Myterne om Munk

En antihelt, der må kæmpe mod uretfærdighed og forstokkede omgivelser. En mand, der i kongens tjeneste har overlevet en umenneskelig kamp mod elementerne og bliver kastet i fængsel som tak.

I 1965 udgav Thorkild Hansen sin historiske roman om Jens Munk (1579-1628). Bogen kom til at præge en hel generations opfattelse af den dansknorske sømand, men samtidig gav populariseringen af Munk og den dramatiske historie om rejsen ud for at finde Nordvestpassagen anledning til en række misforståelser. Thorkild Hansen var skønlitterær forfatter, og selv om han både gjorde studieture og opgav en lang kildefortegnelse, så levede han af at dramatisere fortællingen om Munk – også alle de tomrum, som de historiske kilder efterlader.

Der er ellers drama nok i Jens Munks virkelige liv. Han blev født i 1579 ved Arendal i det sydlige Norge, hvor hans far, Erik Munk, var lensmand. Embedet var en belønning for Eriks indsats i den nordiske syvårskrig 1563-1570, men han viste sig mindre egnet til fredstid. Han optrådte tilsyneladende som en karikatur af den onde herremand fra gamle dage. Ifølge anklageskrifterne mishandlede han bønderne, skrabede rigdomme sammen og skovede ulovligt kongens træer. I 1585, da Jens Munk var 7 år gammel, blev hans far fjernet fra posten og sat i fængsel. Erik Munk, der hos Thorkild Hansen er en sær blanding af tyran og adeligt offerlam, havde for sidste gang sovet i herremandens seng, men for hans yngste søn var rejsen kun lige begyndt.

Da Jens var 9 år gammel, blev han sendt i skole i Aalborg, hvor hans faster var gift med byens borgmester. Selv om hans barndom og ungdom var præget af store omvæltninger, og formodentlig af visse traumer, havde han et netværk, der holdt hånden under ham og hjalp ham frem gennem livet.

Efter tre år i det nordjyske vendte Jens tilbage til Norge. Eftersom han var søn af en, godt nok æresfalden, krigshelt og højtstående embedsmand, forekommer det naturligt, at Jens skulle uddannes og modtage undervisning med datidens typiske blanding af teori og praksis.

Som 12-årig kom han til søs med et frisisk skib, der først bragte ham til England og siden til Portugal. Fra Portugal kom han til Brasilien. Han oplevede overfald, søslag og omvæltninger – men også tillid og kunnen. Han blev en del af en international verden, hvor købmænd, sømænd, håndværkere og gejstlige rejste på tværs af verdenshavene gennem politiske og kulturelle skel. Barndommen sluttede, og en verdensmand blev født. I 1610 kom Munk i Christian 4.s tjeneste som kaptajn i flåden. Han udforskede Polarhavet, jagtede pirater, belejrede fæstninger og organiserede hvalfangst. I 1618 var han egentlig udset til at lede den første danske ekspedition til Indien, men han blev i stedet udpeget til at rejse ud for at finde Nordvestpassagen. Mens hans afløser, admiral Ove Giedde, rejste mod øst, forberedte Jens Munk den rejse, der skulle overflødiggøre den lange tur syd om Afrika. Ambitionerne var store. Først skulle Giedde oprette en handelsstation i Indien, og dernæst skulle Munk finde en genvej til den nord om Amerika.

Grafik: Jens Herskind

Det er svært at fastslå præcist, hvor meget de kendte til det område, som de planlagde at udforske. I årtierne forinden havde der især fra britisk side været aktivitet i området, og nogle af opdagelserne må have været kendt i Danmark. De dansk-britiske forbindelser var nære. Flere skotske skibsbygmestre arbejdede i den danske flåde, og kong Christians søster Anne var gift med den skotsk-engelske konge James. Den danske konge havde besøgt sin søster i 1614 og kan der have hørt om de engelske ekspeditioner, der én efter én blev sendt ud i jagten på Nordvestpassagen. Martin Frobisher havde været af sted i 1576-78. John Davis fulgte efter i 1585-87, og i 1607-11 fandt Henry Hudson, før hans besætning begik mytteri og sendte ham i døden, det store indhav, der nu bærer hans navn. Kort efter rejste Thomas Button ud og opdagede, at Hudson Bay tilsyneladende ikke var en del af Stillehavet, som man ellers havde håbet. Men det er svært at sige, om oplysninger om den opdagelse nåede til Danmark, før Jens Munk drog af sted.

Til gengæld har vi en god kilde til Munks rejse – nemlig den rapport, han skrev, da han vendte hjem til Danmark.

Ekspeditionen, der i maj 1619 stod ud af Øresund, talte 64 mand fordelt med 48 på fregatten ’Enhjørningen’ og 16 på jagten ’Lamprenen’. Om bord var et par garvede engelske opdagelsesrejsende, en præst og Munks nevø Erik. Efter at have rundet den grønlandske sydspids sejlede de mod nordvest, hvor de efter en lille omvej ind i blindgyden Frobisher Bay nåede Hudsonstrædet, som Munk gav navnet Christiansstrædet, selv om han godt vidste, at Hudsons navn allerede havde vundet hævd. Heller ikke navnet Munkenæs holdt ved om vore dages Resolution Island.

Undervejs handlede Munk og hans mænd med lokale inuitter. Jægerne fik knive, mens sømændene fik både fugle og sælkød. Herefter tog Munk officielt landet i besiddelse for den danske konge. Man forestillede sig, at relativt frugtbare steder som dette måske senere kunne blive udgangspunkt for danske kolonier, nu hvor man havde set, at der var mulighed for handel, jagt og menneskelig aktivitet.

Illustration: Ukendt kunstner, men givetvis med anvisninger fra Jens Munk selv

Ekspeditionen trængte længere og længere mod vest, men det gik ikke hurtigt. 7. september nåede Munk og hans folk den sydvestlige kyst af Hudson Bay. De var sikkert skuffede over ikke at kunne sejle videre mod Indien og verdensomspændende berømmelse, men til gengæld fandt de et godt sted til overvintring ved udløbet af den nuværende Churchill River. En del af besætningen var allerede medtaget af skørbug, som man nu behandlede med friske bær fra buske i området. Folkene kom til kræfter igen, men de lette dårligdomme var blot et varsel om ulykkers komme. Det skulle blive meget, meget værre.

I løbet af efteråret gjorde Jens Munk og hans mandskab alt, hvad de kunne, for at gøre sig det behageligt. Skibsdækkene blev ryddet for kanoner og ildsteder etableret, så der var plads og varme til søfolkene. Der passerede en snestorm af og til, men vejret var tåleligt, og de ekstra uldklæder, som besætningen fik udleveret, var endnu nok. Der var øl ad libitum, og 10. oktober indledte Jens Munk også udleveringen af vinrationer. Helt indtil jul kunne folkene gå på jagt efter ræve og ryper, og der var fortsat åbent vand på Hudson Bay, så de har sikkert også fisket. I juledagene fik de branderter på i stærkøl og fordrev tiden med kortspil.

Men de lykkelige dage, hvor man kun i ny og næ oplevede et dødsfald, fik en ende, da januar tog sin begyndelse. Frosten var så streng og søfolkenes tøj så utilstrækkeligt, at de knap kunne færdes uden for skibene. De var det meste af tiden henvist til deres køjer, hvorfra flere og flere aldrig rejste sig igen. På Jens Munks tid kendte man ikke til vitaminer, og selv om man vidste, at frisk grønt hurtigt hjalp på skørbug, var der intet spiseligt at finde i det bundfrosne landskab. Jens Munk uddelte ekstra og nyttesløse brændevinsrationer, og da februar løb ud, var 22 mand gået bort. Man kunne ikke begrave de talrige døde i den hårde jord, og mange af de endnu levende kunne knap spise med deres ophovnede tandløse gummer.

I begyndelsen af april var der ingen, der havde kræfter til at hente brænde, og man brændte i stedet den lille dæksbåd. En måned senere var kræfterne for små til at slæbe de døde i land, og man lod nu bare ligene ligge om bord. Om de lå frosne på land eller på dæk, gjorde ikke den store forskel. Men da der til sidst end ikke var kræfter til at bære de døde op på dækket, måtte Jens Munk selv kæmpe sig derop for at slippe for ligstanken.

Turen op på dækket, hvor han regnede med at dø, blev Jens Munks redning. For inde på land opdagede to af hans besætningsmedlemmer ham. De havde i nogen tid opholdt sig derinde, fordi de ikke havde haft kræfter til at vende tilbage til skibet. De havde i det gryende forår fundet lidt frisk grønt og saftige rødder og var langsomt ved at komme sig. De fik deres kaptajn i land og til hægterne, mens sejlmageren som den sidste døde om bord på skibet.

De kogte suppe på ørreder, kødet kunne de fortsat ikke tygge, og forsynede sig med vin, mens de overvejede, hvordan de skulle komme hjem. 16. juli stak de til søs på ’Lamprenen’, og 25. september ankom de til Bergen efter en rejse på mere end to måneder, hvor de blot tre mand havde sejlet deres skib tværs over Nordatlanten.

Opholdet i Bergen har givet anledning til den misforståelse, at Jens Munk blev fængslet for at have mistet kongens skib og for at have stået i spidsen for en fiasko. Munk blev faktisk kastet i fængsel, men grunden var, at en af hans to mænd blev anklaget for mord. Selv kom Munk tilbage til København juledag 1620. Uden stor fanfare. Men heller ikke i vanære.

Thorkild Hansen antyder, at Christian 4. i vrede over den manglende opdagelse af Nordvestpassagen med vilje tøvede med at kræve Jens Munk løsladt fra fængslet i Bergen. Hansen hyldede antihelten, og kongens utak passede i Hansens drama. Men vi ved ikke, hvor skuffet Christian 4. var.

I årtierne op til Munks ekspedition havde flere ekspeditioner uden held forsøgt at finde Nordvestpassagen, og kongen kan ikke have forventet, at netop hans ekspedition ville blive den, der endelig fandt en vestgående søvej til Indien. Og selv om han kunne håbe på det store gennembrud, var opdagelsesrejsernes virkelighed, at de skridtvis samlede lag på lag af viden. For hver Colombus, Magellan og da Gama var der dusinvis, der satte livet på spil, mens de langsomt udforskede verden forbjerg for forbjerg og fjord for fjord. At en opdagelsesrejse endte med en smule ny viden efter en masse strabadser, var det normale. Christian 4. havde heller ikke mistet modet, og en ekspedition til etablering af danske jagt- og handelsstationer blev planlagt, men dog ikke gennemført. Men nu vidste man, efter at have betalt en høj pris, i det mindste, at vinteren i det nordligste Amerika var meget hårdere end den danske, selv om Munks overvintringsplads lå på næsten samme breddegrad som Skagen.

Jens Munk genoptog efter en sygdomsperiode sit arbejde i flåden. Han blev skilt og gift igen, før han i 1628 døde i Tyskland under kejserkrigen. Hans grav i Nikolaj Kirke forsvandt ved Københavns brand i 1795, og i vore dage ved vi ikke, hvordan han så ud. Men de brudstykker af hans liv, som vi kender, bliver ved med at fascinere. Med eller uden Thorkild Hansen.

• Kopiér link