I disse år indfører mange kommuner nye måder at sortere affald på.
Netop i de dage, da vi i min egen kommune fik en ny skraldespand med særlige rum til plast, papir, metal og glas, læste jeg en børnebog fra 1986 med titlen ’Fra avispapir til æggebakker’.
I den kunne børn lære om genbrug, om nødvendigheden af at spare på råstoffer og om at lade være med at fælde for mange træer. Det hele præsenteret med fotos, Jesper Deleurans tegninger og en letlæst tekst, som fortæller, hvordan gamle aviser kan bruges i produktionen af æggebakker. Den pædagogiske stil har siden ændret sig, og nye begreber som cirkulær økonomi er kommet til, men der er også meget at nikke genkendende til. I informationsfolderen, der fulgte med vores nye affaldsspand, fremhæves æggebakker som et godt genbrugseksempel med oplysningen om, at printudgaven af en søndagsavis kan blive til 35 æggebakker.
Æggebakken var også det gennemgående eksempel i børnebogen fra 1986.
Tabte hesteskosøm på gader og landeveje blev til nye våben, kokosnøddens trævlede hylster blev til gulvmåtter
I Danmark har æggebakkeproducenten Brødrene Hartmann været en af de store aftagere af gamle aviser. I bogen spørger sønnen ved morgenbordet, om han kan få avisen til spejdernes indsamling, og det fører til en historie om, hvordan aviser bliver til æggebakker på Hartmanns fabrik i Tønder.
I dag fremstilles Hartmanns æggebakker udelukkende af genbrugspapir, men tilbage i 1986 anvendte virksomheden stadig lidt friske træfibre i produktionen. Det varede dog ikke så mange år endnu, for brugen af genbrugspapir som råmateriale gavnede både miljøet og virksomhedens økonomi.
Genbrugspapir havde i første omgang været et billigere alternativ til friske træfibre, men virksomhedens kunder begyndte nu så småt at efterspørge et miljømæssigt fokus. I begyndelsen af 1990’erne ansatte Hartmann som en af de første danske virksomheder en miljøchef, og i 2007 begyndte firmaet at bruge sloganet ’Choose Fibre. Save Nature’.
Det slogan havde ikke givet meget mening for hverken producenten eller kunderne, da virksomheden i 1936 begyndte at producere æggebakker af støbepap.
Produktionen kræver enorme mængder papir, der først skal samles ind, og indsamling og genbrug af papir blev efterhånden en sag for myndighederne. I 1974 fik Danmark sin første miljøbeskyttelseslov, og fire år efter blev den fulgt op af den såkaldte genanvendelseslov, der skulle forebygge og bekæmpe forurening ved at begrænse mængden af affald og fremme genanvendelse.
Det gjaldt bl.a. genanvendelse af materiale til produktion af papir, pap og karton, pantordninger og kommunal indsamling af materialer til genanvendelse.
I de følgende årtier blev der både hos de danske myndigheder og i andre europæiske lande sat så meget fokus på indsamling af papir, at private affaldsvirksomheder blev bekymrede for, om den kommunale affaldshåndtering ville true deres marked.
I ’Fra avispapir til æggebakker' fra 1986 kunne børn lære om genbrug.
Samtidig med den nye lovgivning nærmest eksploderede brugen af ordet genbrug i de danske aviser, og fra sidst i 1970’erne begyndte danske lossepladser at skifte navn til genbrugspladser eller -stationer.
Nu var målet at genanvende sorteret affald frem for at deponere og afbrænde, og i kommuner som Herlev, Rødovre og Ballerup kunne borgerne få afhentet deres aviser, flasker, haveaffald og ’metaldimser’ så tidligt som i 1977.
Andre var også aktive på genbrugsområdet. Den frivillige organisation Spild-opmagerne, der opstod i Kalundborg i 1966 og bredte sig til andre byer, samlede brugte ting og gamle aviser ind og brugte overskuddet til at støtte spejderaktiviteter og lignende formål.
Foruden papirindsamlingen har en af de store genbrugssucceser i Danmark været flaskeindsamling og pantsystemet, hvor 9 ud af 10 dåser og flasker med pantmærke kommer retur. Det svarer til over 1 milliard dåser og flasker om året.
1908. Her ses kommissionær Peter Nielsen i døren til Frederiksbergs Torvehaller på den i dag nedlagte Danmarksgade. Her solgtes vildt og fjerkræ – og æg i æggebakker, naturligvis.
Selv om man kan opleve udviklingen i 1970’erne som et nybrud, var genbrug som sådan ikke noget nyt.
Tværtimod kan man hævde, at det nye i anden halvdel af 1900-tallet har været, at vi i højere grad købte nyt og aflærte os diverse genbrugsvaner og lod affaldsafbrænding og lossepladser vokse eksplosivt.
Nogle har ligefrem talt om en trashplosion i kølvandet på forbrugersamfundet.
Det er først sket i nyere tid, hvor billige tekstiler produceret i Asien og solgt i butikker som Føtex og H&M har understøttet brug-og-smid-væk-kulturen. Det var ikke kun Agnes’ damer i tv-serien ’Matador’, der opmaskede strømper i stedet for at smide de hullede ud. Arvet, repareret og omsyet tøj var tidligere en del af hverdagen for de fleste.
Et andet genbrugseksempel er latrinen, hvis indhold tidligere blev brugt som gødning. Da man i slutningen af 1800-tallet i de danske byer diskuterede, om man skulle tillade installation af wc’er, var et almindeligt modargument, at man så ville miste ekskrementernes gødningsværdi. I Nakskov, som var den første danske by, der tillod vandklosetter, brugte man da også i første omgang spildevandet til at overrisle marker med i stedet for at hælde al den gode næring i havet.
Men som ingeniøren G.A. Hagemann, der sad i Københavns Borgerrepræsentation, konstaterede i fagbladet Ingeniøren i 1892, kunne landmændene nu få den lettere anvendelige kunstgødning »saa billigt [...], at Latringødningen med sine mange ubehagelige Egenskaber ikke er nær saa fristende, som den var tidligere«.
Dermed var sagen afgjort. De menneskelige ekskrementer blev noget, vi lod forsvinde i havet – i første omgang som urenset spildevand. I stedet blev der fremstillet store mængder kunstgødning.
1957. Børn fra Københavns Sydhavn samler aviser ind til Ellebjerg Skole.
Næringsstoffer fra latrinen og beklædningsstykker var selvfølgelig langtfra det eneste, der indgik i 1800-tallets cirkulære økonomi.
I 1863 kunne man i Industriforeningens tidsskrift læse en længere artikel om affaldets genanvendelse i industrien, herunder om handlen med forskellige typer affald over landegrænser. Her handlede det ikke om at tage hensyn til miljøet, men var udelukkende et spørgsmål om økonomi.
Artiklen berettede bl.a., at man nu i England brugte så mange gamle klude til at fremstille nyt stof af lav kvalitet, at man måtte importere klude fra andre lande. Gamle klude blev også brugt til papirfremstilling, men af artiklen fremgik det, at papirindustrien samtidig afprøvede en række andre råstoffer.
Det var ikke småting, man forsøgte at lave papir af.
Materialer som »Feieskarnet fra Bomulds- og Linnedfabrikkerne, den tilsmudsede og farvede Emballage af Bomuldsballerne, Ukrudtet fra Markerne, Kvikrødder og Tidsler, Stængler af Siv og Sukkerrør, Høvlspaaner og Savspaaner, Affaldet fra Hørspinderierne i Irland, Mos og Gyvel, gamle Klædningsstykker, Tiggernes Pjalter, gamle Sække og Tovværk, kort sagt, alle saadanne Gjenstande, som man ikke før havde nogen Anvendelse for«.
Omdannet til papir blev alle disse ting »et uundværligt Stof for det civiliserede Menneske«. Knap så miljøvenligt kunne man i artiklen også læse, at nogle danske fabrikker fremstillede papir af træfibre.
Idérigdommen kan gøre én helt forpustet. Nærmest alt kunne bruges.
Tabte hesteskosøm på gader og landeveje blev til nye våben, kokosnøddens trævlede hylster blev til gulvmåtter. Også dyreben blev omtalt som en ressource, og blandt de mere eksotiske eksempler blev det fortalt, at man i England var begyndt at importere girafknogler fra Afrika.
Måske kan forkæmpere for nutidens cirkulære økonomi finde inspiration i 1800-tallet genbrugspraksis.
