Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
»Et lidet, fattigt land« – økonomisk ruin
I 1820 var Danmark i krise efter Napoleonskrigene. Hovedstaden var brændt, statskassen var tom, og landet havde mistet både orlogsflåde og Norge. Teologen Poul Martin Møller (1794-1838) satte som skibspræst på en sørejse til Stillehavet ord på Danmarks nye situation:
Klærken raaber i Manillas Rønner: »Danmark er et lidet, fattigt Land«.
Det forsikrer Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land«.
Det danske traume blev dog også katalysator for en kulturel opvågnen. Danmarks svækkelse måtte afhjælpes af åndelig oprustning, og den nationalsindede Poul Martin Møller lader derfor sit digterjeg gentage verset i digtets afslutning. Men denne gang er det uden komma, så Danmark bliver et »lidet fattigt Land«, altså et rigt land. Måske hverken stort eller rigt på finanser, men så i det mindste rigt på ånd og kultur.
Poul Martin Møller (’Glæder over Danmark’, skrevet på Sydhavet, 1820)
Sårfeberen fra Dybbøl – et knækket samfund
1864 er mejslet ind i danskernes kollektive bevidsthed. Nederlaget til Preussen og Østrig samt tabet af de rige hertugdømmer banede vej for mere end 100 års forsigtighed i dansk udenrigspolitik, der først for nylig er blevet brudt. I romanen ’Tine’ fra 1889 beskriver Herman Bang (1857-1912) det voldsomme chok, da Dannevirke blev rømmet.
»Tine svarede: De siger, de siger, at de – er gaaet fra Dannevirke. – Hvad si’er De? hvad si’er De? raabte Provsten. Tine saa’ kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte – men hun kunde ikke svare mer, pegede kun paa Faderen, der sad, lamslaaet, paa Trappen ... – Hvad si’er De, Mand? raabte Provsten og tog Bøllings Skuldre: Er De gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad si’er De, Mand – saa forklar!«.
At Danmark ikke længere var i stand til at forsvare sig, var en vanskelig erkendelse i en tid, hvor militær styrke betød meget for både menneskers og staters selvforståelse.
En lang debat om krigsskyld fulgte i årene efter – og fik stor betydning for landets udvikling til et demokrati.
Herman Bang: ’Tine’ (1889)
’Det dobbelte land’ – den fjerne krig
Med krigene på Balkan i 1990’erne stiftede danskerne atter bekendtskab med krigens ødelæggende kræfter, da danske soldater blev udsendt, og tusindvis af krigsflygtninge ankom til landet. Danskserbiske Birgithe Kosovic (f. 1972) beskriver i romanen ’Det dobbelte land’ et krigstraume, der nok udspiller sig langt fra Danmark, men også fik konsekvenser for den danske befolkning.
»Men han ved, at den stilhed, der omgiver ham her, bedrager: Bag bjergene på den anden side af dalen, ude ved kysten, ligger Kroatien. Dér bliver landsbyer jævnet med jorden, og Dubrovnik, som han er flygtet fra, står i flammer omringet af militærkonvojer og granatkanoner. Når sirenernes spøgelsesagtige hylen flyder som en tyk tåge over tagene, og når huse og veje pludselig sprænges i eksplosioner, lyder det, som om jorden brøler af smerte«.
Krigene skabte en flygtningestrøm, som ændrede dansk politik. Samtidig blev danske Balkan-veteraners problemer med posttraumatisk stresssyndrom en reminder om krigens konsekvenser for udsendte soldater.
Birgithe Kosovic: ’Det dobbelte land’ (2010)
