Der var sus over det, da Georg Brandes blæste det moderne gennembrud i gang. Nu skulle der ske forandringer: Tanken skulle udfolde sig frit, al underkuelse skulle ophøre og alle forhindringer for fremskridtet ryddes af vejen.
Nogle af forhindringerne var fysiske, og voldene omkring København var allerede ved at blive fjernet, da Brandes i 1871 trådte frem med sit budskab.
Beslutningen om voldenes endeligt var blevet truffet i 1857, og man begyndte med portene. Der blev ikke ladt en sten tilbage af de ellers monumentale byporte, for der var åbenbart opsparet en del irritation over de fire indgange til byen, der undertiden skabte kø helt ud til Valby Bakke.
Men da man begyndte at køre selve voldene væk på trillebøre, fik piben en anden lyd. Tidens forfattere kommenterede flittigt forandringerne, og på mange gjorde det ondt at tage afsked med det gamle København.
Mest ondt gjorde det måske på litteraten Wilhelm Schorn, der i erindringsbogen ’Da Voldene stod’ (1905) skrev, at voldene var »lig kjærlige Forældres Arme«, som »holdt sammen paa Alle den Gang«.
Muntrere, men dog med smerte skrev forfatteren Carl Møller i ’Turistkompagniet’ (1889), at voldene nu havde »en vis Lighed med en næsten tandløs Gumme hvor kun hist og her Ruinen af en Tand rager op«. Og digteren H.V. Kaalund begræd i digtet ’Da de rev Voldene ned’, at alle de minder, der knyttede sig til voldene, nu blev kørt væk på trillebøre.
Pludselig var voldene blevet et sentimentalt minde.
Alle Voldens Træer var huggede bort med Undtagelse af fem Kastanier
Jakob Knudsen
Som vestjyde havde Jakob Knudsen ikke ømme minder om det gamle København, men i dobbeltromanen ’Gjæring/Afklaring’ (1902) skildrede han det moderne gennembrud som en farlig sag på både materielt og metaforisk niveau.
Hovedpersonen, bondestudenten Karl, flytter ind på et pensionat ved Nørrevold, hvorfra han følger sløjfningen af volden. Det går voldsomt til, når et halvt hundrede arbejdere med hakker og spader styrter jorden i stadsgraven, men han er samtidig klar over, at voldene vil blive erstattet af en perlekæde af parker:
»Alle Voldens Træer var huggede bort med Undtagelse af fem Kastanier, der ensomt ragede op ude paa det leræltede Terræn. Karl stod og betragtede dem og tænkte paa, om de nu skulde faa lov til at blive Staaende, og hvordan de vilde tage sig ud, naar hele Forandringen var tilendebragt og det nye Gade- og Parkanlæg var i Orden«.
Første del af parkanlægget, der erstattede voldene, blev etableret allerede i 1843 med Tivoli, og herefter fulgte så i 1870’erne og 1880’erne den i dag nedlagte Aborrepark, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg som en grøn linje mod nordøst til Kastellet.
I Jakob Knudsens roman går føromtalte Karl med en ven, en brystsvag og lidt dekadent medstuderende, ud til Botanisk Have. Her er der hverken arbejdere, hakker eller spader, men til gengæld en erstatning for det gennembrud, der havde afstedkommet så megen forandring.
»Botanisk Have er ligesom en stor, dejlig Likørflaske (...) Chartreuse eller saadan noget, med al den levende Naturs mangfoldige Duftede koncentrerede – «.
Stort bliver her småt, og storbyen bliver overkommelig.
Der er ganske vist ikke nogen vold, men hegn omkring parkerne. Portene er ikke monumentale, men dog fine. Der er heller ikke nogen brusende flod, men dog en stille dam, for man vidste fra den haveteoretiske litteratur, at vand er for landskabet, hvad sjælen er for kroppen.
Og af J.C. Loudon, der allerede i 1830’erne udviklede sin teori om the gardenesque, havde man lært at blande træer og planter fra forskellige verdenshjørner, ligesom man med plæneklipperen havde lært at forvandle plæner til grønne tæpper.
I ’Ude og Hjemme’ i 1880 bemærkede forfatteren Clara Bergsøe, at »de aabne Plæner med fint Græs og brogede Blomsterbede« hørte til nutiden – til den »moderne rationelle Havekunst«.
1800-tallets byparker forvandlede naturen til interiør. Ørstedsparken kunne minde om en stor dagligstue.
Nørreport blev revet ned i 1857, men da dette foto blev taget omkring 1870, måtte man stadig gå ad ravelinbroen over stadsgraven for at komme ind og ud af byen. Broen, der forbinder den gennembrudte volds dele, blev siden flyttet over i Ørstedsparken.
Man kunne tro, at H.V. Kaalund ville bifalde forsøgene på at genskabe rum, der omsluttede den enkelte, men han syntes, at det var for infantilt: Han havde fundet mere »oprindelig Stil«, skrev han, i en legetøjsæske end i de nye byrum med deres forfløjne og forlorne »Mursteens-Ideer«.
Man kunne også have troet, at Carl Møller, som sammenlignede de sløjfede volde med tandløse gummer, ville elske de nye friluftsinteriører, men også han kom til at tænke på legetøjsæsker. Med Ørstedsparkens sirligt revne gange, soignerede plæner og stækkede buskadser kom han til at tænke på »fint og kostbart Tinlegetøj fra en flot udstyret Æske med Paaskrift: ’Ländlicher Park’«.
De mange statuer, som brygger Carl Jacobsen fik sat op i Ørstedsparken, kunne også give associationer til den pyntelystne klunkestil, som fra 1870’erne begyndte at præge borgerskabets stuer.
Men da Henrik Pontoppidan i 1889 til Kiøbenhavns Børstidende skrev en spids kommentar om parken, valgte han at pege på modsætningen mellem de mange uskyldige børn i parken og så de dristigt nøgne skulpturer. Var parken i virkeligheden en spydspids i kampen for det moderne gennembrud?
Ikke for Pontoppidan. I slutningen af sin roman ’Lykke-Per’ (1898-1904), tidens største fortælling om moderniseringen af Danmark, valgte han som Pers sidste opholdssted i København Ørstedsparken, vel at mærke på et tidspunkt, hvor »Børnene og Ammerne var taget hjem«.
Her sætter han sig så på en bænk, lader sit liv passere revy, først og fremmest det, han kalder »den faderlige Forbandelse«, og han får så øje på statuen af den gamle ’Silen med Dionysosbarnet’.
»Støttet til en Træstamme stod den gamle Satyr med et lille Smil i Øjenkrogene og bøjede sig over den uvornt sprællende Dreng, mens hans skæggede Ansigt skinnede af rolig og stolt Fostfaderglæde«.
Her er parken et både muntert og seriøst sted for eftertænksomhed og erkendelse. Ak, hvem der havde haft den gamle Silen til far.
Omkring århundredskiftet var Johannes Jørgensen en af de forfattere, som stærkest distancerede sig fra Brandes’ moderne gennembrud.
I stedet for ’samfundet’ interesserede han sig for ’sjælen’, og i stedet for brud og forandring interesserede han sig – som her – for bånd og bekendthed.
Hans lille roman ’Græs. Af en Ungkarls Papirer’ (1904) udspiller sig i Østre Anlæg, den sidste af de parker, der blev anlagt på de gamle volde.
Den fortællende ungkarl indleder med at berette, hvordan han hver morgen går en tur i Østre Anlæg, og hvordan denne daglige rutine en dag blev brudt, da der hændte ham noget mærkeligt.
På turen gennem parken oplever han simpelthen en mindre åbenbaring.
Turen tager ham »rundt om Stadsgraven ad de lavtløbende gamle Stier under det hængende Løv, bag de brune Sivskove«. Og i modsætning til den mekaniske tid, der styrer hans dagligliv, hvor turen krones med morgenmad, kaffe og cigar inden dagens arbejde, leder denne parktur ind i en anden verden:
»Det var taaget og frøs en Grad eller to, og ovre i Parken var alt overpudret med Rimfrost. Træer og Buske havde lange hvide Naale paa alle Kviste, og hele Parken lignede en Skov af Sølv. Maaske mindede den endnu mere om hine kemiske Eksperimenter, hvor der ved et Metalsalts Udfældning i en Væske danner sig planteagtige Krystallisationer. Man kunne sige, at Naturen var iført en Morgendragt af hvide Blonder«.
Clara Bergsøe mente, at »de aabne Plæner med fint Græs og brogede Blomsterbede« hørte til den »moderne rationelle Havekunst«.
Henrik Pontoppidan beskrev statuen ’Silen med Dionysosbarnet’ således: »Støttet til en Træstamme stod den gamle Satyr med et lille Smil i Øjenkrogene og bøjede sig over den uvornt sprællende Dreng«.
Ifølge Carl Møller havde voldene efter faldet »en vis Lighed med en næsten tandløs Gumme hvor kun hist og her Ruinen af en Tand rager op«.
Østre Anlægs forvandling minder om formuleringer hos de forfattere, der oplevede Ørstedsparken som en legetøjsæske og Botanisk Have som en likørflaske. Men Johannes Jørgensen nøjes ikke med at se parken som en miniaturemodel af noget større.
Selv om han igen og igen bruger ordet ’lille’, fører oplevelsen ham hen mod noget, der er større.
Han bliver stående »dér hvor Vejen gaar mellem Stadsgraven paa den ene Side og en lille Dam, hvori der er et Hus til Svaner, paa den anden«, og der erkender han, at han aldrig før har set »denne lille Svanedam« rigtigt:
»... der var tilmed noget bekendt over Billedet – som var det noget, jeg kendte andetsteds fra – eller som stod jeg i et fortroligt Forhold til disse Piletræer, og som havde jeg selv paa ubegribelig Maade Lod og Del i disse stakkels frysende Vidjers Skæbne«.
Lykken ved det fortrolige forhold til piletræerne kan minde om den lykke, som Wilhelm Schorn fandt ved de gamle volde, der »lig kjærlige Forældres Arme« omsluttede ham.
Men Jørgensens fortrolighed er alligevel anderledes. Da han kommer til »et af de mest gemte og skjulte Steder i Østre Anlæg, en lille Høj, hvortil der kun er Adgang fra én Side«, bliver han en del af naturen:
»Jeg stod der længe og saae paa den brune, snefrie Jord under de tætte, skærmende Naaletræer, og det syntes mig med ét, at jeg forstod, hvad et Dyr eller en Fugl maa føle, naar det søger Ly under lune Buske og lever Vinteren til Ende i et trygt og afsides Hi«.
H.V. Kaalund gav ikke meget for de nye parkers forlorne »Mursteens-Ideer«.
Jakob Knudsen skrev, at »Botanisk Have er ligesom en stor, dejlig Likørflaske«.
Symbolisten Johannes Jørgensen gjorde Østre Anlæg helt magisk: »Træer og Buske havde lange hvide Naale paa alle Kviste, og hele Parken lignede en Skov af Sølv«.
For Schorn var voldene ensbetydende med det sociale fællesskab. For Jørgensen blev parkerne et sted, hvor den enkelte kunne søge ly og føle sig som en del af et fællesskab uden for samfundet.
Og for København er det paradoksalt nok det grønne bælte af parker, der står som det bedst bevarede minde om det voldsomme moderne gennembrud i anden halvdel af det 19. århundrede.
