FANGEN VAR I HÅRDT SÅRET TILSTAND blevet transporteret direkte fra det tyske lazaret i Fredericia til Husmandsskolen i Odense, det regionale tyske politihovedkvarter. Ikke desto mindre begyndte Gestapo-folkene med det samme under afhøringen at tæske løs på ham.
Poul Arne Andreasen, der blev påført de ufattelige smerter, var i en fortvivlet situation. Under indlæggelsen på lazarettet var hans tilstand blevet stabiliseret, efter at han var blevet beskudt med maskinpistolsalver, der resulterede i to skud i lungerne og tre i venstre ben.
Det var sket, da den 19-årige smedesvend og hans fire kammerater midt på eftermiddagen 12. juli 1944 var blevet taget på fersk gerning i at udgøre en bevæbnet modstandsgruppe. Under den ildkamp, der fulgte, havde Andreasen såret Gestapo-manden Poul Michael Hansen (’Poul Tysker’) alvorligt med et skud i halsen.
Da frihedskæmperen forsøgte at flygte, åbnede en tysk Gestapo-mand ild. Lederen af gruppen blev dræbt og et tredje medlem alvorligt såret, hvorimod det lykkedes de to sidste at flygte. Ildkampen foregik på Geels Kro vest for Odense. Her var de fem unge mænd standset for at holde pause på vejen mellem Odense og Kerteminde. De vidste ikke, at de blev forfulgt af en Gestapo-udrykning, og synet af de parkerede cykler fik ’Poul Tysker’ ti lat slutte, at de holdt pause på kroen.
Den 46-årige mand havde sit kaldenavn, fordi han havde en tysk mor og var født i Flensborg som tysk statsborger. Hans rolle som en af de fem mænd i den tyske politivogn var vigtig, fordi han havde sprog- og lokalkendskab.
Gruppen var kommet i søgelyset allerede dagen før. De fem, der var kommunister, udgjorde en nydannet gruppe i modstandsbevægelsens undergrundshær, der havde taget navnet Sankt Jørgens Gade-gruppen. De havde holdt skydeøvelse med en maskinpistol i en grusgrav ved Rågelund i udkanten af Odense.
Grusgraven lå ikke helt så afsides, som de havde fået opfattelsen af, for uheldigvis var de to brødre, der drev den nærliggende gård Pedersminde, nazister. De alarmerede Husmandsskolen, fordi de havde hørt lyden af skud, men de unge mænd var væk, da Gestapo-folkene nåede frem.
Gruppen havde imidlertid glemt en ladeskinne til maskinpistolen. Den blev fundet af brødrene, som lod den ligge i forventning om, at de unge ville komme igen, og holdt udkig på skift.
12. juli ved 15-tiden – halvandet døgn efter den første Gestapo-udrykning – var der nyt fra grusgraven. En af brødrene kunne pr. telefon melde, at de ubudne gæster var vendt tilbage.
Den 19-årige smedesvend Gunnar Carlo Nielsen blev dræbt af skud, da han forsøgte at undslippe Gestapo gennem et vindue på Geels kro.
Forløbet er veldokumenteret, for modstandsbevægelsen havde i Odense etableret en aflytning af Husmandsskolens telefoner. Den blev foretaget i en lejlighed på Christian Richardts Vej af to mænd, der begge beherskede dansk og tysk flydende. Den fynske modstandsledelse modtog hver dag kl. 15 en dagsrapport og dertil øjeblikkelige meldinger i hastesager.
De to aflyttere fik derfor med det samme fuldt kendskab til stikkeriet fra Pedersmindes telefon, men de var ude af stand til at gøre noget for at hjælpe de unge mænd, der var ved at gå i fælden. Telefonaflytningen af Gestapo blev i øvrigt aldrig afsløret og var til kolossal gavn for den fynske frihedskamp lige til befrielsen.
Når Gestapo-folkene tog så hårdt fat på Andreasen, skyldtes det, at de fik fornemmelsen af, at han sad inde med afgørende oplysninger. Og det gjorde han.
Godt en måned før, 10. juni 1944, havde skibssabotører i Svendborg gennemført en af de aktioner under besættelsen, der gjorde allermest ondt på tyskerne. Den gjaldt hele fire skibe, der skulle leveres til Kriegsmarine, og som lå klar til at blive søsat fra byens stålskibsværft.
Siden efteråret 1943 havde Svendborg-gruppen, der blev ledet af den 26-årige lærer Christian Stærmose, gennemført en række vellykkede skibsaktioner. Problemet var nu, at tyskerne mistænkte værftsarbejderne for at stå bag. Derfor havde de gjort det klart, at arbejderne risikerede at blive taget som gidsler i tilfælde af endnu en sabotageaktion. Truslen må have virket massiv i de dage, da stemningen hos besættelsesmagten var præget af, at de vestallierede 6. juni, på D-dagen, var gået i land i Frankrig.
Stærmose og hans folk besluttede at ’låne’ to modstandsfolk fra den kommunistisk dominerede ’Walther-gruppe’ i Odense. Deres opgave var at få tyskerne til at tro, at det var folk uden for Svendborg, der stod bag sabotagerne, fremgår det af historikeren Andreas Skovs bog ’Fyn i krig’. De skulle snige sig ind på værftsområdet og sørge for at blive set. Cirka klokken 12 skulle de holde vagten op med pistoler. Imens skulle Stærmoses folk anbringe sprængladninger indvendigt i de fire skibe. De to mænd fra Odense skulle omgående forsvinde fra byen på cykel, når de havde udført deres opgave.
Om formiddagen 10. juni skulle Christian Stærmose for første gang føre en realklasse op til eksamen på Ida Holsts Skole. Han havde netop eksamineret en elev, da han på sin cykel kørte ned til havnen og satte sig på en fortovscafé med brød og en øl.
»Og så skete det«, skrev han efter krigen.
»Et fyrværkeri, som næsten var Tivoli værdigt. Bom, bom og bom, sagde det. Tyske marinere sprang i vandet eller på kajen, blå kasseroller og meget andet fløj op i luften. Så kunne jeg tage tilbage til skolen og eksaminere mine elever i svenskekrigene og Leonidas og Thermopylæ«.
Skibssabotagerne vakte som få andre aktionsformer raseri hos tyskerne. Efterhånden som Frankrig og Belgien blev befriet, mistede de kontrollen over de store vesteuropæiske havnebyer. Derfor kom skibsværfterne og skibene i Danmark og Norge til at udgøre en stadig større andel af den værftskapacitet og tonnage, der stod til Nazitysklands rådighed.
Reaktionen kom prompte. På dette tidspunkt førte Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, en gidselpolitik, der medførte, at et stort antal tilfangetagne modstandsfolk blev dødsdømt. Det blev stillet i udsigt, at de kunne benådes, hvis sabotagen blev indstillet. Til gengæld faldt hammeren straks, når aktioner af en kategori som skibssabotagen i Svendborg indtraf. To dage senere blev sabotøren Herman Boye fra Sønderborg og Helmer Wöldike fra Viborg, der havde ledet en modtagegruppe, henrettet ved skydning i Ryvangen i København.
Men konsekvenserne skulle blive værre endnu.
»Et fyrværkeri, som næsten var Tivoli værdigt. Bom, bom og bom, sagde det. Tyske marinere sprang i vandet eller på kajen, blå kasseroller og meget andet fløj op i luften«
Christian Stærmose om sabotagen 10. juni 1944
Den ene af de mænd fra Odense, der havde hjulpet Svendborg-sabotørerne, var Poul Arne Andreasen, der måneden efter blev pint til forklaringer på Husmandsskolen. I stedet for at følge den udtrykkelige ordre om at forlade Svendborg straks blev de to unge mænd hængende i byen og festede om aftenen sammen med flere af de sabotører, der havde været med. En af sabotørerne var den 24-årige maskinarbejder Paul Petersen Holm, og Andreasen vidste derfor besked med både hans udseende og hans rigtige navn. Poul Arne Andreasen brød sammen under torturen, og Gestapo kunne begynde at indkredse Svendborg-gruppen. 5. august blev Paul Petersen Holm arresteret i sit hjem, og en regulær oprulning fulgte, hvorunder også blandt andre Christian Stærmose blev anholdt. De fleste af de arresterede blev sendt i kz-lejr, og to omkom. Organisationen i byen måtte rekonstrueres fra bunden.
Blandt de triste skæbner fremstår Paul Petersen Holm som i særklasse uheldig. Efter endt afhøring blev han sendt til Frøslevlejren, der i princippet var en tysk kz-lejr. Den var imidlertid blevet etableret på grundlag af en aftale mellem det danske departementschefstyre og de tyske myndigheder med det formål at forhindre, at arresterede danskere blev sendt til lejrene i Tyskland. Forholdene i Frøslevlejren var langt mildere.
Det skyldtes, at det danske fængselsvæsen drev lejrkøkkenet, og at det var det tyske ordenspoliti, ikke SS-styrker, der stod for den indre ro og orden i lejren.
En medfange, den 18-årige Fredericia-sabotør Pierre Honoré, blev i lejren gode venner med Petersen Holm.
»(Han var) en meget beskeden, næsten forsagt mand, noget handicappet af et defekt ben«, skrev Honoré i en erindringsartikel. Det beskadigede ben kan meget vel tænkes at være et resultat af torturen på Husmandsskolen.
»Han havde besluttet at flygte og havde planlagt at stjæle uniformshuen og kitlen fra en dansk fængselsbetjent, der arbejdede i køkkenet, og så gå ud af lejren nogle få minutter, før betjenten plejede. Derfor ville han have mig til at slukke for barakkens hovedafbryder, så han kunne få fat i tingene i mørket, men jeg fandt ud af, at han kunne gøre det selv ved at kortslutte en sikring«.
Umiddelbart gav den dristige flugt, der fandt sted i december 1944, Paul Petersen Holm friheden, men den kom til at koste ham livet.
»Faktisk den dag i dag kan jeg skamme mig over, at jeg fornedrede mig selv til at komme på niveau med Poul Tysker«
Christian Stærmose om sin adfærd overfor de danske nazister efter krigen
Tyskerne var i september 1944 begyndt på med jævne mellemrum at deportere Frøslev-fanger til tyske kz-lejre – stik imod aftalen med de danske myndigheder. Hvis maskinarbejderen var blevet i lejren, ville han efter al sandsynlighed være blevet sendt til en tysk lejr, hvor han ville have haft gode chancer for at overleve i betragtning af sin unge alder og den korte tid, det viste sig at tage, før de skandinaviske fanger blev udfriet af de berømte ’hvide busser’.
Nu rejste Petersen Holm tilbage til Svendborg, hvorfra han fortsatte til København med den hensigt at flygte til Sverige. 29. januar 1945 blev han imidlertid anholdt ved en tilfældig Gestapo-razzia på Nørrebro i København.
De to måneder betød forskellen mellem liv og død. Werner Bests gidselpolitik havde i perioden april-juni 1944 ført til 31 henrettelser i Ryvangen. I juli 1944 mente Adolf Hitler imidlertid at kunne konstatere, at henrettelsen af 8 medlemmer af Hvidsten-gruppen havde ført til udbruddet af folkestrejken i København – en hidtil uhørt udfordring af den tyske magt.
Der Führer konkluderede, at krigsretterne førte til, at frihedskæmperne skaffede sig martyr-ry ved at bruge retssalen som talerstol. Derfor udsendte han i juli 1944 et ’Terror- og Sabotagedekret’, der opløste krigsretterne i hele det tyskbesatte Europa og i stedet bestemte, at sabotører skulle skydes ned på stedet, hvis de blev anholdt på fersk gerning, eller blot forsvinde, uden at pårørende eller andre fik noget at vide om deres skæbne. I praksis blev konsekvensen i Danmark, at deportation til kz-lejr derefter blev den typiske straf for modstandsfolk i den skarpere ende.
Et afgørende skifte skete 1. februar 1945, da generaloberst Georg Lindemann kom til Danmark som ny tysk øverstbefalende. Han krævede straks skærpede repressalier, fordi jernbanesabotagen uafbrudt voksede i omfang til skade for de tyske troppetransporter.
Det lykkedes generalen og Werner Best at få Hitler til at godkende genindførelsen af krigsretterne. Det førte til, at der i perioden fra 26. februar til 19. april 1945 blev skudt ikke færre end 62 modstandsfolk i Ryvangen – i gennemsnit mere end en om dagen.
En af dem, der blev udvalgt til krigsretsforfølgelse, var Paul Petersen Holm. Han ville antagelig havde siddet i kz-lejr på dette tidspunkt, hvis han ikke var flygtet.
Nu blev han skudt 13. marts 1945 sammen med 6 andre modstandsfolk – alle midtjyder – umiddelbart efter krigsretsdommen.
Lederen af Sankt Jørgens Gade-gruppen var den 19-årige Gunnar Carlo Nielsen; han var lærling på Odense Staalskibsværft og formand for lærlingeklubben. Da Gunnar Carlo Nielsen ville flygte ud ad et vindue på Geels Kro, åbnede en tysk Gestapo-mand ild mod ham med en maskinpistol, og den unge mand blev dræbt i springet.
Den 20-årige maskinarbejder Erik Gjersing blev såret endnu alvorligere end Poul Arne Andreasen med maskinpistolskud i overkroppen og begge ben. Han kunne ikke flyttes fra Odense Sygehus, hvor han forblev indlagt under Gestapo-bevogtning i to måneder. Så blev han bortført af Walther-gruppen ved højlys dag og anbragt hos et ældre ægtepar, der var illegale logiværter for gruppen.
Gestapo-manden Poul Michael Hansen, kendt som ’Poul Tysker’, blev henrettet under retsopgøret. Bemærk arret på halsen efter kampen på Geels Kro.
Kort efter fik Gjersing amputeret det ene ben på sygehuset, hvor en 1. reservekirurg og skadestuens oversygeplejerske, der begge var blevet orienteret om sagen, i hemmelighed gennemførte en operation midt om natten. Da Erik Gjersing ved juletid var stærk nok til at rejse, blev han transporteret til Sverige. Det var lykkedes et fjerde gruppemedlem, Normann Grønlund Rasmussen, at slippe væk fra Geels Kro, selv om han blev ramt af et skud i flugten, mens Hugo Hansen som den eneste slap uskadt. De blev imidlertid begge senere arresteret og endte sammen med Poul Arne Andreasen i tysk kz-lejr, som de alle overlevede.
Den danske Gestapo-mand Poul Michael Hansen (’Poul Tysker’) blev under retsopgøret efter besættelsen idømt dødsstraf i både Odense Købstads Kriminalret, Vestre Landsret og Højesteret for i alt ca. 80 anklagepunkter, der omfattede drab samt mishandling af tilfangetagne modstandsfolk i et stort antal tilfælde. Han blev henrettet ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg 12. november 1948 i en alder af 50 år.
I de første dage efter befrielsen 4./5. maj 1945 udgjorde modstandsbevægelsen den væbnede øvrighed i Danmark, fordi det danske politi endnu ikke var trådt i funktion. Blandt fangevogterne i Svendborg var Christian Stærmose – sabotagelederen, der kort forinden var kommet hjem fra kz-lejr.
Mange år senere reflekterede han over sin egen sindsstemning i de bevægede dage:
»Faktisk den dag i dag kan jeg skamme mig over, at jeg fornedrede mig selv til at komme på niveau med Poul Tysker (...). En anden dansk Gestapomedløber, Ivar Rasmussen, (...) var blevet fængslet. I cellen besøgte jeg ham med maskinpistol og det hele. Han påstod, at han ikke kunne huske mig, selvom han havde tævet mig et par gange. Men da hukommelsen begyndte at virke, sagde jeg ondskabsfuldt til ham, at det skulle glæde mig at skyde ham næste morgen nede i gården. Han rystede og græd, men jeg følte en vis triumf, indtil jeg nogen tid senere erkendte, at nu havde jeg bragt mig selv helt ned på samme niveau som Poul Tyskers og Ivar Rasmussens. (...) Det er jeg ikke stolt over«.
