I SKÆMTEDIGTET ’PEDER PAARS’ berettede Ludvig Holberg om kræmmeren af samme navn, som aldrig før har forladt sin fødeby, men nu med sin tjener og butikssvend Peder Ruus står ud på den farefulde rejse fra Kalundbog til Aarhus for at besøge sin kæreste, Dorothea. Det umage par, som selvfølgelig minder om det mere kendte makkerpar, ridderen Don Quijote og hans tjener, Sancho Panza, forfølges i denne parodi på Vergils ’Æneiden’ af guderne, og gudinden Avind går sammen med stormens gud, som sørger for, at deres båd knuses i Kattegat på Anholts kyst. Det var øen, hvor »Hver lever Christelig, og nærer sig af Vrag«.
Beboerne var nemlig berygtet for at plyndre skibsvrag og de overlevende søfarende, som nøgne blev ført til den lokale foged. Det skete også for Peder Paars og Peder Ruus, men som de om natten lå og sov i arresten efter de voldsomme begivenheder, kom Ruus i søvne til at fjærte så voldsomt, at Peder Paars vågnede og troede, at der var udbrudt krig. Der fulgte en voldsom opstandelse på Anholt, hvor indbyggerne frygtede, at tyrkerne angreb.
Men hvorfor var det tyrkere, de var bange for? Hvorfor ikke svenskere? Satiredigtet ’Peder Paars’ udkom i fire bind i 1719 og 1720, hvor den mangeårige krig med Sverige var ved at slutte. Eller hvad med russerne? Trods alt gjorde Holberg ved flere lejligheder senere nar ad den udbredte russerfrygt.
Men for Holbergs samtidige var frygten for tyrkerne, som var datidens generelle ord for muslimer, meget udbredt. Det var tyrken som en metafysisk modstander, med hvilken der skulle udkæmpes en kamp ved tidernes ende. Men det var også en reel frygt, som bundede i nordafrikanske korsarers raids på europæiske kyster og opbringelse af skibe, hvis beboere og besætning blev fragtet til Nordafrika og solgt som slaver.
MÅSKE VAR BOGORMEN HOLBERG faldet over aviser fra sommeren 1687, hvor efterretninger om en gruppe algeriske korsarer i Nordsøen havde skabt stor opstandelse i Nordeuropa og førte til dansk og nederlandsk udrustning af orlogsskibe for at beskytte handelsskibe og fiskerflåder. En meget højtstående person var endog ved at komme galt af sted.
Christian 5.s yngre bror, prins Jørgen, sejlede i slutningen af juni fra London over Nordsøen til Glückstadt, hvor han landede 1. juli og med sit følge fortsatte over land og bælter til Sjælland og Frederiksborg Slot.
Prinsen havde selvfølgelig eskorte over Nordsøen, men hvis hans jagt var kommet væk fra krigsskibene i dårligt vejr, kunne han med følget på 100 mand være faldet i algerisk fangenskab. Det havde været en løsesum, der kunne mærkes på statsbudgettet.
Ludvig Holberg havde selv set slavemarkederne i Marseille på sin lange udlandsrejse 1714-16. Med hans egne ord mange år senere:
»Desforuden fandt jeg stoer Fornøyelse i den Stad Marseille, hvor jeg saae saa mange Ting, som jeg aldrig havde seet før, og kom mig gandske ubevandt for, saasom saa mange Orientalske Folk, saasom en stoer Hob Galleyer, Tyrkiske og Christne Slaver, som gik og slæbede igiennem Byen med Jern paa sig, nogle om Hænderne, nogle om Fødderne; dette Siun var vel i sig selv Værd at græde over, men i den Henseende, som jeg ikke havde seet det før, opvakte det en slags Fornøyelse hos mig«.
Fregatten ’Falster’ brød i 1753 i brand og eksploderede ud for Safi i Marokko. Eskadren var i Nordafrika for at forhandle holdbare aftaler med barbareskstaterne om den dansk-norske søfart i området.
Holberg vidste selvfølgelig godt, at den sidste sætning og ordet ’Fornøyelse’ var mærkelige. Hvordan skal man fortolke ordvalget? At han indrømmede sin ikke særlig flatterende tilfredshed dengang med, at det ikke var ham, der gik lænket som slave? I så fald henviser beskrivelsen også til en episode kort tid efter, da Holberg selv faktisk var ved at blive slave.
Under sejladsen fra Genova til Civita Vecchia mødte hans skib algeriske sørøvere ikke mindre end to gange. Som han selv indrømmede, skyldtes hans redning udelukkende, at skibets kaptajn flygtede og lod det handelsskib i stikken, som han sejlede i konvoj med og havde svoret at beskytte. Skønt Holberg senere morede sig med at forestille sig, at han nok var endt som skriver eller notar i Algier, er sandheden snarere, at han allerede havde feber af malaria og næppe havde overlevet længe som slave.
Da Holberg blev en holden mand, investerede han sine penge med stor fornuft, og bl.a. købte han aktier i Dansk-Vestindisk Kompagni, som transporterede slaver fra Afrika til Vestindien.
Dette aktiekøb brugte forfatteren Thorkild Hansen i sin berømte slavetrilogi fra 1967-70 til at vise, at dansk historie er indsyltet i slavehandel og slaveri, og at selv en ikonisk og elsket skikkelse i dansk litteratur som Ludvig Holberg havde del i det. Men som denne historie viser, var slaveri for Ludvig Holberg og hans samtidige mest noget, som foregik i Middelhavsområdet.
TALLENE ER USIKRE, men man regner med, at mellem en halv og en hel million europæiske kristne blev transporteret over Middelhavet til slavemarkederne i de nordafrikanske stater Algier, Tunis, Tripoli og Marokko mellem 1550 og 1850, heraf flere tusind fra Danmark-Norge.
Antallet af muslimer, der blev fragtet den modsatte vej, mod Europa, er ukendt, men var utvivlsomt meget mindre. Langt færre skibe i Middelhavet hørte hjemme i Nordafrika, og en stor del af de kristne slaver i Nordafrika kom fra raids på kysterne i Sydeuropa, hvor beboerne i hele landsbyer blev fanget og sendt over havet.
Nordafrika var meget tyndere befolket end Sydeuropa, og der var i meget begrænset grad kristne raids på den nordafrikanske kyst. Desuden havde kristne stater ikke samme økonomiske motiv som de nordafrikanske. Kristne slaver blev primært taget for at blive løskøbt, mens man fra muslimsk side ikke forsøgte at løskøbe sine muslimske fæller i Europa.
... Nogle fik venlige ejere, som behandlede dem godt, andre fik brutale og sadistiske ejere, som slog og mishandlede deres slaver
En halv eller en hel million europæere er ikke meget i forhold til den transatlantiske slavehandel, hvor man regner med, at omkring 12,5 millioner afrikanske slaver blev transporteret over Atlanten i løbet af de mere end 300 år mellem 1525 og 1866.
Andelen af slaver transporteret under Dannebrog var omkring 111.000 mellem 1660’erne og frem til det danske slavehandelsforbud i 1802. Den transatlantiske slavehandel var vokset meget kraftigt i løbet af 1700-tallet, hvor man regner med, at omkring 80 procent af alle slaver blev sejlet over Atlanterhavet.
Eftersom de nordafrikanske korsarers storhedstid var i 1600-tallet, er det meget sandsynligt, at der indtil omkring midten af 1600-tallet blev transporteret flere kristne slaver over Middelhavet til Nordafrika end afrikanere over Atlanterhavet til Amerika.
Algier var den største og stærkeste af de nordafrikanske stater, som med et fællesnavn hed Barbareskerne. Første gang, vi hører om danskere og nordmænd i Algier, er omkring 1580, hvor en spansk slave ved navn Antonio Sosa i sin posthumt udgivne beskrivelse af Algier oplyser, at der her var en kvart million renegater, altså konvertitter til islam, og her nævner han også folk fra Danmark og Norge.
Disse renegater var ofte kaptajner på korsarskibene. I sin slavetid var Sosa i øvrigt ven med en anden spansk slave, hvis fulde navn var Miguel de Cervantes Saavedra, men vi kender ham mest bare som Cervantes. Han blev taget som slave, da hans galej ’Sol’ 26. september 1575 blev erobret af en algerisk korsar.
Cervantes var på vej hjem til Spanien efter at have været under behandling og på rekreation efter de skudsår, han fik i Slaget ved Lapanto (i dag Naupaktos i Grækenland) i 1571. Han endte med at tilbringe fem år som slave i Algier, hvor hans fire flugtforsøg førte til brutale straffe og lange ophold i lænker i fangehullet.
Efter fangernes tilfangetagelse, hvad enten det skete på et handelsskib eller i en kystby i Sydeuropa, blev de ført i land, og efter et kortere ophold i fangehullet blev de sat til salg på torvet. Den stedlige fyrste havde ret til at vælge nogle af slaverne til sig selv, og det samme gjaldt korsarskibets kaptajn. Resten blev solgt. Enkelte blev købt og brugt som håndværkere eller sexslaver, og der synes at have været et betydeligt seksuelt misbrug af både piger og drenge, men slaveriet var for de fleste et gidselslaveri, hvilket vil sige, at deres værdi bestemtes af prisen for at købe dem fri.
Derfor skrev slaverne hjem til familie, venner og myndigheder, berettede om deres situation og bad om at blive frikøbt. Slavebreve var en hel genre i Europa, og de tilfangetagne blev hjulpet af skrifter fra ikke mindst katolske frikøbsordener, som med beskrivelser af kristnes lidelser i Nordafrika på skrift og i billeder forsøgte at rejse penge.
DEN STORE SKRÆK VAR, at slaverne i deres fortvivlelse konverterede for at få mildnet deres situation, hvilket de selvfølgelig også nævnte for at lægge ekstra pres på deres kristne herre, som havde pligt til at beskytte sine undersåtter og holde dem til den rette tro. For protestantiske slavers vedkommende var der truslen om to konverteringer: til islam og til katolicisme, i det sidste tilfælde for at blive hjulpet af de katolske ordener, som ud over at frikøbe slaver også udførte et betydeligt hjælpearbejde i Nordafrika.
Danske og norske slaver i Nordafrika optræder første gang i en udateret liste med 16 navne i det danske rigsarkiv. Det er søfolk fra størstedelen af det vidtstrakte danske rige, Christen Ibssen fra Bergen, Hans Andersen fra Helsingør, Powell Themmermand (sikkert Poul Tømmermand) fra Aalborg, Christen Andersen fra Oslo blandt andre.
Listen er fra omkring 1616, det vil sige i Christian 4.s regeringstid. I de kommende år kom der flere navne til, og i 1623 modtog Christian 4. det først kendte brev fra undersåtter i Nordafrika, hvor mere end 80 slaver 10. februar 1623 skrev fra Algier og bad om hjælp til at blive frikøbt, da de ikke selv havde penge eller formue.
Christian 4., som var en uforbederlig fedtsyl, ønskede ikke at spendere sine egne penge på at købe slaverne fri. I stedet gav han tilladelse til at foretage private indsamlinger og stille en kollekt op ved kirkedøren. Folk fik i nogle tilfælde sågar besked på at betale en vis sum til slavernes frikøb, hvis de ville opnå en tilladelse eller et gode. I 1627 kom der yderligere pres på kongen ved det såkaldte Tyrkerran, da en gruppe på fire korsarskibe fra Algier og sørøverrepublikken Salé under ledelse af Murad Reis om sommeren dukkede op ved Island, og korsarerne gik i land flere steder.
Efter brutale angreb, hvor mange mennesker døde, bortførte sørøverne omkring 400 islændinge til Nordafrika, primært Algier. Der synes at have været en del europæere blandt søfolkene på korsarskibene, og Murad Reis selv var døbt Jan Janszoon i Haarlem i Holland, men da hans skib i 1618 var blevet taget af algeriske korsarer ved De Kanariske Øer, havde han efter at være ankommet til Algier taget bestik af situationen og var konverteret.
Det viser noget om kompleksiteten i relationen mellem staterne i Europa og Nordafrika, at selv efter at være konverteret og blevet til Murad Reis beholdt korsarkaptajnen kone og børn i Nederlandene og besøgte dem regelmæssigt uden at blive arresteret, fordi der var en fredstraktat mellem Algier og Nederlandene.
... Slaveriet var for de fleste et gidselslaveri, hvilket vil sige, at deres værdi bestemtes af prisen for at købe dem fri
Den islandske præst Ólafur Egilsson blev bortført med hustru og to små børn ved raidet i Island i 1627, men blev snart sendt fra Algier til København for at underrette kongen om det skete og få ham til at sende penge til slavernes frigivelse. Desværre kom præsten på et tidspunkt, hvor det danske riges finanser var i en håbløs stilling på grund af Kejserkrigen og fjendtlige troppers besættelse af Jylland. I 1629 kom næste slag, da to korsarskibe angreb Færøerne og bortførte mere end 30 kvinder og børn.
FØRST I BEGYNDELSEN AF 1630 udstedte centraladministrationen i København ordrer til byråd, lensmænd og kirker om at indsamle penge til frikøb af slaver, og ordrerne blev gentaget de følgende år, da den udmarvede befolknings offervilje ikke var tilstrækkelig. Men da Christian 4. døde, var kun en brøkdel af islændingene kommet hjem. Nogle blev løskøbt af de agenter, som Danmark sendte til Algier, andre af familien, enkelte af europæere i Nordafrika, og nogle rejste selv pengene ved privat foretagsomhed.
Mange slaver fik nemlig af deres herrer lov til at åbne et udsalg, en knejpe, et brændevinsbrænderi eller lignende. Nok måtte muslimer principielt ikke drikke alkohol, men i den multikulturelle og multireligiøse verden i Nordafrikas korsarhavne var der mange, som måtte, og en del, som ikke måtte, men gjorde det alligevel. Men langt de fleste islandske slaver konverterede eller døde som slaver i Nordafrika. Ólafur Egilssons hustru kom hjem til Island i 1637, men børnene så de aldrig mere.
Efterhånden kom der bedre styr på frikøb af de dansk-norske slaver i Nordafrika. Søfolk tegnede private eller kollektive forsikringer, som skulle sørge for midler til frikøb, men den helt store ændring skete i 1715, da Frederik 4. oprettede den såkaldte Slavekasse, som finansieret af en afgift på søfolks forhyringer skulle stå for frikøb af søfolk. Hermed havde kongen sikret et samlet og koordineret frikøb med en fast finansiering.
I 1736 kunne Slavekassen med en vis stolthed påpege, at den mellem 1715 og 1736 havde frikøbt 163 slaver, og at der ikke længere var danske eller norske slaver i Algier. Det var dog en sandhed med modifikationer, for Slavekassen frikøbte kun de søfolk fra det danske rige, som var taget på skibe under Dannebrog. Mange sejlede på andre staters skibe, og de måtte klare sig selv.
Allerede fra 1720’erne var der forslag om at finde en mere permanent løsning på problemet med de nordafrikanske korsarstater end at købe slaverne fri en efter en. Tanker om et militært angreb var oppe at vende, men det endte med en mindre heroisk løsning: Man betalte sig fra det. Den første fredstraktat med Algier blev skrevet i 1746 med efterfølgende traktater med Tunis og Tripoli i 1751-52 og med Marokko i 1753.
Disse fredstraktater var grundlæggende aftaler om beskyttelse, hvor Danmark sendte årlige gaver i form af skibsmateriel, krudt og kanoner til gengæld for sikkerhed mod opbringelse af skibe under Dannebrog. De ubehagelige oplevelser med korsarskibe i danske farvande var sikkert grunden til en bestemmelse om, at korsarer ikke måtte nærme sig havne i det danske rige.
FREDSTRAKTATERNE FUNGEREDE relativt godt og tillod en opblomstring i skibsfarten under dansk flag i Middelhavet. En krig med Algier 1769-72 endte med et slemt nederlag, og skønt en krig med Tripoli 1796-97 faldt mere heldigt ud, var det klart for beslutningstagerne i København, at det var bedre at forhandle og betale lidt ekstra end at kaste sig ud i bekostelige militære eventyr, som alligevel endte med, at man måtte punge ud. Da Algier i 1830 blev erobret af Frankrig, var den vigtigste korsarstat sat ud af spillet, og de andre fulgte meget kort tid derefter. Herefter var Nordafrika mere mål for danske kunstnere og turister på jagt efter motiver, seksuelle fantasier og romantiserede forestillinger om den orientalske mystik.
Kristne europæere falbydes på slavemarkedet i Algier.
I omkring et kvart årtusind var nordafrikanske korsarer og slaveri en trussel for Europas søfolk og indbyggere i kystnære områder. Der har været meget delte meninger om slaveriet i Nordafrika. Slavebreve og skrifter fra frikøbsordener fremmanede et billede af slavernes lidelser og elendighed i nordafrikansk slaveri.
Nogle har argumenteret imod den fremstilling af situationen i Nordafrika og hævdet, at slaveriet af kristne europæere slet ikke kunne sammenlignes med det i Caribien, hvor slaverne trællede sig til døde i sukkerrørsplantagerne.
Enkelte er endog gået så vidt som til at hævde, at slavernes tilværelse mest kunne sammenlignes med den øvrige underklasses liv i de nordafrikanske byer og i nogle tilfælde var bedre end det liv, de kom fra. Slavernes egne beretninger viser, at meget afhang af deres ejere. Nogle fik venlige ejere, som behandlede dem godt, andre fik brutale og sadistiske ejere, som slog og mishandlede deres slaver. Forventningen om frikøb spillede en meget vigtig rolle.
I begyndelsen havde køberne af europæiske slaver en interesse i at holde dem i live, fordi de kunne forvente at tjene penge på slavens frikøb. Når frikøbet efter nogle år udeblev, fordi slaven ikke havde forbindelser i hjemlandet med evne og vilje til at punge ud, forværredes slavens vilkår, medmindre denne havde andre kvaliteter, som var nyttige for ejeren.
Slaven kunne være en dygtig håndværker eller en smuk kvinde eller dreng, der blev brugt som sexslave. Og når slaven blev sendt på arbejde i minerne eller ved fæstningsbyggeriet, var hans vilkår næppe bedre end den afrikanske slaves i en caribisk sukkerrørsplantage.
Under alle omstændigheder må man ikke glemme, at de tilfangetagne europæere i Nordafrika også var slaver. De var blevet bortført mod deres vilje, ved slaveauktionerne blev familier splittet, og de fleste endte deres liv som ufri i et fremmed land. Så det var vel med god grund, at Peder Paars frygtede ’tyrken’.
