Jo mere Danmark føjede sig, jo mere ønskede Island selvstændighed fra kongeriget

I 1874 fejrede Island tusindåret for den første skandinaviske bosættelse på øen. Samme år aflagde Christian 9. (1818-1906) officielt besøg. Han var den første danske konge, der gæstede Island, og det skulle markeres. Foruden at han deltog i festlighederne, benyttede Christian 9. anledningen til at markere Islands nye forfatning.

Tidsskriftet Illustreret Tidende konstaterede, at den islandske forfatningskamp var afsluttet i kraft af loven af 5. januar 1874.

»Ved denne lov er Altinget kommet i besiddelse af al den myndighed, der kan tilstås det, såfremt Island skal vedblive at være en del af riget«. Kongebesøget blev et sandt triumftog, men snart begyndte de små ting at gnave og øge islændingenes irritation over danskerne.

Den islandske vej mod selvstændighed var lang og snørklet. Hver gang islændingene stillede krav, føjede den danske regering sig i håb om at bevare rigsfællesskabet. Undervejs i det lange forløb anbefalede den danske jurist Knud Berlin (1864-1954) gang på gang, at politikerne stod fast. Danmark måtte ikke give efter, for hvis Island først begyndte at stræbe efter selvstændighed, ville resultatet blive »Islands fuldstændige løsrivelse fra Danmark«.

I 1952 udgav Knud Berlin en erindringsbog om sit lange liv i statens tjeneste, hvori et kapitel omhandler Islands forhold til Danmark. Berlin betragtede det islandske spørgsmål som sit livs store kærlighed. »Desværre skulle det arte sig således, at jeg i lange tider mere udholdende end nogen anden dansk mand måtte gå Islands selvstændighedsstræben imod, den, der i 1944 er resulteret i, at Island ensidigt ophævede forbindelsen med Danmark og erklærede sig for republik. Som følge deraf blev jeg i lange tider på Island opfattet som islandsfjendtlig, endog til tider lagt for had som Islands hovedfjende. Min kærlighed til Island blev da for så vidt nærmest en ulykkelig kærlighed«.

Berlin ønskede at bevare rigsfællesskabet. Hjemmestyreordningen, som var trådt i kraft i 1904, sikrede, at Island var en del af det danske rige. Fremover fik islandsministeren hovedsæde i Reykjavik og udformede Islands politik i samarbejde med Altinget, men hjemmestyrets første minister, Hannes Hafstein (1861-1922), måtte dog rejse til København og forelægge vigtige regeringssager for statsrådet og kongen. Det varede ikke længe, før islændingene var utilfredse med ordningen. Ifølge Berlin begyndte de igen at klage over »ret uvæsentlige ting«.

Disse ’ret uvæsentlige ting’ præger den dansk-islandske adskillelse. Der var ikke noget stort oprør, ingen blodige omvæltninger, som har inspireret eftertiden og sat følelserne i gang. Der er kun de små ting, nuancer, som irriterede i fortiden, men som vi i dag kan have svært ved at forstå betydningen af. Kimen til rigsfællesskabets opløsning skal derfor søges i ofte velmenende udtalelser og handlinger, som fik utilsigtede konsekvenser.

Det kunne for eksempel være danskernes overdrevne brug af den islandske fortid i skabelsen af en dansk nationalidentitet. I midten af 1800-tallet beskrev den nationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-1870) det islandske samfund som stedet, hvor danskerne »ser et billede af vore gamle nordiske forfædre, hvis sprog og hvis minder det har bevaret på sin afsides ø«. Det var ikke den islandske befolkning, danskerne interesserede sig for, det var den islandske fortid.

Rigsfællesskabet opstod lige så udramatisk, som det blev opløst. Den fredelige kolonisering af den nordatlantiske ø tog sin begyndelse i 800-tallet, hvor norske vikinger gjorde Island til deres hjem. Jordejere betragtede Island som en form for fristat, hvor uoverensstemmelser blev ordnet internt, når Altinget samledes på Thingvellir. Islændingene var kongetro, men de nærede intet ønske om at blive knyttet tættere til den norske centralmagt. Der eksisterede således et kulturelt fællesskab mellem Island og Skandinavien, men nogen politisk enhed var der ikke tale om. Islændingene kom heller ikke med indvendinger, da Norge i 1380 indlemmedes i det danske kongerige. Da Norge i 1814 blev afstået til Sverige, overgik de norske bilande, Island, Færøerne og Grønland, til den danske stat.

Siden enevældens indførelse havde den danske statsmagt i Island været repræsenteret af en stiftamtmand. Der var hverken soldater eller militære baser på øen, kun en enkelt embedsmand. I århundreder passede islændingene sig selv og skænkede ikke selvstændighed en tanke, før nationalliberale politikere som føromtalte Orla Lehmann afskaffede enevældens multikulturelle styre og lagde grunden til den danske nationalstat.

Folkestyret var den nye statsmagt, men hvor skulle grænserne for den danske nationalstat trækkes, og skulle grundloven også gælde for Island?

Jón Sigurdsson (1811-1879) var kongevalgt medlem af den grundlovgivende forsamling og fik stor betydning for Islands politiske skæbne. Den eneste statsretlige tilknytning mellem Danmark og Island, hævdede Sigurdsson, var en personalunion med kongen som overhoved for to selvstændige og uafhængige stater. Det mest tungtvejende argument for den islandske nationalist var, at Island og Danmark repræsenterede to vidt forskellige samfundstyper, to forskellige sprog og to forskellige folk. Hvis den danske nationalstat ikke kunne rumme det tyske, så kunne den heller ikke omfatte det islandske.

Foto: Statens Museum for Kunst

De slesvigske krige og tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864 satte en midlertidig stopper for de islandske krav. Først i 1871 vedtog de danske politikere loven om ’Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget’. Den slog fast, at Island var en uadskillelig del af den danske stat. Islændingene accepterede forfatningen, men uden begejstring, for der var mange islændinge, som var stærkt kongetro, og de frygtede, at Jón Sigurdssons følgere ville forandre det traditionelle islandske samfund.

Forfatningsspørgsmålet splittede således den islandske befolkning. Da kongen i 1874 underskrev loven, omfattede den ikke to ligeværdige stater, dertil var den danske indflydelse for stor, men Island kunne ikke forvente at få bedre politiske forhold, og forfatningen blev betragtet som udgangspunkt for fremtidige forhandlinger.

Set gennem nordatlantiske briller var den økonomiske vækst en væsentlig faktor for Islands fortsatte kamp for selvstændighed. Det var især moderniseringen af fiskerflåden, der stod bag et økonomisk opsving, og befolkningstallet var i år 1900 steget til 79.000 på trods af stor udvandring til USA og Canada.

Der opstod en følelse af, at Island kunne klare sig selv, og denne antagelse blev forstærket, da Norge i 1905 trådte ud af unionen med Sverige og blev en selvstændig nation.

Foto: Statens Museum for Kunst

Udviklede islændingene et mindreværdskompleks i forhold til danskerne? De lod sig i hvert fald provokere.

I 1905 planlagde Tivoli en udstilling, der skulle sætte fokus på rigets nordatlantiske dele og Dansk Vestindien. Formålet var at fremme interessen for rigsfællesskabet, men de velmenende tanker faldt ikke i god jord i Island. I december 1904 bragte de københavnske aviser en erklæring fra studenterforeningen i Reykjavik, som lød, at de studerende var villige til at arbejde for god forståelse mellem Danmark og Island, men de ville også modarbejde tiltag, som nedgjorde islændingene.

De anså den kommende udstilling i Tivoli for at være et forsøg på at sidestille Island med naturfolk. Erklæringen fortsatte:

»Denne gang agter man at fremvise negre og eskimoer sammen med os. Dette anser vi for nedværdigende for vor kultur og vor nationalitet«. Islændingene fandt det også nedværdigende, at udstillingen skulle vises i Tivoli. Forlystelsesparken havde tidligere haft succes med lignende eksotiske temaer og for eksempel i 1878 fremvist en nubisk karavane, i 1902 en kinesisk landsby og i 1903 en broget skare af eksotiske mennesker fra Sydindien.

Foto: Holger Damgaard, 1921

Koloniudstillingen blev godt besøgt. Men skaden var sket, og forfatteren Georg Brandes (1842-1927) gjorde det ikke bedre, da han i 1906 luftede sin modvilje mod det islandske hjemmestyre.

Det var jo latterligt, hævdede Brandes, at så lille et samfund fik selvstyre, og i en artikel i Politiken krævede han retorisk Amager løsrevet fra resten af Danmark. Befolkningsmæssigt var der jo ikke den store forskel på de to øer, og Amager havde jo også sit eget nationale særpræg i kraft af de hollænderbønder, der havde beboet Store Magleby siden 1521 og dyrket grøntsager til københavnerne.

Ifølge Brandes manglede Amager kun to ting for at kræve uafhængighed. Et selvstændighedsflag og en nationalsang. Begge dele kunne han frembringe: Amagers flag skulle være en spinatgrøn fanedug med en gulerod, og en nationalsang kunne begyndte på følgende måde: »Urtegård, blomsterjord, højnordens havejord, hvor er du skøn og stor, Amagermor!«.Den slags fik selvstændighedskravet til at vokse. Islændingene ønskede ikke at være en ’uadskillelig del af det danske rige’, men en suveræn nation med eget flag og uafhængige politiske institutioner.

Frederik 8. (1843-1912) var velvilligt indstillet. Island kunne knyttes til Danmark gennem en personalunion, så kongedømmet fungerede som det samlende element. Og så er vi tilbage ved Knud Berlin, for hvorfor skulle den danske stat ikke tillade det? Hvorfor skulle en lille nation fratage et endnu mindre folk sin ret til selvbestemmelse i en tid, hvor Danmark kæmpede for at vinde det danske mindretal i Nordslesvig tilbage til nationalstaten?

I et fortroligt brev til konseilspræsident Niels Neergaard (1854-1936), dateret 2. januar 1909, forklarede Knud Berlin, hvorfor den danske regering ikke skulle bøje sig for islændingenes krav. Det var ikke kun forholdet til Island, der var til diskussion. Forholdet til resten af rigsfællesskabet spillede også ind:»Anerkender vi derfor kravet om Islands fuldstændige suverænitet og ligestilling trods det uhyre misforhold mellem Islands og Danmarks folketal og kulturelle midler – og derved anerkender vi jo tillige i realiteten rigtigheden af islændingenes i virkeligheden ganske tåbelige historiske og statsretslige teorier – da er vi værgeløse også over for Færøerne, når de om nogle år opstiller nogle lignende teorier og kræver deres små øer anerkendt som suveræn stat ligestillet med Danmark, naturligvis uden ofre for dem selv! Thi kan Island, skønt det er 30 gange mindre end Danmark, kræve lige ret med hovedlandet, hvorfor så ikke også Færøerne, der kun er 4-5 gange mindre end Island og derfor må kunne kræve lige ret med dette sidste land! Dette krav vil komme, derom kan ingen være i tvivl, der i disse dage læser de færøske blade, og hvorledes vil vi da være stedte, hvis vi blot altid giver efter og giver efter for de stadig mere og mere anmassende islandske fordringer og gør os til latter i Europa ved at lade det lille Island diktere vor politik og selv skridt for skridt løser op for rigsbåndet, til islændingene kaster los og lader os tilbage som dem, der har mistet alt, også æren!«.

Knud Berlins advarsler virkede ikke. Island fik sin suverænitet i 1918. Forbundsloven slog fast, at Danmark og Island var frie og suveræne nationer »forbundne ved fælles Konge«. I 1921 besøgte Christian 10. så Island, og igen var de små ting på spil.

Det vakte forundring, at Islands konge var klædt i dansk uniform, men da kongen formåede at holde en kort tale på godt islandsk, blev alle glade. Men, fortalte Christian 10. til Knud Berlin, »bagefter ville man, at jeg skulle blive ved med at tale islandsk og kun islandsk, og det kunne jeg naturligvis ikke. Og alle de fremmede islandske herrer, selv de, der meget godt kunne dansk, ville nu alene tale islandsk og kunne pludseligt ikke forstå dansk«.

Forholdet mellem kongen og hans islandske folk blev aldrig godt, selv om Christian 10. besøgte Island flere gange, indtil den tyske besættelse i 1940 afskar forbindelsen. Island kom under USA’s beskyttelse, og amerikanernes tilstedeværelse stimulerede økonomien. Der blev bygget som aldrig før, fiskerierhvervet blev yderligere moderniseret, og energien fra de varme kilder blev udnyttet i væksthuse. Som USA’s venner kunne islændingene klare sig selv, og i 1944 blev republikken udråbt. Islændingene afsatte kongen. Rigsfællesskabet med Danmark var endegyldigt ophørt.Efter selvstændigheden kom de små ting med den store betydning stadig på banen.

I september 1945 anmodede den nye republik om at få de islandske sagaer udleveret. De gamle manuskripter var blevet indsamlet af Árni Magnússon (1663-1730) og bragt til Københavns Universitet i begyndelsen af 1700-tallet.

Islændingene mente, at håndskrifterne knyttede fortiden til nutiden og legitimerede Islands selvstændighed. Mens sagalitteraturen i dansk optik forenede Norden og gav landene et fælles historisk udgangspunkt, fremstillede islændingene den som en kulturel manifestation, der havde rod i et unikt islandsk samfund. I Danmark hævdede fremtrædende forskere og jurister, at den islandske regering ikke havde juridisk belæg for at kræve håndskrifterne udleveret. Sideløbende med de juridiske argumenter opstod folkelige og politiske synspunkter, der så med sympati på de islandske krav og med en følelsesbetonet argumentation støttede udleveringen.

Følelserne besejrede juraen, og i april 1971 ankom det danske inspektionsskib ’Vædderen’ til Reykjavik med de to første håndskrifter, Flatøbogen og Ældre Edda.

De gamle pergamenter blev modtaget af en jublende menneskeskare. Tidligere leder af Árni Magnússon Instituttet i Island Jónas Kristjánsson (1924-2014) mente, at med stridigheden bilagt kunne Island og Danmark se på fortiden med en vis tilfredshed. Der var blevet sagt mange barske ord om danskerne, men med manuskripterne i Reykjavik var kritikken forstummet.

»Nu siges det ofte, at ingen anden nation end den danske ville have vist et sådant storsind ved at overlevere disse skatte«, fortsatte Kristjánsson.

Nationalismen havde godt tag i den islandske republik, men udleveringen af sagaerne afdramatiserede det uundgåelige opgør med fortiden, som nye nationer altid gennemfører.

Håndskrift-sagen er blevet kaldt sidste akt i den islandske kamp for selvstændighed. Den handlede ikke om juridiske rettigheder i forbindelse med ejerskab af kulturgenstande, men om nationale følelser.

Vi er ikke længere i følelsernes vold, men knasterne i det gamle forhold mellem islandsk og dansk kan stadig vækkes til live.

Midt under hedebølgen i sommeren 2018 var Folketingets daværende formand, Pia Kjærsgaard (1947-), inviteret til Island for at tale ved Altingets fejring af hundredårsdagen for Islands suverænitet 18. juli.

I den anledning udvandrede medlemmerne af Piratpartiet i protest mod Kjærsgaard.

»En politiker, som går ind for ensretning, [og] betragter sin egen kultur som bedre og højerestående end andres«, lød karakteristikken, og så skulle hun endda holde hovedtalen på Thingvellir – det mest symbolladede sted i Island.

Folketingets formand svarede igen og kaldte Piratpartiets medlemmer uopdragne, hvilket bragte følelserne i kog. I Dagbladet Information forklarede Gudmundur Andri Thorsson (1957-) den islandske reaktion således:

»På islandsk har vi et ord for en hoven dansker: en stórdani. Og det er sådan, en stórdani stadigvæk opfatter det islandske folk: som børn, der enten er lydige og velopdragne eller uopdragne. Underforstået: Der er ikke længere nogen voksne til at holde styr på de urnordiske møgunger«.

Om det var ferietiden eller varmen, så kom der aldrig gang i debatten. Danskerne reagerede ikke.

Det samme var tilfældet et par måneder senere, da den islandske præsident, Gudni Th. Jóhannesson, gæstede Danmark og talte ved et forskersymposium på Københavns Universitet for historikere og jurister i anledningen af hundredåret for suverænitetsoverdragelsen – lidt af en begivenhed med efterfølgende festforestilling i Operaen med Folketinget og regeringen som værter. Men ikke mange andre end de inviterede tog i Danmark notits af begivenheden.

Der var heller ikke stor interesse for meddelelsen om, at Københavns Universitet grundet sparehensyn og svigtende interesse fra studerende nedlagde tilvalgsfagene moderne islandsk og oldislandsk.

Mens mindet om det nordiske bånd i dag er svækket i Danmark, forholder det sig anderledes i Island.

I forbindelse med fejringen af nationaldagen 17. juni erklærede Islands tidligere præsident Vígdis Finnbogadóttir (1930-) i 1994, at »naturen er sammenvævet med en begivenhedsrig historie, og tankerne går uvilkårligt mod de folk, som en gang beboede landet, som kæmpede århundrede efter århundrede mod en usikker fremtid. Dette folk gav aldrig op, opgav aldrig sit sprog, sine fortællinger, sin hukommelse«.

Der er to forskellige historiesyn på spil, og selv om danskerne lukker øjnene, kan vi ikke løbe fra fortiden. Nu har følelserne lagt sig. Danmark og Island kan vurdere den fælles historie nøgternt og sagligt. Erfaringerne skal Danmark tage med sig, når rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland skal diskuteres.

• Kopiér link