Det var nat på Lyø i Det Sydfynske Øhav. En mørk og stormfuld nat, må man formode.
I hvert fald var det en dramatisk begivenhed, der fandt sted mellem 6. og 7. maj 1223, da den sårede og stærkt berusede Valdemar 2. Sejr (1170-1241) og hans ældste søn blev slæbt ud af deres telt, trukket ned på stranden, kastet i en båd og i al hast sejlet til Nordtyskland.
En af Nordeuropas mest magtfulde fyrster var blevet taget til fange af sin egen vasal grev Henrik af Schwerin og Boizenburg (død 1228).
Hvad fik greven til at begå en af de værste ugerninger, man kunne forestille sig i middelalderen – at svigte sin herre?
Forklaringen trækker tråde fra den lille ø i Det Sydfynske Øhav til Det Hellige Land og til Rom og Estland, hvor Dannebrog få år forinden (angiveligt) var faldet ned fra himlen.
Læg mærke til, oh læser, at tysken aldrig eller kun sjældent har opnået noget eller vundet nogle sejre undtagen ved forræderi og svig, og det ligger i deres natur
Ryd-årbogen
Lyø var en af kongens mange øer, som fungerede som en slags dyrehaver. Her holdt man vildt til kongens private brug, og her kunne han invitere venner og politiske forbindelser med på jagt.
Dyrebestanden på hver ø var angivet på udførlige lister. Agersø ud for Skælskør var for eksempel noget helt særligt med sin bestand af aber. De var muligvis en gave fra Valdemars portugisiske svigerfamilie, og deres tilstedeværelse må have sat en fed streg under Valdemars status som Østersøens ubestridte herre.
Der var ikke aber på Lyø. Her jagede man hjorte, og i 1223 var gæsten den nordtyske greve Henrik af Schwerin. Han havde tidligere aflagt lensed til den danske konge, som på daværende tidspunkt kontrollerede store dele af Nordtyskland.
Mødet på Lyø var ikke ren fornøjelse. Det har været planlagt på forhånd på højeste diplomatiske niveau og har drejet sig om magt, rettigheder og ejendom.
Valdemar Sejr og hans ældste søn, Valdemar den Unge (1209-1231), blev fra Lyø ført til det stærke fæstningstårn Dannenberg mere end 100 kilometer syd for de nordtyske østersøbyer Lübeck og Wismar. Her blev de sat bag lås og slå.
Borgen lå godt beskyttet på floden Elbens sydlige bred. Henrik af Schwerin og hans medskyldige var med god grund bange for danske repressalier, men at det havde været muligt at transportere Valdemar og hans søn så langt sydpå, viser også, at greven havde støtter i de nordtyske fyrstendømmer, som i princippet var underlagt den danske konge.
Valdemar var af flere grunde ikke en populær mand på de kanter.
Grev Henrik havde tidligere deltaget i det store femte korstog til Det Hellige Land og Egypten. Han må have forladt Schwerin i 1217, deltog så i den store belejring af byen Acre i Det Hellige Land og vendte formodentlig først hjem i 1222.
I mellemtiden havde kong Valdemar i Henriks fravær haft frit spil i områderne omkring den sydlige østersøkyst, og det var blevet udnyttet.
Allerede tilbage i slutningen af 1180’erne havde Valdemars afdøde storebror kong Knud 6. (1163-1202) fået så meget kontrol over de gamle vendiske områder mellem Holsten og Mecklenburg, at han tog titlen ’de venders konge’, som senere danske konger uden smålig skelen til realiteter anvendte helt frem til 1972.
Da Valdemar Sejr i 1202 blev konge efter sin bror, fortsatte han sin sejrsgang mod Letland og især Estland og erobrede i 1219 Tallinn.
Valdemars forsøg på at få kontrol over Schwerin og andre områder kan have været led i en plan om at binde det hele sammen og skabe et samlet danskkontrolleret territorium fra Slesvig til Tallinn.
Det var den storstilede plan, som Henrik med sit forræderi satte en stopper for efter at være vendt hjem fra Det Hellige Land.
Du har sat en stor og alvorlig plet på din ære, som vil tynge dig og dine efterkommere til alle tider, hvis du ikke hurtigt sørger for at vaske den af
Pave Honorius 3. til grev Henrik af Schwerin
Med list og magt havde Valdemar tilranet sig indflydelse i det nordtyske.
En uægte søn ved navn Niels, som Valdemar havde indsat som greve af Halland, var en del af planen. I bestræbelserne på at danne alliancer fik Valdemar ham gift med Oda, Henrik af Schwerins niece. De fik i 1218 en søn, som også kom til at hedde Niels.
Da både Oda og Niels den ældre døde få år efter deres søns fødsel, trådte kong Valdemar belejligt til som værge for sit lille barnebarn. Straks gjorde han krav på halvdelen af grevskabet Schwerin, som lille Niels havde arvet efter sin mor.
Det juridiske krav blev bakket op med rå militærmagt. Danske soldater satte sig på halvdelen af borgene i området, og hvis den lille Niels skulle gå hen og dø ung, ville Valdemar som værge arve det hele.
På nogenlunde samme tid havde Valdemar fuppet grev Henriks gamle svigermor og overtalt eller tvunget hende til at overlade ham kontrollen over byen Slawno i Pommerellen længere mod øst i nutidens Polen.
Vi kan ikke i detaljer følge, hvad der er foregået, for kilderne er få, men Henrik klagede senere over, at Valdemar havde taget Slawno »med vold og magt«, og mente, at byen burde tilhøre ham som arv efter svigermoderen.
Muligvis kronede Valdemar ovenikøbet værket ved at forføre eller voldtage Henriks kone, mens Henrik var på korstog i Guds tjeneste.
Den forklaring dukkede i hvert fald op hos historikere omkring 1600. Det skal dog nævnes, at det i 1500- og 1600-tallets kilder vælter med middelalderkonger med voldtægt på samvittigheden, så det kan også blot være fri fantasi.
Men under alle omstændigheder må Henrik have haft gode grunde til at føle sig voldsomt presset af sin vasalherre, da han tog det usædvanlige skridt at gøre oprør imod ham.
Kejser Frederik 2. blev kaldt ’stupor mundi’, ’verdens forundring’, og var en helt usædvanlig skikkelse. Han herskede over et rige, der strakte sig fra Sicilien til Elben, og var sprogligt godt begavet samt omgivet af lærde inden for både kristendommen, jødedommen og islam. Endelig var han forfatter til et kæmpestort værk om, hvordan man jager med fugle, hvorfra denne illustration stammer.
Mens Valdemar og hans søn sad fanget i Dannenberg, forsøgte Henrik at sælge gidslerne til den tysk-romerske kejser Frederik 2. (1194-1250). For at de kunne købes løs, skulle kejseren betale 52.000 mark sølv og opføre en ny borg i Boizenburg, der lå ved Elben nord for Dannenberg. Borgen skulle have voldgrav og være stærkt befæstet og sætte Henrik i stand til at forsvare sig mod en hævnaktion fra dansk side.
Bortførelsen af Valdemar kom meget belejligt for kejser Frederik. For ham var den danske konge en farlig konkurrent i det nordtyske, og kunne der blive sat en stopper for hans voksende indflydelse, ville det være fint for ham.
Imidlertid skred paven ind. Honorius 3. (1150-1227) skrev i et langt brev til Henrik af Schwerin:
»Du har sat en stor og alvorlig plet på din ære, som vil tynge dig og dine efterkommere til alle tider, hvis du ikke hurtigt sørger for at vaske den af«.
Slaget ved Bornhøved i Holsten, juli 1227. Kampen bølgede længe frem og tilbage, men Valdemar ’mistede sejren’ til sidst.
Henrik havde brudt vasaleden, og han var ved at gøre oprør mod Gud og den hellige kirke blevet et eksempel for alle forrædere og oprørere.
Danmark var et gammelt korsfarerrige og kirkens særlige allierede og støtte, fordi Valdemar havde lovet at tage til Det Hellige Land med en stor hær. Han havde ganske vist ’taget korset’ i hemmelighed, men var lige så god en korsfarer som alle andre og stod derfor i særlig grad under kirkens beskyttelse.
Henrik fik en måned til at løslade Valdemar og sønnen, ellers ville pave Honorius bandlyse ham: Vokslysene i de store kirker i nord ville blive kastet på gulvet og slukkes og dermed symbolisere, at alt håb om frelse nu var ude for Henrik af Schwerin. Alle kirkeklokker ville ringe, og det ville blive forkyndt offentligt, at greven var en kætter, og at alle løfter om troskab mod ham nu var ugyldige. Alle kirker i det stift, hvor Valdemar blev holdt fanget, skulle lukke. Ingen kunne blive gift, ingen få nadver, ingen blive begravet, før Valdemar var sluppet løs.
Henrik må have bandet stygt, da han opdagede, at han havde fanget en korsfarer. Det gjorde en vanskelig situation værre.
De voldsomme sanktioner blev dog ikke effektueret. Henrik havde allierede i pavens egen organisation, og ærkebiskop Engelbert af Köln (ca. 1185-1225) fik forhalet alle kirkelige straffe, indtil han i 1225 blev dræbt af sin egen nevø i en lokal magtkamp.
Kidnapningen af Valdemar vakte harme.
I England fik historien om drabet på ærkebiskoppen i Köln den moralske pointe, at Engelbert havde beskyttet en forræder og derfor mødt en voldsom død.
I Danmark digtede en krønikeskriver en heftig klagesang mod Henrik, som tre gange blev sammenlignet med Judas, der forrådte Jesus, mens en årbog fra Ryd Kloster i det sønderjyske grænseområde opsummerede:
»Læg mærke til, oh læser, at tysken aldrig eller kun sjældent har opnået noget eller vundet nogle sejre undtagen ved forræderi og svig, og det ligger i deres natur«.
Danmarks store pavelige goodwill gik helt tilbage til det første korstog, som kulminerede med Jerusalems erobring i et voldsomt blodbad i 1099. Der var her dansk deltagelse, og senere gennem hele 1100- og 1200-tallet deltog danske stormænd og somme tider medlemmer af kongefamilien i korstogene til Mellemøsten.
Paven havde dog nok især det danske engagement i Østersøen i tankerne, herunder Valdemars fars erobring af det hedenske Arkona i 1168. I den forbindelse var Valdemars farfar, Knud Lavard, endda blevet helgenkåret.
Da Valdemar Sejr blev konge, begyndte han straks at opbygge en flåde, og i 1206 gjorde han sit første store forsøg på at sætte sig fast i Estland. Togtet var ingen succes, men danskerne fortsatte deres ekspeditioner, og formodentlig tog man herefter østpå hvert år.
Efter et kirkemøde i Rom i 1215 blev der lagt storstilede korstogsplaner overalt i Europa. Nu skulle alle kræfter sættes ind på at sikre kristendommen og kue islam og hedenskabet.
I 2017 indledtes det femte korstog til Det Hellige Land med deltagelse af Henrik af Schwerin. Portugisernes konge, Alfonso 2. med tilnavnet ’den tykke’ og Valdemar Sejrs svoger, stødte frem mod muslimerne på Den Iberiske Halvø, og i 1218 lovede kejser Frederik at sende en stor hær til Det Hellige Land.
I Danmark holdt Valdemar Sejr samme sommer et stort møde i Slesvig med deltagelse af femten biskopper, tre hertuger og en masse grever og abbeder. På Sankt Knud Lavards helgendag kronede han den unge Valdemar til medkonge, og så blev der ellers diskuteret korstog og lagt planer, og en intensiv prædikenkampagne begyndte i Danmark og hele Nordtyskland.
I forsommeren 1219 drog Valdemar så til Estland med en flåde, som en samtidig kilde angiver udgjordes af 1.500 skibe. 15. juli blev Tallinn erobret efter en kort, men intensiv kamp, og Valdemar hørte nu til blandt de store internationale korstogskonger.
Det er som bekendt fra dette slag, vi kender historien om Dannebrog, der faldt fra himlen, da nøden var størst. Beretningen nævnes i en kilde fra efter år 1500 af en franciskanermunk, som kopierede ældre kilder, der nu er forsvundet. For at gøre det endnu mere kompliceret ser han ud til at have haft rod i sine noter, så egentlig faldt flaget snarere ned i 1208.
Men under alle omstændigheder kunne Valdemar Sejr efter dette slag regne med pavens støtte.
Forhandlingerne mellem grev Henrik, kejseren og en forsamling af danske stormænd om Valdemars løsesum trak ud.
Pave Honorius havde i sit brev til Henrik forklaret, at Valdemar havde lovet at tage på korstog til Det Hellige Land sammen med sin søn og dermed et stort følge af riddere. Hvis de blev forhindret, ville Valdemar sende 100 eller mindst 50 fuldt udrustede riddere i stedet.
Det gav grev Henrik og kejser Frederiks repræsentant en idé.
De tilbød i 1224, at Valdemar sammen med sin søn kunne blive løsladt, mod at de lovede at tage på korstog med 100 skibe i august 1226. De skulle så tilbringe vinteren i Spanien eller Portugal og fortsætte over Middelhavet til Det Hellige Land den følgende sommer.
Der skulle Valdemar melde sig hos kongen af Jerusalem og tjene ham i mindst et år.
Men det var ikke alt. Den danske konge skulle forpligte sig til – det nævnes nærmest i forbifarten – at opgive alt land nord for Elben og anerkende kejseren som sin overherre. Desuden skulle han yde Henrik af Schwerin erstatning for det land, han havde taget, mens greven havde været på korstog.
Og så skulle Valdemar stille gidsler for at sikre, at aftalen blev overholdt.
De danske forhandlere havde et helt andet forslag. Hvert et ord om korstog skulle fjernes. Til gengæld foreslog de at hæve løsesummen med 100 store stridsheste, luksusudrustning til 100 riddere og desuden alt dronning Berengárias guld og smykker og udstyr fra Portugal – blot med undtagelse af selve dronningekronen.
I november 1225 nåede man i store træk til enighed om det danske forslag. Løsesummen blev sat til 40.000 mark sølv inklusive heste, udrustning og Berengárias guld minus dronningekronen.
Valdemar og hans ældste søn blev løsladt og erstattet af Valdemars tre yngre sønner med Berengária: Erik, Abel og Kristoffer. De blev siddende i fangenskab indtil 1230, da Valdemar endelig fik betalt løsesummens sidste rate.
Valdemar gjorde sit bedste for at sno sig udenom.
Allerede i 1226 fik han et officielt privilegium fra pave Honorius, som fritog ham fra løfterne. De var jo afgivet under tvang, og hvis Valdemar skulle betale så meget, ville det forhindre ham i at tage på korstog.
Det endte på slagmarken. 22. juli 1227 førte Valdemar en stærk dansk hær ved Bornhøved i Holsten mod Henrik af Schwerin og hans allierede, som talte greven af Holsten, hertugen af Sachsen og byerne Hamburg og Lübeck.
Slaget blev et sviende nederlag til Valdemar. Valdemar »mistede sejren«, skrev en årbog. Det blev senere ved en fejllæsning til, at han mistede øjet, hvilket trøstede Christian 4., efter at han havde mistet sit højre øje i slaget ved Kolberger Heide i 1644. Man havde vel ædle forgængere.
Efter Bornhøved droslede Valdemar markant ned. Han var stadig en vigtig politisk figur i Østersø-området og indtil sin død i 1241 en stor reformator af lovgivning og administration, men han afholdt sig fra store militære slag.
Det tabte territorium genvandt han aldrig.
Det kunne være gået anderledes, hvis man under forhandlingerne om løskøb af fangerne havde holdt fast i løftet om et dansk korstog til Det Hellige Land.
Kejser Frederik havde gentagne gange lovet at drage af sted, men det var aldrig blevet til noget. Så sent som i 1220 lovede han igen at opfylde sit korstogsløfte i forbindelse med sin officielle kejserkroning i Rom.
Det må være i samme periode, Valdemar efter hemmelige forhandlinger med paven også lovede at tage til Det Hellige Land med en stor hær.
Det ville være underligt, om der ikke havde været forhandlinger om at koordinere to store fyrsters militære indsats. For Frederik og Valdemar ville det være mere sikkert at tage af sted samtidig, så den ene ikke snuppede land fra den anden i mellemtiden.
Set fra pavens synspunkt kunne de to fyrster opildne hinanden. Hvis den ene tog af sted, ville det være en skam for den anden ikke at følge med.
Mens forhandlingerne om Valdemars frigivelse stod på, lovede Frederik i juli 1225 at tage på korstog med præcis samme udrustning og under de samme betingelser, som blev remset op i forhandlingsudspillet til den danske konge.
Den eneste forskel var, at Valdemar skulle sejle til Det Hellige Land med 100 skibe, og Frederik skulle marchere over land med 1.000 riddere.
På det tidspunkt må Frederik have vidst, at han i november ville gifte sig med Yolanda af Jerusalem og dermed blive hersker over kongeriget Jerusalem og i stand til at bakke en militær erobring op med juridisk legitimitet. Han og paven delte interesser i korstoget, og her ville Valdemar og den danske hær passe fortrinligt ind.
Da var korstogsaftalen med Valdemar stadig på bordet, og først i november blev den erstattet af kolde kontanter og Berengárias guld.
Senere hændte så meget. Valdemar blev løsladt og tabte sine krige, Frederik blev syg, lagde sig ud med paven og blev bandlyst. Men en kort overgang i 1220’erne var det faktisk muligt, at pave, kejser og den danske konge kunne arbejde sammen om et fælles korstog til Jerusalem.
Det danske korstogseventyr ebbede ud, og Østersø-imperiet blev aldrig genopbygget. I dag vidner kun landets fornemste nationalsymbol, Dannebrog, om stormagtsambitionerne.
Nedturen begyndte i Det Sydfynske Øhav på en ø ved navn Lyø.
