Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Begejstringen – Sammenhold i krigstid
Stefan Zweig (1881-1942) skrev i ’Verden af i går - en europæers erindringer’ (1941) om krigens første dage i Østrig.
»Der var spontane optog i gaderne, overalt var der faner, bånd og musik, de unge rekrutter marcherede af sted i triumf, deres ansigter lyste, fordi man tiljublede dem, disse hverdagens små mennesker, som ingen ellers lagde mærke til eller fejrede.
Og hvis ret skal være ret, må jeg tilstå, at der var noget storslået, noget uimodståeligt medrivende, ja, endda forførende over massernes første opbrud. Og trods al min afsky og alt mit had til krigen ville jeg ikke have undværet mindet om disse første dage: Hundredetusinder følte nu det, de skulle have følt i fredstid: at de hørte sammen.«
Ovs. Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, Rosinante, 2015, s. 216
Krigen – og den mandige dåd
Tyske Ernst Jünger (1895-1998) tjente som soldat på Vestfronten og beskrev sine oplevelser i debutten ’I stålstormen’ fra 1920. Han blev såret fjorten gange og beskriver stemningen før afrejsen til fronten i bogens begyndelse.
»Vi var draget afsted i regn af blomster, i en beruset stemning af roser og blod. Det store, stærke, højtidelige, det måtte krigen jo give os. Vi så den som en mandig dåd, en munter ildkamp på blomstrende, blodbestænkede enge. ’Ingen skønnere død på denne jord...’ Ah, bare man ikke skulle blive hjemme, bare man kunne være med!«
Ovs. Adam Paulsen og Henrik Rundqvist, Gyldendal, 2016, s.23
Vanviddet – Det apokalyptiske korstog
Franske Louis Ferdinand Céline (1894-1961) kæmpede også på fronten og blev hårdt såret ved Ypres i oktober 1914. I debutromanen ’Rejse til nattens ende’ fra 1932 oplever forfatterens alter ego krigens rædsler således.
»Med stålhjelme, uden stålhjelme, uden heste, på motorcykler, skrigende, i biler, fløjtende, skytter, urostiftere, flyvende, på knæ, gravende, marcherende, tumlende sig med heste på stierne, skydende, indespærret på jorden, som i en hytte for at ødelægge alt på den, Tyskland, Frankrig og Kontinenterne, alt hvad der ånder, ødelægge, mere rasende end hunde, tilbende deres raseri (i modsætning til hunde), hundrede, tusind gange mere rasende end tusind hunde og langt mere fordærvede! Vi var et kønt syn! Det gik op for mig, at jeg havde ladet indrullere i et apokalyptisk korstog«.
Ovs. Lars Bonnevie, Rosinante, 2017. s. 13
