Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Salonværtinderne dikterede den gode smag
Lyt til artiklen: Salonværtinderne dikterede den gode smag
Buer af laurbærgrene hang over salens spejle. På gulvet var placeret en kunstig lund af små myrtebuske, der var som plantet direkte på brædderne. Scenariet var badet i skæret af talrige vokslys og akkompagneret af harpespil.
I 1802 havde salonværtinden Friederike Brun (1765-1835) inviteret danske og tyske kunstnere til at fejre juleaften. Hun elskede iscenesættelser som julesalen. For hun evnede som få at vække sine gæsters kreativitet og følelser, så enhver higede efter netop Bruns invitationer.
For Brun, Schimmelmann og Rahbek blev forandringen en vej til indflydelse, deres mødres generation ikke havde drømt om
På blogs og sociale medier ser vi i dag en ny type meningsdannere: influencerne. De fanger millioner af mennesker ved at totaliscenesætte et rum, hvor deres personlige følelser og meninger definerer den gode smag. Iscenesættelsen kan ses som en renæssance for følsomhedens tidsalder, der med salonkulturen nåede sit højdepunkt i overgangen mellem 1700- og 1800-tallet. Det vurderer medieforsker Karen Klitgaard Povlsen og kulturforsker Anne Scott Sørensen, som begge har skrevet bøger om denne salonkultur.
Tidens saloner var stuer hos kvinder af borgerskabet, hvor folk med magt eller talent mødtes for at diskutere kunst, kultur, videnskab og politik. Værtinderne inviterede de kunstnere, der kunne vække deres følelser, og de brugte energi på at iscenesætte værkerne, så de gjorde størst muligt indtryk. Som når Friederike Brun pyntede sale med blomsterranker og grene draperet om Thorvaldsens statuer. Eller skabte en illusion af måneskin i den stue, hvor aftenens salon fandt sted.
Når populære bloggere som Mascha Vang nedfælder deres personlige tanker om alt fra frygten for døden til den bedste hårkur, ser Karen Klitgaard Povlsen det som en folkeliggørelse af den følelses- og identitetssøgning, salonværtinderne opmuntrede til i den elitære klasse i 1700- og 1800-tallet.
De må altid ræsonnere, inden de føler
Friederike Brun om det tyske borgerskab
I Danmark var tre salonværtinder toneangivende. Friederike Brun arrangerede kunstsaloner med europæisk udsyn og fungerede som mæcen for talenter som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Charlotte Schimmelmann (1757-1816), hustru til den magtfulde minister Ernst von Schimmelmann (1747-1831), holdt politiske saloner i parrets palæ i Bredgade. Og Kamma Rahbek (1775-1829) var vært for intime litterære saloner i Bakkehuset på Frederiksberg, som blev frekventeret af blandt andre H.C. Andersen (1805-1872) og N.F.S. Grundtvig (1783-1872).
På en bakke med udsigt over Bagsværd Sø tronede Friederike og Constantin Bruns (1746-1836) sommerbolig, Sophienholm. En landejendom udstyret med birkelunde, en kinesisk pagode, en bjælkehytte bygget i Norge og sejlet til Danmark og så selvfølgelig selve den italiensk inspirerede villa i tre etager, hvor Friederike Brun bød sine gæsterne velkommen til salonaftnerne.
Poesi, maleri og billedkunst. Den slags havde interesseret Friederike Brun, siden hun som barn skrev sine første digte. Inspireret af den tyske salonkultur introducerede hun tidligt kunstaftner i København. Hun var kendt for sine altid skarpe holdninger til tidens værker, og borgerskabet respekterede hende for hendes evne til at samle de mest begavede kunstnere og intellektuelle i sine stuer.
I dag kan vi finde de nyeste tendenser inden for alt fra litteratur til beklædning hos tidens influencere. I Friederike Bruns stuer kom gæsterne for at se de mest moderne kobberstik, høre nyskabende digte og opleve værker af periodens store komponister.
Adam Oehlenschläger (1779-1850) skrev om salonværtinden, at der ikke var den europæiske berømthed, hun ikke var ven med, og »hvis væsen hun med fantasi og forstand ikke, mere eller mindre, havde opfattet og kunne give træk og billeder af«.
Charlotte Schimmelmann sikrede sig adgang til kulturens inderste cirkler, da hun 1782 giftede sig med den stenrige plantage-og slaveejer Ernst von Schimmelmann.
Mens kunsten var hele Friederike Bruns liv, vækkede den ikke den fjerneste interesse hos hendes mand. Constantin Brun var mest optaget af, om hans formue trivedes, og de mange middagsselskaber fandt han sig nok primært i, fordi konens prominente gæster forsynede huset med en vis prestige.
Oehlenschläger skrev om ham, at han »betragtede månen som tidsmåler og som en god stor lygte, hvis lys ingen penge kostede«.
I sine erindringer skrev forfatteren Carl Bernhard om Constantin Brun, at når hans kone diskuterede kunst i parrets koncertsal, vandrede han rundt i de fjernereliggende rum og slukkede de lys, der brændte overflødigt. Undervejs kunne man høre ham brumme over hendes komplette mangel på økonomisk tæft.
Den københavnske kulturelites grand old lady: Friederike Brun i 1816. Hendes mand Constantin Bruns stilling var til dels sikret af Ernst von Schimmelmann.
Salonværtindernes fineste opgave var at facilitere mødet mellem kunstneriske talenter og tænkere. Kort sagt alle, der var – eller havde potentiale til at blive – af betydning. Kvindernes personlige smag var deres evige udgangspunkt.
Vandt et digt, en melodi eller en skulptur deres nåde, lod de kunstneren vise sit værk frem til diskussion mellem salonens gæster.
I disse samtaler vejede én type argument tungere end andre: patos. »Jeg kan lide det, fordi det rører mig«, var et gangbart afsæt for en anmeldelse.
Handelsmanden Constantin Brun finansierede sin hustrus kulturelle aktiviteter, som han ellers ikke gik op i. Han kom fra små kår og bibeholdt sin formue, selv i kriseårene efter 1807.
Den høje værdisætning af følelser er tydelig i flere af salongæsternes tekster. Som i Friederike Bruns hån af borgerskabet i den schweiziske by Genève i 1801, der altid skulle overveje alting rationelt:
»De må altid ræsonnere, inden de føler, og det synes mig, at deres fantasi med al sin livlighed savner en forbindelseskanal til hjertet«, noterede hun.
Breve var tidens vigtigste kommunikationsmiddel. I de europæiske storbyer blev der bragt post ud helt op til otte gange dagligt.
Flere salongæster havde inderlige korrespondancer med folk, som de kun ad omveje var bekendt med. Også mændenes formuleringer var mættet med følelser.
Som i Ernst Von Schimmelmanns brevveksling med barndomsvennen August Hennings (1746-1826). Den danske finansminister beklagede sig til Hennings over, at hans humør konstant vekslede mellem tungsind, munterhed og fortvivlelse.
»Sig mig min kæreste«, skrev han. »Hvordan forholder det sig med disse følelser, der så hurtig følge på hinanden, der trænge og bekæmpe hinanden hvert øjeblik? Hvorfor må de rive mig hen, og hvorfor kan jeg ikke modstå de indtryk, som de gør på min sjæl?«.
H.C. Andersen i 1836. Han nød godt af de kulturelle kredses understøttelse.
Danskerne var ikke vant til en så toneangivende kvinderolle, som salonværtinderne indtog. Hidtil havde en hustru i store træk været sin mands stille hjælper, men romantikken introducerede den opfattelse, at borgerskabets kvinder skulle kende til sprog, kunst, filosofi og naturvidenskab for at kunne opfostre intellektuelle børn.
For Brun, Schimmelmann og Rahbek blev forandringen en vej til indflydelse, deres mødres generation ikke havde drømt om. Charlotte Schimmelmann kaldte sin salon sin laterna magica som henvisning til projektorens forgænger – et lille apparat, der gav tilskuerne indblik i fremmede verdener ved hjælp af projektion af billeder. Salonen var hendes udsyn og hendes adgang til det maskuline rum, hvor store beslutninger blev taget. Et vedholdende rygte var, at hun havde lige lovlig stor indflydelse på sin mands politiske affærer.
Friederike Brun finansierede billedhuggeren Bertel Thorvaldsens gennembrudsværk, ’Jason med det gyldne skind’.
Værtinderne gav borgerskabets mænd mulighed for at mødes og udveksle meninger om tidens interessante emner. Som tak fik de selv lov at lytte med. Hos Friederike Brun fik de endda plads til at optræde, men hos Charlotte Schimmelmann og Kamma Rahbek kom kun få andre kvinder end værtinderne, og som kvinder var deres kreative udfoldelsesmuligheder stort set begrænset til brevskrivning, botanik og æskeudsmykning.
Nok var Friederike Brun kendt for sine sociale evner, men hun var ikke fri for særheder. Hun blev så godt som døv som følge af sin sidste graviditet, og alligevel påstod hun at værdsætte salonens musik. Hun kunne sågar finde på at takke Gud for, at han ikke havde lukket hendes ører for »tonernes magi«. Så meget desto morsommere, når gæsterne undlod at trykke klaverets tangenter ned.
Men de bar over med den excentriske værtinde. For Friederike Bruns sans for at samle de helt rigtige mennesker omkring sig svigtede ikke. Og dengang som nu lå berettigelsen for tidens mest populære og anerkendte meningsdannere i deres evne til at give rum til det, der optog samtiden. Der var et direkte link mellem at ramme sine tilhøreres følelser og blive populær i debatten, og det formåede kun ganske få.
De blev til gengæld rigtig store. Blandt de gæster, de danske salonværtinder udvalgte, er navne som H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, H.C. Ørsted (1777-1851), Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) og B.S. Ingemann (1789-1862). Navne, hvis bedrifter vi stadig hylder.
