Emil Aarestrup – I hellig varetægt
Emil Aarestrup (1800-1856) er i dag nok mest kendt for sin erotiske poesi samt de berømte bobler i bækken i digtet ’Angst’ (1838).
Hans poesi havde dog flere facetter.
To år før sin død skrev Aarestrup dog også en hyldestsang i anledning af grundlovsdag. Den blev sunget ved grundlovsfesten i Næsbyhoved Skov i Odense 5. juni 1854:
Hvad længe i vort Indre dybt sig rørte,
Vor Trang til Daad og mandig, fri Bedrift,
Vor Konge mildt, i Farens Stund, bønhørte,
Og Danmarks Grundlov fik hans Underskrift;
I Folkets Hjerte er den trygt bevaret,
Der holdes den i hellig Varetægt,
Med Jubel feiret og med Kraft forsvaret —
Den bedste Arv for Danmarks unge Slægt!
Om grundloven allerede i 1854 levede i folkets hjerte, er usikkert, men sangen er udtryk for den fortælling, der er blevet bygget op om den første tid efter enevældens afskaffelse.
Grundtvig – Samhørighed i folket
Egentlig mente N.F.S. Grundtvig (1783-1872) i 1848 ikke, at den brede befolkning var klar til at tage del i demokratiet.
Der skulle først skabs samhørighed mellem samfundets forskellige grupper, og en folkelig oplysning skulle så ruste de brede samfundslag til at tage del i folkestyret. I digtet ’Folkeligheden’ fra netop 1848 skriver han blandt andet:
Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand
Kalde alt Udansk det Onde,
Værge Danskens Fædreland,
Og mens hver har Sysler sine,
Alle dog hinanden ligne,
Har tilfælles Byrd og Blod,
Modersmaal og Løvemod!
Men samhørighed kræver også et fjendebillede, og Grundtvig sætter derfor lighedstegn mellem ’Udansk’ og ’det Onde’. Det viser også, hvordan det tidligere demokrati, nationalisme og modsætningen til det tyske var en væsentlig del af fortællingen om 1848.
Carl Ploug – Som brødre vi dele
Carl Ploug (1813-1894) var i 1848-49 som redaktør for avisen Fædrelandet blandt de toneangivende nationalliberale og var med i den grundlovsgivende forsamling. Han var desuden medlem af Landstinget fra 1858 til 1890.
Og så var han såmænd også digter, og få år efter afskaffelsen af enevælden (senest i 1853) skrev han om grundloven:
Loven blev til, hvormed Landet skal bygges,
Træet er sat, hvoraf Slægter skal skygges,
Marv er i Stammen, og sund er dets Rod.
Broderlig delte vi, Høje og Lave,
Karrigt ej Kongen udmaalte sin Gave;
Vi havde Mod til at ta’ derimod.
Carl Ploug var faktisk i 1848-49 blandt dem, der var villig til at tillade almindelig valgret.
Selv om det ikke skete, skildrer han i digtet om grundloven danskerne som brødre, der trods deres forskelligheder deler magten imellem sig. Med tiden blev Carl Ploug i øvrigt meget konservativ og endte som landstingsmedlem med at støtte Højre og kæmpede med næb og kløer imod eksempelvis valgret til kvinder.
