Pistolskud, pandebånd og champagneskum: 20'erne blev jagten på den bekymringsfrie tilværelse

Bang!

Et infernalsk drøn passerede pistolmundingen og forplantede sig i lokalet, så gaslysekroner klirrede, og stoleben skramlede og aktiverede flugtinstinktet hos folk i skudlinjen. Kulturpersonligheder som Poul Henningsen, Carl Nielsen, Otto Gelsted, Robert Storm Petersen, Harald Giersing og Vilhelm Lundstrøm.

Foran dem dukkede konturerne af attentatmanden frem af krudttågen. En ung høj skikkelse ulasteligt klædt i sort smoking med knækflip og med stritører og store runde briller. Udstyret med en revolver i den ene hånd og en digtsamling i den anden.

Bang!

Skuddene faldt en vinteraften i begyndelsen af februar 1919 lige i kølvandet på den våbenhvile, som havde efterladt Europa delt af lange kæder af forladte skyttegrave og udbrændte ruiner. Flere steder kæmpede man fortsat mod sult og lovløse tilstande, og i Berlin havde den unge jurist og forfatter Rosa Luxemburg sat sig i spidsen for byens revolutionære for så bare at blive mejet ned af en løjtnant fra den afdankede kejsers hær. Nu blev dødskampen gennemlevet igen midt i Politikens Foredragssal.

»Der knalder tre revolverskud ind i vognen«, brølede den skydegale unge digter og tog igen fat om aftrækkeren for at understrege det kunstneriske ekko af dødskampen.

Bang!

Det var den 25-årige Emil Bønnelycke. Eller Bønne, som han blev kaldt af vennerne, og dem blev der stadig flere af, for alle ville se den fandenivoldske flab og flanør, der havde lagt blæk til ’Asfaltens Sange’, tidens bestseller. Med de tre brag i hjertet af København skød Bønne gang i ekspressionismen i dansk litteratur og i en helt ny epoke i efterkrigstidens Danmark.

De brølende 20’ere.

Skuddene var blandt verdenskrigens sidste krampetrækninger, og i en hastigt udgivet krigsroman lod Bønne en ung desillusioneret soldat vandre hen over krigskirkegårdene og gøre boet op:

»Videre. Videre. Videre. Grave. Grave. Kors. Sorte Kors. Kolde Kors. Tavse Kors. Truende Kors. Triste Kors. Nøgne Kors. Rå Kors. Gange. Grus. Sol. Tørke. Visne Blomster. Tørstige Blomster. Brændte Blade. Falmende årstal. Utydelige årstal. Gru. Rædsel. Angst. Gys. Feber. Forfærdelse. Stumhed. Solskin. Tørstende Tørke. Tal. Kulde. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors«.

Ti millioner døde til ingen verdens nytte. Tabet efterlod mange mennesker med følelsen af at befinde sig på menneskehedens absolutte nulpunkt og med en påmindelse om, at livet er kort og kan ende når som helst. Derfor skulle det leves fuldt ud, og tankegangen dannede baggrund for et tiår præget af fest, fart og frisind.

Forbillederne er der ikke tvivl om. Bønnes digt ’New York’ havde form som byens skyline, og ’Berlin’ som togskinner på kryds og tværs. Bogstavløse figurdigte.

»Sådan kan man da ikke skrive!«, belærte forfatteren Tom Kristensen sin gamle klassekammerat og svirebror om, men det var Bønne ligeglad med. For New York var hjemsted for en fremadskuende verden i jernbeton, og Berlin stedet, hvor mennesker krydsede hinandens veje og inspirerede hinanden med rigelige doser dekadence.

København kunne ikke hamle op med den slags. Men storbydigteren, som dagligt spankulerede byens gader tynde i selskab med sin granddanois, besang ikke desto mindre Rådhuspladsen med en ekstatisk begejstring for dens summen af biler, sporveje og motorcykler og for dens lyskurver, plakatsøjler og glitrende facader og alt, hvad der ledte tankerne bort fra den nære fortids brændende inferno.

Det moderne Københavns lydside var en musikform kaldet jazz. Eller ’djaess’, som hovedstadsaviserne belærte læserne om, at genren skulle udtales. De første grammofonplader ramte byen netop i året 1919, og allerede det følgende år var der installeret faste orkestre i restaurationerne i Minefeltet, skønt byens berejste connaisseurer betvivlede kvaliteten.

»Et jazzband er ikke en del dygtige kjoleklædte danske musikere«, indvendte en skribent i en københavnsk aftenavis i oktober 1920, »men et bestialsk negerorkester, der med alle et heksekøkkens redskaber jager den sunde fornuft på flugt og vækker alle det menneskelige urinstinkter, således at man føler sig som en hottentot eller en tam-tam-haleneger i krigsmaling med menneskeblod på tanden. Det er jazz«.

En sen nattetime i oktober 1920 kom en dyr sportsvogn så pludselig brølende ned ad Øster Farimagsgade med slukkede lygter, og lige ud for Kommunehospitalet kolliderede den med en cyklist.

Bang!

Den hensynsløse fører fortsatte i høj fart og forsvandt i natten. Heldigvis lykkedes det snart politiet at bringe bilen til standsning for anden gang på et døgn og med den samme spirituspåvirkede chauffør bag rattet – den berømte og berygtede direktør og børsspekulant Olaf Bigler, kaldet Baronen, hvis motto var:

’Hva faen – jeg betaler!’.

Motorbøllerne, et af tidens mest omtalte begreber, plagede i den grad byen som indikation på, at krigstidens blodpenge stadig var massivt til stede. Det var ikke uden grund her, Ford havde grundlagt sin første samlebåndsfabrik på det europæiske fastland (se i øvrigt Martin Zerlangs artikel s. ). Problemet for gullaschbaronerne var bare, at deres kontantbeholdninger i fredstid forsvandt hurtigere, end de tjente nye.

For Biglers vedkommende viste det sig vanskeligt at imødekomme den sårede cyklists erstatningskrav, for formuen var ædt op af ugelange dekadente fester med letpåklædte kvinder og promiskuøs livsførelse. I skarp konkurrence med den lige så excentriske skibsreder Steen Giebelhausen, som lod sig barbere i champagneskum, og til hvis overdådige middage cigarerne blev tændt med tikronesedler. Byens nyrige udgjorde i den grad fundamentet under de brølende 20’eres ødsle societyfester.

Den mest velhavende var direktør Harald Plum. Under krigen havde han opbygget et mægtigt forretningsimperium, Det Transatlantiske Kompagni, som handlede med alt fra smør, træ og cement til klaverer, handsker og blæk og med domicil i Det Bernstorffske Palæ i Bredgade som Amalienborgs nærmeste nabo.

Plum holdt sine ekstravagante selskaber i en kæmpevilla på Strandvejen i Gentofte og i sommerboligen på den 100 tønder land store privatejendom Thorø, lidt uden for barndomsbyen Assens. Stederne blev bundet sammen af luksusbiler med privatchauffør og af landets største lystyacht med en fast besætning på ti engelske søfolk.

Plums indflydelse kulminerede, da kongehuset under Påskekrisen opsøgte ham for et godt råd og indsatte hans juridiske rådgiver M.P. Friis som statsminister. Men så en dag i efteråret 1922 gik virksomheden ned med et brag. Den trak Den Danske Landmandsbank med sig i faldet i Nordens hidtil største bankkrak, bragte en sand perlerække af gullaschbaroner på fallittens rand og tog toppen af de brølende 20’eres mest vulgære udskejelser.

Bankens tab på selskabet beløb sig til omkring 200 millioner kroner, og alligevel lykkedes det på forunderligste vis Plum at slippe fra landsretssagen med en mikroskopisk bøde for urigtig regnskabsaflæggelse. Han var ikke jurist for ingenting.

Æresoprejsningen gjorde ham i stand til at fortsætte som før. Han fik prominente folk til at indtræde i bestyrelserne og skaffe sig kredit i bankerne og fik genstartet virksomhederne og sin forcerede livsførelse som det københavnske selskabslivs ukronede konge.

»Bønnelycke skriver hurtigere end han tænker«, proklamerede Tom Kristensen i de år, efter at det på ingen tid var lykkedes vennen at udgive tre-fire bøger og digtsamlinger. Men så indtraf produktionskrisen. Fra den ene dag til den anden blev pistolpoeten træt af bylivets overfladiskhed og ville ikke længere reduceres til en skabet provokatør. Han droppede gullaschfesterne, og læserne fandt nye darlings.

Forfatterkollegaen Rudolf Broby-Johansen var en af dem. Hans debutdigte fra 1922 bar den ligefremme titel ’Blod’ og var i modsætning til Bønnes storbyidyl ikke blind for Københavns bagsider. Med versaler gav han stemme til udslidte prostituerede og liv præget af kønssygdomme og illegale aborter.

»BORDELPIGE DRÆBER UFØDT: SKAMSLIDT DIVAN/ PÅ RYGGEN TØS/ MED CHAMIS-VALK OVER MAVE/ SPREDBEN/ BORER STRIKKEPIND/ I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA/ GURGLENDE/ LIG KØNS-KRYBER«.

Digtets gruopvækkende indhold blev meldt til politiet. Broby-Johansen forsvarede sig og henviste ved retssagen til, at det var kunstens forpligtelse at afspejle virkeligheden. Men en smule filter må der være, mente myndighederne, og så blev digtsamlingen beslaglagt og skaffede forfatteren al den omtale, han drømte om.

Konjunkturer og kjolelængde hænger uløseligt sammen, bemærkede selvsamme Broby-Johansen, for når vækstraterne gik op, kravlede skørterne tilsyneladende også op.

20’ernes opsving omfattede fortrinsvis de nyrige og deres børn. Det var i hvert fald de unge direktørdøtre, der gik forrest og klippede flere centimeter af kjolelængden, hårlængden og kønsmoralen. De udgjorde den første generation af unge kvinder med stemmeret og den selvværdsfølelse, som fulgte med, og pengerigeligheden omsatte de i nattelivet, hvor underkroppen blev vist frem i frivole charlestondanse. Moden krævede nemlig bare ben for første gang i tusind år.

Kvindeidealet var den såkaldte ’garçonnepige’ – drengepiger indpakket i korte og taljeløse, ja nærmest rørformede kjoler. For nok blev korsettet smidt på møddingen, men det blev erstattet af brystbind, som trykkede barmen flad og udlignede de kvindelige konturer til fordel for drengede dyder. Det sportstrænede look – og lårbasserne – signalerede en løssluppen seksualitet, og kvinderne gik da også både med mænd og makeup og gav den fuld skrue med sjusser og cigaretter.

Homoseksualitet var til gengæld strengt forbudt, men samtidig forførende farligt, og i visse miljøer nærmest på mode. Harald Plums interesse for sine kønsfæller var i hvert fald en slet skjult hemmelighed, mens den selvsikre varietédanser Emmy Carell kastede sig over en svensk filmskuespillerinde på gæstevisit.

»Når dine læber først har suget et kvindelegemes følsomme steder, længes den kvinde efter dig, og er hun end borte fra dig, kan intet døde den fortærende længsel efter dine sugende læber og vidunderlige hænder, de hænder, der kærtegner indtil man skriger at fryd«, erklærer hun i sin nøgleroman – med titlen ’Kan mænd undværes?’ – om deres heftige forhold.

Myndighederne tålte øjensynligt ikke svaret. I foråret 1923 blev restoplaget af Danmarks første roman om lesbisk kærlighed flammernes bytte.

Så hjalp glitrende ugemagasiner med Marlene Dietrich og Liva Weel på forsiden bedre den brede befolkning med at forstå, hvordan ’man’ skulle se ud og opføre sig, og gjorde avantgardemode til massekultur.

De kvinder, som helligede sig andet end at føde og amme, fik støtte fra flere kanter. Den cigarrygende forfatter Thit Jensen udgav f.eks. en meget omtalt skilsmisseroman og stiftede foreninger for frivilligt moderskab og seksualoplysning, der kæmpede for kvinders adgang til børnebegrænsning og prævention. Kun på den måde, mente hun, var det muligt for kvinder at blive mændenes, nå ja, ligemænd.

Det er ikke uden grund, at Danmark i 1924 fik sin første bog om feminisme. Skrevet af en mand. Forfatteren var den konservative nationaløkonom K.A. Wieth-Knudsen, som advarede sine kønsfæller om ligestillingens farer. Det var også under et af hans mange foredrag, Thit Jensen meldte sin ankomst og gav anledning til følgende ordveksling:

»Nu går De for vidt, Wieth!«.

»Det gør De så tit, Thit!«.

Pandebåndet og cigaretholderen – og kunstsilkestrømperne – blev symbolet på de brølende 20’ere.

Det var da også en på alle måder grænseoverskridende tid, hvor kjolernes afkortning slog stadig nye rekorder og i 1928 kulminerede foreløbigt, da verdensstjernen Josephine Baker væltede København med sin optræden på Dagmarteatret og den sidste rest af skam dækket af et bananskørt.

Men faktisk var der dem, der tog kampen mod kropsforskrækkelsen skridtet videre. Syd for landegrænsen greb soldyrkelsen nemlig om sig, og en af naturistbevægelsens danske fortalere var kunstmaleren Aksel Haldrup, der i netop 1928 byggede en villa uden for Fredericia for at dyrke nøgenkultur og vegetarisme i fred.

Han spankulerede omkring i adamskostume inde og ude, og det forhold, at ejendommen var omgivet af et stort stakit, forhindrede ikke de nyfigne naboer i at lure og anmelde Haldrup for krænkelse af den offentlige blufærdighed.

Da sagen nåede Højesteret, valfartede folk til for at bese lastens hule.

De brølende 20’eres jagt på den bekymringsfri tilværelse udviklede sig ofte til et spørgsmål om at undgå smerter i kroppen og uro i sjælen. Berlin rimede ikke uden grund på morfin, og sprøjterne gik deres sejrsgang i selskabslivet og efterlod festfolket i drømmetåger. Det samme var tilfældet i København.

I juli 1920 fulgte offentligheden ihærdigt med, da Oscar Schmidt, redaktør for det vovede hovedstadsblad Strøget, døde af en overdosis. Giften havde han skaffet sig på Cafe Sennerwald i Istedgade, hvor værten, en lille tyk skaldet mand med overskæg og rødsprængte øjne, leverede alt, hvad hjertet – og blodårerne – begærede. Bagest i lokalet var et særligt aflukke til stampublikummet.

Et par år senere berettede aviserne om et andet og krystallignende stof i nattelivet. Kokain. Den hvide sne havde gjort god gavn som bedøvelsesmiddel i Europas skyttegrave og gav en følelse af velvære, styrke og selvtillid, når man placerede den i næsen. Men lynhurtigt blev det hjælpsomme middel en uhyggelig despot.

Brugerne trængte ikke længere til mad og søvn, kun til en ny dosis, og stoffet efterlod dem som »sørgelige skeletskikkelser med store øjne«. I november 1922 begik en ung københavnsk pige selvmord med et pænt kvantum.

Tre kokainsmuglere blev snuppet på et tysk smuglerskib i Odense Havn, men det stoppede ikke salget, for det viste sig, at de russiske mellemhandlere havde deres hovedlager i Københavns Frihavn og alene sendte skibsladningerne af sted for at udvide markedet.

Holdningen til stofferne var tvetydig. Da filmskuespilleren Olaf Fønss i oktober 1928 debuterede som forfatter, handlede romanen om en kunstners udenomsægteskabelige affærer og misbrug af kokain, opium og morfin, og han talte for, at det var bedre at forstå end at fordømme. Imens vaklede digteren Johannes Weltzer rundt på bordene i Ungarsk Vinhus for at omsætte meningsløsheden til poetisk nonsens, og hans vrøvlevers fra 1929 er et glimrende spejlbillede af tidens dødsdrift:

»Adakdejsan, simbira gastir/ hamaradawan, satinarundr/ O, malakirsej/ O, serti mila,/ simbtyligastur, arkinarendr«.

Tom Kristensen fortsatte sit hærværkstogt i nattelivet uden Bønne, mens han samlede noter til en roman, som med uhørt sandfærdighed fulgte hvert skridt på ødelæggelsens vej og en fest, som lakkede mod enden.

Punktummet blev sat, før han ventede det. Skyer trak sammen over verdensøkonomien og skabte gunstige betingelser for en kollektiv depression, som truede med at sende konjunkturer og kjolelængde i nedadgående retning i en af den slags kriser, som kræver stærke ledere, ideologier og frelsestilbud. Der skulle kun et lille skub til for at udløse krakket.

Harald Plum var en af dem, der mærkede, hvad vej vinden blæste. Han var i færd med opførelsen af en tro kopi af Rundetårn og Trinitatis Kirke på sit elskede Thorø, da Folkebanken på Frederiksberg indledte en undersøgelse af hans økonomiske forhold.

Den afslørede virksomheden som et gigantisk luftkastel præget af skuffeselskaber, regnskabsmanipulation og virksomhedskarruseller. Så da resultatet i slutningen af oktober 1929 var klar til offentliggørelse, lagde Plum sig i soveværelset med de guldbelagte tapeter og satte en tromlepistol mod brystkassen.

Bang!

Projektilet passerede tæt forbi hjertet, så Plum slugte et glas piller og forsøgte igen.

Bang!

Næste dag vågnede direktøren hårdt såret og satte igen revolveren mod hjertet. De brølende 20’ere var endegyldigt ovre, for selvsamme dag indtraf børskrakket på Wall Street. Men med Plums vanlige sans for mediebevågenhed var det selvfølgelig hans dramatiske skæbne, der løb med overskriften på Politikens lysreklame på Rådhuspladsen i København.

• Kopiér link