Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Alt liv i Fredericia gik i stå, da det sidst i april 1945 blev kendt, at den tyske besættelsesmagt efter krigsretsdom havde henrettet ni sabotører fra området. Nyheden fik det følgende døgn byen til at gå i spontan generalstrejke.
Massehenrettelsen var sket fem dage tidligere – 19. april – blot 16 dage før befrielsen og blev afslutningen på et blodigt kapitel i slutningen af den nazistiske besættelse af Danmark. På blot 50 dage fra 27. februar og frem blev 63 modstandsfolk skudt bag den tysk beslaglagte kaserne i Ryvangen, hvor Mindelunden i dag ligger.
TRAGEDIEN BEGYNDTE halvanden måned før, da to unge jernbanesabotører natten til 2. marts var tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje under en aktion ved landsbyen Bredstrup nær Fredericia. Selv om det endnu var nat, gav de straks melding til sabotagelederen, men advarslen nåede ikke ud til alle grupper.
Og netop i den situation besluttede to andre sabotører sig til – imod reglerne og uden at informere lederen – at lave deres egen sprængning. Det drejede sig om Ib Schaltz, en 19-årig ingeniørstuderende, og Helge Hermann, en 23-årig ekstraarbejder ved DSB.
De lånte deres gruppeleders cykel til transport af sprængstoffet, men ved Stenhøjbroen i udkanten af Fredericia blev de standset af en tysk officer. Han var ikke særlig ihærdig, men de to var tilsyneladende så lammede, at de ikke forsøgte at flygte.
Hermann og Schaltz blev udleveret til Gestapo og ført til det nærliggende Pjedsted Forsamlingshus, hvor den 31-årige danske håndlanger Per Birkedal Hansen, bror til den mere kendte Ib Birkedal Hansen, med det samme tog fat på at gennemprygle de unge mænd.
Her fik han fremtvunget navne på en håndfuld kammerater. Selv om gruppelederen anede uråd, fordi hans cykel ikke var blevet leveret tilbage til aftalt tid, nåede han ikke at advare andre.
Gestapo-folkene kunne derfor i løbet af natten til 4. marts overraske en række af sabotørerne i deres hjem.
»Kl. halv fire ringede det på døren (...). Vi lod dem ringe, de forsøgte på forskellig vis at komme ind«, fortalte faderen til den 21-årige handelslæring Iver Lassen.
Det drejede sig om fem svært bevæbnede mænd, bl.a. Per Birkedal Hansen, og til sidst slog de dørruden itu. Inden de kom ind, havde Iver nået at advare sin ven, den jævnaldrende Ebbe Jensen, der boede i nabolaget. De to havde lavet et elektrisk alarmsystem mellem deres boliger, og Ebbe slap væk.
I ALT SYV MODSTANDSFOLK blev anholdt denne nat i Fredericia, mens yderligere tre, Eluf Månsson, Henry Jacobsen og Karl Gustav Kolding, blev taget nogle få dage senere i stationsbyen Taulov.
Anholdelserne i Fredericia blev foretaget midt i et skifte i besættelsesmagtens tilgang til modstandsbevægelsen. En uge før anholdelserne i Fredericia, 27. februar 1945, var ti sabotører sidst på eftermiddagen blevet skudt i Ryvangen – besættelsens mest omfattende henrettelse.
Det indtraf som et lyn fra en klar himmel. Ingen var blevet henrettet de forudgående otte måneder – ikke siden otte medlemmer af Hvidstengruppen 29. juni 1944 måtte lade livet.
Pausen skyldtes, at Adolf Hitler havde fået det indtryk, at henrettelsen af krofolkene havde fremprovokeret folkestrejken i København juni-juli 1944. Førerens konklusion var, at krigsretterne gav de anklagede lejlighed til at bruge retssalen som talerstol, og han beordrede dem derfor opløst i hele det tyskbesatte Europa.
I praksis blev konsekvensen, at hundreder af modstandsfolk i stedet blev sendt i tysk kz-lejr, som de trods alt havde en chance for at overleve.
MEN I FEBRUAR 1945 genoptog tyskerne altså henrettelserne.
Baggrunden var et hektisk forløb bag kulissen. Tre et halvt døgn før de ti henrettelser, lidt efter kl. 1 natten til lørdag 24. februar, fik generaloberst Georg Lindemann, den tyske øverstbefalende, en tung kuffert i hovedet, da sovevognen i hans personlige tog blev afsporet syd for Struer. Han blødte fra en lille flænge over det ene øre, men var ellers uskadt. Det samme var hans stab, der havde fulgt ham på et kort inspektionsbesøg i Hanstholm.
Generalobersten havde østfrontmentalitet, idet han blot få uger før var ankommet til Danmark efter tre år ved Leningrad-fronten. Lindemann beordrede straks gården Lille Hillersborg og et ledvogterhus brændt ned.
Tyskerne havde observeret lys og mente, at sabotørerne havde fået assistance derfra.
Gårdejerparret og deres mindre børn blev beordret ud i vinternatten og i første omgang nægtet lejlighed til at redde kreaturbesætningen. Først efter at generalen ved 3-tiden havde sat sig ind i en bil for at blive kørt tilbage til sit hovedkvarter på Silkeborg Bad, tillod de tilbageblevne tyskere, at dyrene blev reddet.
ALLEREDE DA GENERALOBERSTEN nåede tilbage til Silkeborg, var der indløbet rapport om sabotage mod en militærtransport ved Hæstrup syd for Hjørring, hvor fem tyske soldater blev dræbt og femogtyve kvæstet. Afsporingen fandt sted kl. 2.35 – samtidig med at Lille Hillersborg stod i flammer – og aktionen afbrød jernbaneforbindelsen sydpå fra Frederikshavn i to et halvt døgn.
Men allerede inden de natlige hændelser var Lindemann fast besluttet på, at modstandsbevægelsens aktioner skulle koste blod.
Årsagen var en blodig hændelse i København dagen inden. Lidt efter kl. 14 havde tyske politifolk i to biler forfulgt en bil med frihedskæmpere ud ad Roskildevej i København. Ud for nr. 184 standsede modstandsfolkene og barrikaderede sig bag bilen, hvorfra de tog kampen op.
Tilfældigvis kom en patrulje tyske soldater netop da forbi og blev fanget i krydsilden. Tre soldater blev dræbt på stedet og fem såret så alvorligt, at de døde kort efter.
Da meldingen om hændelsen i København indløb i Silkeborg, sad Lindemann i konference med blandt andre SS-general Günther Pancke og chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen, der tilfældigvis var på visit.
Inden Lindemanns afgang til Hanstholm ringede Kriminalrat Erich Bunke fra Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset i København. Han var blevet ringet op af Ernst Kaltenbrunner, den øverste chef for sikkerhedspolitiet i Berlin, der på Hitlers vegne gav Bovensiepen og hans folk 24 timer til at iværksætte repressalier, der skulle udmønte sig i otte danske ’sonofre’ – svarende til antallet af dræbte tyske soldater på Roskildevej.
Bunke havde allerede lagt en plan.
OTTE MÆND I KØBENHAVN, der var mistænkt for alvorlige illegale handlinger, blev tidligt om morgenen skudt – lige efter at Lindemann var kommet tilbage til Silkeborg. De fleste blev afhentet af en lastbilpatrulje på deres bopæl. Når de blev ført ud af deres opgang, gassede chaufføren op, så motorlarmen overdøvede det smæld, der lød i mørket, når de anholdte blev skudt i nakken for derefter at blive smidt op på ladet. Kun én overlevede.
Uden at mange detaljer kendes, var der hektisk aktivitet blandt besættelsesmagtens topfolk, og ifølge historikeren John T. Lauridsen sendte den rigsbefuldmægtigede Werner Best søndag 25. februar 1945 et telegram til Berlin.
Som jurist foretrak Best rettergang frem for repressaliedrab, men en krigsret ville også give ham mulighed for at bruge benådning som politisk virkemiddel.
Det fik han så ikke lov til – benådningsmyndigheden blev placeret hos SS- og politifører Günther Pancke – men efter Bests telegram, hvis præcise indhold godt nok ikke kendes, tillod Hitler genaktivering af krigsretterne.
EN DAG OMKRING MÅNEDSSKIFTET til marts 1945 kunne den 12-årige Eskil Svane, mellemskoleelev på Øregård Gymnasium nord for København, ikke undgå at se, at hans klasselærer, 59-årige Gustav Hans Brøndsted, så fortvivlet ud.
»Efter nogle minutter begyndte han at græde stille og forlod klasseværelset. Hans søn var blevet henrettet«, fortalte Eskil Svane.
Sønnen var den 29-årige varmemester Karl Gustav Brøndsted, der var aktiv i en venstreorienteret gruppe under ledelse af den 26-årige kommunist Leo Kari.
To andre medlemmer, Andreas Nielsen, 25, og Harald Christensen, 29 år, begge automekanikere, var også blandt de ti, der blev skudt i Ryvangen 27. februar 1945.
Flere af kernemedlemmerne var barndomskammerater, og det gjorde situationen særlig tragisk. Harald Christensen, klassekammerat med Leo Karis storebror fra skoletiden, havde forsøgt at ’handle’ med Ib Birkedal Hansen. Han troede ifølge Leo Karis senere beretning, at han kunne sælge tilsyneladende interessante, men reelt ubrugelige oplysninger til Gestapo-manden, men han endte med at komme under så meget pres, at han angav hele gruppen. Harald Christensen var selv blandt de anholdte.
I DE SIDSTE 16 TIMER af deres liv delte Harald Christensen og Karl Gustav Brøndsted i Vestre Fængsel celle med Leo Kari.
De to nære venner Brøndsted og Kari koncentrerede sig om at tage en meningsfuld afsked, mens tredjemanden talte lidt i øst og vest ud fra vekslende indskydelser. Helt ude af takt med situationen spurgte han, om de ikke kunne være venner igen.
Selv reddede Kari livet ved at spille på interne modsætninger blandt Gestapo-folkene, og fordi en tysk embedsmand ønskede at optjene goodwill i forhold til den snarlige kapitulation.
Kari slap med et ophold i Frøslev-lejren krigen ud mod at angive en række modstandsfolk, der kun stod til relativt korte straffe, idet illegal bladvirksomhed var i den mildere ende af skalaen i denne sammenhæng, og ved at hjælpe med beslaglæggelsen af en række våben.
Harald Christensen blev efter krigen begravet i Ryvangen ved den store fællesbegravelse 29. august 1945, men nogle år efter blev kisten gravet op og genbegravet på Bispebjerg Kirkegård. Under retsopgøret var det kommet frem, at han havde afsløret gruppen med katastrofale konsekvenser. Derfor blev han ikke anset for værdig til at ligge i Mindelunden.
SKÆRTORSDAG 29. MARTS 1945 blev den 32-årige Asger Lindberg Mørup henrettet som en af seks dødsdømte. Han var inspektør ved livsforsikringsselskabet Hafnia, og den tidligere soldat i livgarden havde ledet en modtagegruppe i Sorø-området.
Mørup var blevet opfordret til at rejse til Sverige, men blev i landet af hensyn til sin højgravide hustru, Eva. 1. marts 1945 kom lille Ove til verden; i forvejen havde de sønnen Visti på 5 år.
»9. marts, mens den lille familie sad ved middagsbordet, brød tyskerne ind i deres hjem i Sorø, og Asger Lindberg Mørup blev arresteret under kraftigt håndgemæng med både Asger og Eva«, beretter skuespiller Henrik Hartvig Jørgensen, der er initiativtager til en ny lydbog med de dødsdømte modstandsfolks afskedsbreve.
»Tænk, en af de tyske soldater tog en af mors frikadeller!«, fortalte den 5-årige søn i den følgende tid, når han skulle berette om den voldsomme oplevelse.
Mørups afskedsbrev til sin 29-årige kone, der aldrig før har været offentligt kendt, var fyldt med råd om, hvordan hun kunne få hjælp. Af slutningen fremgår det, hvordan han nærmest blev revet ud af cellen. På vej mod Ryvangen vristede han sig fri og sprang ud af lastbilen, men blev skudt under flugtforsøget.
SKYDNINGEN AF FREDERICIA-SABOTØRERNE satte et blodigt punktum for bølgen af henrettelser i foråret 1945. Og som de eneste af de dømte fik de ikke tilladelse til at skrive afskedsbreve.
På lastbilen på vej mod Ryvangen lykkedes det Iver Lassen at kradse en hilsen til sine forældre ned på bagsiden af en konvolut. Den blev fundet på hans lig, da det efter krigen blev gravet op.
»Kære Far og min gode lille Mor! Nu er jeg paa min sidste Rejse, men jeg er ikke bange, for jeg gaar hjem til min himmelske Fader. Jeg har bekendt min Synd for Gud og Mennesker – og tilgiv mig alt, hvad Gud kan tilgive mig. På Gensyn i Himlen. Hilsen jeres Dreng Iver«.
De første otte blev to ad gangen bundet fast og skudt af en peloton af tyske soldater i de øvrige dødsdømtes påsyn.
Den 19-årige Hans Eeg fulgte til sidst efter, og først da blev den jævnaldrende Ib Schaltz benådet.
HVORFOR SKULLE HAN SKÅNES? Vi ved det ikke, men det er nærliggende at se det som et eksempel på den særligt infame sadisme, som prægede de tyske myndigheder lige før lukketid. På samme måde som det blev nægtet Fredericia-folkene at skrive afskedsbreve, kunne Ib Schaltz – inden han selv slap med livet – stå og se, hvordan det gik kammeraterne, fordi han var taget ud på den fatale sabotageaktion natten til 2. marts, og fordi han ikke kunne holde tæt under det efterfølgende forhør.
En af de sidste dage i april 1945 henvendte Ebba Annelise Hansen sig til Gestapo. Hun havde været kæreste med en anden af de henrettede, den 22-årige trafikmedhjælper ved DSB Ole Christensen, og ønskede tilladelse til at besøge Ib Schaltz i Vestre Fængsel.
»Hun kan jo skrive«, lød det fra Karl Hemme, sekretær for Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann.
Ebba Hansen svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi hun skulle rejse hjem til Fredericia næste dag. Hemme tog hende i skuldrene og ruskede hende.
»Gå så hjem!«, hvæsede han, inden han skubbede hende ud ad døren.
Hemme kom formentlig til at betale dyrt for sin adfærd, for han havde sikret sig, at Ebba Annelise Hansen umuligt kunne glemme ham. Da han blot en uge senere som hundreder af andre tyske politifolk forsøgte at komme ud af Danmark iført almindelig soldateruniform, fik hun tilfældigt øje på ham i et tog i Fredericia og udpegede ham. Han måtte sidde i dansk varetægtsfængsel i to år, før han blev sendt hjem til Tyskland.
Den 19-årige Ib Schaltz fik allerede året efter konstateret sukkersyge, der antagelig var fremkaldt af oplevelsen, da han så kammeraterne blive skudt og vidste, at han selv havde væsentlig skyld i det. Han døde i 1967 som blot 41-årig efter tilbagevendende helbredsproblemer.
Skribenten anbefaler:
Svend Lundberg: ’Fredericia – besættelse og modstand’. Forlaget Broen, 1990
Leo og Magda Kari: ’Der brænder endnu en kerte’. Fremad, 1965
’De sidste timer – afskedsbreve fra frihedskæmpere 1943-1945’. Kristeligt Dagblads Forlag, 2012. Ny udvidet lydbogsudgave med Asger Lindberg Mørups afskedsbrev er på lydbogstjenesten Mofibo
