0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Peter Elfelt/Det Danske Filminstitut
Foto: Peter Elfelt/Det Danske Filminstitut

J.P Müller demonstrerer sine øvelser i sin have i Klampenborg nord for København i 1911. Lungerne fyldes med luft, mens de strakte arme presses bagud.

Gymnastikpioneren Müller satte kroppen fri

Danske J.P. Müller blev verdensberømt for sit opgør med victorianismens kropsforskrækkelse, men han betalte en høj pris for sin sanselige revolution.

Politiken Historie

Forestil dig et københavnsk teater anno 1904. Aftenens forestilling skal netop til at begynde, og publikum sidder klar på sæderne. Kvinderne er i overensstemmelse med tidens mode iført lange mørke kjoler og sidder rankt i deres stramme korsetter. Mændene er i jakke og vest med butterfly eller slips bundet tæt om halsen.

Stemningen er forventningsfuld, men nok også en smule ængstelig. Det ville der i hvert fald være god grund til. Det, der umiddelbart kunne ligne en hvilken som helst anden aften i teatret i begyndelsen af det nye århundrede, er nemlig ikke helt almindeligt. Det er et vovet angreb på tidens tilknappede omgang med kroppen.

Tæppet går, og scenen åbenbarer sig. Den er arrangeret som et sovekammer med seng, vandbalje, kommode og et vækkeur. En trillebør fyldt med sten hører også til scenografien.

I sengen ligger en 38-årig mand med kortklippet hår og en kraftig blond moustache. Han står op, klæder sig af og begynder at vaske sig ved baljen.

Så tørrer han sig, først med håndklæde, så med håndfladerne, alt efter et nøje indstuderet mønster. Herefter gnider han hænderne hen over huden, først nakken, halsen og det øverste af brystet, så armene, resten af brystet og siden af kroppen, efterfulgt af en åndedrætsøvelse, hvor armene blev strakt helt ud til siden og bagover. Dernæst frotteres ryggen, de lange ben og hele den forreste del af overkroppen.

Manden er spændstig og muskuløs. Der er ikke så meget som ét gram overskydende fedt at se på hans krop, og hans skridt ses tydeligt i de små stramme badebukser. Han begynder at rykke hofterne rytmisk fra side til side, mens han masserer lår og bug.

Publikum må have betragtet det hele med tilbageholdt åndedræt. En næsten helt afklædt mand på en scene var bestemt ikke hverdagskost i 1904. Det kulturelle baggrundstæppe var den sene victorianisme eller (på dansk) 1880’ernes og 1890’ernes ’klunketid’ – en kropsforskrækket periode, hvor legemets frie udfoldelse og sexet optræden på ingen måde var comme il faut i pæne kredse.

Men det grænseoverskridende scenario kunne undskyldes med, at det skam skete i hygiejnens og sundhedens tjeneste.

Manden på scenen var den berømte sportsmand J.P. Müller (1866-1938), og han var ikke i færd med at opføre et teaterstykke. Han demonstrerede, hvordan anvisningerne i hans bog om hjemmegymnastik, ’Mit System’, skulle udføres i praksis. Det var intet mindre end Danmarks første fitnessopvisning.

Ofte taler man om det moderne gennembrud som et primært litterært og kunstnerisk fænomen, men gennembruddet rummede også en frigørelse af krop, seksualitet og sanser. Populært sagt: Man kunne ikke skabe et nyt samfund med en gammel krop.

Et gennembrud var der i den grad tale om.

’Mit System’ blev oversat til 26 sprog og udkom i astronomiske halvanden million eksemplarer verden over. Fra førsteudgaven i 1904 og 10 år frem var udgivelsen den bedst kendte danske bog efter H.C. Andersens eventyr, og Müller startede her den motions- og fitnessbølge, som endnu er på mode i hele verden.

Müllers opvisninger trak fulde huse. Publikum fik et uhørt intimt nøglehulskig ind i privaten hos en af Danmarks flotteste mænd. Og det var vitterlig en mand, der elskede at vise sig frem. I 1903 havde han således vundet Dansk Atlet-Unions ’konkurrence for smuk legemsbygning’.

Tilskuernes fornemmelse af at overvære et show på en intimscene blev ikke mindre af, at Müllers opvisninger ofte foregik på teatre, hvor publikum var vant til kammerspil med det borgerlige hjems pæne dagligstuer som scenografi. Her var det et endnu mere intimt rum, der blev vist frem.

Ved to opvisninger i København i september 1904 skulle scenen netop »præsentere sig som et veritabelt sovekammer«, og da tæppet gik op, så publikum som det første Müller i sengen.

Det fashionable Magasin du Nord havde »ved at stille møbler til rådighed muliggjort dette arrangement, ved hvilket Müllers system bliver iagttaget i sine rette omgivelser«.

Sponsoren havde ligefrem leveret mahognimøbler, der udgjorde et »smukt sovekammermøblement«.

Müller begyndte at sende sit sanselige frihedsbudskab som Danmarks mest kendte amatørsportsmand i 1890’erne. Med dyrkelse af udendørsdiscipliner som roning, svømning og atletik forsøgte han at råde bod på de sundhedsmæssige problemer, der var fulgt i kølvandet på 1800-tallets industrialisering og urbanisering. Sporten var Müllers bud på, hvordan den usunde, kropsfornægtende og fremmedgørende storby kunne blive beboelig.

I 1901 var han blevet ansat på Vejlefjord Sanatorium og kunne derfor ikke længere dyrke sport på eliteplan. For fortsat at holde sig i form udviklede han derfor et gymnastikprogram, der i bogform blev til ’Mit System’.

Der var tale om et holistisk program til hjemmegymnastik, hvor mange forskellige sundhedskilder blev kombineret med henblik på at skabe intet mindre end ’det nye menneske’. Systemet omfattede en reform af de såkaldte ’små sundhedskilder’, som Müller definerede som ernæring, rygning, søvn, underbeklædning, stuetemperatur samt pleje af tænder, mund, hals, hår og fødder.

Centralt stod de gymnastiske øvelser, som man skulle udføre nøgen i soveværelset i frisk luft for åbent vindue og med brug af møbler som kommode og stol til hjælp.

Efter de svedfremkaldende øvelser fulgte et bad i et lille fladt kar gerne med koldt vand, der fulgtes af gnidninger af hele kroppen, først med et håndklæde og herefter med håndfladerne.

Systemets succes hang utvivlsomt sammen med, at Müller formåede at skabe en samlet pakke af sundhedskilder i et enkelt program, der kunne afvikles på 15 minutter om morgenen og derfor appellerede til både travle forretningsmænd og hjemmegående husmødre.

En anden vigtig årsag var Müllers evner som entertainer. Han drog efter udgivelsen land og rige rundt, først i Danmark og så i udlandet, for næsten nøgen at give demonstrationer af sit system, og han garnerede det hele med imponerende stærkmandtricks.

Tiden var moden til at løsne de stramme tøjler om seksualitet og sanselighed, men Müllers demonstrationer har krævet et betydeligt mod. Det var uhørt at stille sig halvnøgen op og udstille intime detaljer fra det private liv på en scene, og det kunne kun lade sig gøre uden politiets indgriben, fordi der var tale om en uangribelig demonstration i sundhedsdyrkelse. Sundhed rimer jo uangribeligt mere på antiseptik end på erotik.

Normbruddet handlede om at skabe en ny kærlighed til kroppen. Nu var det ikke længere det elegante tøj, der skulle vises frem, men den smukke rene, skinnende hud, som skulle kærtegnes og bruges som udtryksmiddel.

Publikum var det bedre borgerskabs progressive mænd og kvinder. Det har helt sikkert også krævet overvindelse for dem at købe billet til Müllers forestillinger, men noget nyt var på vej i tiden, og det gjaldt om at være til stede, når det skete.

Tilskuerne vidste godt, at det, de så, af mange af deres standsfæller blev anset som et usømmeligt brud på al kristen anstændighed, en gang striptease, der tilbad den rene krop frem for det rene sind. Mange i rummet må have spurgt sig selv, om Müller mon ønskede at fremstå sober eller vulgær.

Fotografier med den næsten helt afklædte atletiske Müller kom da også i omløb og kunne bruges som en form for erotisk stimulation i en tid, hvor den nøgne krop stadig var tabu.

Ikke mindst åndedrætsøvelserne var frigørende. Et hørbart åndedræt opfattedes som usømmeligt, og manges vejrtrækning var hæmmet ikke mindst på grund af korsettet, som Müller alene af den grund bandlyste.

Müllers system blev således en form for trojansk hest, der rykkede ved fundamentale værdier i den borgerlige kultur, men på et uangribeligt hygiejnisk grundlag. Müllers anvisninger ’gned’ bogstaveligt victorianismen ud af kroppen, og strygninger med håndfladen hen over huden efter badet var med til at skabe en ny følsomhed over for den ret oversete og uberørte krop. Denne praksis blev en verdensomspændende dille og hjalp mennesker til for alvor at opdage deres huds sensuelle punkter.

’Mit System’ blev kulminationen på Müllers forsøg på at bryde med klunketiden. Det dunkle, varme, beskyttende og plysklædte overklassehjem blev udfordret af udendørstyper, der dyrkede den nøgne krop i gennemluftede, solbelyste og funktionelle rum under friske temperaturforhold eller simpelthen udendørs. En ny intimitet med vægt på hygiejne, bevægelse og nøgenhed var på vej frem.

Det var et opgør med den gammeldags fine stadsstue, der kun blev brugt til repræsentation og til at føre sig frem ved festlige lejligheder, og omdefinerede det ellers så private soveværelse som et aktivitetsrum, der gav mulighed for alle hånde sanselige aktiviteter fra nøgengymnastik til seksuelle eksperimenter.

Det handlede ikke kun om at bringe mennesket ud i naturen, men også om at bringe naturen frem i mennesket.

Müller opfandt ligefrem et ’luftbad’ for at gøre nøgenhed legitimt og rensende:

»Det kan anbefales at ligge i luftbadedragt, det vil sige nøgen, i sengen om natten, hvilket også er overordentlig behageligt, når man først er vant dertil. Ved dagligt at tage luftbad befris man snart for den ubehagelige upåklædtheds-fornemmelse, som mennesker med ømfindtlig hud har, når de engang får tøjet af«.

Kroppen skulle ikke længere skjules i en natskjorte med brede manchetter og brystlomme eller en slåbrok til morgen- og aftenbrug. Således genintroducerede Müller de førvictorianske sovevaner, som herskede i den brede befolkning frem til ca. 1850, hvor man sov nøgen. Og soveværelset, der ellers var dybt privat, blev hevet frem i lyset og fremhævet som hjemmets vigtigste rum.

Eller med Müllers ord:

»Har man kun sovekammeret til rådighed for luftbad, bør man hertil vælge lejlighedens lyseste værelse i stedet for at lade dette stå til stads. Og væk med gardiner og persienner! Det kan være sparsomt nok endda med solstrålerne. Under luftbadet bør man som sagt bevæge sig eller udføre legemsøvelser«.

Müllers brug af soveværelset på teaterscenen var en bombe under klunkehjemmets opdeling i de private rum, der var lukket land for uvedkommende, og de rum, der var åbne for andres blikke. Væk var de overflødige stuer. Pynt og nips skulle væk, og møblerne ud til siden i stedet for at stå i centrum. Der skulle også være plads til børns inden- og udendørsleg, hvilket brød med ideen om, at børn skulle ses, men ikke høres.

Hermed var Müller med til på de intime fronter at bane vej for funktionalismen, der efter Første Verdenskrig brød igennem med den enkle retvinklede og rationelle bolig, hvor funktion styrer form.

I 1942 udgav forfatteren Otto Rung (1874-1945) sine erindringer, ’Fra min Klunketid’, om sin barndom i 1870’ernes København. For ham var der et klart skel mellem tiden før og efter det moderne gennembrud:

»Det selskabelige frisind stod ganske vist på spring og rykkede i sine tøjler, men det havde endnu ikke fundet sine organer. Først i 1884 kom det radikale dagblad ’Politiken’ ... J.P. Müllers system var endnu ufødt ... Automobilen ansås for et udstillingslegetøj og ville blive alt for livsfarlig med sin dampmaskine inde under sædet«.

Udviklingen var ikke kun af det gode, mente Rung og så med vemod, hvordan »københavneriet« med sin funktionalisme havde vundet mere og mere magt over »alt det noble i en traditionel og gammel kultur«.

»Langsomt, i epoker, gled det tætte spind af klunker af mig, som et hudskifte kom det næsten! ... Men mon en rest dog ikke er igen den dag i dag? For den, der en gang har levet under klunker, vil sjældent nøjes med et liv imellem rette vinkler! Og meget af den gamle uldtids løjerlighed og hygge luner om mit sind endnu i en firkantet, rå og stilløs tid«.

Müller var blandt ophavsmændene til den udvikling, Rung kritiserede. Faktisk tog han det med ’hudskifte’ helt bogstaveligt, for huden skulle ikke længere skjules, men nydannes, trænes og hærdes ved at udsættes for naturens elementer i form af sol, koldt vand, regn, sne og is.

Systemet gik sin sejrsgang verden over. Men få år senere overskred Müller grænsen for, hvad den danske offentlighed kunne kapere. Det skete, da han indledte en hidtil overset og meget direkte seksuel omvæltning: Han gik i kødet på den traumatiserende undertrykkelse af seksualiteten, som Sigmund Freud (1856-1939) med sine ’talekure’ på samme tid arbejdede på at modvirke hos sine patienter.

I 1908 udsendte Müller sit sexologiske manifest, bestselleren ’Kønsmoral og Livslykke’, der udkom i 16.000 eksemplarer alene i Danmark. Bogen, der også udkom i de tysktalende lande, var så grænseoverskridende, at den af det danske politi blev fremhævet som et eksempel på, at loven mod utugtige skrifter burde strammes.

I seksualmanifestet udtalte Müller sig helt uden omsvøb, og man får klart indtryk af, at han byggede sine udsagn på oplevelser med sin livsledsager, Marie. Det var absolut ikke et passivt og aseksuelt kvindebillede, han beskrev.

»Mens hunnerne hos alle dyrerigets arter forholder sig passive under selve parringen, vil den fuldkomment udviklede kvinde kunne deltage lige så aktivt i kønsakten som manden, ikke alene i kærtegnene, men også i de for akten karakteristiske bevægelser«.

Parrets udforskning af seksuallivet førte til en mageløs opdagelse af kvindens orgasme og klitoris, og Müller hævdede at være den første til at beskrive det i international sammenhæng: »Ubegribeligt er det, at de seksual-hygiejniske forfattere hidtil ikke har kunnet eller ikke har turdet give de nødvendige forklaringer herom«.

Müller konkluderede: »Næsten hele kvindens lystfølelse er koncentreret i den ganske lille klitoris, der befinder sig foroven og temmelig yderlig i vagina ... Bliver den beroliget ved – under livlig kirtelafsondring – at få sin ’elektricitet’ tilbørlig udladet, bliver kvinden en engel for ægtefællen«.

Bogen indeholdt også for samtiden chokerende præcise instruktioner i, hvordan manden udelukkende ved hjælp af penis kunne give kvinden orgasme:

»Det er i virkeligheden mest formålstjenligt, at manden i den første tid, efter at organerne er forenede, forholder sig næsten helt roligt, blot kysser og kærtegner. Derpå begyndes med ganske langsomme rytmiske bevægelser, idet klitoris påvirkes snart blidt med organets hoved, snart kraftigere med roden«.

Der gik nærmest sport i sexlivet, og akten skulle – ikke mindst for mændenes vedkommende – nærmest være akrobatisk.

»Har kvinden meget svært ved at opnå orgasmen, kan det anbefales, at hun med samlede ben hviler på en smal divan eller liggestol, idet manden indtager en halvt siddende, halvt stående stilling tværs over divanen. På denne måde er det muligt at påvirke klitoris særlig intensivt«.

Müller opfordrede nu mændene til at gå i gang med et omfattende selvarbejde og skrev, at »forsagelse styrker selvbeherskelsen og øger derved individets sande frihed«.

En tålmodig venten på kvindens invitation til sex skulle øge mandens selvkontrol, hvilket ville få det resultat, at »en kraftig og viljestærk mand kan lade ejakulationen indtræde, når han vil, altså forhale tidspunktet efter forgodtbefindende«.

Kun den sportstrænede mand var ifølge Müller i stand til at udøve elskov på højeste niveau. I en opsang til sine kønsfæller spillede han derfor på deres sexlyst for at få dem op af sofaen og i gang med at træne deres krop:

»For sundhedens skyld kan man ikke få alle de liderlige og dovne mandfolk til at øve gymnastik og friluftsidræt med dagligt bad. Men det hjælper måske, når man fortæller dem, at det er den eneste måde, hvorpå kraft og udholdenhed kan erhverves og bevares i de kønslige såvel som i alle andre fysiske funktioner«.

Müllers seksuelle opbrud får et samtidigt følgeskab af en hel bølge af maskulin nøgenkultur, ikke mindst via skønhedskonkurrencer for mænd, den kunstneriske vitalisme fra 1900-tallets første spæde begyndelse og den tyske livsreformbevægelse.

Som man kunne forvente, gjorde Müllers anvisninger i lagengymnastikkens glæder ham ikke bare elsket. Han blev også den mest forhadte mand i Danmark.

Det stadig toneangivende præsteskab og store dele af det pæne borgerskab lagde ham for had, og der blev nu set på hans opvisninger med helt andre øjne.

Publikumstallet røg i bund. Nu så man ham ikke længere som hygiejniker, men som erotiker. Sløret var faldet af Müllers sanselige revolution, og han måtte til sidst forlade Danmark.

Det slog ham dog ikke ud. Med vanlig ukuelighed opbyggede han fra 1912 en sundhedsklinik i den fashionable gade Dover Street i London og fik endog prinsen af Wales som protektor for sine bøger. Men det er en anden historie.

Müllers virke rykker ved vores hidtidige opfattelse af, at den moderne seksuelle revolution først begyndte i mellemkrigstidens Danmark. Hidtil har den østrigske psykoanalytiker og sexolog Wilhelm Reich (1897-1957) fået æren for at åbne danskernes øjne for den seksuelle dimension, da han flygtede til Danmark efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Reichs karriere i Danmark blev som Müllers afbrudt. Han blev udsat for en heftig bagvaskelseskampagne, og blandt andet på grund af sit seksualpolitiske arbejde fik han problemer med myndighederne og måtte rejse videre til Norge.

J.P. Müller skal derfor nu ikke kun trækkes frem af historiens glemsel for sit bidrag til udvikling af den moderne sundheds- og motionsdyrkelse, men i høj grad også for at have intoneret den seksuelle revolution, der først for alvor brød igennem 60 år senere i forbindelse med ungdomsoprøret i 1968.

Annonce