Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Overraskelsesangreb satte København i brand
Lyt til artiklen: Overraskelsesangreb satte København i brand
Vejret var koldt og blæsende, da de ni Mosquito-bombemaskiner fra Squadron 105 og 139 sneg sig over Nordsøen.
Flyene fra Bomber Commands eliteenhed Daylight Bomber Mosquito Wing var gået på vingerne kl. 14.27 på den britiske luftbase i Marham, og Royal Air Force havde spillet sit bedste kort: Siden premieren i 1941 havde Mosquitoen, en letvægtsmaskine med en tophastighed på godt 600 km i timen, bygget af udvalgte træsorter og drevet af to førsteklasses Rolls-Royce Merlin-motorer, vist sig uovertruffen til præcisionsangreb fra lav højde.
Besætningen i hvert fly udgjordes af blot to mand: piloten og en observatør.
Onsdag 27. januar 1943 piskede sneen mod de små cockpitter og gjorde det svært at orientere sig. Kursen var nordøst mod København, og flyvehøjden 30 meter. Flyene kunne ikke forsvare sig mod angribende fjender, men deres styrke lå i hastigheden, manøvredygtigheden og overraskelsesmomentet.
Hvert fly medbragte fire bomber på hver 250 kg, og Mosquitoernes præcisionsangreb på Gestapos hovedkvarter i Oslo 25. september året før havde vist, at langdistanceangreb af denne type var mulige.
En onsdag aften i januar var på få minutter blevet forvandlet til et kaos af eksplosioner
I København gik luftalarmen kl. 17.01 – blot tre minutter før bomberne faldt. Mosquitoerne var uset nået ind over dansk luftrum ved Esbjerg og havde fulgt jernbanelinjen mod Kolding. En enkelt maskine havde i nærheden af Esbjerg ramt nogle telefonledninger og måtte returnere med beskadiget bagbordsbalanceklap.
Nu blev formationen observeret af Statens Civile Luftværns meldeposter, først ved Haderslev og derpå ved Faaborg, Rudkøbing og på Lolland.
På vej over Storebælt blev flyene beskudt af et uidentificeret skib, men det tyske luftmeldesystem konkluderede, at flyene måtte være ved at krydse Østersøen, muligvis på vej mod Polen, og man indså først fejltagelsen, da eskadrillen pludselig blev iagttaget ved Store Heddinge på Stevns med kurs direkte mod København.
Angrebet kom derfor bag på det tyske luftforsvar omkring hovedstaden, som på denne dag heller ikke kunne stille noget op for at beskytte Danmarks eneste industrikompleks af virkelig strategisk betydning for den tyske krigsførelse: Burmeister & Wains dieselmotorfabrik på Christianshavn.
Vi genkendte øjeblikkelig konturerne af København. Wing Commanderens bombelemme blev åbnet, og vi blev klar over, at målet kun var få sekunder borte
Bill Blessing
Fra Køge Bugt fløj maskinerne ind over Sydhavnen og fulgte havneløbet mod nord, mod målet. Flyverløjtnant Bill Blessing berettede dagen efter i BBC:
»Vi genkendte øjeblikkelig konturerne af København. Wing Commanderens bombelemme blev åbnet, og vi blev klar over, at målet kun var få sekunder borte. Foran os på den ene side kunne vi se Børsens snoede spir, under havnen og til styrbord Vor Frelsers Kirke. Pludselig kom B&W til syne, og den første maskine kastede en bombe mod 100-tons kranen på kajen. Støvende huller viste sig i fabrikstaget, hvor andre bomber var gået igennem, og i løbet af et øjeblik faldt vore egne bomber over krumtapfabrikken. Da den sidste Mosquito fløj over målet, begyndte eksplosionerne. Observatørerne så sig tilbage og kunne først se en kæmpeglød over målet – derefter en dybrød søjle, som fortsatte i nogle sekunder. Jeg så Wing Commanderens maskine stige over kuplen på Marmorkirken, og nu begyndte flakket at give ild mod os fra det nordlige København«.
Faktisk var maskinerne under beskydning fra tyske Flugabwehrkanonen under hele angrebet – dels fra flakbatterier (antiluftskyts), dels fra tyske fartøjer i havnen. En enkelt maskine blev ramt, og øjenvidner så den trække en røgfane efter sig, da den trak ind over Amalienborg. Ved Tveje Merløse uden for Holbæk ramte den kl. 17.13 i tusmørket en højspændingsledning og styrtede til jorden.
Besætningen, sergent Dawson og sergent Cox, var dræbt på stedet.
De øvrige fly fandt hjem i spredt formation. Tyske natjagerfly gik op og indledte forfølgelsen, men kunne ikke indhente de lette Mosquitoer.
Til gengæld mistede eskadrillen endnu et fly kort efter indflyvningen over Sydengland. Med et bombemål i København havde man presset maskinerne til det yderste af deres aktionsradius, og fordi det ikke var lykkedes at holde en direkte kurs mod den danske hovedstad, var brændstofsituationen til slut kritisk.
Kl. 19.50 løb sergent Clare og flying officer Doyles maskine tør for brændstof og styrtede ned kun 25 km fra luftbasen i Marham efter et mislykket forsøg på at nødlande. De blev begge dræbt. De øvrige fly nåede hjem med få minutter tilbage i tankene.
Det engelske angreb blev udført af hurtige Mosquito-bombefly.
32 bomber blev den eftermiddag kastet over B&W’s motorfabrik på Christianshavn. Bombemaskinerne var kommet ind over målet i forskellig højde og havde kastet deres last fra mellem 50 og 300 fods højde.
Bomberne var tidsindstillede, og nogle af dem skulle gå af blot 25 sekunder efter nedslaget. Det var en standardanordning ved lavtgående præcisionsbombardementer, som skulle sikre, at eksplosionerne ikke skadede bombemaskinerne. Andre var indstillet til sprængning en halv eller en hel time, enkelte helt op til 36 timer efter nedslaget.
B&W var angrebsmålet, men det var naboen, der blev ramt hårdest.
Sukkerfabrikken – i dag Danisco – havde fået fire fuldtræffere, og fabrikken stod snart i lys lue. De 70 arbejdere på aftenskifteholdet var ikke nået i tilflugtsrum, og 4 blev dræbt, mens mange fik forbrændinger. En bombe gik lige igennem sandsugeren ’Baldur’, som lå fortøjet i Christianshavns Kanal, og en del landede i havneløbet.
En enkelt maskine måtte foretage en undvigemanøvre for ikke at ramme Christianskirkens tårn, overskød derfor målet og ramte lommetørklædefabrikken i Knippelsbrogade, Knippelsbros sydlige brohoved og den tomme grund nord for broen, hvor Udenrigsministeriet i dag har til huse.
2.300 måtte evakueres fra Islands Brygge, fordi der efter angrebet lå ueksploderede bomber i kvarteret.
Det samlede tabstal løb op i 8 dræbte, 25 hårdt sårede og 43 lettere kvæstede. Dertil lå 20 ueksploderede bomber tilbage i området – tidsindstillede såvel som forsagere, dvs. fusere. 4 tidsindstillede var endt i beboelseskvarteret på Islands Brygge, hvor en af de britiske maskiner havde kastet sine bomber for tidligt.
Den ene var landet i Gunløgsgade nr. 6 på 4. sal, en anden havde gennembrudt muren ind til en stue på 5. sal i nr. 5, og i samme lejlighed fandt man et par dage senere endnu en bombe i soveværelset.
Den fjerde bombe havde lagt sig til rette midt på Njalsgade, hvor tilskuere var henne at puffe til den. Den første af disse bomber gik af ved 6-tiden og pulveriserede hele etagen. På dette tidspunkt var evakueringen af 2.300 beboere i fuld gang.
Bomben i Njalsgade gik af kl. 5.09 den følgende morgen og efterlod et meterdybt krater. De øvrige lykkedes det at fjerne.
En minør ved arbejdet med at uskadeliggøre en af de ikkedetonerede bomber i en lejlighed på Islands Brygge. På selve B&W havde de danske ansvarlige ikke travlt med at rydde op.
København havde oplevet sit første bombardement siden 1807 (hvis man ser bort fra et mindre isoleret luftangreb på B&W’s Skibsværft på Refshaleøen i april 1942).
En onsdag aften i januar var på få minutter blevet forvandlet til et kaos af eksplosioner, bulder og knitren fra meterhøje flammer, sammenstyrtninger og sirener fra slukningskøretøjer og ambulancer.
Tusindvis af tilskuere stimlede sammen. Mens redningsmandskab ledte efter døde og sårede i ruinerne, kæmpede brandfolk med ildebrandene – og hærens sprængningseksperter med at uskadeliggøre ueksploderede bomber.
Under mørklægningen lyste skæret fra brandene ekstra op på den københavnske nattehimmel. Det blæste kraftigt, og der gik mange timer, inden ilden var under kontrol. Gnisterne føg gennem kvarteret, og man holdt brandvagt i lejlighederne, ofte i isnende kulde, fordi eksplosionerne havde trykket vinduerne ind. Knust glas lå overalt.
Den 22-årige studerende Thorkild Lund-Jensen, som boede i Nordisk Kollegium på Østerbro, så en af Mosquitoerne over hustagene. Han fortæller i et brev til sine forældre, hvordan han hørte luftalarmen kl. 17 og straks – i stedet for at søge i beskyttelsesrum – var løbet op på 5. sal for at se, hvad der foregik.
Kort efter »hører jeg pludselig motorlarm, som stiger til et infernalsk spektakel, og frem over huset lige overfor i ca. 25-75 meters højde farer en stor engelsk bombeflyvemaskine. Det gik så stærkt, at jeg i grunden ikke rigtig opfattede synet, før den var forsvundet over hovedet på mig. Men det var ikke det værste, thi i sporet af den fulgte umiddelbart en meget koncentreret ild fra luftskytset i Frihavnen, og denne ild strøg lige hen over hovedet på os, måske 75-100 meter max fra os, sikkert betydeligt tættere, men det er nu svært at bedømme. Jeg fór over på den anden side af huset for at følge englænderen, og da jeg jo står på 5. sal, har jeg fin udsigt over husene, og virkeligt lige hen over hustagene, helt nede mellem skorstene og tårne, flyver der en englænder, idet han svinger frem og tilbage, åbenbart for at undgå at flyve mod noget. Ilden var nu hørt op fra maskinkanonerne (20 mm?)«.
Thorkild Lund-Jensen gik derefter op i sydfløjen: »[...] og da jeg har stået lidt, ser jeg pludselig brandskær, der hurtigt bliver kraftigere og kraftigere i retning af Langebro og Christiansborg«.
Herefter cyklede han mod centrum. Med en stålhjelm på og sit id-kort foregav han at være i Statens Civile Beredskab, som må færdes ude under luftalarm.
»Jeg kørte [...] efter brandskæret, som kunne ses over hele København, og uden at være standset kom jeg ned til Langebro. Luftalarmen blæste da af. Det var et så sørgeligt syn«.
De Danske Sukkerfabrikker stod i lys lue.
»Hele det kæmpestore kompleks stod i flammer fra øverst til nederst [...] Medens jeg stod og så derpå, brændte hele den kæmpestore maskinhal, samt nogle andre maskinbygninger, der stødte op til maskinhallen [...] Når man betænker, hvilken enorm betydning, sukkeret har for os, som levnedsmiddel og eksportartikel, må man græde blod ved at stå og se sådan en virksomhed blive totalt ødelagt«, skrev Lund-Jensen.
B&W’s dieselmotorfabrik slap nådigt fra selve bombardementet. En enkelt bombe var eksploderet i montagehallen under selve angrebet, mens en anden gik af i værkstederne kl. 13.52 den følgende dag.
Først tre dage efter angrebet gik man i gang med at bringe de sidste bomber til sprængning, og som sprængningskommandoens leder, Poul Sæbye, senere indrømmede, var der faktisk en tanke med forsinkelsen og det forhold, at man tilsyneladende havde opgivet at flytte bomberne.
De ueksploderede bomber blev sprængt på stedet og anrettede stor skade.
Var det en skjult modstandshandling? Sæbye fortalte senere, at han og B&W’s sikkerhedschef havde sørget for at sprænge en bestemt bombe så tæt på en tysk ubådsmotor som muligt. En Bopa-sabotør, der arbejdede på fabrikken, bekræftede, at man havde sørget for at sprænge bomberne på stedet og ligefrem havde skubbet en af bomberne ind under en af ubådsmotorerne.
Garageanlægget blev totalt ødelagt, og der var stor skade på maskiner og bygning. Også smedjen blev jævnet med jorden. Noget kunne faktisk tyde på, at sprængningskommandoet anrettede større skade på B&W, end RAF havde gjort!
Ødelæggelserne beløb sig til ca. 2 mio. kr. Sæbye blev bagefter underkastet omfattende tysk forhør, og skønt man ikke kunne bevise noget, udvirkede besættelsesmagten, at sprængningschefen få uger senere blev sat fra bestillingen.
Angrebet viste, at Københavns luftforsvar lod meget tilbage at ønske. Statens Civile Luftværn styrkede Brandtjenesten og det almindelige beredskab, mens tyskerne indsatte ekstra flak ved Lynetten, Toldboden og på Christianshavn, ligesom man søgte at øge luftforsvaret af skibsværfterne i Helsingør, Odense og Nakskov, som var travlt optaget af tyske ordrer.
Også andre havde grund til bekymring. I palæet Rosenlund på Vedbæk Strandvej nord for København var den partiløse minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen, netop kommet hjem, da han hørte luftalarmen.
Det var der intet usædvanligt i, og den unge arvtager til F.L. Smidth-koncernen gik op for at hvile sig lidt. Han skulle være til taffel på Amalienborg kl. 19. Gunnar Larsens hustru vækkede ham ved 18-tiden.
»Medens jeg klædte mig på«, skriver han i sin dagbog, »kom jeg til at kigge ud ad vinduet i mit soveværelse mod syd og så da, at himlen var rød. Det passede ikke med solens position, hvorfor det naturligvis straks dukkede op i mig, at der muligvis kunne være sket et eller andet under luftalarmen i København. Jeg klædte mig derfor hurtigt på og tog af sted i meget rigelig tid, da det var umuligt at forudse, hvad der kunne være sket«.
»Det var en højst mærkelig fornemmelse at køre gennem de fuldstændigt øde gader hele vejen fra Vedbæk til København, indtil afblæsningen fandt sted, da vi var kommet ind ved Trianglen«.
Larsens beretning fortsætter: »Alt stod stille, ikke en eneste vogn så vi køre. På turen langs Strandvejen fra Bellevue til Charlottenlund havde jeg god udsigt ud over havnen, og jeg så da, efterhånden som vi kom nærmere, at det voldsomme røde skær på himlen stammede fra en brand af stort format et eller andet sted på Christianshavn«.
»B&W slog naturligvis straks ned i mig, men jeg var på den anden side klar over, at brandskæret næppe kunne stamme herfra, da B&W’s virksomhed umuligt kunne brænde på denne måde. Det var i øvrigt et meget betagende og grusomt syn at se de voldsomme brandflammer slå op mod himlen, samtidig med at man kørte gennem de fuldstændigt døde og øde gader«.
»Jeg følte uvilkårligt et voldsomt greb om hjertet, idet jeg blev klar over, at vi her stod over for de første krigsødelæggelser af virkeligt format på dansk grund«.
Ministerbiler havde lov at færdes under luftalarm, så efter at have legitimeret sig ved et par politiafspærringer »kørte vi videre til Knippelsbro for at få lejlighed til at se, hvad der faktisk var sket, og hvor branden stammede fra. Da vi kom ned til havnen, kunne jeg se, at det var De Danske Sukkerfabrikkers bygningskompleks, der stod i flammer, medens man ved skæret kunne se konturerne af B&W’s bygninger, som tilsyneladende lå ganske uskadte. Det var dog ganske klart, at det var B&W, man havde været ude efter«.
Det var ikke ligegyldigt for ministeren. Den 41-årige ingeniør og hans familievirksomhed F.L. Smidth & Co. havde store aktiver i B&W, og Gunnar Larsen havde været bestyrelsesformand fra foråret 1939 og frem til sin ministerudnævnelse i juli 1940.
En voksende del af befolkningen opfattede ham som stikirenddreng for udenrigs- og nu også statsminister Erik Scavenius’ aktive, men upopulære samarbejdspolitik, og den illegale presse kritiserede ham for at pleje privatøkonomiske interesser. Danske fabrikker blev i stort omfang holdt i gang af tyske ordrer, og hverken F.L. Smidth eller B&W var nogen undtagelse.
Maskinfabrikken på Christianshavn havde specialiseret sig i dieselmotorer til tyske ubåde, og i april 1942 figurerede B&W’s motorfabrik som den næststørste danske industrileverandør til Tyskland, kun overgået af våbenproducenten Dansk Industri Syndikat.
Gunnar Larsens chauffør fik vendt bilen og kørt de få hundrede meter til Amalienborg, hvor hans passager nåede frem til kronprinsparret i god tid inden taflet.
Royal Air Forces angreb på B&W havde ringe fysisk virkning. Dieselmotorfabrikken var ganske vist blevet ramt – men ikke værre, end at værnemagtens økonomiske afdeling i Danmark bagefter kunne konstatere, at de 12 bomber, der faktisk havde truffet deres mål, først og fremmest havde anrettet skade på bygninger og krananlæg, mens maskinerne nærmest var ubeskadigede. Fabrikken måtte ligge stille i fire dage, men efterhånden havde arbejdet kunnet genoptages, og sidst i marts var produktionen i fuld gang igen.
I mange år var det opfattelsen, at angrebet på B&W Diesel var udløst som en støtte til den danske modstandsbevægelse, idet det skulle vise befolkningen, at sabotage mod industrivirksomheder udført ’på jorden’ var at foretrække for luftangreb, som var ikke bare upræcise og altså ineffektive, men også indebar civile ofre.
Historikerne har dog for længst afvist teorien om det såkaldte sabotageangreb.
På baggrund af britiske dokumenter har man vist, at B&W-angrebet var et af en række britiske angreb på få udvalgte industrimål, som bl.a. omfattede Nederlandene (Philips i Eindhoven 6. december 1942) og Norge (molybdænminen ved Knaben i Sydnorge 3. marts 1943).
Angrebene skulle vise de besatte folk, at de ikke var glemt, og at de allierede var opmærksomme på, at der blev produceret for Tyskland.
Et mindre angreb på dieselmotorfabrikken i København ville efter vurderingen være tilstrækkeligt til at styrke danskernes moral »i betragtning af danskernes åbne fjendtlige holdning over for tyskerne«, som det hed i en rapport til den britiske ledelse. Angrebet skete derfor også dagslys. Store civile tab i det tætbebyggede område kunne give bagslag og få danskerne til vende sig mod briterne.
Myten om, at briterne ville presse danskerne til at iværksætte industrisabotage, hvis de ville undgå luftangreb, finder altså ikke støtte i de samtidige kilder.
Angrebets psykologiske virkning er det i sagens natur svært at sige noget sikkert om. Men Erling Foss (1897-1982), det senere medlem af Danmarks Frihedsråd, skrev om det i en underretning via Stockholm til den britiske Special Operations Executive, SOE, i London.
Foss sammenfattede danskernes reaktion på angrebet som »en almindelig optagethed af, at nu skete der noget [...] alle havde ventet, at dette måtte ske en dag. I første omgang var følelsen almindeligvis blandet med en let skuffelse over, at det så ud til, at B&W vistnok ikke rigtigt var ramt [...]. Nogen almindelig stemning mod England har bombningen IKKE vakt [...]. Selvfølgelig vil enkelte tale om, at ’vi har jo ikke gjort englænderne noget, den smule, der bliver lavet, betyder jo ikke noget, osv.’. Men dette kommer fra folk, der i forvejen ikke kan lide englænderne. Ved en stikprøve på Nørrebro var der kun en enkelt af jævne folk, ud af ca. 100, som udtalte sin misbilligelse [...]. Selv arbejderne på B&W, som det går ud over, vender ikke vreden mod englænderne. Hvorledes virkningen bliver ved fortsatte bombeangreb, ødelæggelse af mange hjem med nye dræbte og sårede, er det på forhånd vanskeligt at udtale sig om med sikkerhed, men der vil antageligt kunne tages endnu nogen belastning, før stemningen risikerer et omslag«.
B&W’s arbejdere nægtede at genoptage natteskiftet af frygt for natlige luftangreb, og også arbejderne på andre industrivirksomheder, bl.a. Aalborg Skibsværft, nedlagde en kort periode arbejdet på grund af manglende sikkerhedsforanstaltninger ved luftangreb.
Endelig noterede både tyske og britiske myndigheder det umanerlig store antal danskere, der havde sendt blomster til begravelsen af de to britiske flyvere, der var styrtet ned ved Holbæk.
Meget taler for, at B&W-angrebet i januar 1943 medvirkede til at vende den danske befolknings holdning i en mere aktiv antitysk retning. Hvis det virkelig forholder sig sådan, skal angrebet ses som en brik i det spil, der førte til strejke- og sabotagebølgerne i sommeren 1943 og bragte samarbejdspolitikken til fald 29. august.
