Selv krigshelten Churchill måtte til sidst bøje sig for baglandet
Kun få regeringschefer går frivilligt, og ofte får værdigheden får sig et par skrammer, inden nederlaget til sidst bliver erkendt. Det gælder ikke mindst Storbritannien, hvor selv krigshelten Winston Churchill måtte bide i det sure æble og lade sig pensionere før tid i 1955 uden at udskrive valg.
Churchill, der første gang blev premierminister i 1940, havde allerede tabt valget i 1945, men formået at holde fast i posten som formand for Det Konservative Parti, især takket være sin enorme popularitet som sejrherre i Anden Verdenskrig.
I 1951 gjorde han comeback som premierminister, da han vandt en smal sejr over Clement Attlees Labour-regering. Men Churchill var på dette tidspunkt en ældre herre på 78. Det stod da også hurtigt klart, at Churchill ikke interesserede sig voldsomt for det indenrigspolitiske, og efter flere slagtilfælde, formåede hans bagland efter 10 års pres endelig at få ham til at trække sig fra posten som premierminister.
Spørgsmålet om forholdet til Europa blev Thatchers endeligt
Margaret Thatcher er efter Churchill det 20. århundredes mest kendte britiske premierminister. I mere end 11 år sad hun i Downing Street, og undervejs sejrede hun i Falklandskrigen og forandrede det britiske samfund for altid med sine omfattende liberaliseringer.
Thatchers politik skabte splittelse i samfundet, og hun både var elsket og hadet blandt vælgerne. Men trods polariseringen vandt hun valgene i 1979, 1983 og 1987. Intet varer dog evigt, og til sidst måtte selv Thather strække våben.
Og det var partiet, ikke vælgerne, der bragte hende til fald. Typisk for britisk politik var det forholdet til Europa og det europæiske samarbejde, der blev en væsentlig anstødssten. Ironisk nok var Thatchers Europa-skepsis på dette tidspunkt dybt upopulær i Det Konservative Partis ledelse. De sidste to år af hendes tid som formand var præget af denne konflikt, som kulminerede i efteråret 1990, hvor hun til sidst trak sig efter sin næstformand Geoffrey Howes nådesløse kritik i Underhuset.
Labours vidunderdreng fik kniven af partikammeraten
Labour kan også godt være med. Tony Blair satte i 1997 en stopper for 18 års regeringstørke for Labour med sit ’New Labour’, og i de første år gik det forrygende for Blair og Storbritannien – især i området omkring London. Storbritannien blev kendt som ’Cool Britannia’ og nød både en kulturel renæssance og økonomisk succes.
Gradvist begyndte Blairs maskine at udvise svaghedstegn. Krigen i Irak blev en katastrofe for Blairs regering og eftermæle, fordi han loyalt bakkede op om den meget omdiskuterede amerikanske linje. Samtidig var den økonomiske optur skævt fordelt, og traditionelle Labour-højborge i Skotland og Nordengland blev forsømt.
Blair klyngede sig til sin post, men finansminister Gordon Brown stod på spring. I 1990’erne havde de indgået en aftale om, at Brown støttede New Labour og til gengæld ville blive Blairs efterfølger. Nu fangede bordet, og Blair måtte i 2007 kaste håndklædet i ringet. Han havde vundet tre valg, men til sidst blev han væltet af partikammeraten.
