Modstand: Dansk alkoholkultur var tæt på at ende som i det øvrige Skandinavien

722.820 underskrifter mod alkohol.

I januar 1918 var en grundpille i dansk kultur under angreb. Meget tydede på, at danskerne skulle tage endeligt stilling til det alkoholforbrug, der måske nok havde været befolkningens faste følgesvend og trøst gennem århundrederne – men også en nådesløs og vilkårlig regent, der havde splittet familier og knust livsbaner. Ikke uden grund kaldet Kong Alkohol af sine modstandere.

Og netop det navn var passende her i verdenskrigens sidste måneder. Året før var det russiske zarrige blevet styrtet, og før 1918 var omme, var yderligere tre kejserriger faldet – og over de næste måneder mistede mange tyske konger og fyrster kronerne i kølvandet på den store omvæltning.

Var det ikke også på tide at tvinge Kong Alkohol til at abdicere. Det var i hvert fald dét, der var målet for den underskriftsindsamling, som godt hver fjerde voksne dansker havde sat sit navn på: Der skulle udskrives en folkeafstemning om fortsat alkoholforbrug.

Tiden havde kun gjort kravet mere præsent. Måske havde industrialiseringen ført til teknologisk vækst og for nogle en velstandsstigning uden fortilfælde. Men den havde også ført til en ny form for social elendighed. Det var som bekendt baggrunden for den revolutionære arbejderbevægelse, der i de år voksede frem. De første, der for alvor udrullede et omfattende program for at mildne den sociale nød i en by som København, var imidlertid Indre Mission: Her så mange afholdssagen i traditionen fra vækkelserne som en kamp for det myndige og moralsk bevidste (og selvfølgelig religiøse) menneske. I afholdsbevægelsen kunne begge de ellers svorne modstandere mødes:

Kampen mod druk var både blandt mange socialister og hos mange kristelige et vigtigt tiltag mod den sociale nød. Andre så afholdssagen som en kamp for den sundhed og naturlighed, der blev truet af det moderne byliv, og en del toneangivende afholdsfolk som redaktøren af bladet Agitatoren, Victor Figgé, var ikke bare modstandere af sprit, men også vegetarer og holdt sig fra nydelsesmidler som kaffe og var – hvilket var endnu mere alternativt i datidens øjne – antirygere.

Afholdsbevægelsens fremmarch

Kampen var hård. Alkohol var både vigtig som tørst og trøst, og for mange var det et velstandsgode. Carlsbergfondet, som løftede dansk kunst og kultur til europæisk niveau, var finansieret gennem én ting: Ølforbrug.

Men ligesom arbejderbevægelsen, der voksede og voksede i årene fra århundredeskiftet, kunne afholdsbevægelsen ikke holdes tilbage. Da paraplyorganisationen Danske Afholdsselskabers Landsforbund blev stiftet i 1903, var det med over 100.000 medlemmer.

Afholdsbevægelsen forstod at præsentere deres kultur som attraktiv og et fuldgyldigt alternativ til den bestående fest- og samværskultur. Der blev udgivet tidsskrifter og holdt foredrag, møder og sociale sammenkomster i foreningerne over hele landet. I Kongens Have i København trak de årlige fester store grupper uden for deres egne rækker i 1890’erne. Dertil kom efterhånden folkekære skikkelser som Harald Bergstedt, forfatter til ’Solen er så rød mor’ og ’Jeg ved en lærkerede’ samt journalisten Lars Larsen-Ledet.

Selvom afholdsfolkene fremstod næsten revolutionære i deres krav, havde de forudsætningerne for at vinde folkestemningen.

Værtshusholderne og alkoholproducenterne begyndte så småt at blive bekymrede. Og med god grund. Allerede i 1890’erne havde de første store afholdsdemonstrationer samlet tusindvis af deltagere, og ingen, der befandt sig på Tietgens Bro i København i juni 1913 og så de anslået 5.000 børn, der gik i front for et optog af 25.000-30.000 afholdsfolk med blomstersmykkede vogne, kunne være i tvivl om bevægelsens styrke.

Og så havde afholdsfolkene fået veltalende folk med fagligheden i orden. Måske kunne man tilbagevise de første afholdsfolk som religiøse fantaster eller udannede arbejdere. Men hvad skulle man stille op med en mand som lægen Mikkel Hindhede? Allerede før han blev leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser i 1910, havde han vendt op og ned på datidens syn på menneskelig ernæring ved at påvise, at mennesket slet ikke havde behov for de store mængder animalsk protein. Og Hindhede var ikke bare tilhænger af plantekost, han var også glødende afholdsmand.

Derfor var det ikke bare ligegyldige skældsord, da han i en tale i 1910 udtrykte forståelse for, at man i USA satte værtshusejere og bryggere i klasse med bordelejere.

»Er Dr. Hindhede sindssyg?«, spurgte Værtshusholdernes fagblad rasende, og Hindhede kvitterede med en opfordring til, at de da bare kunne lade ham mentalundersøge – ingen undskyldninger dér.

Det blev for alvor bekymrende i 1914, da Hindhede blev medlem af den såkaldte Anden Ædruelighedskommission, der skulle udstikke rammerne for forholdet mellem den danske befolkning og alkoholen. I den første kommission fra 1903 havde seks ud af 11 medlemmer været afholdsfolk, og at der virkelig var politisk vilje til indskrænkninger havde vist sig i beværterloven fra 1912, der gjorde det muligt at gennemføre lokale afstemninger om kroernes alkoholbevilling. På Færøerne var drikke over 2 procent allerede blevet afvist ved en folkeafstemning i 1907.

Verdenskrigens indflydelse

Dengang var nu stadig langt til et landsdækkende forbud. Det var nok de færreste, der så en egentlig trussel mod dem, der enten tjente godt på alkohol eller bare holdt af en stille pilsner.

Men så kom verdenskrigen.

Den rystede den europæiske kultur, og blev en slags langt granatchok for mennesker og selvforståelse, allerede før krigsslutningen vendte vinden. Selv for de mest inkarnerede tilhængere af alt bestående virkede alkohol som en meget uhensigtsmæssig ting at bruge sine hjemlige fødevarer på i en krisetid med soldater og trængte civile – og hvor generel årvågenhed stemte dårligt overens med fuldskab.

Selv i Rusland forsøgte zardømmet at indskrænke alkoholforbruget under krigen – en politik, der med vekslende effekt blev videreført af det kommunistiske styre.

Herhjemme kom der allerede i februar 1915 forbud mod brug af dansk korn og kartofler til fremstillingen af spiritus – så måtte producenterne selv importere for eksempel byg og majs, hvis de ville fortsætte produktionen. Og 27. februar 1917 gennemførtes så afholdsbevægelsens mål: Et stop for alkoholsalg i hele landet. Kun en måned efter blev det ophævet, så samfundseffekterne var måske ikke store – men det sendte bølger gennem det danske samfund.

Ikke mærkeligt, at afholdsfolkene vejrede morgenluft. I Afholdsselskabernes Landsforbund blev det besluttet at handle. I juni 1917, mens krigen gik ind i sin sidste afgørende fase ude i Europa, drog medlemsorganisationerne af gårde for at samle opbakning til et krav til politikerne om:

»At hele Forbudsspørgsmaalet gøres til genstand for en Folkeafstemning, og

At Regering og Rigsdag drager Omsorg for at en saadan Folkeafstemning finder Sted, saa snart Forholdene gør det muligt«.

Bag det stod en ekstraordinært stærk og bred front på tværs af de ellers så splittede kræfter, der krævede social velfærd i det små og det store: socialkonservative, religiøse, arbejderbevægelsen og filantroper. Alle agiterede de for en underskrift på et krav om en omvæltning af en central del af dansk kultur. Og de fik opbakning. Ikke bare fra et fåtal – men fra hver fjerde voksne dansker. Sjældent har man set sådan en samling underskrifter som den, indenrigsminister Ove Rode (R) modtog på sit skrivebord.

Modstandere af alkoholforbud kom på banen

Politikerne var lydhøre. En stor del af Rigsdagens og Folketingets medlemmer var selv afholdsfolk – det gjaldt for eksempel socialdemokraten Frederik Borgbjerg, selvom store dele af hans parti var skeptiske over for et forbud.

Alt kunne åbenbart lade sig gøre, det havde alkoholtilhængerne indset i de forløbende måneder. Her nyttede ’simpelt Forsvar’ ikke, mente en af afholdsbevægelsens indædte modstandere, plantefysiologen Frederik Weis. Det var nødvendigt at ’gaa angrebsvis til Værks’. Sidst i september blev foreningen ’Den personlige Friheds Værn’ stiftet med 8.000 sympatisører i ryggen.

Hovedformålet: At bekæmpe et alkoholforbud i Danmark.

»Værtshusholdere og Bærmeaftagere«, kaldte Afholdsdagbladets redaktør Larsen-Ledet dem.

Men en del mennesker har sikkert med bekymring set afholdsbevægelsen og den underskriftsindsamling, der netop tog fart samme efterår som et angreb på deres livsstil og mulighed for at leve, som de selv ønskede.

Weis skrev om kampagnen for at få afstemning om alkohol i Danmark, så man ser de revolutionære faner for sig.

»Den er som en Trommeild, der vil efterfølges af et fortvivlet Angreb. […] Adskillige Forpostfægtninger er leverede ude i Landet og i Provinsbyerne, adskillige Kommuner er erobrede. Nu gælder det sidste Stormløb Kjøbenhavn«.

Ligesom Afholdsbevægelsen arrangerede Den personlige Friheds Værn møder og udgav pamfletter og kommentarer til udviklingen, kritiserede politikerne og gik i kvalificeret debat med afholdsfolkene.

Alkoholspørgsmålet var blevet til en kampplads mellem organisationer, hvor det før havde været afholdsfolkene mod en diffus og fragmenteret modstander i form af værtshusholdere, fabrikanter og almindelige folk, der hverken kunne tale med én stemme eller præsentere samlede alternativer.

Lidet kunne de dog standse de store indgreb, der kom i de sidste måneder af krigen: Et forbud mod fremstilling af gær til andet end teknisk produktion af sprit skar 2/3 af spritfremstillingen. Og endnu vigtigere: I december 1917 kom en afgiftsændring, der gjorde brændevin 10 gange dyrere end før krigen!

Effekten viste sig øjeblikkeligt. Mindre end et år efter havde syv spritfabrikker drejet nøglen om, og de resterende otte fusioneret i de Forenede Spritfabrikker.

Samtidig havde kampen nået et klimaks. Med det voksende antal underskrifter var et egentligt forbud mere end bare en mulighed. Det Radikale Venstre besluttede at arbejde for nedsættelsen af en egentlig forbudskommission, og da man oven i det ønskede Mikkel Hindhede som medlem, var det tydeligt, hvad vej konklusionerne skulle gå – og en del af Hindhedes kolleger protesterede rasende i Ugeskrift for Læger.

Men kulturen var allerede forandret. Selv om også øl blev pålagt massive afgifter, blev det den primære kilde til rus frem for den stærkere brændevin, og Danmark var ikke længere en del af ’vodkabæltet’, det brede område på tværs af Sibirien og det nordligste Europa, hvor destilleret sprit er drikken. Og sidst men ikke mindst: Danskerne holdt op med at drikke så meget. I 1916 drak en dansker over 14 år i gennemsnit 9,6 liter ren alkohol om året, i 1918 var det reduceret til blot 2,2 liter.

Det store indgreb udeblev

Det lyder umiddelbart som en sejr for afholdssagen. Men det skulle vise sig, at den havde sejret sig ihjel. Ved årsskiftet 1918 havde mange ventet et stort indgreb, men det kom aldrig. Staten slagtede ikke alkoholbranchen med en forbudsrevolution. Den kom heller ikke til at nationalisere den med henblik på en langsom udfasning, som dele af arbejderbevægelsen havde spekuleret i.

Den radikal-socialdemokratiske regering valgte tværtimod en tredje vej, der slående minder om de nordiske socialdemokratiers svar på kapitalismen. Man valgte at fastholde de meget store afgifter, som alkohol var blevet pålagt, og lade dem indgå i statskassen.

I de følgende årtier kom en del af de penge så til at gøre bod for nogle af alkoholens skadevirkninger, efterhånden som en dansk velfærdsstat blev udbygget.

Den personlige friheds værn var i det store og hele tilfredse, i 1922 var foreningen oppe på ca. 100.000 medlemmer og fortsatte sit virke mod de steder, hvor afholdsbevægelsen endnu kunne gøre sig gældende.

Afholdsfolkene derimod var slået tilbage til start og i de år, der fulgte den udeblevne revolution, raslede medlemstallet ned. Nok kunne man stadig mobilisere demonstrationer og havde en egen presse i form af Afholdsdagbladet frem til 1939, men målene blev efterhånden mindre, for eksempel at forbyde alkohol i enkelte sogne, hvilket faktisk lykkedes sine steder.

Men for en del var det måske mere blevet et spørgsmål om personlig livsforandring, nu hvor den store samfundsforandring var rykket ud af syne. Godt 10 år efter krigsslutningen var medlemstallet halveret – og det fald er fortsat frem til i dag. Og da ædruelighedskommissionen endelig kom med sin rapport, var Hindhede i mindretal som tilhænger af et forbud.

Lidet hjalp det, at små revolutionære celler forsøgte at puste nyt lys i den store kamp, sådan som de nørrebroske afholdsarbejdere i foreningen Nafusterne. I 1930’erne afbrændte de Sankt Hans-dukker af Carlsbergs grundlægger, og på deres plakater mødtes den syvtakkede afholdsstjerne med hammer og segl.

Umiddelbart havde man vundet en sejr, for det danske alkoholforbrug faldt faktisk drastisk. Men med velstandsstigningen efter Anden Verdenskrig og billige vine fra EF-medlemskabet har alkoholforbruget de seneste 50 år igen været på samme niveau som dengang, hver fjerde danskere krævede afstemning om et forbud.

Sundhedsstyrelsen og andre forsøger at få det ned igen – men folkesagen er ikke vendt tilbage.

• Kopiér link