Ovid: Amor er ikke til at spøge med
Den græske gud Apollons kærlighedsbesættelse af gudedatteren Dafne antændes af Amors dødsensfarlige pil. Sådan beskriver Ovid det i en af sine berømte ’Metamorfoser’ (ca. år 8 e.kr.). Nogen platonisk kærlighed er der ikke tale om, for Apollon nærer et heftigt kødeligt begær efter den fysisk veldrejede Dafne.
»Også nu er hun smuk, hendes ynder blottes af blæsten, modvinden får hendes klæ’r til at smyge sig om hendes former, og hendes hårlokker står som en fane tilbage i brisen«.
Dafne frelses fra den besidderiske Apollon, da hun trygler sin far, flodguden Ladon, om hjælp. Han forvandler hende til et laurbærtræ, hvilket sætter en effektiv stopper for den opstemte Apollons begær. Den nedtrykte Apollon sørger i stedet for, at laurbærtræet kommer til at indgå som en central del af den religiøse kult. Af samme årsag bar romerske sejrherrer laurbærkrans.
Leo Tolstoj: Legemlig styrke
I Leo Tolstojs berømte kærlighedsroman ’Anna Karenina’ (1873–1877) er den landligt orienterede godsejer Ljóvin storbylivets modsætning. I modsætning til sine standsfæller i byen sætter han pris på hårdt fysisk arbejde i marken sammen med sine bønder. »Jeg må have legemlig bevægelse, ellers tager jeg skade på min karakter, det er afgjort«.
»Da Ljóvin lige som han gjorde vejen tilbage i sit spor, da følte han, skønt sveden strømmede ned over hans ansigt, og skjorten klæbede til kroppen som dyppet i vand, alligevel et uforklarligt velbehag«.
Det behagelige og overfladiske liv i storbyen gør i Tolstojs optik kroppen og sindet slapt. Den overdrevne optagethed af et velplejet ydre står i kontrast til Ljóvin og hans bønders bomstærke legemer og enkle livsindstilling.
Ganske sigende er Ljóvin også en af de få personer i romanen, der faktisk formår at skabe en lykkelig tilværelse for sig selv og sin familie.
Michel Houellebecq: Krop og kærlighed
Den franske forfatter Michel Houellebecq formår i sine værker om nogen at ryste den vestlige kultur. Han er i bøgerne ofte ganske optaget af den erotiske kropslige fascination kønnene imellem.
»Hun havde langt lysebrunt hår med let fald, hendes pande var prydet af et smalt læderbånd med farvestrålende geometriske mønstre. En stropløs hvid bomuldstop dækkede mere eller mindre hendes bryster, og hendes korte, struttende nederdel, også i hvid bomuld, så ud som om den var parat til at løfte sig ved den mindste brise – der var dog ikke nogen brise, Gud er nådig og barmhjertig«.
Hovedpersonen i ’Serotonin’ (2019), Florent-Claude, holdes kun en smule i gang af piller mod depression. Men hans glæde ved kvindekroppen er dog ikke helt forsvundet her i hans alvorlige livskrise. Og måske dækker denne glæde ved kroppen over muligheden for en dybere kærlighed.
