Det begyndte i januar 1883 med en åbenmundet tidligere fange ved navn Hans Jørgensen.
Efter endt afsoning i Horsens Straffeanstalt gik han rundt i hjembyen Odense og fortalte venner og bekendte om de omfattende tyverier og den tuskhandel, som florerede mellem indsatte og ansatte i det ellers så topmoderne og gennemrationaliserede fængsel. Og da eksfangens røverhistorier om livet bag murene til sidst nåede den lokale politimesters øren, rullede sagen.
Hans Jørgensen blev kaldt ind til forhør, og politimesteren tog også fat i en anden tidligere fange fra Horsens, Niels Brandt Hansen, der igen var havnet i politiets varetægt på grund af tyveri.
De to bekræftede rygterne. I Horsens-anstalten foregik der omfattende handel med stjålne varer, og det skulle vise sig, at kriminaliteten rakte helt op på øverste niveau.
En kommission tog til Horsens for at oprulle sagen, og i april begyndte afhøringerne på Horsens Rådhus af både daværende og tidligere fanger og ansatte.
Sagen blev i samtiden kendt som Tugthussagen og vakte stor opsigt. I Folketinget fremhævede Venstre-manden Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912), at sagen efterlod en med det »Indtryk, at den Fange, der blev sendt til Horsens, blev egentlig sendt derhen til at Fuldkommengjøre sig i Tyveri. Det hele har været et slags Akademi for Tyveri«.
Tilsammen leverede de seks fanger varer til omkring 20 personer, herunder fem betjente og fire vognmænd
Selv om sagen siden er gået i glemmebogen, giver kommissionens forhørsprotokoller os mulighed for at stykke den sammen på ny og dermed få et unikt indblik i fængslets underverden.
Det er en historie om lige lovlig venskabelige forbindelser mellem ansatte og fanger, om det liv, som udfoldede sig bag de høje mure i Horsens, og om, hvordan straf ikke altid ramte høj og lav lige hårdt i det tidlige danske demokrati.
Brøden bestod i sin enkelhed i, at fangerne stjal ting fra fængslet og gav tyvekosterne videre til de ansatte i bytte for brændevin, kaffe, sukker, tobak og andre sager. Netværket bestod af omkring 50 personer og talte både betjente, fabriksmestre, administrativt personale, tjenestepiger, hustruer og håndværkere.
Selv fængslets daglige leder, Ferdinand Anton Mazanti (1824-1900), blev anklaget og dømt for at have misbrugt institutionens materiale og fangernes arbejdskraft til opbygning og vedligeholdelse af private bygninger og ejendele.
Fangerne blev straffet hårdere end de andre medskyldige
Horsens Straffeanstalt husede i 1883 omkring 350 fanger, som på moderne vis skulle isoleres fra det omgivende samfund, men også forbedres gennem religiøs og moralsk påvirkning.
Som nutidens indsatte sov tugthusfangerne i enkeltceller om natten, men færdedes blandt hinanden om dagen. Livet i fængslet var centreret om arbejdet, der begyndte omkring klokken 6 om morgenen og sluttede klokken 20 om aftenen, kun afbrudt af frokost og gårdtur. Efter aftensmaden havde fangerne blot en halv times fritid, inden de igen blev låst inde i deres celler.
Søndag var fridag, men gudstjenesten i fængselskirken eller undervisning i skolestuen var obligatorisk.
Ifølge fængslets regler måtte indsatte ikke omgås fanger fra andre afdelinger eller købe, sælge eller forære ejendele eller forplejning til deres medfanger. Og kun efter udvisning af god opførsel måtte de have kontakt med pårørende uden for murene.
Brændevin var forbudt, men det var muligt at købe smør, ost, skråtobak, sukker og øl for den arbejdsfortjeneste, som fangerne kunne blive tildelt, hvis de udførte arbejdet tilfredsstillende.
Fangen Niels Peder Larsen var kendt som ’Amtmanden’ og spillede en central rolle i Tugthussagen.
Fængslet havde indgået en aftale med tekstilvirksomheden Crome & Goldschmidt, der beskæftigede alle fanger bortset fra dem, der tog del i fængslets drift. Selskabets fabriksmestre havde derfor daglig kontakt med fangerne, men boede dog ikke på fængselsområdet. Det sikrede de indsatte kontakt med omverdenen.
Det var på fabrikken og anstaltens øvrige arbejdspladser, hovedparten af tyverierne og den efterfølgende omfordeling fandt sted. Det drejede sig især om fængslets beklædningslager, vaskeri, proviantkælder, trikotageafdeling og smedje. Og eftersom fangerne havde begrænset indbyrdes kontakt og ikke frit kunne bevæge sig rundt mellem de forskellige afdelinger, skiftede tyvekosterne og de indkomne vederlag ofte hænder flere gange, inden de endte på bestemmelsesstedet.
Niels Laursen var en af de fanger, der havde ansvar for en stor del af handlen med tyvekoster fra Crome & Goldschmidt. Han arbejdede ved selskabets strikkemaskiner på fængslets trikotageafdeling, og her stjal han uldsager, som han distribuerede til andre fanger, der så solgte dem videre for brændevin og mad.
På den måde havnede tekstilvarer fra Crome & Goldschmidt for eksempel i hænderne på fængselsinspektør Mazantis tjenestekarl Anton Laursen. Han havde fået dem fra fangen Christen Sørensen Schou, der dog ikke selv havde kontakt med trikotageafdelingen, men havde skaffet dem fra sin medfange Jens Christian Jensen, der om søndagen gik i skole med førnævnte Niels Laursen fra trikotageafdelingen. På den måde skiftede tyvekosterne hænder flere gange, før de endte hos modtageren.
Til kommissionen forklarede Anton Laursen, at »Varerne beholdt han deels til eget Brug, deels leverede han ligesaa mange, bestaaende af Strømper, Uldtrøjer, Klæder m.m. til sin heri Byen boende Moder«.
Den daglige leder Ferdinand Anton Mazanti røg med i faldet, da Tugthussagen rullede, men han slap langt billigere end de involverede indsatte.
Flere af fængslets betjente havde også begået ulovligheder. Under afhøringen fortalte fængselsbetjenten Ole Christensen, at han i løbet af de sidste fire år havde taget af fængslets materialebeholdning og bygget forskellige møbler til fængslets funktionærer.
Christensen havde ansvaret for beklædningslageret samt snedker- og sadelmagerværkstedet og havde fået fangerne til at hjælpe sig med at fremstille møblerne, uden at han havde betalt dem for deres arbejde. I stedet betalte funktionærerne Christensen, som om han selv havde skaffet sig materialerne og udført arbejdet.
De ansatte havde desuden stjålet fra fængslet uden direkte indblanding fra fangerne.
Eksempelvis forklarede fangen Albert Gabriel Simmonds, at hans overordnede fabriksmester Hunger jævnligt »skiftede Undertøj og iførte sig nye Underbenklæder, Trøje og Strømper, medens han lagde de brugte til Vadsk«.
En stor del af tyverierne fra straffeanstalten skete fra tekstilvirksomheden Crome & Goldschmidt, som havde en fabrik i fængslet. Her et foto fra fængslets væveafdeling i 1890’erne; de afbildede har ingen relation til Tugthussagen.
De ansattes ulovligheder foregik for øjnene af de indsatte, og det skabte et afhængighedsforhold, som rykkede ved fængslets traditionelle magtfordeling. Det udnyttede nogle fanger til at skaffe sig særrettigheder.
Det gjorde sig gældende for fangen Niels Peder Larsen, der havde været indsat i fængslet med en dom på 12 år. I 1877 var han blevet løsladt, på den betingelse at han skulle emigrere til Amerika, og af gode grunde blev han derfor hverken afhørt eller dømt i forbindelse med Tugthussagen. Men han spillede alligevel en central rolle.
Fængselsbetjent Poul Jørgensen fortalte, at Larsen, der havde arbejdet i fængslets beklædningslager, var kendt under navnet ’Amtmanden’, og lageret kaldtes ’Amtstuen’.
Navnene henviste ifølge Jørgensen til den autoritet, Larsen havde for fængslets ind- og ansatte. Han havde haft tilladelse til frit at bevæge sig rundt i fængslet og til at ryge tobak. Det var fangen Larsen og ikke betjent Jørgensen, som også arbejdede i beklædningslageret, der havde nøglerne til lageret, og det var også ham, som førte protokollen og havde ansvar for udlevering og kassation af beklædningsgenstande.
Jørgensen fortalte desuden, at det faktum, at »Amtmanden tilvendte sig Stykker fra Oplaget, som han solgte og indførte som kasserede, var en almindelig kendt Sag«.
En kollega bekræftede Jørgensens udtalelse og fortalte supplerende, at det var en »bekendt Sag, at Betjentene kunde faa, hvad de ønskede, naar de betalte med Penge eller Tobak«.
Han forklarede videre, at ’Amtmanden’ nød »størst Frihed i Anstalten, røg Tobak og de fleste Betjente var afhængige af ham fordi han leverede Sager, som han stjal på Oplaget til dem«.
Livstidsfangen Martinus Eckmann havde også særrettigheder. Ligesom ’Amtmanden’ færdedes han frit på fængselsområdet og spiste ofte aftensmad hos fængselspræsten. Eckmann, der var uddannet smed, havde ansvaret for Crome & Goldschmidts smedje og var et helt centralt omdrejningspunkt i det kriminelle netværk.
I løbet af sine 18 år bag tremmer havde Eckmann ikke kun opbygget et godt forhold til fængselspræsten. Fængselsinspektør Mazanti fortalte kommissionen, at der »paa Grund af den Nytte som Eckmann ved sin Dygtighed og Arbeidsomhed havde gjort i hans lange Straffetid efterhaanden i de sidste Aar af hans Ophold [var] indrømmet ham flere Begunstigelser«.
At selveste Mazanti havde givet Eckmann rettigheder, der direkte stred imod fængslets officielle regler, kan meget vel skyldes, at Eckmann sad inde med kompromitterende oplysninger om Mazanti.
Det var også Eckmann, der rettede de første anklager mod fængselsinspektøren. Blandt andet, at Mazantis private andedam og landbrugsredskaber var blevet anlagt og fremstillet ulovligt af fængslets fanger og af fængslets materialer. Anklagerne blev senere bekræftet af en anden medvirkende, fængselsbetjent Ole Christensen.
Eckmann udnyttede sin frihed til at koordinere en lang række tyverier. Foruden fødevarer fra proviantkælderen havde han i løbet af de sidste fem år af sin afsoning ofte et par gange om ugen modtaget strikkede sager af alle slags, som han afhændede til blandt andre ansatte i Crome & Goldschmidt, der distribuerede tyvekosterne rundtomkring i Horsens.
For eksempel hjalp to fabriksmestre ved navn Lander og Preuthun til ved at skjule varerne i en kasse, som de tog med hjem fra arbejde. De stod også for indsmugling af brændevin, som Eckmann brugte som betalingsmiddel i fængslet.
Som tak gav Eckmann dem forskellige møbler, han havde fremstillet af materialer, som var fængslets ejendom.
Eckmann afhændede også tyvekoster gennem præsteboligen, hvor han kunne mødes med sin datter Thora, der boede i Horsens og ofte kom forbi fængslet. Hun fik bomuldstøj, håndklæder, lærred, strømper, stof, nåle og sengebetræk.
Under afhøringen fortalte Thora, at hun godt vidste, at tingene var stjålet. Eckmann havde ganske vist aldrig eksplicit sagt det, men som hun forklarede kommissionen, havde han alligevel »lagt dette for Dagen derved, at han stadig paalagde hende, naar hun forlod Præsteboligen at undgaae at blive bemærket af Dagvagterne, der gik udenfor Anstalten«.
Der var altså bestemt ikke vandtætte skotter mellem indsatte, ansatte og verden udenfor. Men ikke nok med, at fangerne kunne opretholde en lyssky handelskontakt med omverdenen – også internt i forholdet mellem fangerne havde hælernetværket stor betydning.
I fængslets 11. afdeling – en slags udslusningsafdeling, hvor fangerne før endt afsoning nød større frihed – blev tyvekosterne brugt til at skabe et delende fællesskab. Fangerne her havde en fast aftale om, at alle erhvervelser af tyvekoster skete for fælles regning, og at det indkomne vederlag blev delt ligeligt mellem dem, uden hensyn til hvem der havde skaffet hvad.
Aftalen blev af kommissionen benævnt ’Tyvekomplottet’.
Komplottets kerne bestod af seks fanger, og det udgjorde et succesrigt internt netværk, der betød, at dets medlemmer var i stand til at stjæle en stor mængde varer og dernæst distribuere og sælge dem til en lang række forskellige mennesker.
Tilsammen leverede de seks fanger varer til omkring 20 personer, herunder fem betjente og fire vognmænd. Nogle af de involverede fanger fungerede som mellemmænd mellem afdelingsfangerne og fængslets øvrige ind- og ansatte, mens andre stjal direkte fra deres arbejdsplads. For eksempel afkrævede et af komplottets medlemmer, Thomas Andersen, en betjent en mængde sukker som betaling for et sengebånd, som hans medsammensvorne, fangen Jacob Jacobsen, havde givet ham.
I 11. afdeling var hæleriet med til at knytte sociale bånd og skabe loyalitet. Ifølge Thomas Andersen var der »næsten altid paa Afdelingen Brændeviin, Fødevarer eller Penge til Fordeling«, og ved at tage del i det kriminelle netværk skabte fangerne i 11. afdeling et fangefællesskab, der var præget af solidaritet og kammeratskab i stedet for rivalisering og vold.
29. februar 1884 afsagde kommissionen dom i Tugthussagen.
Mazanti blev idømt en bøde på 500 kroner eller 2 måneders fængsel for misbrug af sin embedsstilling til egen fordel, mens de resterende blev dømt for simpelt tyveri, hæleri eller meddelagtighed heri og fik domme, der strakte sig fra 5 års fængsel til 5 dage på vand og brød.
Hele forløbet var blevet fulgt tæt af lokale og landsdækkende aviser, og dommene gav anledning til efterfølgende debat i pressen og på Christiansborg. For var fængselsvæsnets funktionsdygtighed og landets strafferetslige praksis tilfredsstillende?
Venstre og arbejderpressen mente, at dommene ramte skævt. Fangerne blev straffet hårdere end de andre medskyldige og blev for de flestes vedkommende idømt tugt- eller forbedringshusarbejde på mellem 1 og 5 år. De involverede betjente, vognmænd, dagvagter, fabriksmestre og andre ansatte slap med mildere domme i form af fængsel på vand og brød i et par dage til nogle uger.
Kun fabriksmester Lander, der havde bistået med at transportere tyvekoster og brændevin ind og ud af fængslet, fik en dom på 8 måneders fængsel.
Årsagen var, at den gældende straffelov fra 1866 tildelte højere straf, jo hyppigere en forbrydelse var begået. Og eftersom langt hovedparten af fangerne tidligere var dømt for økonomisk kriminalitet, fik de længere straffe for deres medvirken.
Venstre-manden Jens Busk (1845-1908) fandt det uretfærdigt, at fangernes fortid blev brugt som hjemmel til at forhøje straffen, mens personalets rolle som overordnet blev tilsidesat.
»Fangerne kom til dette Tugthus for at udsone deres Straf og ikke til et Universitet, hvor de skulde lære at stjæle, og naar Opsynspersonalet næsten drev dem til at stjæle, saa forekommer det mig, at det er ganske underligt, at de ere blevne straffede saa haardt«.
Oppositionen fremhævede desuden det bemærkelsesværdige i, at Mazanti som den eneste ikke blev tiltalt for økonomisk kriminalitet, selv om både fanger og ansatte havde anklaget inspektøren for ikke kun at være vidende om det kriminelle netværk, men også selv at have deltaget i det.
Kommissionen havde i stedet anset det for en »Skjødesløshed i Embedsførelsen, at han [Mazanti] ikke er bleven opmærksom paa og ikke har forebygget de saaledes til hans Fordel i flere Aar begaaede Ulovligheder«.
I sidste ende valgte justitsminister Nellemann da også at anke Mazantis dom, og anstaltens leder endte med at blive idømt 3 måneders fængsel. Derudover indførte man 108 bestemmelser i Horsens Straffeanstalt, herunder øget brug af legemsstraf, mens Frederik Bruun, der op gennem 1800-tallet havde været en ledende skikkelse i det danske fængselsvæsen, som konsekvens af Tugthussagen måtte forlade sin stilling.
Mens Tugthussagen var en pinlig og ømtålelig affære for det danske fængselsvæsen i 1800-tallet, udgør den samtidig et fint eksempel på, hvordan nogle fanger formåede at handle aktivt, bøje fængslets ellers rigide regler og forsøde livet bag tremmer.
