Støtte til alle strategier
Det kan virke paradoksalt, at vælgerne i mange vestlige lande bakker deres regeringer op, selvom deres strategier har varierende succes. I både Sverige og Danmark oplever regeringen bred opbakning, selv om der er demonstreret meget forskellige måder at tilgå pandemien på.
I Danmark ser statsminister Mette Frederiksen (S) i meningsmålingerne nærmest ud til at være uovervindelig.
Det skyldes psykiske processer hos vælgerne, fortæller professor i statskundskab på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, der forsker i katastrofer og politisk psykologi.
»Når krisen indtræffer, samles man om fællesskabet. Det skete efter terrorangrebet i New York 11. september 2001, og ikke bare USA’s daværende præsident, George Bush, men også statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i Danmark oplevede stor opbakning«, siger han.
Er opbakningen så varig?
Ikke nødvendigvis. I 2001 havde Poul Nyrup Rasmussen længe stået svagt i meningsmålingerne, fordi han i modstrid med sine løfter ved det forrige valg i 1998 havde halveret dagpengeperioden. Men efter terrorangrebet 11. september så et genvalg ud til at være inden for rækkevidde. Han forsøgte at udnytte den nyvundne popularitet og udskrev valg to måneder efter terrorangrebet.
Statsmandseffekten rakte imidlertid ikke til genvalg. Socialdemokratiet gik 11 mandater tilbage, og Anders Fogh Rasmussen (V) overtog nøglerne til Statsministeriet.
»Krisepopularitet kan være en kortvarig fest«, lyder det fra Michael Bang Petersen.
»Det bedste eksempel er britiske Winston Churchill. Han var som premierminister en af Anden Verdenskrigs store sejrherrer, men ved det første britiske valg efter krigen i juli 1945 vandt Labour en jordskredssejr.
Forskellige ledere til forskellige situationer
Når chokket ved en krise aftager, fordufter opbakningen, og det er en del af forklaringen på, at Winston Churchill måtte overlade premierministerposten til labourlederen Clement Attlee straks efter Anden Verdenskrigs afslutning.
»Det handler om, at man gerne vil have forskellige ledere i forskellige situationer. Vores studier viser, at vi i krisesituationer bakker op om bulldog-ledere som f.eks. Churchill, mens vælgerne efterspørger noget andet, når freden har sænket sig«, siger Michael Bang Petersen.
»Anskuer man det antropologisk, benyttede f.eks. cherokee-indianerne i Amerika sig af to forskellige systemer med fredshøvdinge og krigshøvdinge. Når der var krig, var lederen ofte et ungt brushoved, mens en ældre leder tog over, når freden var tilbage«.
Redaktionen afsluttet 19. maj
