Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Det berlinske blodbad, som udeblev
Lyt til artiklen: Det berlinske blodbad, som udeblev
Forandringens vinde blæste gennem Berlins gader i efteråret 1989. Østtysklands mangeårige leder Erich Honecker (1912-94) var i oktober blevet afsat og erstattet af Egon Krenz (1937-) som generalsekretær for Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), men da var det alt for sent at reformere den skrantende østtyske økonomi.
Honecker havde selv tilbage i 1961 stået for opførelsen af Berlinmuren, som skulle forhindre indbyggerne i at forlade landet, men på trods af massiv overvågning, svært bevæbnede grænsevagter og nultolerance over for flugtforsøg var det i slutningen af 1980’erne stadig mere end vanskeligt for det østtyske regime at holde på sine borgere.
Især efter den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs (1931-) indførelse af glasnost (åbenhed) og perestrojka (reformer) havde utilfredsheden med manglen på frihed og velstand i Østtyskland bredt sig, og i november 1989 indså styret i Berlin, at noget måtte gøres.
9. november kl. 18 holdt SED en pressekonference, som blev transmitteret direkte i fjernsynet. Her skulle politikeren Günter Schabowski (1929-2015) bl.a. orientere om nye udrejseregler, som ville gøre det muligt for østtyskerne at passere grænsen til Vesttyskland og Vestberlin uden de ellers så velkendte bureaukratiske formaliteter.
Hvad nu hvis det østtyske styre med militær støtte fra Moskva havde valgt en ’kinesisk løsning’ i efteråret 1989?
Omkring 45 minutter inde i pressekonferencen læste Schabowski en erklæring op, men da en journalist spurgte, hvornår de nye forenklede procedurer ville træde i kraft, blev politikeren, som ellers selv havde været chefredaktør for partiorganet Neues Deutschland i en årrække, tilsyneladende usikker. Han så forvirret ned i sine papirer, hvorefter han lettere stammende sagde, at det – så vidt han vidste – skulle ske med det samme.
I virkeligheden var det meningen, at regelændringerne først skulle træde i kraft klokken 4 næste morgen, men Schabowski udløste med sin fortalelse en øjeblikkelig folkevandring fra hjemmene i Østberlin i retning mod grænseovergangene, hvor vagterne forståeligt nok var ganske uforberedt på det massive fremmøde af folk, som forventede hurtig og nem passage.
I løbet af aftenen samlede sig en større mængde ivrige, utålmodige østberlinere sig ved grænseovergangene, og omkring klokken 22.30 valgte grænsevagterne at hæve bommene og lade folk slippe uhindret over grænsen. Samtidig havde unge vestberlinere forsamlet sig ved Brandenburger Tor, og da tyskere fra øst og vest endelig efter mere end tre årtiers adskillelse mødtes, opstod en spontan folkefest i Berlins gader.
Berlinmuren faldt ikke bogstaveligt 9. november 1989, men i både symbolsk og konkret forstand begyndte betonen denne aften at slå de revner, som resulterede i den tyske genforening 3. oktober 1990. I dag står enkelte stykker af Muren tilbage som minde om de op mod 250, der fra 1961 til 1989 blev dræbt af østtyske grænsevagter under flugtforsøg, og som et monument til ære for afslutningen af næsten tre årtiers adskillelse af familier og venner.
Murens fald kom som en overraskelse for de fleste, selv om USA’s præsident Ronald Reagan i en tale ved Brandenburger Tor i 1987 havde opfordret Mikhail Gorbatjov til at »rive denne mur ned«.
I begyndelsen af 1989 havde Erich Honecker slået fast, at Berlinmuren ville blive stående, så længe årsagerne til dens eksistens stadig fandtes. Østtyskland var da et tilbagestående land på fallittens rand, og den undertrykte befolkning krævede frihed som i Vesten, men statssikkerhedsapparatet var stadig intakt. Derfor kan det undre, at Murens fald ikke endte i et blodbad.
En vesttysk politiman (tv.) giver en hjælpende hånd til østtysk grænsevagt, der kravler gennem et hul i Berlinmuren da Østtyskland åbnede en passage ved Potsdamer Platz i Berlin 12. november 1989.
Historien rummer adskillige eksempler på oprør i Østblokken, som blev slået ned med hård hånd. I juni 1953 rejste de østtyske industriarbejdere og funktionærer sig mod det kommunistiske styre i protest mod en forhøjelse af arbejdsnormerne, men de omfattende strejker blev slået ned af den sovjetiske besættelsesmagt.
Tre år senere var den ungarske hovedstad ramme om nye demonstrationer rettet mod den sovjetiske dominans, og igen greb Den Røde Hær ind. Kampvogne rullede ind i Budapest, og ca. 20.000 omkom i de hårde kampe, som også kostede den nyligt indsatte antisovjetiske regeringschef Imre Nagy (1896-1958) posten såvel som og livet.
Næste opvisning i mangel på sovjetisk forståelse for reformlyst i Østblokken fandt sted i Tjekkoslovakiet i august 1968, hvor Alexander Dubceks (1921-92) ’forår i Prag’ med afskaffelse af censur og decentralisering af magten brutalt blev afløst af endnu en kommunistisk vinter anført af sovjetiske kampvogne. Efter den polskfødte pave Johannes Paul II’s (1920-2005) besøg i hjemlandet i 1979 blev det så Polens tur til at opleve et begyndende oprør mod Moskva, drevet frem af en forening af arbejdere og den katolske kirke. Her blev strejker og demonstrationer imidlertid ikke mødt med kampvogne, for det polske kommuniststyre stod svagt, og den uafhængige fagforening Solidaritet med skibsværftselektrikeren Lech Walesa i spidsen samlede i løbet af få år op mod 10 millioner polakker, inden den i slutningen af 1981 blev gjort ulovlig.
Herefter fulgte et forsøg fra regimets side på at bremse udviklingen, men i slutningen af 1980’erne måtte kommunisterne kaste håndklædet i ringen og tillade både den uafhængige fagforening Solidaritet og frie valg, hvilket førte til, at Polen i august fik den første ikkekommunistiske leder i Østblokken. Sammen med begyndende reformer i Ungarn inspirerede udviklingen i Polen den utilfredse østtyske befolkning.
Sovjetunionen havde altså historisk tradition for at intervenere militært, hvis regimerne i Østblokken begyndte at vakle, men det skete ikke i Østtysklands tilfælde i 1989.
Moskva havde ellers ikke behøvet at se mere end knap et halvt år tilbage, for i juni havde det kinesiske regime sat hæren med kampvogne ind mod omkring 100.000 demonstrerende studerende på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.
Massakren, hvori tusindvis af civile blev dræbt eller såret, medførte international fordømmelse af Kina, men satte en effektiv stopper for demokratibevægelsen i landet, der var opstået i protest mod Deng Xiaopings gradvise markedsreformer op gennem 1980’erne.
Hvad nu hvis det østtyske styre med militær støtte fra Moskva havde valgt en ’kinesisk løsning’ på problemerne i efteråret 1989 frem for på nærmest skødesløse vis at åbne grænserne og lade Muren falde?
Det havde krævet en regimeændring i Sovjetunionen, da intet tyder på, at Gorbatjov var villig til at anvende vold eller militær magt for at holde sammen på Østblokken. Et kup kunne imidlertid have gjort en ende på den sovjetlederen, hvilket var tæt på at ske i august 1991, da otte gammelkommunister med Gennadij Janajev (1937-2010) i spidsen afsatte generalsekretæren og tog magten og beholdt den i tre intense døgn. Ruslands leder, Boris Jeltsin (1931-2007), støttede dog ikke reformmodstanderne, hvorfor kupforsøget slog fejl.
’Den gamle garde’ i Kreml kunne måske have haft held til at tage magten to år tidligere, hvilket havde banet vej for en voldelig reaktion på udviklingen i DDR.
Så er der selvfølgelig også den mulighed, at Østtysklands berygtede statssikkerhedstjeneste, Stasi, havde udnyttet sin viden om det ulmende oprør i befolkningen til at lade grænsevagterne åbne ild mod de første, der forsøgte at storme grænsen.
Det kunne have udløst et blodbad, men det forekommer ikke sandsynligt, at Vesten ville have interveneret militært, selv hvis det østtyske regime med sovjetisk støtte havde slået folkelige demonstrationer ned.
Hverken Helmut Kohl i Vesttyskland (1930-2017), George Bush i USA (1924-2018) eller François Mitterrand (1916-96) i Frankrig var på dette tidspunkt vilde med tanken om en tysk genforening. Dels ville den blive frygtelig dyr – hvilket den blev – dels risikerede man en potentielt farlig skævvridning af den skrøbelige balance mellem Øst og Vest, som trods alt i fire årtier havde forhindret den kolde krig i at blive varm.
Men Gorbatjov blev ikke væltet, Moskva satte aldrig den Den Røde Hær ind, grænsevagterne åbnede ikke ild. Derfor kunne øst- og vestberlinere fredeligt krydse grænsen den aften i november 1989, da Muren faldt.
