, lyder den blandt andet.

Hermed var den Nato-doktrin, der karakteriserede 1950’erne, formuleret, med ’massiv gengældelse’ som nøglebegrebet. I betragtning af Sovjetunionens konventionelle overlegenhed ville Nato bruge sit nukleare forspring til at standse et angreb med en omfattende brug af atomvåben.

I løbet af få år kom Sovjetunionen imidlertid på højde med USA. Brug af strategiske atomvåben ville derfor med stor sandsynlighed føre til gensidig udslettelse. I den situation påbegyndte man udvikling af mindre, taktiske atomvåben – bl.a. mellemdistanceraketter – som blev taget i brug i kraft af vedtagelsen MC 70 på Nato-topmødet i Paris i december 1957.

Vesttysklands ønske om, at Nato’s forsvarslinje blev skubbet længere frem mod den østtyske grænse, blev nu tilgodeset. Men den øverstbefalende for Nato-styrkerne i Europa fandt det nødvendigt, at Nato-styrker i Tyskland blev udstyret med atomvåben.

Det blev godkendt af Forbundsdagen i marts 1958 uden det tyske Socialdemokratis stemmer. Det skete under voldsomme protester, for stærke kræfter i Vesttyskland tog afstand fra både atomvåben og genoprustning.

Udviklingen gav anledning til at rejse tvivl om den danske atompolitik.

»(Den tyske hærs) taktik var at imødegå et sovjetisk angreb ved at spærre fjendens adgang til vandløb, skove og andre naturlige forhindringer og dermed kanalisere de fremrykkende tropper ind på ruter, der er velegnede til nukleare angreb«, skriver Peter Bogason i sin bog om Baltap.

»Danske styrker skulle efter planen slutte sig til vesttyskerne ved at bevæge sig sydover fra Jylland mod kampområdet«.

Ikke mindst Det Radikale Venstre borede i spørgsmålet om, hvor troværdigt det var, at man kunne fastholde atomafslaget, når den danske hær skulle kæmpe side om side med tyske styrker bevæbnet med atomare våben.

Den vesttyske division i Slesvig-Holsten havde behov for depoter i Danmark, som den kunne trække på, hvis den blev trængt nordpå. Det rejste prekære spørgsmål både om tysk personel på dansk territorium og om danske styrkers mulige involvering i de tyske våbenbrødres atombevæbning.

Sagen blev forhandlet i fortrolighed gennem et år, men historien blev lækket i januar 1959. Depoterne var nu en politisk sag internt i regeringen, der bestod af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. Sagen fandt først sin løsning i september.

Depoterne blev udtrykkeligt etableret som ’Nato-depoter’, ikke som ’tyske depoter’, og bevogtning og administration skulle varetages af danskere. Der måtte ikke være nuklear ammunition i depoterne. Udgifterne blev kørt ind over Nato, så Vesttyskland kunne betale sin andel, uden at det kunne siges, at tyskerne havde købt sig til depotpladsen. Men i praksis var det udelukkende Vesttyskland og Danmark, der samarbejdede om depoterne.

I FEBRUAR 1958 var Holtenau-gruppen blevet klar med sin første rapport. Den gav anledning til yderligere diskussioner og uenighed mellem tyskere, danskere, briter og general Lauris Norstad.

Han besluttede i oktober 1958, at gruppen kunne fortsætte sit arbejde, og han skar igennem ved at beslutte, at Holtenau-gruppen i tilfælde af krig skulle udgøre en fælles flådekommando. Den fælles tysk-danske flådekommando i Kiel var dermed etableret, om end uofficielt.

Først et år senere, i oktober 1959, blev den reelt eksisterende fælles kommando officielt bekræftet. Det fik dog ingen selvstændig betydning, for Nato’s ledelse i Europa satte nu alt ind på at vinde accept af en enhedskommando for alle tre værn.

Den danske forhalingspraksis fortsatte. H.C. Hansen døde i februar 1960, og den nye statsminister, Viggo Kampmann, ville først forholde sig til spørgsmålet efter næste folketingsvalg.

I august lykkedes det dog Lauris Norstad få et møde med bl.a. statsministeren. Nato-chefens forslag indebar, at den nye treværnskommando permanent ville få en dansk viceadmiral eller generalløjtnant som chef. Valget fandt sted i november, og 23. december skrev Norstad til forsvarsminister Poul Hansen og udbad sig regeringens stillingtagen.

20. januar 1961 blev Nato-ledelsens forslag offentligt kendt, da Politiken bragte historien på forsiden. Ugen efter mødte Poul Hansen sin vesttyske kollega, Franz Josef Strauss, i Bonn. Inden mødet havde Norstad haft kontakt med Strauss for at sikre et konstruktivt resultat. De to ministre blev da også principielt enige.

Danskerne var dog stadig ikke helt klar til at gå i kassen. Da Norstad i april besøgte København, undskyldte Poul Hansen sig på regeringens vegne med, at spørgsmålet om den integrerede kommando var ubetimeligt på grund af strejkeuro.

LØSNINGEN BLEV NÅET med baggrund i en skærpet storpolitisk krise omkring Berlin i sommeren 1961. Den førte 13. august til opførelsen af Berlin-muren.

Under et nyt besøg i København gjorde Lauris Norstad det klart over for Poul Hansen, at Danmark måtte acceptere treværnskommandoen nu. Ellers ville han mod dansk og norsk ønske overflytte Slesvig-Holsten til Nato’s Centralkommando.

Det satte fart i processen. I løbet af efteråret blev spørgsmålet om dansk/tysk fordeling af forskellige chefposter endnu en gang endevendt. Det Radikale Venstre fik forskellige præciseringer indføjet.

Betegnelsen ’Enhedskommando’ rummer i en nøddeskal, hvad der fik løsningen til at komme i hus. Det var fra dansk side et vilkår, at det blev en Nato-kommando, ikke en dansk-tysk kommando. Ca. 40 pct. af staben skulle udgøres af tyskere, 40 pct. af danskere og 20 pct. af folk fra andre Nato-lande.

Tilslutningen til Baltap-kommandoen i Karup blev vedtaget i Folketinget 7. december. Den nølende taktik havde båret frugt. Med bl.a. topchefposten havde Danmark fået en virkelig stærk ledelsesmæssig stilling, i betragtning af at f.eks. den vesttyske Østersø-flåde var over dobbelt så stor om den danske.

Løbesedler blev kastet ned i folketingssalen under debatten som protest, og der blev demonstreret uden for Christiansborg. I det hele taget indvarslede efteråret 1961 en mere forsvars- og Nato-kritisk tidsånd. Halvanden måned før, 21. oktober, havde Kampagnen mod Atomvåben gennemført sin første march – forløberen for de følgende års atommarcher.

Men Danmarks forsvar var nu smedet sammen med det tyske. Storpolitiske og militære realiteter havde vundet en uundgåelig sejr over afvisende mavefornemmelser i det lille Nato-partnerland.

Peter Bogasons værk ’Nato and the Baltic Approaches 1949-1989 – When Perception Was Reality’ udkom i oktober 2023 på det tyske forlag De Gruyter.

• Kopiér link