Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Danske steder - selvmordsmissionen
Lyt til artiklen: Danske steder - selvmordsmissionen
Det blæste kraftigt fra sydøst. Men ellers åndede alt fred og ingen fare i Køge Bugt om morgenen 4. oktober 1710. Den dansk-norske flåde var ankret op i den sydlige del af bugten for at proviantere og reparere skaderne efter et stormvejr ved Bornholm nogle dage før. Flere af de store linjeskibe havde mistet master og bomme eller fået ødelagt sejl, vanter og skøder.
Flåden havde været på vej til Danzig (Gdansk) for herfra at eskortere en større konvoj på 130 handelsskibe med 6.000 russiske soldater til Skåne. Kong Frederik 4. (1671-1730) havde besluttet at udnytte svenskernes ydmygende nederlag 28. juni 1709 ved Poltava i Rusland til at tilbageerobre det i 1659 tabte Skåne og havde i den anledning allieret sig med både tsar Peter den Store (1672-1725) og kong August den Stærke af Sachsen-Polen (1670-1733). Så de russiske soldater skulle kæmpe på dansk side mod den svenske krigerkonge Karl 12. (1682-1718).
Huitfeldts indsats skulle vise sig at være en ren selvmordsmission
Flådens chef, generaladmiralløjtnant Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719), havde ikke sendt hurtigsejlende småskibe ud som forposter, og det viste sig at være skæbnesvangert. For da der ved 10-tiden om formiddagen dukkede master op i horisonten mod syd, troede han, at det var konvojen med de russiske soldater. Først for sent opdagede han, at masterne tilhørte en svensk flåde på hele 22 linjeskibe og 4 fregatter under admiralgeneral Hans Wachtmeister (1641-1714).
Først på eftermiddagen klokken cirka 14.30 lød det første skud fra det svenske flagskib ’Göta Lejon’ mod det danske linjeskib ’Dannebroge’, som det var lykkedes kommandør Iver Huitfeldt (1665-1710) at gøre klar til kamp og få under sejl.
Næsten alle familier i kongeriget havde en far eller en søn, der var matros eller soldat
Huitfeldts indsats skulle vise sig at være en ren selvmordsmission.
Han var nødt til at skyde mod den stærke blæst, så kanonernes mundingsild blev blæst tilbage og antændte skibets sejl. Da ’Dannebroge’ brændte, kunne Huitfeldt have trukket det ud af kampen og ind mod land, men så ville han have udsat resten af flåden for brandfare. Han valgte derfor at kaste anker og kæmpe videre, indtil skibet sprang i luften.
Omkring 1700 var Danmark stærkt militariseret, og befolkningen var vant til krig. Flåden havde på sine 33 linjeskibe, 9 fregatter, 13 letfregatter og en masse mindre skibe en samlet besætning i krigstid på omkring 17.500, og hærens krigsstyrke var på omkring 70.000 mand. Det svarer nogenlunde til 1 soldat for hver 25 indbyggere. Næsten alle familier i kongeriget havde en far eller en søn, der var matros eller soldat.
Til sammenligning var den franske fordeling under Den Spanske Arvefølgekrig blot 1:66, i Østrig 1:80 og i Rusland 1:64. Målt med europæiske alen var militariseringsgraden altså meget høj. Kun Sverige og Brandenburg-Preussen investerede relativt set lige så meget i krigsvæsnet.
Staten brugte halvdelen af sit budget i fredstid til at forberede krig, og i krigstid løb militærets forbrug op i 80 procent af statens udgifter.
Omsider, af ulykke rakte ’Dannebroge’ i brand
Daniel Trosner
Ligeledes omkring 1700 skete der vigtige ting i de store europæiske flåder. Tidligere havde et krigsskib haft en besætning, der ledet af en skipper stod for sejladsen, mens officererne tog sig af krigsførelsen. Efter hollandsk mønster var man så småt begyndt at uddanne søofficerer, der både kunne navigere og føre krig. Ulrik Christian Gyldenløve havde som den anden dansker efter søhelten Niels Juel (1629-1697) fået den moderne uddannelse og lært, hvordan man bringer linjeskibe på række, så der kan affyres ødelæggende bredsider mod fjenden.
Takket være den norske matros Daniel Trosner, der den dag gjorde tjeneste på fregatten ’Høyenhald’, kan vi nøje følge de voldsomme begivenheder. Daniel Trosner førte nemlig dagbog og illustrerede også næsten hver eneste side.
Norske Iver Huitfeldt fik i en fart gjort sit skib ’Dannebroge’, et af flådens største, klar til kamp, da svenskerne pludselig dukkede op i horisonten 4. oktober 1710. På trods af den enorme overmagt fyrede ’Dannebroge’ løs mod svenskerne. Med sin manøvre reddede Huitfeldt resten af flåden, men han måtte selv lade livet sammen med næsten hele besætningen.
Trosner skelnede mellem, hvad han selv så, og hvad han hørte fra andre. I dagbogen er der masser af rygter om andre begivenheder, men Trosner anfører hver gang, at det er »passiartis« – oprindeligt et hollandsk udtryk for ’det bliver/blev sagt, at ...’.
Det er ikke lykkedes historikerne at finde ud af, hvor Daniel Trosner havde lært at skrive og tegne, for slet ikke at tale om hvordan han på et af datidens krigsskibe med trange, ja, næsten umulige forhold for de menige fik tid og plads til at føre dagbog. Man ved ikke ret meget om ham, men her er i uddrag, hvad han i overarkivar Hans Christian Bjergs og kommandørkaptajn Tor Jørgen Meliens bearbejdede manuskript noterede 4. oktober 1710:
»Det blæste så hårdt at vi ikke kunne få vore ankere hjem, hvorfor vi måtte kappe vore ankertove alle sammen og kom under sejl ... vor general kastede over bord både skibe (småbåde på dækket) og kamerser (møbler), senge og klæder og kufferter, og svinestier med svin og får, hønsehuse med høns, gæs og ænder og alle folkenes køjer og kister ...«.
»Vi loverte (krydsede) os op mod ham (svenskerne) og orlogsskibet ’Dannebroge’ var højeste (nærmest) til og den nærmeste (efter ’Dannebroge) var ’Hvide Svane’ og ’Beskiærmeren’. Siden kom ’Dannebroge’ så nær ham at hun kunne lange ham. Da begyndte de at skyde på hverandre ... og ’Dannebroge’ sejlede langs hans linje og gav lag for lag. Hun fik først laget af alle hans fem tredækkere og siden af hver og en som hun sejlede langs«.
»Omsider, af ulykke rakte ’Dannebroge’ i brand, og ilden kom først i hans skanse, og ingen af dem viste (opdagede) det, for røg og damp. Da kom hele overskibet i brand og hun gav tre salver endda efter at skibet var i brand, da brændte først hans mesanmast over bord, siden faldt hans stormast over bord og så hans fokkemast over bord, da kunne vi se hvor tæt folkene entrede ud på bovsprydet, så slog flammerne ud og brændte gøsen (mindre kongeflag på bovsprydet) af, da faldt folkene i vandet«.
»Siden brændte ilden dybere og kom så til krudtet. Da sprang hun op i små smuler, og i fraden tid ilden tændtes og til hun sprang var ungefær tre glas (halvanden time) ... og der blev ikke bjærget flere folk fra hende end som 9 matroser, der var 2 mand i deres fiskerjolle, de bjærgede 7 mand til sig, som de fandt på mesanmasten og på bovsprydet og på andet stykgods ud af vraget«.
Ulrik Christian Gyldenløve var uægte søn af Christian 5. og kunne ikke blive konge, men blev i en meget ung alder i år 1700 gjort til chef for flåden. Hans skødesløshed i Køge Bugt blev skæbnesvanger for 'Dannebroge'.
Slaget endte nærmest uafgjort. Det blæste op, og svenskerne trak sig tilbage. De mistede også to linjeskibe, der gik på grund på Amager og blev opgivet. Så søslaget blev ikke i samtiden set som noget særligt. I sin korte rapport til kong Frederik 4., der også var hans halvbror, skrev generaladmiralløjtnant Ulrik Christian Gyldenløve kl. 9 morgenen efter slaget optimistisk, at hvis »Gud vilde give os en god Sydvest, schulde vi i Guds Navn søge dem«.
Iver Huitfeldts lig drev i land ved Køge Kro en måneds tid efter slaget og kunne kun identificeres ud fra en fingerring. Liget blev ført til Norge, så han kunne blive begravet i familiegravstedet ved Hudrum Kirke i nærheden af hans fødegård, Throndstad.
Senere er det gået op for militærhistorikerne, at Iver Huitfeldts beslutsomhed reddede den danske flåde, der var lukket inde i bugten og ikke havde plads til at manøvrere.
Så da bjærgningsselskabet Svitzer i 1872-75 fik hejst nogle af ’Dannebroges’ kanoner op, blev der med brygger I.C. Jacobsen (1811-87) som hovedsponsor rejst et mindesmærke for den norsk-danske søhelt på Langelinie i København. I 1906 blev der også rejst et lidt mindre mindesmærke i Køge, hvor han og de øvrige døde mindes ved en lille højtidelighed hvert år 4. oktober. ’Dannebroge’s anker er også bjærget og står på Nyholm, hvor skibet blev bygget.
Der er bjærget flere andre dele – bl.a. stumper af sprængte kanoner, håndvåben, taljer – fra vraget. Det er også lykkedes at finde 240 sølvmønter, der indgår i Nationalmuseets samlinger.
’Dannebroge’ var det første nybyggede skib fra Nyholm i 1692. Skibskonstruktionerne undergik en revolution i disse år og efter moderne, hollandsk mønster blev 'Dannebroge’ som det første danske skib bygget efter tegninger. I de næste hundrede år nød de danske skibskonstruktører og værfter stor anerkendelse i udlandet.
Vraget ligger stadig på omkring 10 meter vand på position 55:29,53 N/12:30,17E og har siden 1986 på grund af nogle røverier været beskyttet af et dykkerforbud.
Forbuddet administreres af Slots- og Kulturstyrelsen, der ifølge konsulent Torben Malm hvert år udsteder 20-25 tilladelser til at dykke ved vraget. Sportsdykkerne skal efter endt besøg aflevere en rapport, så derfor ved Torben Malm, der selv er marinarkæolog og har dykket ved ’Dannebroge’, at »vraget har det godt«.
