Som regel er ildebrand katastrofalt for et bibliotek. Ilden æder hurtigt letantændelige materialer som papir og pergament og forvandler visdom til aske. Det kunne derfor have været en katastrofe for eftertiden, da kong Hammurabi af Babylon omkring år 1760 f.Kr. brændte nabobyen Mari og byens store bibliotek ned til grunden. Men i oldtidens Irak og Syrien skrev man på tavler af ler. Den ild, der ødelagde byen, fik de brændende bygninger til at fungere som en gigantisk keramikovn. Dermed blev tavlerne bevaret for eftertiden og kom atter op til overfladen, da franske arkæologer udgravede Mari i 1933. Nogle af tavlerne afslører en dramatisk historie om baggrunden for ørkenbyen Maris voldsomme endeligt.
En efterårsdag omkring år 1770 f.Kr., halvvejs gennem Zimri-Lims regeringstid som konge af Mari i Syriens østlige hjørne, må man forestille sig, at det enorme kongepalads har summet af ængstelig hvisken.Kong Zimri-Lim overvejede en alliance med nabobyen Eshnunna, som han få år forinden havde ligget i bitter krig med. Hans hofmænd var bekymrede. Var Eshnunna til at stole på? I paladsets kroge blev de strategiske muligheder vendt, men kongen virkede fast i sin beslutning. Midt i den spændte situation kom der et budskab fra guderne. En præstinde i Maris tempel gik i trance, og i sin ekstase modtog hun en profetisk besked fra guden Dagan, der netop handlede om alliancen med Eshnunna.
Som spådomme er flest, var den kryptisk, tvetydig og fuld af uklare metaforer, men dens politiske relevans var ikke til at tage fejl af. Ikke et, men hele tre øjenvidner skyndte sig at skrive til kongen om præstindens profeti. I oldtidens verden, hvor de skrevne kilder er langt sjældnere og mere sporadiske end i senere tider, er en sådan tredobbelt beretning om samme begivenhed nærmest et historisk mirakel. Der er bare ét problem: De tre brevskrivere var ikke enige om, hvad præstinden egentlig sagde.
FORTÆLLINGEN OM DE TRE BREVE handler om politiske intriger, modstridende opfattelser af gudernes ord og om en by, der drømte om at forme verden. For i det rænkespil, Zimri-Lim forsøgte at manøvrere i, fødtes en ny stormagt, hvis navn har givet genlyd gennem årtusinder: Babylon.Omkring år 2000 f.Kr. var Det Tredje Dynasti i Ur, af historikere ofte forkortet til ’Ur III’, kollapset. Imperiet havde hersket over byerne i oldtidens Irak i lidt over et århundrede og efterlod sig et politisk vakuum, som fyrster og småkonger i godt to århundreder kæmpede om at udfylde.
De byer, der havde været samlet som et rige under Ur III, forsøgte hver især at blive den nye stormagt, og især byerne Isin og Larsa så det i perioder ud til at lykkes at underlægge sig nabobyer på stribe. Det ændrede sig, da kong Hammurabi af Babylon kom til magten.
Hammurabi er i dag bedst kendt for den 2 meter høje stele, en flad sten, hvorpå han fik indgraveret en oversigt over det retfærdige samfund, han lovede at indføre til gavn for sine borgere. Stelen står i dag på museet Louvre i Paris og kaldes Hammurabis Lov, men det er ikke en lovkodeks i egentlig forstand:
Det er snarere en principerklæring om, hvordan en idealstat efter kongens hoved ville se ud.
Hammurabis ’lov’ er heller ikke den eneste indskrift af sin slags. En lignende kendes fra nabobyen Eshnunna, og der er en lang række lighedspunkter mellem de to. Det skyldes, at tidens konger forsøgte at fremme deres troværdighed i en omskiftelig og kaotisk situation ved at love deres borgere retfærdighed og klare idealer.
Da Hammurabi havde underlagt sig Isin, Larsa og de andre byer i vore dages sydlige Irak, var der reelt tre kandidater til positionen som regionens nye stormagt: det fremtromlende babylonske rige mod syd, Eshnunna mod øst og Mari mod vest.
Magtbalancen mellem de tre byer var skrøbelig, og det må have stået klart for enhver, at det ikke kunne vare ved.
Selv en stærk hund overmandes af to hvalpe
Gilgamesh
DA HAMMURABIS BABYLON VAR DEN STÆRKESTE magt af de tre, kan man godt forstå, at kong Zimri-Lim i Mari overvejede at slå sig sammen med Eshnunnas kong Ibalpiel. Selv om de to kort forinden havde været i krig med hinanden, kunne de håbe på tilsammen at nedkæmpe Hammurabis hær.
Som det hedder i det babylonske epos ’Gilgamesh’ (fra ca. 1100 f.Kr.):
»Selv en stærk hund overmandes af to hvalpe«.
Men det krævede, at Zimri-Lim og Ibalpiel kunne stole på hinanden.
De tre breve beskriver med sikkerhed den samme profeti, fordi de alle benytter sig af den samme slående sætning:
»Under siv flyder vand«.
Men hvad skulle det betyde? Den første brevskriver er ikke i tvivl. Sammetar, der var kong Zimri-Lims guvernør i hovedstaden Mari, gengiver gudens ord som følger:
»Under siv flyder vand. De skriver til dig om fred, de sender dig endda deres gudestatuer, men i deres hjerter er en anden vind. Kongen må ikke sværge en ed uden at spørge guderne om lov«.
For Sammetar var det klart, at profetien var en advarsel om Eshnunnas skjulte intentioner, ’vinden’ i deres hjerter, og han vedlagde endda yderligere en profeti, der havde det samme budskab: Kongen skulle tænke sig godt om, før han lovede Eshnunna troskab.
En helt anden udlægning finder man i brevet fra en vis Kanisan, der godt nok ikke selv var til stede, men fik gengivet profetien af sin far, Kibri-Dagan.
Ifølge Kibri-Dagan erklærede præstinden: »Under siv flyder vand. Kongens gud er trådt frem og har underlagt fjenderne for ham«.
Budskabet er her et helt andet: Spådommen gøres ikke til en advarsel, men til et løfte om sejr.
Under siv flyder vand. De skriver til dig om fred, (...) men i deres hjerter er en anden vind
Sammetar, kong Zimri-Lims guvernør
DET TREDJE BREV BLEV SKREVET AF kongens søster, præstinden Inibshina, og det er fuldt af bekymringer og instruktioner. Hvor Sammetar indtrængende, men dog underdanigt beder kongen om at genoverveje sin beslutning, har Inibshina ingen kvaler med at kommandere rundt med ham: Han må ikke forlade byen, skriver hun til sin bror, men skal blive i Mari, indtil situationen er mere sikker, og guderne har givet deres tilsagn.
Inibshinas udlægning er den mest poetiske af de tre, og i de få sætninger er der en række dobbeltbetydninger og tvetydigheder, som det sømmer sig for en lærd præstinde, der gengiver gudens ord.
Men det er klart, at også Inibshina så med bekymring på den vordende alliance:
»Venskabet med Eshnunnas konge er falsk: Under siv løber vand. Jeg vil fange ham i det net, han selv fletter, jeg vil jævne hans by med jorden og skæmme hans rigdom, der siden oldtiden har været urørt«.
Selv om de tre breve beskriver den samme spådom, fortolker de den forskelligt, som henholdsvis en advarsel, et løfte og en gåde. Den samme sætning går igen i alle tre, mens den er lige dele uklar og udtryksfuld – og måske er det netop derfor, de alle tre huskede den.
Måske var det netop, fordi de tre udlægninger af spådommen var så forskellige, at Zimri-Lim besluttede at ignorere sin søsters og Sammetars råd og gå videre med alliancen med Eshnunna.
Det ville have set ilde ud, hvis kongen trodsede en advarsel direkte fra guderne, men Zimri-Lim kunne med rette hævde, at spådommen kunne tolkes som et løfte om sejr – hvilket var den tolkning, der passede ham bedst.
KORT EFTER FIK SAMMETAR BESKED fra Zimri-Lim på at byde en fredsdelegation fra Eshnunna velkommen, og man kan kun forestille sig, hvad der gik gennem hovedet på den efterhånden aldrende guvernør, da han gjorde klar til at modtage Eshnunnas udsendte – måske ringede Dagans advarsel stadig i hans ører. Men hans bekymringer blev gjort til skamme blot fire år senere.
For det var ikke kong Ibalpiel af Eshnunna, hvis hjerte gemte på en ond vind. Ganske som guden havde forudsagt, viste venskabet med Eshnunna sig at være falsk, men det var Zimri-Lim selv, der ikke var til at stole på.
Han brugte fredsaftalen med Eshnunna som et strategisk pusterum til at genopbygge sin hær, men så snart han igen følte sig sikker i sin magt, allierede han sig med ærkefjenden Hammurabi af Babylon.
Mari og Babylon slog deres styrker sammen og besejrede Eshnunna, hvorefter byen stort set forsvandt fra de historiske kilder.
I nogle år lod Zimri-Lims list til at have virket. Som Hammurabis allierede havde han skaffet sig en stærk støtte, og hans position fremstod sikker.
Men forudsigeligt nok gik der ikke lang tid, efter at Eshnunna var blevet jævnet med jorden, før Hammurabi vendte sin opmærksomhed mod Mari. I 1762 f.Kr. marcherede Hammurabis tropper nordpå, og snart faldt også Mari under Babylons kontrol.
... I middelalderens europæiske kultur fik Babylon et rygte som en fordærvet og lystsyg by, fordi det nybabylonske rige underlagde sig Israel og tvang dets fyrster i eksil.
VI VED IKKE, HVAD DER HÆNDTE med Zimri-Lim og hans søster, men det er svært at forestille sig, at Hammurabi lod dem leve. Igen viste Dagans spådom sig at holde stik, men ikke på den måde, nogen af de tre brevskrivere havde forestillet sig.
Det var Zimri-Lim, der blev fanget i det net, han selv havde spundet.
Få år efter at have overtaget magten i Mari så Hammurabi sig af en eller anden grund gal på byen – muligvis havde Zimri-Lims overlevende støtter forsøgt sig med et oprør. Byen blev jævnet med jorden, og det engang storslåede palads blev brændt, herunder paladsets bibliotek og arkiv. Som følge af branden blev biblioteket som nævnt, ironisk nok, bevaret for eftertiden.
De dramatiske begivenheder omkring 1770 f.Kr. tippede endegyldigt den politiske balance i oldtidens Irak i Babylons favør, og byen antog i det næste årtusind en stadig mere central plads i oldtidens verden.
Under det nybabylonske rige i det sjette århundrede f.Kr. herskede Babylons konger over et territorium, der strakte sig fra Iran til Tyrkiet og Sinai-halvøen.
Da Alexanders tropper i 331 f.Kr. indtog byen, var den verdens mest folkerige by og havde halvandet årtusinds historie bag sig.
I middelalderens europæiske kultur fik Babylon et rygte som en fordærvet og lystsyg by, fordi det nybabylonske rige underlagde sig Israel og tvang dets fyrster i eksil.
Derfor skildres byen i Det Gamle Testamente som et monstrøst og ondskabsfuldt sted, men i virkeligheden er Babylons historie meget længere, rigere og mere kompleks end de forfladigede stereotyper, der i dag knytter sig til dens navn – og som blandt andet bliver videreformidlet i den tyske tv-serie ’Babylon Berlin’ om et dekadent og politisk ustabilt Weimartyskland.
Beretningen om Maris fald og de tre profetiske breve er et lille udsnit af den fascinerende historie, der ligger bag myten om Babylon, men det er også et vigtigt eksempel på en større historisk sandhed. Selv med tre uafhængige øjenvidneberetninger om samme begivenhed ved vi stadig ikke, hvad Dagans præstinde egentlig sagde den efterårsdag for små fire årtusinder siden.
De tre brevskrivere hørte, fortolkede og gengav hendes ord på hver sin måde, formet af hver enkelts opfattelse og politiske interesse, men bag deres bud glider tiden forbi i al sin ubestemmelighed, som vand, der flyder under siv.
