Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Alexander von Humboldt – Ødelæggende forurening
Den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt (1769-1859) er især kendt for sine omfattende forskningsrejser i Sydamerika og Asien, men var også bekymret over forurening af naturen.
I 1838 skrev han:
»Måske vil vi en dag kunne rejse til fjerne planeter og tage vores blanding af arrogance, grådighed og vold med os dertil. Vi vil lægge disse planeter øde, som vi gør det med vores egen Jord«.
Humboldt så tydeligt, at overforbrug af ressourcer såsom skovfældning samt udledning af røg kunne påvirke naturens sarte balance. Naturen på kloden hænger sammen selv over store afstande. Hvis man f.eks. fælder Amazonas-skoven i Sydamerika, vil det påvirke hele Jordkloden.
Oversættelse: Hans Erik Havsteen
John Tyndall – Videnskabeligt bevis
Den irske fysiker og naturfilosof John Tyndall (1820-1893) blev berømt for sine bestræbelser på at forstå spredning og optagelse af lysstråler. Han forstod også, at Jorden og atmosfæren er i stand til at holde på energi, og skrev i 1862:
»(Vanddampe) reagerer mere energisk på stråling fra Jorden end på solstråler; heraf kommer deres tendens til på Jorden at fastholde en del af den varme, som ellers ville blive sendt ud i rummet«.
For Tyndall blev det en måde, hvorpå man kunne forklare, hvordan klimaet kunne ændre sig markant. Hans arbejde blev de første beviser på den franske videnskabsmand Joseph Fouriers (1768-1830) teori om Jordens atmosfæres drivhuseffekt, og hans undersøgelser af vanddamps indvirkning på klimaet blev det videnskabelige grundlag for undersøgelser af den globale opvarmning.
Oversættelse: Bo Fritzbøger
Svante August Arrhenius – Mere mad på kloden
Den svenske nobelpristager Svante August Arrhenius (1859-1927) var en alsidig aktør inden for især kemi, men er i dag kendt for allerede i 1896 at forudsige kuldioxidens betydning for klimaet. Han anså mere CO2 (kultveilte) i atmosfæren at have et positivt potentiale.
I 1906 skrev han:»Under indflydelse af en stigende andel af kultveilte i atmosfæren kan vi håbe på at nyde tidsaldre med mere ensartet og bedre klima, især i Jordens koldere egne, epoker, hvor kloden vil frembringe meget rigeligere afgrøder end nu til gavn for den hastigt voksende menneskehed«.
Arrhenius mente ikke, at global opvarmning nødvendigvis var en katastrofe, men nærmere en chance for at brødføde flere mennesker. På hans tid var det stadig en stor udfordring at producere føde nok til befolkningerne, der var vokset i industrialiseringens tidsalder.
Oversættelse: Bo Fritzbøger
