Platon – Symposion
Platon gennemgår i sit verdensberømte værk ’Symposion’ (ca. 385 f.Kr.) kærlighedens væsen ved at lade gæster til et drikkegilde holde hyldesttaler til kærlighedens gud, Eros. Her beskrives også kærligheden mellem mænd i Pausanias’ tale:
»I Elis og Sparta (græske bystater, red.), hvor folk ikke har ordet i deres magt, er det simpelthen fastslået, at der ikke er noget ondt i at give efter for en (mandlig, red.) elsker. Ikke eet menneske, hverken ung eller gammel, vil der finde på at sige at der var noget galt i det (...). I Ionien derimod, og mange andre steder under persisk styre, mener folk at det er noget grimt. Denne anskuelse har sin rod i det despotiske regeringssystem (...). Det er velsagtens imod de styrendes interesser, om der opstår idealistiske tanker hos deres undersåtter, og disse føler sig forenede af stærke venskabsbånd«.
Platon viser, at der findes forskellige holdninger til homoseksualitet i det antikke Grækenland, og at det især er autoritære regimer, der er imod kærligheden mellem mænd. I den moderne verden var de antikke græske tekster et af de få steder, hvor homoseksualitet blev formidlet til et større publikum, bl.a. til de unge i gymnasiet.
Virginia Woolf – Orlando
Orlando bliver født som dreng i London i det 16. århundrede og lever over fem århundreder, skifter køn undervejs, men forbliver ung.
I romanen fra 1928 spekulerer Virginia Woolf over, hvordan traditionelle kønsroller kan være begrænsende. Med sit kønsskifte når Orlando at opleve, hvordan det er at blive set som kvinde og mand i samfundet.
»Og da alle Orlandos elskede havde været kvinder, var det stadig, i kraft af menneskelegemets skyldige smøleri med at tilpasse sig konventionen, skønt hun selv var kvinde, en kvinde, hun elskede; og hvis bevidstheden om at være af samme køn havde nogen som helst virkning, var det at oplive og fordybe de følelser, hun havde haft som mand. For tusind antydninger og gåder, som da var dunkle, blev nu tydelige for hende. Det mørke, der skiller kønnene og lader utallige urenheder ligge hen i dets mulm, var nu fjernet, og hvis der er noget om det, digteren siger om sandhed og skønhed, vandt denne hengivenhed i skønhed, hvad den mistede i falskhed«.
Rakel Haslund-Gjerrild – Adam i Paradis
I 1906-07 blev 14 mænd straffet for ulovlige seksuelle forhold til andre mænd i Den store Sædelighedssag i København. Og da maleren Kristian Zahrtmann få år efter udstillede sit største værk, ’Adam i Paradis’ (se side 22-23), skabte det polemik på grund af maleriets homoerotiske motiv. Zahrtmanns tilværelse og kunst er omdrejningspunktet i Rakel Haslund-Gjerrilds historiske roman af samme navn:
»Jeg var i mit lyse hørsæt og sad og viftede mig fornøjet med avisen, egentlig ganske tilpas, hjemmevant med heden fra sydlandske somre, mens soldaterne i uniform svedte og stønnede, så de en efter en måtte knappe sig op under skrål og latter og skub og klap.
Det var som at se en skovturskurv blive pakket ud: kolde kyllingelår, tærter, postej og æblebåde, perlende portvin og glas, sådan blev vadsække og tornystre kastet på gulvet og brugt som taburet eller bord til et slag whist, opknappede uniformsjakker bunkede sig i blå bjerge af uld, imens støvler gnubbedes dovent af fødderne, så en em af mose steg op fra kupéens grønne gulv. En af dem, der slog Henriksen vågen, klædte sig endda helt af til brystet og blinkede til mig«.
