Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Danske steder - Spanierne på Langeland
Lyt til artiklen: Danske steder - Spanierne på Langeland
Det må have været den mærkværdigste sommer i øens historie. I august 1808 blev Langelands befolkning næsten fordoblet, da tusindvis af spanske soldater besatte øen og indlogerede sig i huse og lader. Lige indtil de pludselig gik om bord på engelske skibe og sejlede til Spanien for aldrig siden at vende tilbage.
Ifølge sagnet kom ikke alle med. Vandrer man en nat rundt i Langelands mørke, kan man være heldig at støde på et vaskeægte genfærd af en spansk soldat, der leder efter sin sabel. I hvert fald lyder et lokalt vers således:
»I Bastebjerg Skov ved Tranekær
Det spøger ved Nattetide;
Der går en Spaniol af Napoleons Hær
Og søger sin Sabel så vide«.
Den skulle være god nok, hvis man ellers tror på skrøner. Historien begynder således: En spansk soldat havde under sit ophold på Langeland i sommeren 1808 forelsket sig i en pige fra Botofte ved Tranekær Slot. Det var ikke uproblematisk, for hun havde en kæreste i forvejen.
Det holdt dog ikke den forelskede soldat tilbage, og han blev mere og mere nærgående. Det blev skæbnesvangert. Nu vandrer hans genfærd rundt i Bastebjerg Skov om natten. Historien om soldaterspøgelset er blot en af de mange fortællinger, som blev fortalt efter Englandskrigene i perioden 1801-1814.
De blodige konflikter, som udgør den danske andel af Revolutions- og Napoleonskrigene i Europa, kostede i sidste ende Danmark en statsbankerot og herredømmet i Norge, men samtidig bød tiden på et kulturmøde på tværs af det europæiske kontinent, der gav genlyd i generationer.
Til den knytter sig altså den mærkværdige historie om de 9.000 spanske hjælpetropper, der i 1808 skiftede side i krigen, blev danskernes fjender og i løbet af sensommeren satte Langeland på den anden ende. Dog ganske ublodigt trods fjendskabet.
Mandskabet siger højt, at naar Fjenden kommer i Land, gaa de over til ham. De bander offentligt alt, hvad der er fransk, og jeg befinder mig i allerhøjeste Forlegenhed herved
Grev Frederik Ahlefeldt
For at forstå den spanske tilstedeværelse på Langeland må man holde tungen lige i munden: Da England i 1807 bombarderede København og sejlede af sted med flåden, erklærede Danmark England krig og stillede sig på Frankrigs side i Napoleonskrigene. Dermed blev Danmark også allieret med Spanien. En anden konsekvens var, at Danmark kom i krig med Sverige på grund af dets alliance med England.
En krig mod Sverige rummede muligheder. Fra dansk side øjnede man chancen for at tilbageerobre Skånelandene, og omkring 15.000 spanske og 10.000 franske soldater blev sendt til Danmark for at hjælpe til i en stort anlagt invasion. Soldaterne kom dog aldrig til at gøre nytte, for uden flåden var det umuligt at iværksætte en så stor landsætning på den anden side af Øresund. Engelske krigsskibe holdt øje med al aktivitet i de danske farvande og slog til, når de fandt det nødvendigt. Ifølge historieprofessor på Københavns Universitet Gunner Lind, som har skrevet om Englandskrigene i Danmarks Krigshistorie (2010), efterlod de fremmede hjælpesoldater ikke andet end »regninger, faderløse børn og et væld af anekdoter«.
Fantasifuld skildring af de spanske tropper på Langeland fra 1870. I centrum ses den spanske general Pedro Caro, der aflægger ed til ære for det spanske flag frem for at støtte Napoleons Frankrig. Bemærk det bjerglignende landskab i baggrunden.
Tingene tog en uventet drejning, da Spanien i løbet af sommeren pludselig gjorde oprør mod Frankrig og skiftede side i krigen.
I Danmark forløb det nye fjendskab relativt fredeligt. De spanske tropper på Sjælland – det drejede sig om to regimenter på ca. 4.000 mand – nedlagde efter et kort oprør i Roskilde våbnene og overgav sig til danskerne. Anderledes gik det med de spanske soldater på den anden side af Storebælt.
Udadtil opretholdt de alliancen med Danmark, mens de i al hemmelighed indgik en aftale med englænderne om at blive evakueret fra Langeland og fragtet hjem til Spanien. Fra Jylland tog de over Fyn til Nyborg og endte på Langeland, hvis befolkning i løbet af sommeren således altså næsten blev fordoblet.
Det forårsagede pladsproblemer. Humble Præstegård på den sydlige del af øen husede eksempelvis alene 140 mand.
Sommeren gjorde det nemmere at indrette sig, og helt store sammenstød mellem lokalbefolkningen og soldaterne blev undgået, selv om det nu stod klart, at spanierne ikke længere var den danske konges allierede. Eksempelvis skrev greve og general på Langeland Frederik Ahlefeldt om spanierne, at »Mandskabet siger højt, at naar Fjenden kommer i Land, gaa de over til ham. De bander offentligt alt, hvad der er fransk, og jeg befinder mig i allerhøjeste Forlegenhed herved«.
Lensgreve Frederik Ahlefeldt kom på diplomatisk overarbejde under spaniernes ophold.
De spanske soldater blev af danskerne anset for at være venligere end franskmændene, der fik ry for deres arrogance; dog blev det bemærket i beretninger, at spaniernes skødesløse brug af de nymodens cigaretter gav anledning til brandfare, og de spanske kokkes brug af snegle i madlavningen afstedkom decideret forargelse.
Spaniernes popularitet i eftertiden skal dog nok mest tilskrives den hårde disciplin, som de spanske officerer udøvede over for de menige soldater, så de ikke dristede sig til at begå overgreb.
Skærmydsler undgik man dog ikke fuldstændig. Voldsomst var det, da spanierne omringede Tranekær Slot og ifølge Frederik Ahlefeldt »hengav sig til de værste Udskejelser«:
»De bandt flere af mine Folk 2 og 2 sammen, endog Soldaterne blev mishandlede og deres Uhre stjaalet, og der blev plyndret, hvor der var Lejlighed dertil«.
Det lykkedes dog Ahlefeldt at forhandle sig frem til en tålelig løsning. Spanierne lovede at holde sig i ro, og englænderne skulle nægtes adgang til Langeland. Til gengæld skulle langelænderne hjælpe til med anskaffelse af proviant, og Ahlefeldt forpligtede sig til at sørge for våben og anden udrustning, som dog skulle leveres tilbage ved spaniernes afrejse. Aftalen blev stort set overholdt, og derfor sås plyndringer og overgreb næsten ikke.
Trods den relativt fredelige tilstedeværelse på Langeland var situationen anspændt. Spanierne frygtede et fransk angreb fra Svendborg og opstillede styrker langs øens vestkyst. Et mindre dansk kanonbådsangreb blev tolket som et skinangreb før en større invasion, men den kom aldrig. I slutningen af august begyndte spanierne at gå om bord på engelske linjeskibe ved Spodsbjerg på Langelands østkyst, og snart var de på vej til Spanien via Göteborg og England. Den nok mest besynderlige sommer på Langeland var forbi.
Spanierne gjorde ingen forskel på slagmarken, men deres korte tilstedeværelse i Danmark satte sig alligevel spor. Mest berømt er nok den legendariske brand, der forvandlede Koldinghus Slot til en ruin, fordi spanierne havde fyret for hårdt i kaminen. Men de 9.000 soldaters ophold på Langeland kastede også et par historier af sig. For eksempel skrev pastoren Jørgen Knudsen senere, at »Mange Piger blev besvangrede, og det gik endog saa vidt, at man siden ofte ikke kunne faa en Tjenestepige, uden at man tog Børnene med«.
Og hvordan endte det egentlig med soldaten i Bastebjerg Skov, som blev omtalt i artiklens begyndelse? Jo, soldatens mere og mere direkte tilnærmelser over for pigen fra Botofte blev til sidst for meget for kæresten. Den jaloux langelandske ungersvend overfaldt spanieren i Bastebjerg Skov, slog ham ihjel og begravede liget i skoven. Det var i hvert fald den historie, som en lokal karetmager fortalte Langelands Museum i 1933. Om den er sand, er mindre sikkert.
