Der var langt mellem perfekte køer i oldtidens Jerusalem. Alle koens hår skulle være fuldstændig røde, den skulle være helt fejlfri, og så skulle den være ung og aldrig have været brugt til arbejde.
Lyt
Kampen om det hellige Sheikh Jarrah (Læst op af Tine Kirkensgaard Hansen)
Kampen om det hellige Sheikh Jarrah (Læst op af Tine Kirkensgaard Hansen)
Alligevel oplevede Simon den Retfærdige, ypperstepræst i det jødiske tempel i 300-tallet f.Kr., hele to af slagsen i sin levetid.
En perfekt ko var nødvendig for det renselsesritual, man måtte udføre efter at have været i nærheden af et lig.
Gud Herren havde i 4. Mosebog, kapitel 19, vers 2-13 forklaret Moses, hvordan man skulle ofre sådan en lydefri ko, brænde den og blande dens aske med vand. Enhver, som havde rørt ved en død, skulle stænkes med dette vand for at blive ren igen.
Perfekte røde køer er altså imidlertid svære at finde. I jødisk tradition tæller man bare ni lydefri køer fra tiden mellem Moses og romernes ødelæggelse af templet i Jerusalem i år 70 e.Kr. Altså en periode på måske 1.500 år.
At der blev fundet hele to perfekte køer på Simons tid, vidner om hans store hellighed. Han satte Salomons gamle tempel i stand og fik bygget høje mure om både helligdommen og hele Jerusalem by. Og når han trådte frem fra templets allerhelligste rum, var han »som morgenstjernen mellem skyer, som fuldmånen på festdagene, som solen, når den skinner på den Højestes tempel, som regnbuen, når den viser sig på de strålende skyer, som en rosenblomst ved forårstide« (Siraks Bog, 50,6-8).
Da Simon den Retfærdige døde, blev han ifølge traditionen stedt til hvile uden for Jerusalems mure i det område, der i dag er kendt som Sheikh Jarrah. Stedet er i dag pilgrimsmål for både jøder og muslimer, og begge grupper gør krav på kvarteret, hvor uroligheder i maj 2021 udviklede sig til gensidige raketangreb mellem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
Årsagerne til den tilsyneladende uløselige strid mellem arabere og jøder i Israel og Palæstina er mange, men i Danmark overser vi ofte de religiøse elementer, der rækker tilbage til oldtiden. Netop Sheikh Jarrah-kvarterets religiøse historie kan være med til at forklare de følelser, der er på spil i kampene mellem palæstinensere og israelske bosættere.
TEMPLET I DET GAMLE JERUSALEM var allerede på Simon den Retfærdiges tid et vigtigt erindringssted, der bidrog til den lange fortælling om overgreb på jøder. Og betydningen svandt ikke med tiden.
Blot en generation efter ypperstepræstens død blev Jerusalem erobret af Antiochus 4. (215-164 f.Kr.), den hellenistiske hersker over det persiske Seleukide-rige.
Hans far havde faktisk støttet Simon den Retfærdige, men Antiochus 4. var både gal og antijødisk, og i 168/167 f.Kr. fik han over tre dage angiveligt udslettet 80.000 af Jerusalems indbyggere. Unge og gamle, mænd, kvinder og børn, ingen blev skånet.
»Halvdelen faldt for morderhånd, og de, der blev solgt som slaver, var ikke færre end de, der blev sablet ned«, lyder det i Bibelens 2. Makkabæerbog 5,14.
Antiochus forbød herefter alle jødiske ceremonier såsom omskærelsen og sabbatten, og overtrædelse blev straffet med døden – man blev kastet ned fra byens høje mure eller korsfæstet eller brændt.
Han tog også tilnavnet Epiphanes – ’den åbenbarede guddom’ – og plyndrede templet for guld og kunst og vanhelligede ovenikøbet stedet med svinekød og ødelagde de hellige Torah-ruller. Templet blev indviet til Zeus, og Antiochus fik opstillet en statue af sig selv og forlangte, at der skulle ofres til ham.
Antiochus fik siden sin velfortjente straf af Gud. Ifølge Makkabæerbøgerne faldt han af stridsvognen og brækkede alle lemmer og måtte derefter bæres rundt på en båre. Derefter gik der maddiker i hans krop, og hans kød begyndte at falde af og rådne bort i voldsom stank. I Bibelens beretning er Antiochus den onde, der river templet ned og vanhelliger det. Han er et modbillede til den gode, Simon den Retfærdige, der kæmper for den jødiske sag og religion.
Det gik anderledes fredeligt til, da det kristne Jerusalem i 1187 overgav sig til Saladin. Sådan forestillede den nederlandske kunstner Jan Luyken sig i 1683 åbningen af byens porte for de muslimske belejrere. Maleri: Rijksmuseum, Amsterdam
SIMON DEN RETFÆRDIGES GRAV ligger centralt i Sheikh Jarrah-kvarteret og har været et pilgrimsmål i hundredvis af år. I tiden under osmannerne fra 1517 til 1917 var den mål for den årlige ’jødiske picnic’, hvor både jøder, kristne og muslimer mødtes ved Simons grav for sammen at hygge sig med musik, sang og spisning i olivenlundene, og skråningerne myldrede af unge mennesker.
Det ændrede ikke på populariteten, at franske arkæologer i 1871 fandt en inskription fra 100-tallet, som viste, at graven var blevet genbrugt til at begrave en romersk kvinde. Det pikante var, at hun nok var datter af eller hustru til en af befalingsmændene i den berømte og berygtede romerske 10. legion, som i år 70 ledte den romerske erobring af Jerusalem og den totale ødelæggelse af templet. Efter romernes hærgen blev templet aldrig bygget op igen, men tempelpladsen har alligevel været genstand for kult og kamp i århundreder.
Kristendommen begyndte med Jesu korsfæstelse og opstandelse fra de døde omkring år 33. På ganske få århundreder blev den nye religion udbredt fra Indien til England og langt ned i Afrika, men med et centrum i Jerusalem: Gravkirken, bygget over den tomme grav.
... Fromme besøgende – jøder til Simons grav og muslimer til sheik Jarrahs grav – ser ud til at være blevet flere og flere de seneste år
Men det byzantinsk-kristne Jerusalem havde i 637-38 overgivet sig til Omar (580-644), den anden kalif efter profeten Muhammed. Knap et halvt århundrede efter stod Klippemoskeen færdig, et blændende smukt ikonisk vartegn for Jerusalem og stadig med de originale kakler indvendig og udvendig. De er beskrevet med mange Koran-citater, der skarpt afviser, at Jesus er Guds søn.
Her kommer koen atter ind i billedet.
Koranens kapitel 2 hedder ’Koen’ og fortæller, hvordan Moses befalede jøderne at slagte en ko, men de svarer bare:
»Holder du os for nar?«.
De spørger i flere omgange, hvordan den skal være, og Moses må forklare det igen og igen (Sura 2,67-74).
Meget af det lange kapitel om koen handler om, at jøder og kristne ikke har forstået Guds åbenbaring. Enten forhærder de deres hjerter og stiller spørgsmål, eller også ændrer de i teksten. Og en af de værste ændringer er at påstå, at Gud har ligemænd. At han har en søn. Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen er alle samme åbenbaring, men jøderne og de kristne har ændret i deres versioner.
Derfor er Koranen faktisk den ældste eller den mest autentiske af Guds åbenbaringer, og kapitlet om koen og meget af resten af Koranen kan læses som en korrektion af beretningerne i Bibelen.
BUDSKABET ER KLART. Islam havde overtrumfet kristendommen og rettet de teologiske fejltagelser, på samme måde som Klippemoskeen nu omkring år 700 overstrålede Gravkirken for Jesus. Samtidig flyttedes kultcentrum op på tempelpladsen og viste en kontinuitet tilbage til Salomon og alle de gammeltestamentlige profeter. Klippen inde i moskeen er toppen af Moriahs bjerg, hvor Abraham skulle ofre sin søn – Isak i den jødisk-kristne tradition, Ismael i den muslimske. Samtidig er klippen det punkt, hvorfra profeten Muhammed drog på sin natlige færd igennem de syv himle helt til Guds trone for at få at vide, hvordan muslimerne skulle bede.
Jerusalem blev dermed en af islams helligste byer efter Mekka og Medina, men i 1000-tallet kom den efterhånden til at ligge i periferien af de forskellige muslimske magters interessesfære.
Samtidig var middelalderens Vesteuropa blevet grebet af en ny og mere inderlig fromhed, som krævede personlige gerninger, hvis synden skulle vaskes bort. Det er en af forklaringerne på den massemobilisering for at befri de hellige steder, som førte til det første korstogs erobring af det muslimske Jerusalem og Herrens grav i 1099. Den støvede by i det muslimske udkantsområde lå ubeskyttet hen, og derfor kunne de første korsfarere efter bare to ugers belejring komme fra belejringstårnet ind i byen for at åbne portene for de øvrige.
Det skete en fredag i den samme time, Jesus døde i på korset langfredag. Et godt varsel, mente korsfarerne, der herefter indledte en systematisk nedslagtning af byens indbyggere, jøder såvel som muslimer. De blev gennet sammen og halshugget og sprættet op, og de, der løb, blev pillet ned af skarpskytters spidse pile.
På selve tempelpladsen blev så mange dræbt, at hestene gik i blod til haserne. Ifølge nogle kilder endda til bidslerne. Massakren fortsatte til søndag morgen, det tidspunkt Jesus var opstået påskemorgen.
Så blev alt stille, og der blev holdt takkegudstjeneste.
I DAG VED VI, AT OMFANGET af myrderierne blev overdrevet, men de kristne forfattere ønskede at fremstille det som en hellig krig, der skulle rense Jerusalem for synd i blod. Korstoget skulle fremstå som en slags premiere på Guds store dommedagsslag, der indleder Jesu genkomst og tusindårsriget.
I praksis blev det til oprettelsen af de latinske korsfarerriger, som havde store politiske problemer og alt for lange forsyningslinjer til Vesteuropa. En anden følge af erobringen blev, at tanken om jihad og generobring bredte sig i den muslimske verden.
Da syrisk sunnaislam og egyptisk shiaislam blev forenet under den geniale hærfører Saladin (1138-1193), var det kristne Jerusalems dage talte.
I sommeren 1187 knuste han den kristne hær i slaget ved Hattin nær Genesaret Sø. De kristne tropper, som omfattede baroner og grever og de hypereffektive militære ridderordener johannitere og tempelherrer, blev næsten helt udryddet.
Derefter fortsatte Saladin mod Jerusalem.
Efter flere dages forgæves stormløb på bymuren rykkede Saladin sin hær op på Scopus-bjerget, ’Udkigsbjerget’, en god kilometer fra Simon den Retfærdiges grav. Herfra lykkedes det til sidst med artilleri at lave en breche i bymuren. De kristne forsvarere kom ud for at forhandle.
Saladins overtagelse af Jerusalem var ublodig i modsætning til korsfarernes knap 100 år tidligere. Det har historikere og film hæftet sig meget ved, men det skyldes næppe Saladins fredelige gemyt. I virkeligheden havde han nok forestillet sig at massakrere de kristne som en slags tak for sidst.
Men Jerusalems forsvarere stillede et ultimatum. Enten gik Saladin ind på en fredsaftale, eller også ville de kristne slagte de 5.000 muslimske krigsfanger i Jerusalem, fuldstændig ødelægge Klippemoskeen og alle andre muslimske monumenter, brænde alt af værdi, dræbe deres egne kvinder og børn og derefter ride ud mod Saladins overlegne hær og blive martyrer.
Saladin valgte at tage imod overgivelsen og lade indbyggerne gå fri imod at betale løsesum, og de fattige slap faktisk helt gratis.
Efter romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 blev Simon den Retfærdiges grav tilsyneladende overtaget af en datter af eller hustru til en romersk officer. Her en skildring fra 1867 af romernes hærgen. Maleri: Francesco Hayez/Gallerie dell’Accademia, 1867
FREDAG 2. OKTOBER 1187 fik Saladin endelig overrakt nøglerne til byen. Dagen var ladet med symbolsk betydning. Det var årsdagen for profeten Muhammeds natlige rejse op til Guds trone, hvilket var et godt varsel. Saladin rensede tempelpladsen for kristne symboler og indskrifter. Korset over Klippemoskeen blev taget ned og båret rundt i Jerusalem i to dage og ceremonielt tæsket sønder og sammen og erstattet med den islamiske halvmåne. Muslimske prædikestole og bedenicher blev indrettet i moskeerne, som blev renset med rosenvand, og der blev straks oprettet madrasaer, muslimske kollegier eller skoler for højere uddannelse.
Saladin stiftede selv en madrasa i korsfarernes kirke Sancta Anna, som stadig står, og han betalte også for hospital og for religiøse institutioner for sufier.
Mange fulgte Saladins eksempel. En af dem var Hussam al-Din (død 1202), som menes at have haft en militær post, men som også var Saladins personlige livlæge og så berømt, at han fik ærestitlen sheik og tilnavnet jarrah, ’lægen’ eller ’kirurgen’.
... Årsagerne til volden er mange. Israelsk indenrigspolitik, økonomi, palæstinensisk frygt for demokratiske valg, økonomisk og etnisk diskrimination. Generationers opsparede had.
Han stiftede et sufikloster i det øde landskab lidt nord for Jerusalem. Da han døde, blev han begravet her og har givet navn til hele kvarteret: Sheikh Jarrah. Det kom til at være et pilgrimsmål for fromme muslimer fra middelalderen og frem.
Området lå til langt op i 1900-tallet ude på landet, og det virkede dragende på mange. Dér må fremtiden være, dér kommer Messias ifølge profetien i Esajas (35,1-10), smukkest udtrykt i Grundtvigs salme fra 1837:
»Blomstre som en rosengård, skal de øde vange/ blomstre i et gyldenår under fuglesange!/ Mødes skal i stråledans, Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder«.
Både jøder, kristne og muslimer har ventet på Messias’ komme i Jerusalem.
I SLUTNINGEN AF 1800-TALLET var zionismen blevet en stærk international bevægelse, som arbejdede for at skabe et land for en jødisk nation.
Mange begyndte at købe jord omkring Jerusalem, gerne nær religiøse mindesmærker. I 1876 købte en jødisk organisation for den nette sum af 15.000 frank et landområde, der rummede Simon den Retfærdiges grav og en olivenplantage, og flere jødiske familier flyttede ind og byggede huse. 15 år senere købte en anden jødisk organisation mere jord omkring graven og oprettede et religiøst kollegium for fattige jøder.
Men samtidig var nogle af de vigtige palæstinensiske familier begyndt at etablere sig omkring sheik Jarrahs grav, især Husaini-familien. Den første byggede sin landvilla ved graven i 1865, og flere andre fulgte. En var Salim Effendi al-Husaini (død 1908), der var Jerusalems borgmester i slutningen af 1800-tallet, og da han døde, blev han naturligvis begravet nær sheik Jarrah.
For at understrege områdets religiøse betydning blev der i 1895 bygget en moske over sheik Jarrahs grav, som stadig står.
En tredje gruppe i området var nogle kristne fra de dunkle svenske skove. I 1896 rejste omkring 40 personer fra Nås i Dalarna til Jerusalem for at vente på Herrens genkomst og den sig hastigt nærmende dommedag.
De blev en del af et stramt styret ultrareligiøst samfund med forbud mod sex og nære personlige relationer under ledelse af en amerikansk profetinde, Anna Spafford (1842-1923). Med daglige åbenbaringer fra Gud bestemte hun i årevis alt, men ’Den amerikanske koloni’ – hvis hus var købt af Husaini-familien – udviklede sig til et mønsterlandbrug og blev teknologisk førende inden for fotografi. Det opløstes endeligt i 1950’erne.
Den svenske koloni i Sheikh Jarrah er levende skildret i Selma Lagerlöfs roman ’Jerusalem’ (1901-1902) og mindre heldigt i Bille Augusts film fra 1996, som er fuldstændig uden forståelse for det religiøses tiltrækningskraft.
Med oprettelsen af staten Israel i 1948 blev der kæmpet om Sheikh Jarrah-området, og efter en britisk beslutning kom det til at høre under Jordan. Det resulterede i, at den jødiske befolkning blev tvunget bort, og Jordan installerede palæstinensiske familier, som var blevet fordrevet andre steder fra.
To årtier senere erobrede Israel området under Seksdageskrigen i 1967. Sheikh Jarrah blev herefter besat, og senere begyndte en langvarig strid om ejendomsret.
Juridisk er det ikke helt nemt. Tæller jødiske og palæstinensiske skøder fra 1800-tallets Osmannerrige mere end aftaler indgået i 1948 og 1967? De seneste år har Israel opført flere og flere boliger i området, og den palæstinensiske befolkning har følt sig presset og har derfor protesteret.
For nylig er det så eskaleret i vold og har bredt sig langt uden for det lokale område omkring Simons og Jarrahs grave.
Med tiden er Sheikh Jarrah-kvarteret blevet et stridsspørgsmål, da det er et pilgrimsmål for både jøder og muslimer. Her vrimler det med mennesker ved Simon den Retfærdiges grav i 1927. Ukendt fotograf/Hadrei Hadarim
ÅRSAGERNE TIL VOLDEN ER MANGE. Israelsk indenrigspolitik, økonomi, palæstinensisk frygt for demokratiske valg, økonomisk og etnisk diskrimination. Generationers opsparede had. Men der er og har i flere tusind år også været et stærkt religiøst element, som nogle gange kan være svært at forstå for nutidige og religiøst fattige danskere. Fromme besøgende – jøder til Simons grav og muslimer til sheik Jarrahs grav – ser ud til at være blevet flere og flere de seneste år.
Og jagten på den røde ko foregår endnu. The Temple Institute er en organisation i Jerusalem, som har fået ganske megen økonomisk støtte fra private og offentlige donorer. Dets erklærede mål er at genopbygge det tredje jødiske tempel efter ødelæggelsen af det andet i år 70. De arbejder på mange forskellige fronter og har også i årevis forsøgt at finde den perfekte røde ko, som kan ofres.
Der var en kandidat i 1997 og en anden i 2002, men ved nærmere eftersyn viste de sig ikke at være helt lydefri. Nu har The Temple Institute indledt en indsamlingskampagne for at kunne genmodificere en almindelig rød ko og gøre den perfekt og ofre den. Og så vil Messias komme og bygge det tredje tempel i Jerusalem.
Religion forklarer ikke alt. Men for nogle af dem, som kæmper og dør i Jerusalem, er religionen afgørende, og begivenheder for tusind eller flere tusind år siden bestemmer, hvordan vi skal tænke og handle i dag.
