Lyt
Guds vrede eller naturens luner?
Guds vrede eller naturens luner?
Før 1755 ansås katastrofer som gudernes eller Guds straf over syndere, og ofring, bøn og almindelig fromhed var derfor den væsentligste forebyggende foranstaltning.
Efter 1755 blev naturen betragtet som bagvedliggende årsag, og videnskaben var nu den vigtigste forklaringsramme, når voldsomme hændelser kostede liv. Derfor kaldes jordskælvet i Lissabon, som slog revner i brudfladen mellem det gamle og det nye Europa, historiens første moderne katastrofe. Rystelserne ramte den portugisiske hovedstad lidt efter 9.30 om formiddagen lørdag 1. november. Ødelæggelserne kom i tre bølger, ledsaget af en dyb rumlen i det fjerne. Første bølge varede halvandet minut, men var ikke særlig kraftig, idet rystelserne her bevægede sig lodret med en forholdsvis høj frekvens. Kraftig var den næste til gengæld: I løbet af to et halvt minut blev mange af byens bygninger svært beskadiget. Derefter fulgte en kort pause, og så kom den sidste bølge af rystelser. Den varede i tre minutter og var endnu kraftigere end den forudgående. I alt varede jordskælvet ni minutter – ni minutter, som ændrede historien.
Indbyggerne i Lissabon nåede kun lige at sunde sig oven på jordskælvet, inden næste fase af katastrofen ramte dem med stor styrke. Omkring klokken 11 trak vandet sig pludselig tilbage, så bådene på floden Tajo kom til at ligge direkte på bunden. Med ét væltede vandet frem igen som en vældig flodbølge, der ifølge en engelsk skipper rejste sig mere end 5 meter op i luften. Fænomenet, som vi i dag efter katastrofen i Sydøstasien 2. juledag 2004 har lært at kende som en tsunami, skyldtes, at jordskælvet havde haft sit epicenter dybt under havbunden cirka 200 kilometer fra den portugisiske kyst.
De undersøiske rystelser havde sat vandet i bevægelse og skabt flodbølgen, som accelererede og voksede, i takt med at den nærmede sig land ad den trompetformede flodmunding. I alt blev Lissabon ramt af tre flodbølger i løbet af blot et kvarter, hvorved hele midtbyen blev oversvømmet. Soldaterne fortet Bugio skød desperat op i luften i håb om at blive undsat, da vandmasserne skyllede ind over murene. Tsunamien blev registreret så langt væk som i Nordafrika og langs de britiske og hollandske kyster.
»Lær, O Lissabon, at ødelæggeren af vore huse, slotte, kirker og klostre, at årsagen til døden for så mange mennesker og flammerne, som fortærede så enorme rigdomme, det er jeres vederstyggelige synder og ikke kometer, stjerner, dampe og syrer eller andre lignende naturfænomener«
Gabriel Malagrida
Det er vanskeligt præcist at bestemme, hvor kraftigt jordskælvet i Lissabon i 1755 var, eftersom videnskabelige måleinstrumenter såsom seismografer hører eftertiden til. At kræfterne var voldsomme, er der dog ingen tvivl om: Formentlig udløstes der mere energi end ved samtlige jordskælv, der havde fundet sted i Europa i de forudgående to årtusinder. Nutidige forskere mener, at jordskælvets styrke lå på et sted mellem 8,5 og 8,75 MW i energiudladning – måske helt op omkring 9,0. Det bringer Lissabon-jordskælvet op i samme klasse som dem, der forårsagede enorme ødelæggelser i Sydøstasien og i Japan i henholdsvis 2004 og 2011.
Et stort antal efterskælv ramte også Lissabon i tiden efter de voldsomme hændelser allehelgensdag. Alene den første uge efter selve jordskælvet blev der registreret 28 efterskælv, og rystelserne varede ved langt ind i 1756.
Men katastrofen i Lissabon begrænsede sig ikke til hverken rystelser eller flodbølger. En voldsom brand brød ud, og den rasede i ikke mindre end seks døgn, hvorved endnu flere mistede livet. Flammerne begyndte at brede sig umiddelbart efter de første rystelser, og arnestederne skulle typisk findes f.eks. i vindueskarme, der, hvor der kort forinden i anledning af allehelgensdag havde brændt stearinlys, eller hvor ild i pejse og komfurer havde knitret. Den store brand åd sig hurtigt gennem Lissabons gader, som var ufremkommelige på grund af murbrokker og efterladte vogne og ejendele. Ingen havde tid til at bekæmpe flammerne, og mange af byens store bygninger blev ofre for ilden, blandt andet kongeslottet og operahuset, som kun lige var åbnet for offentligheden.
I midten af 1700-tallet var Portugal et forholdsvis tilbagestående europæisk land, som ikke havde gennemgået samme modernisering som for eksempel Frankrig, Preußen og Østrig. Ud af en befolkning på i alt omkring 3 millioner mennesker havde Portugal en imponerende stor stand af gejstlige, måske helt op til 200.000 præster og andre af Guds tjenere og tjenerinder.
Økonomisk set var Lissabon centrum, ikke mindst for handlen med Portugals kolonier, først og fremmest Brasilien. Den livlige handel betød, at Lissabon tiltrak mange udlændinge, især englændere og tyskere. I alt boede der omkring 275.000 i den portugisiske hovedstad, hvilket placerede Lissabon på en fjerdeplads på listen over datidens største europæiske byer, kun overgået af London, Paris og Napoli.
Markisen af Pombal greb genopbygningen af Lissabon an på moderne og rationel vis.
Jesuitten Gabriel Malagrita så jordskælvet som Guds straf for Lissabons indbyggeres hang til dansk, musik, teater og tyrefægtning.
Førsteminister Sebastio de Melo (1699-1782, fra 1770 markis af Pombal, hvilket er blevet hans tilnavn) kom til at spille en hovedrolle i katastrofeindsatsen og genopbygningen af Lissabon. Adspurgt af den usikre kong José 1. (1714-1777) i den kaotiske tid lige efter katastrofen svarede Pombal, at man simpelthen skulle »begrave de døde og brødføde de levende«. Det første, Pombal gjorde efter jordskælvet, var at få udpeget 12 distriktsledere, som hver især fik vide beføjelser til at organisere indsatsen. Lissabon-jordskælvet udmærkede sig således som den første store katastrofe, hvor man kan tale om et egentligt velfungerende beredskab, hvilket Pombal havde en stor del af æren for.
Byens brandfolk blev sat til efter bedste evne og så vidt muligt at forhindre de omfattende brande i at brede sig, og samtidig sørgede myndighederne for at tage sig af risikoen for smitte fra de titusindvis af forrådnende lig, der lå spredt mellem murbrokkerne.
Stik imod datidens religiøse og praktiske skikke tillod man massebegravelser til søs, hvor hundreder af døde blev lastet på pramme og sejlet til havs for her at blive stedt til hvile uden større ståhej. Pombal sørgede også for at slå hårdt ned på plyndringer efter katastrofen. Som afskrækkelse blev mere end 30 tyveknægte hængt offentligt. Samtidig forhindrede hæren på markisens ordre raske og stærke mænd i at forlade Lissabon i tiden efter katastrofen. Man havde brug for alle i genopbygningsfasen.
Allerede 4. december 1755, blot en måned efter det altødelæggende jordskælv, præsenterede stadsingeniør Manuel de Maia tre alternative planer for kong José 1.: Man kunne genopbygge Lissabons gamle bykerne ved hjælp af brokkerne fra de sammenstyrtede bygninger, man kunne vælge at udvide et antal udvalgte gader, eller man kunne gå efter den store pakke og rive hele Baixa-kvarteret ned og bygge det op igen fra bunden.
Efter grundige overvejelser endte kongen – efter grundig rådgivning fra Pombal – med at vælge den tredje og absolut mest ambitiøse mulighed, hvilket indebar en omfattende oprydningsopgave, som kom til at vare et helt år. Derefter gik myndighederne i gang med at genopbygge Lissabons gamle bydel ud fra moderne ideer om brede avenuer og store parker og pladser. Det var en omfattende og meget gennemført plan: Alle nye veje blev anlagt med en standardbredde på 15,2 meter med 3 meter brede fortove. Dette område kendes i dag som Pombaline-kvarteret, opkaldt efter den handlekraftige og visionære førsteminister.
Gottfried Leibniz' argument om, at Gud har skabt den bedst mulige af alle mulige verdener, blev angrebet af Voltaire efter hændelsen i 1755.
Voltaire gik efter jordskælvet i kødet på de vante forestillinger om katastrofens natur.
Jean-Jacques Rosseau forsøgte at forsvare Leibniz over for Voltaire.
Filosoffen Immanuel Kant analyserede sig frem til grundlaget for seismologien med udgangspunkt i jordskælvet.
Inden for moderne katastrofeforebyggelse gælder de tre B’er: Build back better. Denne tankegang, som blandt andet kendetegner FN-organisationernes forsøg på at styrke byer og samfunds modstandskraft over for katastrofer, går i al sin enkelhed ud på at genopbygge ødelagte bygninger med bedre materialer og udnyttelse af mere hensigtsmæssige byggemetoder og -design. Jordskælvet i Lissabon var et af de første eksempler på, at myndigheder på struktureret vis søgte at lære af en katastrofe og genopbygge i bedre kvalitet med henblik på i fremtiden at undgå så voldsomme konsekvenser. Helt konkret udviklede de portugisiske ingeniører det såkaldte gaiola pombalina, et særligt bur, som naturligvis (også) var opkaldt efter kongens førsteminister.
Disse bure bestod af en elastisk trækonstruktion, som blev monteret inden i en muret skal, hvorved bygningen kunne modstå rystelser i undergrunden. Der var altså tale om en meget tidlig form for jordskælvssikring, som man i samtiden testede ved at lade soldaterdelinger marchere med hårde støvletramp rundt om bygningsmodeller.
I øvrigt kombinerede udviklerne af pombalina-buret deres nyttige opfindelse med historiens første præfabrikerede facadeelementer, hvilket betød, at genopbygningen af det ødelagte centrum kunne gå imponerende hurtigt.
Kong José 1. blev i øvrigt svært klaustrofobisk efter jordskælvet, selv om han ikke selv havde befundet sig i Lissabon, da det ramte. Sammen med sit følge havde kongen opholdt sig i en teltlejr i Belem uden for hovedstaden, hvor skaderne var meget begrænsede. Her blev kongen i ni måneder, indtil et midlertidigt slot af træ stod klar i Lissabon til indflytning.
Lissabon blev i samtiden anset for at være en from by, men samtidig herskede der en frådende materialisme og deraf følgende syndig opførsel i den portugisiske hovedstad. Katastrofen ramte det religiøse samfund hårdt: Alene et sted mellem 20 og 30 af byens 40 sognekirker blev ødelagt af jordskælvet. Kirkerne blev særlig hårdt ramt, fordi deres tunge stenmure let begyndte at skælve og derefter sønderknustes af rystelserne. Også hospitalet Todos os Santos, som meget passende betyder ’allehelgen’, blev stærkt beskadiget, fordi det var konstrueret med store buegange af sten.
Den katolske majoritet så jordskælvet som Guds straf rettet mod det protestantiske mindretal, mens protestanterne mente, at det var katolikkernes forsøg på at købe sig fri af synden gennem aflad, der havde nedkaldt Vorherres vrede over Lissabon. Det eneste, katolikker og protestanter kunne blive enige om, var, at den forhadte portugisiske inkvisition, etableret i 1536, måtte have noget at gøre med katastrofen.
Gabriel Malagrida (1689-1761), en fremstående jesuit, havde i tiden op til jordskælvet prædiket mod den kætterske tanke, at katastrofer kunne tænkes at skyldes naturen snarere end Gud. I månederne efter talte han dunder til sin menighed og krævede ydmyghed, mens efterskælvene endnu varede ved. Malagrida mente ligefrem, at der slet ingen genopbygning af den ødelagte storby måtte finde sted, før Guds vrede helt havde lagt sig igen. I efteråret 1756 satte han trumf på med udgivelsen af en harsk pamflet, hvori han anklagede Lissabons indbyggere for selv at være skyld i katastrofen, fordi de havde danset og musiceret for meget, ligesom deres overdrevne begejstring for teater og tyrefægtning havde påkaldt sig Guds vrede. »Lær, O Lissabon«, skrev Malagrida i pamfletten, »at ødelæggeren af vore huse, slotte, kirker og klostre, at årsagen til døden for så mange mennesker og flammerne, som fortærede så enorme rigdomme, det er jeres vederstyggelige synder og ikke kometer, stjerner, dampe og syrer eller andre lignende naturfænomener«.
I årene efter jordskælvet udkæmpede Pombal en indædt magtkamp med Malagrida og andre kræfter i det portugisiske samfund, som forsøgte at bruge katastrofen til at få eller forøge deres indflydelse på den stadig unge og svage konge. Hvad Malagrida angik, tog Pombal endeligt sejren hjem efter seks år, da den portugisiske inkvisition fandt jesuitterpræsten skyldig i mordforsøg på kongen og i at udbrede kætterske tanker i sine skrifter. Anklagerne mod Malagrida omfattede dog ikke hans alternative forklaringer på årsagerne til katastrofen i 1755.
Der havde været masser af jordskælv tidligere i historien, uden at de havde slået revner i samfundet, hvad religion og videnskab angik. Men katastrofen i Lissabon indtraf på et tidspunkt, hvor traditionelle tænkemåder allerede var på kant med en ny tids tanker om årsag og virkning. Jordskælvet kom på den måde til at fungere som en force multiplier, det vil sige en faktor, som forstærkede og fremhævede allerede eksisterende konflikter. En anden årsag til, at Lissabon opnåede langt mere opmærksomhed end for eksempel det store jordskælv i Port Royal på Jamaica i 1693, var selvfølgelig, at det fandt sted i Europa og ikke langt borte i en fremmed eksotisk koloni.
Førsteministeren Markis de Pombal var på dette portræt ikke bange for at tage æren for Lissabons genopbygning efter jordskælvet.
Oplysningstiden betegnede en tro på menneskets evne til at forstå naturen og samfundet gennem fornuften. Bevægelsen, som først og fremmest udgjordes af Europas intellektuelle, tog sin begyndelse i første halvdel af 1700-tallet i kølvandet på de store naturvidenskabelige opdagelser i det forudgående århundrede. Deismen var udbredt blandt datidens intellektuelle – ideen om, at Gud eksisterede, og at han i tidernes morgen havde skabt verden på baggrund af et sæt af ubrydelige love, men derefter havde han trukket sig tilbage og holdt snitterne for sig selv.
Blandt de tunge drenge i oplysningstiden finder vi den franske filosof François-Marie Arouet (1694-1778), bedre kendt under pseudonymet Voltaire, den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Alle tre blandede sig heftigt i debatten efter jordskælvet i Lissabon – og det var i høj grad et postulat fremsat af Gottfried Leibniz (1646-1716), som satte tankerne i gang hos oplysningstidens filosoffer. Omkring år 1700 havde den tyske filosof og matematiker forsøgt at løse det såkaldte teodicé-problem, som handler om, hvordan man kan retfærdiggøre, at Gud er god, når uskyldige lider i verden. Leibniz fremførte det synspunkt, at kun skaberen selv kan være fuldkommen, hvorved den skabte verden nødvendigvis må være ufuldkommen. Men samtidig hævdede Leibniz, at verden er den bedste af mulige verdener.
Voltaire var personifikationen af oplysningstidens frie, kritiske sjæl, som rejste rundt og skrev og digtede i opposition til kirke og stat i almindelighed og Leibniz i særdeleshed. Længere ude i periferien af de intellektuelle cirkler stod Rousseau, der havde en tendens til at irritere folk grænseløst, ikke mindst Voltaire. Sammen – men på hver sin måde – udviklede de to tænkere fundamentet for den moderne samfundsvidenskab, hvor mennesket frem for Gud kom i fokus.
Voltaire og Rousseau havde allerede meningsudvekslet pr. brev i tiden op til jordskælvet, men efter Lissabons ødelæggelse for de for alvor i blækhuset. Voltaire befandt sig i Genova i Italien, og nyheden om katastrofen i Lissabon nåede ham med postvogn efter cirka to uger. Først barslede han i 1756 med et digt, hvori han konkret kritiserede Leibniz’ postulat om, at denne verden er den bedste af mulige verdener. Digtet fik Rousseau til at svare med et langt brev til Voltaire i august samme år.
Brevet, som Rousseau sendte via en ven, der uden held på det kraftigste rådede ham til at lade være, var ét langt forsøg på at tilbagevise Voltaires angreb på den religiøse udlægning af ondskabens væsen, og mest bemærkelsesværdigt var i den forbindelse Rousseaus meget moderne analyse af katastrofen: Voltaire måtte forstå, skrev han, at »naturen ikke byggede tyvetusinde huse med hver seks til syv etager dér, og at hvis indbyggerne i denne storslåede stad havde været mere jævnt fordelt, så ville ødelæggelserne have fået et langt mindre omfang eller måske slet intet overhovedet«.
Desuden pointerede han, at hvis blot indbyggerne i Lissabon havde skyndt sig at flygte fra byen i stedet for at blive tilbage hos deres ejendele, så ville der slet ikke have været tale om en katastrofe, fordi ingen ville være omkommet. Dermed grundlagde han den katastrofefænomenologiske tradition, som i dag hævder, at der slet ikke findes naturkatastrofer, men at alle katastrofer er menneskeskabte, fordi naturfænomener først bliver til katastrofer, når de påvirker sårbare menneskeskabte systemer såsom byer med høj befolkningskoncentration.
Voltaire tog tråden op fire år efter jordskælvet i romanen ’Candide’, som blev en af oplysningstidens helt store bestsellere. I bogen rejser hovedpersonen Candide rundt og besøger steder, hvor ondskaben stikker sit grimme hoved frem i form af fattigdom, sygdom og fanatisme. Naturligvis kommer han også forbi Lissabon, hvor Candide udtaler: »Hvis dette er den bedste af alle verdener, hvordan er de andre så?«. Det var en direkte stikpille til salig Leibniz og til Rousseau, som var konverteret til calvinismen kort før katastrofen og forsvarede Leibniz’ udlægning af teodicé-problemet i sit svar til Voltaire. Med ’Candide’ gik Voltaire af med sejren, og hans pessimistiske tolkning af katastrofebegrebet fik stor betydning for eftertiden. Siden skrev Rousseau dog klassikeren ’Emile’ om uddannelse og ikke mindst sit store værk om den sociale kontrakt, som sikrede ham en plads i oplysningstidens absolutte superliga.
Hvor Voltaire og Rousseau diskuterede betydningen af jordskælvet i Lissabon ud fra en tidlig samfundsvidenskabelig vinkel, lod Immanuel Kant (1724-1804) sig inspirere af den tragiske hændelse til at komme med en af de første videnskabelige forklaringer på katastrofen.
I et lille skrift udgivet i 1756 analyserede han årsagerne til jordskælvet og fremførte de grundlæggende tanker bag vore dages seismologi. Teorien om kontinentalplader, som skurrer mod hinanden, blev dog først udviklet langt senere, nemlig i det 20. århundrede af den tyske geolog Alfred Wegener (1880-1930).
Genopbygningen af Lissabon blev markisen af Pombals mesterstykke. Som førsteminister regerede han reelt Portugal frem til 24. februar 1777, da José 1. døde. Allerede dagen efter blev han afvist ved døren til slottet.
»Deres Excellence har ikke mere at gøre her«, lød beskeden fra kardinal de Cunha, som repræsenterede den opposition, Pombal havde holdt stangen i mere end to årtier.
Til sin død i 1782 måtte Pombal forsvare sig mod anklager om magtmisbrug. Modstanderne havde ret i, at markisen var hård i tiden efter jordskælvet. Men det var også Pombals fortjeneste, at Lissabon og Portugal blot få årtier efter katastrofen fremstod som et langt mere moderne samfund.
