Tidligt på eftermiddagen lørdag 28. august 1943 mødtes viceadmiral Aage Helgesen Vedel, chef for søværnet, med forsvarsminister Søren Brorsen. De to mænd havde akut brug for at diskutere den anspændte situation, som var resultatet af en sommer, hvor den danske befolkning under inspiration fra den allierede fremgang på verdenskrigens slagmarker for alvor var begyndt at byde besættelsesmagten trods. Til sidst var den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, blevet kaldt hjem for at stå skoleret.
Føreren var ikke imponeret, og den danske regering fik et ultimatum: Der skulle øjeblikkelig indføres undtagelsestilstand i hele Danmark, og samtidig krævede tyskerne, at der blev indført dødsstraf for sabotage. Tidsfristen var klokken 16 lørdag eftermiddag 28. august 1943.
Den danske regering kunne dog ikke gå ind på tyskernes krav og valgte i stedet at ophøre med at fungere, ligesom kongen og Rigsdagen indstillede deres virke. Disse handlinger var i praksis en afvisning af de tyske krav, og derfor måtte man forvente en reaktion fra besættelsesmagten. Det var denne kommende konfrontation, Vedel og Brorsen mødtes for at aftale, hvordan søværnet skulle forberede sig.
TYSKERNE VAR udmærket klar over, at både søværnets personel og ledelse nærede varme følelser for de allieredes side i verdenskrigen. Viceadmiral Vedel havde således straks efter sin udnævnelse til chef for søværnet 1. september 1941 indledt arbejdet med at forberede værnets reaktion, hvis det skulle komme til et brud med samarbejdspolitikken.
For eksempel udsendte han en hemmelig forholdsordre til alle skibschefer om at søge neutral (altså svensk) havn eller sænke fartøjerne frem for at lade dem falde i tyskernes hænder. Ikke alle fulgte dog viceadmiralens kompromisløse kurs mod et opgør med samarbejdspolitikken. Som fortaler for samarbejdspolitikken siden sin tiltræden som forsvarsminister 8. juli 1940 var Brorsen af den holdning, at flådens enheder på Holmen burde overgive sig uden kamp.
Viceadmiral Vedel nægtede imidlertid at følge sin ministers ønske. Ifølge et vidne truede han ligefrem med at forlade sin post, hvis regeringen gennemtrumfede en gentagelse af 9. april. Det lykkedes dog de to at blive enige om et kompromis, sådan at flådefartøjer uden for Holmen i tilfælde af en tysk aktion skulle indhente nye ordrer fra Søværnskommandoen. Viceadmiral Vedel vidste udmærket, at dette i praksis ville være stort set umuligt at nå, hvorfor hans tidligere udsendte hemmelige forholdsordre gjaldt.
Til skibene på flådestationen i København sendte Vedel følgende besked efter sit møde med forsvarsministeren: »Besættelse af Skibe paa Holmen maa ikke imødegaas med Magt i henhold til Regeringens Bestemmelse«. Men der stoppede Vedel ikke. For egen regning valgte viceadmiralen at tilføje en kort, men afgørende sætning til signalet – en ordre, som skulle få stor betydning for Danmarks fremtid: »Skibene maa efter Omstændighederne sænkes«.
Tyskerne ankom i mørke og regnvejr til Holmen via Prinsessegade på Christianshavn klokken 3.56 søndag morgen 29. august 1943, hvilket viceadmiral Vedel straks fik besked om. Helt efter planen holdt vagterne den tyske officer i forreste vogn hen med snak længe nok til, at signalgasten på bevogtningsfartøjet ’Hvalrossen’ kunne nå at morse bogstaverne ’KNU’ til de andre skibe i Flådens Leje. Det var signalet til, at flåden skulle sænkes, og kort efter lød det første brag fra en sprængladning. På det tidspunkt var repræsentanterne for den tyske besættelsesmagt stadig på vej ind på området efter at være blevet sendt ud på en længere omvej ad Refshalevej.
AKTIONEN FORLØB over al forventning. Langt de fleste af fartøjerne på Holmen blev sænket eller på anden vis stærkt beskadiget, selv kommandoskibet for kystflåden, artilleriskibet ’Peder Skram’. Billedet af det store krigsskib liggende med slagside, delvis sunket ved Holmens mastekran, blev mere end noget andet et ikon for flådens sænkning og udtrykte på dramatisk vis søværnets aktive modstand mod det, som var blevet set som helt uacceptable krav fra den tyske besættelsesmagt. »Det lillebitte danske søværn lavede en ’Toulon’ tidligt i morges, da dele af flåden sænkede sig selv i Københavns Havn, mens andre enheder flygtede til Sverige frem for at underkaste sig tyskerne, som havde erklæret undtagelsestilstand«, skrev New York Times i mandagsudgaven med henvisning til den franske flådes ødelæggelse i november 1942 under et lignende tysk overtagelsesforsøg.
I alt 7 af flådens folk faldt 29. august 1943 ud af et samlet dansk tabstal på 25. Selv om langt flere danskere omkom under den samtidige afvæbning af hæren, var det billedet af de ødelagte skibe på Holmen, som i eftertiden kom til at overskygge fraværet af militær modstand 9. april 1940.
MEN HVAD NU, hvis begivenhederne havde udspillet sig helt anderledes 29. august 1943? For at kunne skrive en alternativ såkaldt kontrafaktisk version af historien er det nødvendigt først at argumentere for, at situationen var åben – at det kunne være gået anderledes.
At viceadmiral Vedel på mødet med forsvarsministeren blev forsøgt presset til at beordre søværnet til at opgive sine skibe uden kamp, men alligevel valgte at orkestrere sine ordrer sådan, at det ikke ville ske, vidner om historiens åbenhed på dette punkt. En svagere chef for søværnet med større sympati for samarbejdspolitikken ville formentlig være bøjet af og i stedet have fulgt den politiske linje.
I så fald er det sandsynligt, at Holmen ville have ligget åben for tyskerne, at skibsbesætningerne havde overdraget deres fartøjer uden kamp, og at enhederne uden for København én for én ville være blevet erobret, mens deres skibschefer desperat forsøgte at kontakte Søværnskommandoen for at få nye ordrer.
Måske ville ’Niels Juel’ i Isefjord have været undtagelsen, som bekræftede reglen. Kommandørkaptajn C.A. Westermann var ud over sin egenskab af chef for flådens største skib også folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti og dermed velinformeret om den anspændte sikkerhedspolitiske situation.
I en alternativ version af historien havde det måske ikke været den sænkede ’Peder Skram’ ved mastekranen på Holmen, som blev billedet på søværnets modstand 29. august 1943, men derimod ’Niels Juel’ under indsejling til svensk havn efter som det eneste danske flådefartøj at have undsluppet tyskerne.
SPØRGSMÅLET ER, om det ville have været nok til at skabe opfattelsen i eftertiden om et afgørende brud med samarbejdspolitikken 29. august 1943. Da befrielsen kom i maj 1945, fik både politikere og modstandsfolk travlt med at promovere fortællingen om et folkeligt oprør, som kulminerede med flådens heroiske sænkning af sig selv. Selv om tiden efter 29. august langt hen ad vejen var en fortsættelse af samarbejdspolitikken, faktisk med en forøget landbrugseksport til Tyskland, blev det den version af historien, som sikrede, at Danmark efter Anden Verdenskrig ikke blev opfattet som en tysk lydstat.
Dermed var vejen til medlemskab af Nato banet, ligesom anerkendelsen af Danmark som et allieret land i kampen mod nazismen – godt nok med tilbagevirkende kraft – også blev adgangsbillet til Marshallhjælpen, som frem til 1951 tilførte op mod 13 milliarder dollars i amerikansk støtte til genopbygning af de krigshærgede europæiske lande.
I virkelighedens verden blev Operation Safari, som var kodeordet for den tyske afvæbning af den danske hær og flåde, af besættelsesmagten som helhed betragtet som en succes. General von Hanneken, den øverstbefalende for de tyske styrker i Danmark, havde frygtet, at det danske militær ville falde tyskerne i ryggen i tilfælde af en allieret invasion af Danmark, og nu var det problem løst – og det til en overkommelig pris.
Kampene om morgenen 29. august havde kostet tyskerne blot 7 døde. At det var lykkedes størstedelen af flåden enten at sænke sig selv eller at flygte til Sverige, blev heller ikke set som et nederlag fra tysk side. Fartøjerne i den danske flåde havde ikke vundet krigen for tyskerne, hvis de var faldet besættelsesmagten i hænderne. Dertil var den danske flåde for lille og enhederne for gamle. En række af de brugbare fartøjer blev under alle omstændigheder hævet og anvendt af tyskerne efter sænkningen. I alt blev 32 af flådens i alt 50 skibe sænket af egen besætning, mens 13 nåede til Sverige. Resten blev taget af tyskerne.
MENS DEN krigsmæssige betydning af flådens sænkning således var minimal, fik begivenhederne 29. august 1943 stor betydning for Danmarks rolle i afslutningen af Anden Verdenskrig og nyordningen af verden derefter.
Havde det ikke været for sejrherrernes mentale billede af de sænkede skibe på Holmen, ville Danmark formentlig have stået uden for det gode selskab efter befrielsen. Det var således ikke tilfældigt, at Anders Fogh Rasmussen i 2003 valgte Søværnets Officersskole som forum for sin tale på årsdagen for sænkningen af flåden. »29. august 1943 er en dato, vi bør huske – og være stolte af«, udtalte statsministeren foran en forsamling af veteraner fra de dramatiske begivenheder seks årtier tidligere.
»Den dag blev Danmarks ære reddet«.
