LAD OS STARTE MED, hvad der faktisk skete:
1. juni 1657 erklærede Danmark Sverige krig. Det foregik helt efter bogen, da en middelalderligt klædt herold ledsaget af en hornblæser rejste fra København til Halmstad i Halland. Med sig havde han en højtideligt udformet krigserklæring, der opremsede alle de svenske overgreb mod Danmark, som var begrundelsen for krigen.
Det følgende gik dog ikke efter bogen. En svensk hær på sølle 6.000 mand under kong Karl 10. Gustav marcherede fra Polen mod Danmark og fik undervejs forstærkninger fra de svenske områder i Nordtyskland, så da de nåede Jylland, talte hæren 9-10.000 mand. Frederiksodde (Fredericia) Fæstning faldt 24. oktober 1657, og snart var hele fastlandet besat af svenskerne.
29. januar 1658 gik den svenske hær over Lillebælt til Fyn, hvor de danske tropper snart blev nedkæmpet, og derefter fortsatte svenskekongen med sin hær over Langeland, Lolland og Falster.
6. februar satte hæren over det tilfrosne Storebælt til Sjælland, og det var her ved Vordingborg, svenskerne blev mødt af en dansk forhandlingsdelegation, der ville forhandle fred. De fik den, men Roskilde-freden 26. februar 1658 var katastrofal. Danmark overgav Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt norske Bohuslen og Trondheims Len til Sverige.
Foruden de katastrofale territoriale tab gjorde freden Danmark til en svensk lydstat, som skulle stille 2.000 ryttere til rådighed for Sverige og love at spærre Sundet for fremmede orlogsflåder. I Slesvig og Holsten fik den danskfjendtlige gottorpske hertug sin fulde selvstændighed i alliance med Sverige. I sandhed en katastrofe for den danske konge, der ved Anden Karl Gustav-krigs afslutning i 1660 nok fik Trondheims Len og Bornholm tilbage, men ikke de skånske landsdele.
MEN HVAD NU, hvis svenskernes berømte march over isen slet ikke havde kunnet lade sig gøre? Lad os prøve at forestille os et ikke usandsynligt scenario, der dog ikke blev virkelighed:
Hjels 15 km sydøst for Kolding 29. januar 1658. Stormen rejste sig i løbet af natten, og den tætpakkede is brød op. Med stormen kom tøvejr, og snart var det ikke hvid is, men sort vand, som strakte sig mellem Jylland og Fyn.
Hermed ville Karl 10. Gustavs dristige plan om en march over isen til Fyn og videre til Sjælland være faldet til jorden. Nok var de danske styrker i Jylland slået, men en svensk landgang på Fyn og Sjælland ville kræve svensk kontrol med bælterne, og her lå den danske flåde i vejen.
Tiden arbejdede ikke for Karl 10. Gustav. Indtil videre var hans hær godt forsørget i Jylland, men mod syd og sydøst var fjendtlige hære ved at blive gjort klar til march. Fra Polen, hvor den svenske hærs hærgen havde skabt raseri, fra Brandenburg, hvis kurfyrste Frederik Wilhelm længe havde kastet længselsfulde blikke mod Bremen-Verden og Svensk Forpommern.
Svenskekongen havde også grund til at frygte det værste fra den tyske kejser, som ikke havde affundet sig med nederlagene til Sverige i Trediveårskrigen og den svenske overtagelse af området Bremen-Verden tidligere i århundredet. Kampene i Halland og Skåne var indtil videre gået nogenlunde, men de betød, at der ville blive problemer med at få forstærkninger.
Freden i Roskilde blev dyr for den danske kong Frederik 3., som efterfølgende måtte invitere den svenske konge på fredstaffel på Frederiksborg Slot.
Snart fik Karl Gustav syn for sagn. Kejseren, Brandenburg og Polen indgik en aftale om at stille tilsammen 30.000 tropper til at angribe Sverige, og i marts 1658 kom de første træfninger mellem svenske og polske styrker.
Det gik meget langsomt med at bevæge sig mod nord, og for indbyggerne i Slesvig og Holsten var den danske konges nye allierede blot endnu en samling brutale krigsfolk, som udplyndrede dem. Faktisk var især polakkerne endnu mere skræmmende end den rigtige fjende på grund af deres fremmede og vilde udseende. Den allierede hær ryddede Als for svenske tropper, så der ikke længere var en trussel i ryggen, men ellers kom den ikke langt. Alle ventede på alle, ikke mindst på danskerne.
Samtidig var den danske hær ved at blive reorganiseret, og det var en samling hårdhudede og erfarne herrer, som gjorde hæren rede til at sætte over til Jylland: Hans Schack, Ernst Albrecht von Eberstein og Adolph Fuchs. De var blevet hyret af Frederik 3. i vinteren 1657-58, da det så helt galt ud, og den adelsledede danske hær viste sig helt ude af stand til at stå imod de svenske tropper. De nye hærledere var hærdet af mange års krig i Europa og helt på niveau med svenskerne, og så var de kongens mænd, hvilket de adelige rigsråd da også bemærkede.
OG NU BEGYNDTE STORMAGTERNE AT HANDLE. Storbritannien, Nederlandene og Frankrig havde forskellige interesser, men var fælles om at ønske fred i Norden. Efterhånden som den svenske hær trak sig tilbage op i Jylland, gjorde Frankrig og Storbritannien det med stadig større styrke klart, at de ikke ville acceptere et totalt svensk nederlag.
Efter franske troppeopbygninger ved grænsen trak den tyske kejser sine tropper hjem, men til gengæld lykkedes det at overføre 5.000 mand af den danske hær til Flensborg.
Mens de allierede hære i sommeren 1658 belejrede Frederiksodde, øgede stormagterne presset. To store engelske og nederlandske flåder lagde sig ud for Göteborg og tvang en dansk eskadre til at ophæve blokaden af den svenske havneby. Samtidig opsøgte den franske udsending Hugues de Terlon Frederik 3. og formulerede på den mest formfuldendte og utvetydige måde, at krigen måtte indstilles. Senere sluttede udsendinge fra de to flåder sig til Terlon, og presset på Danmark voksede. – Det hjalp, at Karl 10. Gustav i slutningen af august blev syg og døde efter få dages høj feber.
Hermed blev hans ikke engang 3 år gamle søn konge, Karl 11., og kraften og ånden i den svenske krigsførelse forsvandt under formynderstyret.
Det åbnede vejen for stormagternes mægling, men freden i Aarhus 10. november 1658 tilfredsstillede ingen af parterne.
De danske krav om tilbagelevering af tabene fra Torstensson-fejden (1643-45), hvor Danmark havde afstået Halland i 30 år og sagt farvel til Gotland, Øsel samt norske Jämtland og Härjedalen, blev blankt tilbagevist. »Ikke en eneste landsby«, var svaret på de danske forhandleres klager.
FREDERIK 3. HÅBEDE TIL DET SIDSTE at få Halland tilbage, men Frankrig ville ikke svække Sverige, og England ønskede at sikre Göteborg, hvor engelske købmænd havde en god del af handlen, mod et dansk angreb. Den eneste danske gevinst angik hertugdømmerne, hvor den gottorpske hertug mistede sin nye selvstændighed og måtte forny sin lensed til den danske konge.
Nu gik det som bekendt ikke sådan.
Og det fiktive forløb ville heller ikke have skabt fred i Norden. Hverken Danmark eller Sverige ville have stillet sig tilfreds med ovennævnte forhandlingsresultat, og ligesom vi i virkelighedens verden så udbruddet af Skånske Krig i 1675, ville vi have set en tilsvarende krig i dette kontrafaktiske scenario. Denne krig ville vi dog så have kaldt Hallandske Krig.
Og så tilbage til det virkelige forløb.
Det er ikke så mærkeligt, at Første Karl Gustav-krig har fået dårlig presse i danmarkshistorien. Overalt var der tegn på opløsning. Troppeenheder flygtede, fæstninger og byer blev overgivet uden kamp, og freden var en udpræget panikfred, som blev sluttet i stor hast.
Men betyder det, at krigserklæringen var tåbelig, og krigen uden plan?
På trods af den svage danske hær kunne Karl Gustav-krigene have fået et andet udfald for Frederik 3. (t.th) og Karl 10. Gustav af Sverige.
Der er ingen tvivl om, at Danmark realistisk måtte frygte et svensk angreb. Det var sket i 1643, da en svensk hær under feltmarskal Lennart Torstensson uden krigserklæring havde angrebet Danmark og i løbet af kort tid erobret hele Jylland. Karl 10. Gustav havde overvejet et angreb på Danmark efter sin tronbestigelse i 1654, men valgte i stedet at gå mod Polen. Rusland havde nemlig angrebet Polen for at få adgang til Østersøen, og set fra svensk side var det afgørende at komme russerne i forkøbet i kampen om kontrollen med Østersøen og udskibningen af korn, master, hør, tjære, beg og andet skibsmateriel.
Nogle polske områder ved Østersøen ville runde de svenske besiddelser af på en nydelig måde. Imidlertid fandt Karl Gustav ud af, at nok kunne svenskerne vinde slag i Polen og erobre territorier, men det var et meget stort land, meget større end i dag, og så snart den svenske hær havde trampet modstanden ned ét sted, blussede den op et andet.
De svenske soldaters fremfærd blev stadig mere grusom, modstanden og vreden mod dem stadig mere indædt.
I KØBEHAVN var man ikke uvidende om de svenske tanker om et angreb på Danmark, og det var logisk at komme svenskerne i forkøbet med en præventiv krig. Ud over det rent defensive var det fristende at bruge svenskernes problemer i det polske hængedynd til at rette op på skaderne fra de to forrige krige:
Kejserkrigen 1625-29, hvor Frederik 3. som prins havde måttet trække sig som fyrstebiskop i de to sekulariserede bispedømmer Bremen og Verden, som senere blev svenske ved Den Vestfaliske Fred i 1648; og Torstensson-fejden 1643-45, hvor Danmark havde mistet Gotland og Øsel i Østersøen og Herjedalen og Jemtland i Norge, og hvor Sverige havde taget den første bid af Skånelandene ved at få Halland i 30 år, hvorefter Danmark kunne løskøbe det for en ikke nærmere aftalt sum.
Men når en hær var samlet og udrustet og flåden gjort sejlklar, så tikkede taxametret. Det var om at gå i krig hurtigst muligt, gerne på modstanderens territorium, som så ville få fornøjelsen af at føde på den fremmede hær. Man var forberedt på, at Jylland kunne blive erobret. Det var trods alt sket både i Kejserkrigen og Torstensson-fejden. Men begge gange sad de fjendtlige hære fast i Jylland, og så længe den danske flåde var på havet, kunne svenskerne ikke krydse over til Fyn og Sjælland.
I 1657 var den svenske flåde nok den danske overlegen rent talmæssigt, men de danske skibes kampkraft var større, simpelthen fordi besætningerne var af bedre kvalitet. Desuden havde den danske flåde den fordel, at den kunne tage søen tidligere, fordi isen brød tidligere ved dens hovedbase i København, mens svenskerne flere uger endnu lå indespærret i Stockholm.
Danmark kunne med rimelig sikkerhed regne med hjælp fra Brandenburg, Polen og den tysk-romerske kejser, og så så det slet ikke så dårligt ud. Det var nu eller aldrig!
Så den ikke urimelige plan i København var, at svenskerne ville sidde fast i Jylland, og derefter ville de blive angrebet af Danmarks allierede, hvilket jo også skete i Anden Karl Gustav-krig. Imens kunne Danmark opbygge sine styrker på øerne og generobre Halland og de tabte norske områder. Man kan sige, at meget af det faktisk skete i Anden Karl Gustav-krig, men dér var problemet i forhold til den oprindelige plan, at svenske styrker allerede var på Sjælland og på Fyn, og at Danmark havde rømmet Skånelandene og Bohuslen.
Så Anden Karl Gustav-krig kunne kun bringe Danmark justeringer af Roskilde-freden. Længere ville stormagterne, som havde det glimrende med dansk-svensk kontrol over hver sin del af Øresund, ikke gå.
Jeg har indledt min kontrafaktiske leg med en storm, som forhindrer svenskerne i at gå over isen til Fyn. Derfra har jeg forsøgt at sammensætte et scenario for det efterfølgende forløb, som er nogenlunde rimeligt. Jeg har snydt lidt ved at lade Karl 10. Gustav dø et år for tidligt, men det hjalp freden på vej, og hvem kan argumentere mod det?
Uden Københavns Belejring, ingen enevælde. Revolutioner kommer med nederlag, ikke sejre. Så enevælden blev ikke indført i 1660 i denne udgave af Danmarks historie. Hvad der skete i Hallandske Krig og bagefter, ved jeg ikke.
