Forestil dig et københavnsk teater anno 1904. Aftenens forestilling skal netop til at begynde, og publikum sidder klar på sæderne. Kvinderne er i overensstemmelse med tidens mode iført lange mørke kjoler og sidder rankt i deres stramme korsetter. Mændene er i jakke og vest med butterfly eller slips bundet tæt om halsen.
Stemningen er forventningsfuld, men nok også en smule ængstelig. Det ville der i hvert fald være god grund til. Det, der umiddelbart kunne ligne en hvilken som helst anden aften i teatret i begyndelsen af det nye århundrede, er nemlig ikke helt almindeligt. Det er et vovet angreb på tidens tilknappede omgang med kroppen.
Tæppet går, og scenen åbenbarer sig. Den er arrangeret som et sovekammer med seng, vandbalje, kommode og et vækkeur. En trillebør fyldt med sten hører også til scenografien.
I sengen ligger en 38-årig mand med kortklippet hår og en kraftig blond moustache. Han står op, klæder sig af og begynder at vaske sig ved baljen.
Så tørrer han sig, først med håndklæde, så med håndfladerne, alt efter et nøje indstuderet mønster. Herefter gnider han hænderne hen over huden, først nakken, halsen og det øverste af brystet, så armene, resten af brystet og siden af kroppen, efterfulgt af en åndedrætsøvelse, hvor armene blev strakt helt ud til siden og bagover. Dernæst frotteres ryggen, de lange ben og hele den forreste del af overkroppen.
Manden er spændstig og muskuløs. Der er ikke så meget som ét gram overskydende fedt at se på hans krop, og hans skridt ses tydeligt i de små stramme badebukser. Han begynder at rykke hofterne rytmisk fra side til side, mens han masserer lår og bug.
Publikum må have betragtet det hele med tilbageholdt åndedræt. En næsten helt afklædt mand på en scene var bestemt ikke hverdagskost i 1904. Det kulturelle baggrundstæppe var den sene victorianisme eller (på dansk) 1880’ernes og 1890’ernes ’klunketid’ – en kropsforskrækket periode, hvor legemets frie udfoldelse og sexet optræden på ingen måde var comme il faut i pæne kredse.
Men det grænseoverskridende scenario kunne undskyldes med, at det skam skete i hygiejnens og sundhedens tjeneste.
Manden på scenen var den berømte sportsmand J.P. Müller (1866-1938), og han var ikke i færd med at opføre et teaterstykke. Han demonstrerede, hvordan anvisningerne i hans bog om hjemmegymnastik, ’Mit System’, skulle udføres i praksis. Det var intet mindre end Danmarks første fitnessopvisning.
Ofte taler man om det moderne gennembrud som et primært litterært og kunstnerisk fænomen, men gennembruddet rummede også en frigørelse af krop, seksualitet og sanser. Populært sagt: Man kunne ikke skabe et nyt samfund med en gammel krop.
Et gennembrud var der i den grad tale om.
’Mit System’ blev oversat til 26 sprog og udkom i astronomiske halvanden million eksemplarer verden over. Fra førsteudgaven i 1904 og 10 år frem var udgivelsen den bedst kendte danske bog efter H.C. Andersens eventyr, og Müller startede her den motions- og fitnessbølge, som endnu er på mode i hele verden.
Müllers opvisninger trak fulde huse. Publikum fik et uhørt intimt nøglehulskig ind i privaten hos en af Danmarks flotteste mænd. Og det var vitterlig en mand, der elskede at vise sig frem. I 1903 havde han således vundet Dansk Atlet-Unions ’konkurrence for smuk legemsbygning’.
Tilskuernes fornemmelse af at overvære et show på en intimscene blev ikke mindre af, at Müllers opvisninger ofte foregik på teatre, hvor publikum var vant til kammerspil med det borgerlige hjems pæne dagligstuer som scenografi. Her var det et endnu mere intimt rum, der blev vist frem.
Ved to opvisninger i København i september 1904 skulle scenen netop »præsentere sig som et veritabelt sovekammer«, og da tæppet gik op, så publikum som det første Müller i sengen.
Det fashionable Magasin du Nord havde »ved at stille møbler til rådighed muliggjort dette arrangement, ved hvilket Müllers system bliver iagttaget i sine rette omgivelser«.
Sponsoren havde ligefrem leveret mahognimøbler, der udgjorde et »smukt sovekammermøblement«.
Müller begyndte at sende sit sanselige frihedsbudskab som Danmarks mest kendte amatørsportsmand i 1890’erne. Med dyrkelse af udendørsdiscipliner som roning, svømning og atletik forsøgte han at råde bod på de sundhedsmæssige problemer, der var fulgt i kølvandet på 1800-tallets industrialisering og urbanisering. Sporten var Müllers bud på, hvordan den usunde, kropsfornægtende og fremmedgørende storby kunne blive beboelig.
I 1901 var han blevet ansat på Vejlefjord Sanatorium og kunne derfor ikke længere dyrke sport på eliteplan. For fortsat at holde sig i form udviklede han derfor et gymnastikprogram, der i bogform blev til ’Mit System’.
Der var tale om et holistisk program til hjemmegymnastik, hvor mange forskellige sundhedskilder blev kombineret med henblik på at skabe intet mindre end ’det nye menneske’. Systemet omfattede en reform af de såkaldte ’små sundhedskilder’, som Müller definerede som ernæring, rygning, søvn, underbeklædning, stuetemperatur samt pleje af tænder, mund, hals, hår og fødder.
Centralt stod de gymnastiske øvelser, som man skulle udføre nøgen i soveværelset i frisk luft for åbent vindue og med brug af møbler som kommode og stol til hjælp.
Efter de svedfremkaldende øvelser fulgte et bad i et lille fladt kar gerne med koldt vand, der fulgtes af gnidninger af hele kroppen, først med et håndklæde og herefter med håndfladerne.
Systemets succes hang utvivlsomt sammen med, at Müller formåede at skabe en samlet pakke af sundhedskilder i et enkelt program, der kunne afvikles på 15 minutter om morgenen og derfor appellerede til både travle forretningsmænd og hjemmegående husmødre.
En anden vigtig årsag var Müllers evner som entertainer. Han drog efter udgivelsen land og rige rundt, først i Danmark og så i udlandet, for næsten nøgen at give demonstrationer af sit system, og han garnerede det hele med imponerende stærkmandtricks.
Tiden var moden til at løsne de stramme tøjler om seksualitet og sanselighed, men Müllers demonstrationer har krævet et betydeligt mod. Det var uhørt at stille sig halvnøgen op og udstille intime detaljer fra det private liv på en scene, og det kunne kun lade sig gøre uden politiets indgriben, fordi der var tale om en uangribelig demonstration i sundhedsdyrkelse. Sundhed rimer jo uangribeligt mere på antiseptik end på erotik.
Normbruddet handlede om at skabe en ny kærlighed til kroppen. Nu var det ikke længere det elegante tøj, der skulle vises frem, men den smukke rene, skinnende hud, som skulle kærtegnes og bruges som udtryksmiddel.
Publikum var det bedre borgerskabs progressive mænd og kvinder. Det har helt sikkert også krævet overvindelse for dem at købe billet til Müllers forestillinger, men noget nyt var på vej i tiden, og det gjaldt om at være til stede, når det skete.
Tilskuerne vidste godt, at det, de så, af mange af deres standsfæller blev anset som et usømmeligt brud på al kristen anstændighed, en gang striptease, der tilbad den rene krop frem for det rene sind. Mange i rummet må have spurgt sig selv, om Müller mon ønskede at fremstå sober eller vulgær.
Fotografier med den næsten helt afklædte atletiske Müller kom da også i omløb og kunne bruges som en form for erotisk stimulation i en tid, hvor den nøgne krop stadig var tabu.
Ikke mindst åndedrætsøvelserne var frigørende. Et hørbart åndedræt opfattedes som usømmeligt, og manges vejrtrækning var hæmmet ikke mindst på grund af korsettet, som Müller alene af den grund bandlyste.
Müllers system blev således en form for trojansk hest, der rykkede ved fundamentale værdier i den borgerlige kultur, men på et uangribeligt hygiejnisk grundlag. Müllers anvisninger ’gned’ bogstaveligt victorianismen ud af kroppen, og strygninger med håndfladen hen over huden efter badet var med til at skabe en ny følsomhed over for den ret oversete og uberørte krop. Denne praksis blev en verdensomspændende dille og hjalp mennesker til for alvor at opdage deres huds sensuelle punkter.
’Mit System’ blev kulminationen på Müllers forsøg på at bryde med klunketiden. Det dunkle, varme, beskyttende og plysklædte overklassehjem blev udfordret af udendørstyper, der dyrkede den nøgne krop i gennemluftede, solbelyste og funktionelle rum under friske temperaturforhold eller simpelthen udendørs. En ny intimitet med vægt på hygiejne, bevægelse og nøgenhed var på vej frem.
Det var et opgør med den gammeldags fine stadsstue, der kun blev brugt til repræsentation og til at føre sig frem ved festlige lejligheder, og omdefinerede det ellers så private soveværelse som et aktivitetsrum, der gav mulighed for alle hånde sanselige aktiviteter fra nøgengymnastik til seksuelle eksperimenter.
Det handlede ikke kun om at bringe mennesket ud i naturen, men også om at bringe naturen frem i mennesket.
Müller opfandt ligefrem et ’luftbad’ for at gøre nøgenhed legitimt og rensende:
»Det kan anbefales at ligge i luftbadedragt, det vil sige nøgen, i sengen om natten, hvilket også er overordentlig behageligt, når man først er vant dertil. Ved dagligt at tage luftbad befris man snart for den ubehagelige upåklædtheds-fornemmelse, som mennesker med ømfindtlig hud har, når de engang får tøjet af«.
Kroppen skulle ikke længere skjules i en natskjorte med brede manchetter og brystlomme eller en slåbrok til morgen- og aftenbrug. Således genintroducerede Müller de førvictorianske sovevaner, som herskede i den brede befolkning frem til ca. 1850, hvor man sov nøgen. Og soveværelset, der ellers var dybt privat, blev hevet frem i lyset og fremhævet som hjemmets vigtigste rum.
Eller med Müllers ord:
»Har man kun sovekammeret til rådighed for luftbad, bør man hertil vælge lejlighedens lyseste værelse i stedet for at lade dette stå til stads. Og væk med gardiner og persienner! Det kan være sparsomt nok endda med solstrålerne. Under luftbadet bør man som sagt bevæge sig eller udføre legemsøvelser«.
Müllers brug af soveværelset på teaterscenen var en bombe under klunkehjemmets opdeling i de private rum, der var lukket land for uvedkommende, og de rum, der var åbne for andres blikke. Væk var de overflødige stuer. Pynt og nips skulle væk, og møblerne ud til siden i stedet for at stå i centrum. Der skulle også være plads til børns inden- og udendørsleg, hvilket brød med ideen om, at børn skulle ses, men ikke høres.
Hermed var Müller med til på de intime fronter at bane vej for funktionalismen, der efter Første Verdenskrig brød igennem med den enkle retvinklede og rationelle bolig, hvor funktion styrer form.
I 1942 udgav forfatteren Otto Rung (1874-1945) sine erindringer, ’Fra min Klunketid’, om sin barndom i 1870’ernes København. For ham var der et klart skel mellem tiden før og efter det moderne gennembrud:
»Det selskabelige frisind stod ganske vist på spring og rykkede i sine tøjler, men det havde endnu ikke fundet sine organer. Først i 1884 kom det radikale dagblad ’Politiken’ ... J.P. Müllers system var endnu ufødt ... Automobilen ansås for et udstillingslegetøj og ville blive alt for livsfarlig med sin dampmaskine inde under sædet«.
Udviklingen var ikke kun af det gode, mente Rung og så med vemod, hvordan »københavneriet« med sin funktionalisme havde vundet mere o