Kontrafaktisk: Hvad nu, hvis briterne i stedet havde gjort øen i Nordatlanten til et fængsel?

I slutningen af 1760’erne besluttede det engelske videnskabelige selskab at sende ekspeditioner ud til en række steder rundtom i verden for at observere venuspassagen i 1769. Man håbede, at passagen ville give oplysninger, så afstanden fra Jorden til Solen ville kunne beregnes. Et af disse steder var Tahiti i Stillehavet, og med hjælp fra generalpostmester lord Sandwich (ham med den fingernemme mellemmad) fik adelsmanden Joseph Banks sikret sig en plads om bord på skibet ’Endeavour’ som naturvidenskabelig ekspert. Den tre år lange ekspedition var ledet af løjtnant James Cook, og selv om det viste sig at være umuligt at foretage de ønskede beregninger ud fra observationerne, blev den alligevel en stor succes. Undervejs erklærede man New Zealand britisk, og i april 1770 gik Cook i land på Australiens østkyst og navngav stedet Botany Bay.

Ved ankomsten hjemme i England i juli 1771 var det imidlertid Banks og ikke Cook, som fik al opmærksomheden. Fra videnskabsmanden Carl Linné havde Banks opnået stor viden om et af tidens hotteste emner, den systematiske indsigt i naturens beskaffenhed, bedre kendt som botanik. Sammen med sin svenske assistent Daniel Solander lykkedes det den selvlærte botaniker at indsamle ikke mindre end 30.000 prøver og identificere 1.400 nye arter. Efter at have takket nej til endnu en ekspedition til de sydlige himmelstrøg under Cooks ledelse på grund af dårlige forhold om bord på skibet, vendte Banks i 1772 blikket mod nord. Ud over flora og fauna interesserede han sig som en god elev af Linné også for geologi, og her havde Island meget at byde på. Ikke mindst ville Banks studere øens »brændende bjerge«, som han kaldte vulkanerne, hvorfra lavaen strømmede. Også varme kilder og springende gejsere havde hans bevågenhed.

I forberedelsesfasen fik Joseph Banks god hjælp og rådgivning om islandske forhold af både den danske udsending i London grev von Diede og Andreas Holt, lederen af den danske overlandkommission, som i årene forinden havde rejst Island tyndt på vegne af kongen for at undersøge befolkningen og landet. Med sig på ekspeditionen tog Banks stort set alle de folk, han oprindelig havde hyret til den anden Cook-ekspedition, og ved et sammentræf endte det med, at både Cook og Banks afsejlede fra Gravesend på Themsen 12. juli 1772. Den første engelske videnskabelige ekspedition til Island var begyndt.

Briggen ’Sir Lawrence’ med Joseph Banks og hans 20 mand om bord ankom til Hafnarfjörður syd for den nuværende hovedstad, Reykjavík, 28. august 1772. Island havde på dette tidspunkt været under først norsk, så dansk-norsk styre siden 1000-tallet, og de cirka 50.000 islændinge var underlagt en dansk stiftamtmand, som regerede på vegne af kongen. Danmark havde monopol på handel med Island, og de bugnende fiskebanker omkring øen, som i tidligere århundreder også havde tiltrukket engelske og skotske fiskere, blev nu udelukkende besøgt af danske og norske fartøjer ud over nogle få lokale både. Selve ankomsten til Island blev nærmest en komisk forestilling, idet Banks og hans folk måtte jagte små islandske både rundt for at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Til sidst lykkedes det dog at få lokket tre islændinge om bord, og efter et glas brandy erklærede de sig villige til at lodse ’Sir Lawrence’ ind.

Mere velkommen følte Joseph Banks sig hos stiftamtmand Lauritz Andreas Thodal, som – på trods af datidens anspændte forhold mellem Danmark og Storbritannien på grund af den sindssyge kong Christian 7.s ægteskabelige udfordringer med sin engelske dronning, Caroline Mathilde – lod ekspeditionen installere sig i nogle tomme pakhuse på havnen i Hafnarfjörður. Banks og hans følge blev på Island i seks uger og besøgte blandt andet Þingvillir-sletten, hvor det gamle parlament Altinget havde holdt til siden 930, dog i de seneste århundreder uden lovgivende magt. Geysir sprang dengang endnu regelmæssigt med en fontæne af skoldhedt vand, og Banks observerede og målte op på livet løs.

Et vulkanudbrud nåede han dog ikke at opleve i løbet af sin tid på Island, men Hekla blev besteget og vulkanens tidligere udbrud studeret og beskrevet, inden Banks – efter en del socialisering med lokale notabiliteter – atter drog hjem til England via Orkneyøerne.

Foto: Joshua Reynolds, ca. 1773. National Portrait Gallery, London

Joseph Banks’ ekspedition til Island blev videnskabeligt set ikke en succes på højde med rejsen til Tahiti i årene forinden. Godt nok var han den første engelske videnskabsmand, som besøgte øen, men både danske og franske ekspeditioner havde allerede beskrevet den islandske natur og demografi i detaljer.

Heller ikke Hekla blev Banks den første til at bestige, for stiftsfysikus Bjarni Pálsson, som serverede snaps, hvalkød og tørret fisk for ekspeditionen, havde allerede 20 år tidligere nået vulkanens top. Og fordi efteråret allerede havde sat ind, lykkedes det kun Banks og hans tro følgesvend Solander at finde to nye plantearter, nemlig en lavtvoksende pileart og så den lille, men vitaminrige portulak.

Derudover hjembragte han et mindre læs lavasten fra området omkring Hafnarfjörður. Ikke desto mindre blev Joseph Banks efterfølgende anset for at være Storbritanniens førende ekspert, hvad Island angik, hvilket han understregede ved at få omridset af øen indgraveret på sine visitkort.

Men hvad nu, hvis Banks begejstring for Island havde fået historien til at tage en helt anden drejning? Briterne havde tidligere sendt dømte fanger til kolonierne i Nordamerika, men efter uafhængighedserklæringen i 1776 og den efterfølgende krig mellem kolonierne og Storbritannien var det ikke længere muligt. I stedet besluttede den britiske regering i 1786 at gøre Australien til én stor fangekoloni, og allerede to år senere ankom den første gruppe skibe med omkring 800 fanger til Botany Bay. Egentlig var det meningen, at kolonien skulle hedde New Albion, men kaptajn Arthur Philip var så begejstret for naturhavnen ved Sydney, at dette navn i stedet kom til at hænge ved. I dag er Sydney den største by i Australien og verdenskendt for danske Jørn Utzons operahus ved havnefronten.

Joseph Banks var fra begyndelsen involveret i udviklingen af ideen om Australien som fangekoloni. Om bord på kaptajn Cooks skib ’Endeavour’ i 1770 talte Banks om muligheden for at sende fanger væk fra de overbefolkede byer i den tidlige industrialiserings England, hvor befolkningsvækst og hastigt forandrede sociale strukturer havde medført en eksplosiv vækst i især berigelseskriminalitet. Forslaget blev formuleret i 1783 af James Matra, som også havde været med på den første Cook-ekspedition. Men hvad hvis Joseph Banks havde lagt billet ind på at løse problemet med de overfyldte fængsler? Island lå lige så isoleret, men trods alt væsentlig tættere på Storbritannien end Australien og kunne med sin størrelse havde udgjort et muligt alternativ. Jorden på Island blev på dette tidspunkt dyrket af fæstebønder, som efter en britisk overtagelse kunne være blevet tvangsflyttet til én del af øen, mens en anden reserveredes til fangekoloni. Hvor guvernør Philip i Australien fik ordre fra London til at dyrke hør, ville en britisk guvernør – måske ved navn Joseph Banks – på Island formentlig have satset på fiskeri som primært erhverv for de nytilkomne indbyggere. Derudover blev der på Island allerede i slutningen af 1700-tallet opdrættet så vel små islandske heste som får i stort antal.

Næsten 165.000 fanger blev i perioden mellem 1788 og 1868 transporteret fra Storbritannien til Australien på mere end 800 skibe. Opholdet i fangekolonien i sig selv var hårdt, men sørejsen var på mange måder den værste del af straffen, og mange døde undervejs. Var turen gået nordpå, ville flere have overlevet. Til gengæld ville den altid lurende trussel fra den islandske natur have udgjort en konstant fare. I 1783 gik f.eks. vulkanen Lakagígar (oftest blot benævnt Laki) i et voldsomt udbrud og sendte en giftig sky af svovldioxid ud over store dele af Island, hvorved op mod halvdelen af alle husdyr døde. Resultat blev en hungersnød, som slog omkring en fjerdedel af befolkningen ihjel.

Et Island under britisk styre fra 1780’erne havde haft enorme konsekvenser for den islandske befolkning. Den dybt forgældede Christian 1. pantsatte i 1468 Orkney til den skotske konge, og senere fulgte Shetlandsøerne trop. På disse vindblæste øer i Nordatlanten forsvandt den gamle nordiske kultur, i takt med at det britiske overherredømme fortrængte både sprog og traditioner især i løbet af 1700-tallet. »Hvor er deres nationale selvstyre nu?«, spurgte forfatteren Martin A. Hansen efter en rejse til Island i 1950’erne. »Hvor er deres gamle folkesprog, litteratur? I Nordatlanten består det, de andre har tabt«. Senere århundreders islandske selvstændighedsbevægelser, nationale identitet og stolthed over at kunne føre både slægt og demokratisk tradition mere end 1.000 år tilbage ville være blevet knægtet af Det Britiske Imperium.

I virkelighedens verden blev Joseph Banks valgt til præsident for det engelske videnskabernes selskab i 1778 og førte som sådan korrespondance med blandt andre Benjamin Franklin. James Cook gik det mindre godt. Han blev kidnappet og myrdet af indfødte på Hawaii året efter. Det fjerne Australien, som dengang var kendt som New South Wales, blev foreslået omdøbt til Banksia af ingen ringere end den store Linné, men Banks måtte nøjes med æren for at have lagt navn til en lang række af kontinentets plantearter. Hvad forholdet til Island og Danmark angik, fastholdt Banks livet igennem sin dybfølte interesse for øen i Nordatlanten. Under Napoleonskrigene, hvor briterne og danskerne endte som fjender, plæderede han for en præventiv britisk overtagelse af Island og blev stædigt ved med at understøtte islændingene gennem britisk handel. Frederik 6. anerkendte efter fredsslutningen Banks’ store indsats for Island og ville tildele ham Dannebrogordenen, hvilket Banks dog afslog. I stedet accepterede han at modtage et eksemplar af ’Flora Danica’ som gave fra den danske konge. På den måde kom sir Joseph Banks alligevel til at se den islandske fauna, som efteråret havde skjult for ham på ekspeditionen i 1772.

• Kopiér link