Den europæiske krise: Et historisk maleri - en mislykket fredsengel

Ansigtet i fokus på det store oliemaleri kender vi. Siddende i pragtfulde omgivelser betragter danmarkshistoriens berømteste konge, Christian 4. (1577-1648), roligt beskueren. Billedet malet af Adrian van de Venne (1589-1662) kaldes ’Christian 4. som fredsmægler’ og skal vise den danske konge som Europas store fredsmægler efter mere end et kvart århundredes krig. Peter Kristiansen Christian 4. som fredsmægler.

Trediveårskrigen rasede fra 1618 til 1648 mellem det katolske Sydeuropa og det protestantiske Nordeuropa. Selv om krigen i første omgang var religiøst begrundet, opstod der i den lange krig alliancer på tværs af religiøse uoverensstemmelser: mellem Frankrig og Sverige – og mellem Danmark-Norge og Det Hellige Romerske Kejserrige.

Christian 4. bestilte i 1643 maleriet af kunstneren van de Venne, da han havde kørt sig selv i stilling til den vigtige rolle som fredsmægler i storkonflikten. Billedets elementer og detaljer viser derfor, hvordan Christian 4. opfattede sig selv – og ikke mindst, hvordan han gerne ville opfattes i Europa.

Maleriet er karakteriseret ved et myldrende liv i dramatisk belysning. Christian 4. sidder omgivet af sin familie, herunder sine sønner, den udvalgte prins Christian (1603- 1647) og den senere Frederik 3. (1609-1670) samt deres hustruer. De for 1600-tallet så karakteristiske buttede englebørn, de såkaldte putti (putto i ental) holder både våbenskjold og navnetræk over de kongelige familiemedlemmers hoveder, så der ingen tvivl hersker om deres identitet. Christians mindre fornemme familie, som han stiftede med adelskvinden Kirsten Munk (1598-1658), står pænt i baggrunden til venstre. Et navnetræk med initialerne ’WC’ anes – det står for Waldemar Christian, en af Christian og Kirsten Munks sønner.

Om halsen bærer kongen selvfølgelig Elefantordenen, den højeste danske orden. Men som en særlig hilsen til beskueren fremviser han samtidig den engelske Hosebåndsorden, som han har omkring sit venstre knæ, som et tegn på, at han hører til blandt kontinentets ypperste fyrster. Ved hans venstre fod ligger en hund, symbolet på trofasthed, og foran ham krigerens udrustning: hjelm og handsker. I centrum i billedet ligger kongemagtens ultimative symboler: krone, scepter og sværd, med kongens valgsprog, Regnae firmat pietas (’Fromhed styrker rigerne’).

Især den lukkede krone er interessant, da den ikke er identisk med den i dag udstillede åbne krone på Rosenborg. Christian var blevet kronet med den åbne krone i 1596, bl.a. som led i propagandakampen mod Sverige, hvis tre kroner i våbenskjoldet var åbne. På den måde gjorde han indirekte krav på Sveriges trone. Den konflikt var løst i 1619 ved fredsslutningen efter Kalmar-krigen, så i 1643 havde Christian allerede længe fremstillet sig selv med den mere moderne lukkede krone.

Kongen modtager råd fra to kvindeskikkelser, to dyder, der med små skriftbånd fortæller, hvem de er. Den første er Justitia, en personificering af retfærdigheden, og den anden er Prudentia, Sandhed.

Til venstre ses delegationen af fredssøgende lande, hver med en fane med våbenskjold på. De ledes af to andre dyder, som også først og fremmest identificeres af skriftbåndene ved deres fødder. Den forreste er Pietas (Fromhed). Hun bærer en åben bog over armen, hvor man skimter ordene Religio og Veritas (religion og sandhed). Ved hånden har hun Pax (Freden), afbildet som en ung kvinde med en oliegren i hånden – og over hende en due. Endnu i dag er duen med oliegrenen et fredssymbol.

Pietas og Pax har følge af Libertas (Friheden), der bærer en lanse med en schweizisk frihedshue på. Bag Pax ses en knælende Liberalitas (Generøsiteten) med et overflødighedshorn. På tæppet, ved Pietas’ fødder, ligger symboler på ære og sejr: palmegren og laurbær.

Dyderne følges af gesandter fra de krigsførende lande. Blandt fanerne genkender man våbenskjoldene for den hellige romerske kejser, Spanien, Polen, Frankrig, Sverige, Venedig, England, Rusland og Nederlandene. Over det hele svæver Fama, berømmelsens gudinde, som med sine trompeter kundgør Christian 4.s indsats for al verden. Trompeten bærer selvfølgelig en fane med kongens navnetræk.

Fem putti holder kongens kronede våbenskjold, og over dem svæver Gloria (Ære) og Honor (Værdighed), der holder sejrens laurbærkranse.

Vi har altså at gøre med en meget omhyggeligt iscenesat ikonografi. En klassisk teaterscene, hvor kun de allegoriske figurer er i bevægelse, mens de historiske er i ro.

Det fremgår ikke af det fornemme propagandabillede, at Christian 4.s tidligere indblanding i konflikten var endt i katastrofe. Kongen tabte slaget ved Lutter am Barenberg til den katolske general Johann Tserclaes Tilly (1559-1632) i 1626, hvorefter Jylland blev besat. Ved en diplomatisk feberredning lykkedes det Christian at trække sig ud af krigen uden tab af land, men måtte i stedet se til, mens svenskerne med succes kastede sig ind i krigen og overtog Danmarks position som førende protestantisk magt. Sveriges styrke gjorde Christian 4. urolig, og det førte til en ellers usandsynlig politisk tilnærmelse mellem de tidligere fjender og religiøse modsætninger, det protestantiske Danmark og den katolske kejser.

I 1641 lykkedes det Christian 4. at få parterne til at indgå en foreløbig fredstraktat i Hamburg. Den danske delegation på over 100 personer ankom i sommeren 1643 til forhandlingsbyen Münster i pragtfuldt udstyrede vogne og spiste af det fineste medbragte service. De enorme udgifter symboliserede, at Christian 4. i 1642-43 toppede politisk. I kølvandet på denne diplomatiske sejr bestilte Christian 4. det store maleri med sig selv som europæisk fredsmægler hos Adrian van de Venne. Det var en del af Christians diplomatiske strategi: Europas fyrster skulle vælge den danske konge som fredsmægler, når tiden var inde.

På det dynastiske plan forsøgte Christian 4. at arrangere et ægteskab mellem sønnen Frederik (3.) og dronning Kristina af Sverige (1626-1689), hvilket ikke lykkedes. En ægteskabsalliance mere var under opsejling: Kongens søn med Kirsten Munk, grev Valdemar Christian, forsøgtes afsat til Rusland. Flere følere var allerede sendt ud, og svenskerne blev tiltagende nervøse. Sverige kunne umuligt acceptere en alliance mellem Danmark og Rusland, og i december 1643 gik de svenske tropper op i Jylland. Danmark tabte krigen , og ved freden i Brömsebro 1645 måtte Danmark afstå dele af Norge, den estiske ø Øsel (i dag Saaremaa), Gotland og Halland til Sverige.

Året 1643 markerede både højde- og lavpunktet i Christian 4.’s lange regeringstid. Han forsøgte for meget på én gang, og det hele gik galt. Ambassadøren i Münster måtte stille pakke herlighederne sammen og rejse hjem, og Christian 4. døde et halvt år før underskrivelsen af den tredje westfalske fred 24. oktober 1648.

Et brev fra Frederik 3. til hans agent i Amsterdam, Gabriel Marselis, dateret 29. december 1648, kaster lys over maleriets historie. Kongen skriver, at maleriet var bestilt 1643, men på grund af tidernes ugunst aldrig betalt. Denne ’tidernes ugunst’ var krigen mod svenskerne, som optog Christian 4. i en sådan grad, at han glemte betalingen. Maleriet havde mistet sin aktualitet.

Maleriet skulle skildre Christian 4.s store triumf, men blev købt af hans søn – ude af trit med begivenhederne og til nedsat pris. Det blev et historisk dokument om en begivenhed, der aldrig fandt sted, men også en fortælling om Danmarks glemte rolle i Trediveårskrigen, som på bedste vis skildrer Christian 4.s bristede drømme om storhed.

• Kopiér link